Et skuespil af
Inga Birna Jónsdóttir
Første forestillinger
På ”Det lille Teater”
Slagelse 1995

ISBN 87-984390-4-9
Et skuespil i 2 akter
Sted: Et pensionat i København
Tid: Nu

PERSONERNE:

Ursula Burbulla
Igor Romanovich Hansen
Sagfører Poulsen
Fru Emilie Poulsen
Sandy, en amerikansk pige
Postbudet Reuter
Levnesmiddelkontrolløren
Skinhead 1 Gregers
Skinhead 2
Skinhead 3

SCENEN:
1. Baren og TV-stuen på pensionatet (åbent kl.19-23.30)
2. Et mørkt kælderrum

1.Akt
Scene 1: Storby Blues
Scene 2: Pensionat, god dag!
Scene 3: Juletræet pyntet
Scene 4: Emilie
Scene 5. Lillejuleaften
Scene 6: Billeder hjemmefra

2. Akt
Scene 7: Juleaftensdag
Scene 8: Juleaften
Scene 9: Hærværk
Scene 10: I lænker

Scene 11: Nat i Sommerstedsgade
Scene 12: Oh, wonderful!
Scene 13: Du er min far
Scene 14: Et samfund
1. AKT
- Scene 1

Fokus på baren.
Værtinden, Ursula Burbulla, ca. 40,
står i baren. Hun er en moden,høj,sydlandsk udseende dame med veludviklede bryster og hofter selv om hun ikke er fed, snarere frodig. Der er noget sigøjneragtigt ved hende.
Postbudet, Reuter,
sidder foran baren på en høj stol og drikker en øl. Han er en middelhøj,slank mand,35, trimmet smalt skæg på overlæbe og hage. Han læser højt fra Dan Türells digte.

Reuter:
Hør nu her, Dan Türell, Vesterbro. Hvem kan beskrive os bedre?
Fra Storby Blues
Digtet hedder “Total Eufori”
Den mand kan sku sit kram. Hør:

Som jeg nærmer mig en tilstand af total eufori
blir jeg klar over jeg må have en stor kuffert
én hvor jeg ikke alene kan have mit tøj
men også alle mine sår og skuffelser
og alle mine fejl og frustrationer
altså en kuffert på størrelse med Eiffeltårnet

men den ville give mig uoverskuelige vanskeligheder ved
toldskrankerne
og den ville være en overvældende overvægt i
flyvemaskinerne
så som jeg nærmer mig denne tilstand af total eufori
beslutter jeg mig i stedet til at rejse uden bagage overhovedet.

(Kigger på Ursula, som har hånden under kinden, armen på bardisken, øjnene lukkede)

Reuter:
Bedøm et sted på dets digtning.Digtet er hjertets tale.
Forstår du hvad han siger? Er han ikke god?

Ursula (på dansk med rumænsk accent):

Reuter,min ven,uforståelig. Ja, Det er han. Digter være uforståelig indtil jeg føle ord, indtil det stå som kniv i bryst (viser det), i sind, i navle, her, i hoved, mave, her, alle steder.

Reuter ( ser undrende på hende:…..tøvende)
…Vil du høre mere ?

Ursula:
Ja. Du, Reuter, se god ud i lys, lissom digter.
(Hun begynder at pudse glas. Reuter drikker af sin øl, læser videre):

og jeg ser ud på Månen
og den skjuler sit ansigt i en regn af ris
og det ligner et gammelt kinesisk porcelænsmaleri
og jeg kan ikke sove på grund af tordenen
og det tordner ikke
men i et rum længere nede i huset
er der en pige der sætter en plade på grammofonen
og det lyder som et barn der prøver at spille på en
legetøjssaxofon
som det lige har fået i fødselsdagsgave og pakket ud
og lyden bliver hele tiden punkteret
af en afsindig latter fra et tredje sted
og måske er den latter trommerne-
Som jeg nærmer mig denne tilstand af total eufori
smeltes Verden langsomt om
som de gør med metaller
sådan at Verden kan bruges igen i en ny form
og lige nu er de ved at bygge alle byerne igen

( Døren fra gangen åbnes og ind kommer en pige på ca.17 år, Sandy, hilser.)

De siger begge to:
“Hej,Sandy!”
(Hun går lige over til tv-apparatet, tænder for det. Der er nyheder.
Hun smækker sig ned i en sofa foran apparatet.)

TV-speakeren: …………………………
(brug den aktuelle, kan f.eks.være noget aktuelt om flygtninge, dagens krigsscene fra den virkelige verden,dagens TV-Avis -eller en del af den (op til instruktøren)).

Reuter:
Hva´ fa´en bilder du dig ind, Sandy? Vi sidder og læser digte her.

Ursula :
Kære unge mand, Reuter, rolig,rolig.

(Ursula går over til Sandy og siger noget til hende som ikke kan høres på grund af støjen fra TV-apparatet. Sandy skruer ned. Ursula går smilende tilbage til baren.)

Ursula (til Reuter):
Ingen vil ha de unge mennesker. Så må de gå tidlig i seng. De stå tidlig op, hvis de skal ha´ arbejde. Ungdom her. Måske ikke tro på os.
(Reuter er godt sur og smækker bogen i, signalerer, at han skal have en øl til)
Reuter:
Vi har da ligestilling i Danmark. De unge og kvinderne kan være alle steder efterhånden. Hvorfor står du ellers her, hvorfor er du ikke hjemme hos dine børn? Fordi der er ligestilling i Danmark. Hvorfor er de unge arbejdsløse ? Fordi de har valgt det. De finder ikke på noget nyt. De hænger bare med hovederne og venter på, at det offentlige sætter dem i arbejde.

Ursula:
Kun mænd gå ude i mit land. Kvinder og børn leve i fred hjemme. Mænd slås i gader. Danmark bedste land i verden. Alt under kontrol. Ikke sigøjner, ikke sult, ikke bjerg med sne. Ikke æsel i stue. Vand hele tid fra hane til at vaske med. Danmark bedste land i verden. Alle passe hinanden. Ikke mand slå kone.

lys fader ud/sceneskift
- Scene 2
(Det er morgen. Ursula gør rent i baren, en støvsuger står midt på gulvet foran. Telefonen ringer. Hun tager den)

Ursula: (råber)
Pensionat, god dag. Hvem? Nielsen? Hvem Nielsen? Ingen Nielsen her, jeg sige. Værelse? Ja, et værelse. Hel måned to tusind og fem hundre, hver månet, morgenmad, sengetøj håndklæd, bad på gang. Nu? Ja. Dejligt,meget dejligt. ja, nej. Ja,så ses vi. Efter klokken er to. Hej-hej !
(Mens hun tørrer bardisken af og rydder op snakker hun med sig selv)

De skal være glad for at have værelse, mad på bord, tv og byen her. Lys på gade. Mirakelby. København – min bedste by.

(En ambulance kører forbi og støjen er øredøvende. Når den er forbi begynder Ursula at synge):

Ursula:
Det var en nat under stjernernes himmel
jeg hørte stemmer og vidste det var dig
du var Igor med kulsorte øjne,
og spurgte: har du noget, noget til mig?
Jeg gav ham et brev fra mit hjerte
sagde hvorfor jeg fløj bort i nat,
til Danmark at søge min lykke
i Norden at finde en skat.
Han skulle komme så snart som han kunne

(Hun kniber en tåre men fortsætter):

Igor Romanovich prins fra Balkan,
spiller violin under mit vindue
natten lang, dagen lang, natten lang,
hans verden så fyldt op med sang,
Igor, min Igor, mit savn.

(Døren til gaden åbnes. Et ansigt kommer til syne.
En mandsstemme siger):

Mand:
Er der lukket?

Ursula:
Kom bare ind, unge mand.

(En nydelig, lyshåret ca. 35 årig mand i grå frakke, dyr habit, med en sort attachémappe og kuffert kommer tøvende ind, smiler undskyldende og præsenterer sig):

Manden:
Jeg hedder Poulsen, sagfører Poulsen.

Ursula:
Besøge du nogen?

Poulsen:
(fumler ved en barstol, tager sig sammen og sætter sig på den, løfter frakkens skøde):

Nej, men jeg kunne godt trænge til en øl.

Ursula:
(lægger karkluden fra sig, tørrer sveden af panden med håndryggen og knapper en øl op):
Værs´go´, 10 kroner – før klokke er tolv. Og en snaps?

Poulsen:
Ja, tak, meget gerne. Det er venligt af Dem.

(Hun skænker ham en dobbelt Gammel Dansk)

Ursula:
Værs´go´. Tyve.
(Han finder en seddel i sin jakkelomme og lægger på disken)

Poulsen:
Det stemmer.

Ursula: (tager seddelen, tøver, ser på ham):
Mange tak

Poulsen:
Jeg hører, at De lejer værelser ud.

Ursula:
Ja, det er pensionat. Spisestuen på den anden side af gang.

Poulsen:
Det er godt nok
(pause, drikker).
Jeg er blevet skilt.
(Tavshed…….Han drikker)
Hun gik.

Ursula:
Børn?

Poulsen:
Nej.

Ursula:
Godt.

Poulsen:
Har De børn?

Ursula:
Ja, tre hjemme i Romania.
(pause)

Poulsen:
Oh, Rumænien. Der har jeg været. Hvor i Rumænien er De fra?

Ursula:
(ser tøvende på ham):
Sigøjner, fri folk.alle steder. Vin, sang, kvinder, mænd.Nogle gange i Constanza, nogle gange i Bukarest, eller Brasov.

Poulsen:
Hvordan er De så havnet her?

Ursula:
Danskere kom i Romania. Købe alt. De kalde det Dannemark Paradis som i Bibel. De kalde Danmark smørhul.

Poulsen:
(får øllet galt i halsen):
Hvem er de?
Ursula:
Turiste fra Dannemark med tusind krone seddel og købe kunstværk. Slaraffenland. Det vil jeg prøve inden jeg gå til mine mødre. Slaraffenland. Det sa de og nu jeg være her i Slaraffenland ,ikk´.

Poulsen:
(Rækker hende hånden)
Mit navn er Poulsen. Jeg er sagfører.
Ursula:
(giver ham sin hånd)
Jeg er Ursula Burbulla.

Poulsen:
Paradis. Slaraffenland. Smørhul? Det kommer an på hvordan man ser på det. Jeg er fallit. Det er krisetider og jeg har ikke noget arbejde, så jeg må gå på socialkontoret i morgen, for jeg er ikke medlem af en arbejdsløs-hedskasse. Det var min dumhed. I disse tider kan endda selvstændige være medlemmer af en arbejds-løshedskasse, men jeg var sikker på, at jeg aldrig ville blive arbejdsløs. Aldrig. Alle mulige andre, bare ikke mig. Mit firma er fallit. Jeg har mistet alt, mit job, min bil, mit hus, min kone, alt.

Ursula:
Ikke eje, ikke miste.

Poulsen:
(stirrer på hende)
Paradis? Synes du det?

Ursula:
Ja, Slaraffe. Kald det Paradis og Slaraffeland. De komme hver dag og drikke dyr øl, fattig, ung, gammel, alle. De som er bange for at miste kommer ikke. De der har mistet har ikke noge at miste. De komme her hos mig.

Poulsen:
Øl er fattigmandskost. Før drak jeg dyre vine, nu nøjes jeg med en øl og en bitter som morgenmad.

(Tavshed. Ursula ser undrende på ham.)

Har De et job til mig? Det er ligemeget hvad, bare et eller andet, i køkkenet, vicevært…..?

Ursula: (leende)
Nej, jeg lave alt selv. Jeg sove tre time og en time eftermiddag. Ordne og gøre rent og lave mad og købe ind. Jeg lave det helt alene. Jeg glemme mine børn og mit land og min mand. Jeg glemme alt, – støvsug, lav frikkadell, sælg øl, glem altt.

Poulsen:
Alt? Hvad?

Ursula:
Hvem.

(pause)

Poulsen:
Har De et ledigt værelse jeg kan leje?

Ursula:
Du kan få nr. 20. Det mod syd, lille altan til gade. Jeg sidde der med dør åben og se på biler på gaden. De vente på grønt lys. Jeg læse deres tanker fra ansigt. Mit teater. Gadeteater. De spille tromme på rat. Kede sig. De pille næse. De snakke med radio og sig selv. Kede sig i bil. Min teater på gade.

Poulsen:
Jeg vil gerne hjælpe Dem, selv om De ikke kan betale for det. Jeg vil gerne være til gavn.

Ursula:
Måske. Måske senere.

lyset fader ud/sceneskift

Scene 3

(Det er aften i baren. Sandy er i gang med at pynte juletræet. Hun er glad og snakker på sit primitive dansk)

Sandy:
Her , se, nu kan det gå.

Ursula:
(træder ud af baren for at hjælpe)
Lad mig. Du nå ikke helt op. Se .

(Hun stiger op på en stol og sætter en stor stjerne på toppen)

Sandy:
Hvor many kom?

Ursula:
Mange

Sandy:
Reuter sige ti.

Ursula:
Måske. Jeg søge mange venner i Danmark, så vi kan være som stor familie. Liv i gården, siger man. Liv i gården. Det kan jeg godt lide. Mange slags mennesker, som kan spise sammen, danse sammen, gtæde sammen. Så behøver ingen at være ensom.

Sandy:
Måske får vi gaver, present.

Ursula:
Hvis man har penge. Man kan selv lave gaver.

Sandy:
Ja, i juleaften i Danmark. I Ohio drikker folk sig fulde og får gave næste dag.

Ursula:
Stakkels Ohio.

Sandy:
Det er stat i USA.

Ursula:
Stakkels stat i USA.
Far og mor der?

Sandy:
Ja, far og mor og brother.

Ursula:
Lykkelig familie?

Sandy:
Yes, lykkelig family. Fjernsyn, to biler, stort hus, arbejde hårdt. Meget arbejde.

(Poulsen kommer ind og sætter sig på en barstol. Reuter kommer et øjeblik senere ind fra gaden, studser når han ser Poulsen. Sætter sig så langt fra ham som muligt. Har en bog under armen.)

Reuter:
Hej, har du en kold Tuborg til mig, fru Burbulla, til din bedste logerende, din mest trofaste kunde? Ursula Burbulla, sigøjnerdronning. En Tuborg til Vesterbros budbringer, unge mand Reuter.

(Efterligner Ursulas udtale. Ler ad sin egen vittighed. Lægger en mønt på disken. Det gør han altid, når han bestiller en øl. Sandy fortsætter med at pynte juletræet og Ursula går tilbage til baren, knapper en øl op til ham. Han drikker af flasken. )
Poulsen:
Sort guld til mig, tak.

Ursula:
Glas?

Poulsen:
Ja tak.

Ursula:
Komme I juleaften?

Reuter:
Ja, mon ikke?

Poulsen:
Hvor ellers? Forresten, Min kone, nej, min forhenværende kone, Emilie, kommer måske også. Er det i orden?

Ursula:
(meget meget glad) Oh, jeg vidste det hr. Poulsen. Jeg vidste, at kærlighed altid sejrer, altid! (får tårer i øjnene og tørrer dem af med det nederste af sit skørt)

Alle komme med gave. Må kun koste femti kron. Vi lægge dem alle på gulv og så blev de blandet og man må ikke få sin gave. Det gør man i Danmark?
Poulsen:
Jeg behøver ingen gaver.

Ursula:
Alle er med, enten eller. Din søde kone også. Hun giv dig silke. Du er silkemand af høj klasse. Hvis du ikke har penge, kan du selv lave gave, tegne, male, digte. Hvis du ikke med gå du i julekat. Julekat er kulsort. Du kan se den hvis du går i seng og ikke fik gave. Den kommer og æde din næse i natten mens du sover.

Reuter:
Skal man købe en gave.
Kan man ikke bare give noget man selv ejer?

Ursula:
En gang jeg få gamle bog i julegave. Jeg begynde at læse og se den er fuld med blod. Jeg læse mere, mere blod på sider. Ingen god idé.

(Sandy er stadig optaget af at hænge pynt på juletræet.)

Poulsen:
En gang fik jeg en bil i julegave, en rigtig bil med en sløjfe rundt omkring. En BMW

Ursula:
Hvor er den?

Poulsen:
Den blev stjålet.

Ursula:
Så du få ny bil næste jul?

Poulsen:
Nej, da fik jeg en lejlighed.

Reuter:
En hel lejlighed!?

Poulsen:
En herskabslejlighed.

Reuter:
Du godeste ! Og nu bor du her, sammen med os, almindelige mennesker, på Vesterbro.

Ursula:
Man kan kun sove i én seng. Man kan kun spise tre gang om dagen, eller du blive syg. Du kan tage tog og bus. Hvorfor tænke på ting? De komme og gå lissom vi allesammen.Vi komme og gå allesammen.

Poulsen:
Er det ligemeget hvordan man kommer og går?

Ursula:
Måske. Måske ikke. Ingen vide ?

Reuter:
Man ser op til folk som kommer og går på en flot måde, i en fin bil, bor i et flot hus, har dyrt tøj, ikk´?

(Sandy kommer over til baren)

Sandy:
Det er hvorfor som jeg kom til Danmark. De sa´, det var det samme hvordan sigøjner var, alle er lige, alle kan være hvad de vil. Det siger dem om Danmark. Bed&Breakfast i city, ikke dyrt og man bli i famili som her med Ursula.

Poulsen:
Hvem er denne man?

(pause)

Reuter:
Det er dem der er bange. Bangebuksene. De siger, at man kan bedømme hinanden på ens påklædning, på ens væremåde. De er bange for at leve livet som det kan leves. De er i gang med at begå det langsommelige selvmord som kan tage flere år, en meget pinefuld selvmordsteknik. Hver eneste dag dør en væsentlig del af dem. De vågner en morgen og vil helst ikke stå op. De deltager i møder og går til fester, men de er aldrig rigtig til stede. Deres hjerter higer efter nye nuancer, kærlige ord, skulderklap, men selv giver de ikke meget fra sig. Deres hjerter er så nærige, at kærligheden kalkuleres én gang om året til et julebudget. De er fascistiske på flere områder. Noget for noget, er deres slogan. De vil gerne bestemme hvad andre siger og hvordan og til tider brister deres hjerter, for inderst inde ville de så gerne slippe sig løs, men det gør man ikke. Denne selvmordsmetode tager alt for lang tid og koster alt for mange penge og gør utrolig ondt. Hver gang de stiger ud af deres senge spørger de sig selv: vil banken tillade mere overtræk i dag? Skal jeg lade være med at drikke mig fuld i dag? Er det i dag jeg skal til den røvsyge fest hos tante Dengselin? Oh, bare jeg kunne bestemme over min tid og mig selv. Og så går de saftsuse mig til sammenkomster de ikke har lyst til at deltage i og håber, at de får overarbejde for at kunne betale overtrækket inden næste jul. De løber aldrig over gaden for rødt. De smiler tit, når de har mest lyst til at græde, eller bede nogen om et knus og holde om dem og sige noget smukt til dem. Derfor er de nødt til at vende ryggen, når de ser elskende, der kysser hinanden. Det er fordi de selv aldrig er helt tilfreds, aldrig helt lykkelige, altid en smule utilfreds med hinanden og tilværelsen. De lever et halvt liv og det tager dem en halv menneskealder at begå det langsomme selvmord. Det er hvad man kalder for man. Man har det så godt og alligevel ad helvede til.

(pause. De stirrer alle på ham, fordi han har hidset sig sådan op. Han ser meget vred ud og drikker resten af sin øl og signalerer for én til, som Ursula giver ham,halvsmilende sympatisk)

Sandy:
Har du en coca cola light, please ?
(Ursula knapper en cola light op til hende og stiller den på bardisken med et glas.)
Sceneskift

Scene 4

(Baren. Ursula står i baren og pudser glas. Poulsen drikker en øl..)

Ursula:
Det er værst med pengene.

Poulsen:
Penge kommer og penge går.

Ursula:
De flyver.

Poulsen:
Er det svært at få økonomien til at hænge sammen her.

Ursula:
Det er svært, når folk ikke betaler det de skylder. Så er jeg på den. Jeg regner med at al huslejen kommer ind den 1.,men nogle gange venter de med at betale indtil den 5.,eller 6. Det er noget med fredage i dette land.

Poulsen:
Ja, fredage har erstattet søndage. I gamle dage gik folk i kirke om søndagen og fik forladelse for alle deres synder. Disse synder hang som regel sammen med fattigdom og kedsomhed. Nu er præstens altervin og oblat erstattet med øl og leverpostej. Fredage er himmeldage, hvor vores kommunale gud lader smør og honning regne ned på sine undersåtter. Du har måske aldrig fået bistand her i landet?

Ursula:
Nej, jeg vil være fri. Jeg altid være et frit menneske.

(Døren til gaden åbnes. Ind kommer en kvinde.)

Kvinde:
Dav´.

(Hun står i døråbningen og ser forundret på Poulsen.)

Kvinde:
Hej, Peter.

Poulsen: (konfus)
Oh,eh,Emilie! Er det dig?

Emilie:
Selvfølgelig er det mig. Hvem ellers? Venter du på en anden?

Poulsen:
Kom indenfor.

(Han går over til hende og tager om hendes arm, blidt,men nervøs.)

Emilie:
Indenfor. Indenfor hvad? Klokken er 11 formiddag og du sidder på en bar og drikker øl.

Poulsen:
(Fører hende sagte og fint hen til baren. Hun vil ikke sætte sig på en barstol, men står for enden af bardisken og ser på Ursula. Ursula smiler og rækker hende hånden:)

Ursula:
God dag fru Emilie, jeg hedder Ursula Burbulla. Det er min bar.
Vi drikke altid en øl klokken 11 og taler. Begynder dagen i godt humør.

Emilie:
(Tager hendes hånd kort og tøvende. Der er stor forskel på disse to kvinders manerer og klædedragt. Emilie er meget shinet op og meget dansk finborgerlig. Ursula er spraglet, den “vilde” type i sin stil. Til Poulsen):

Jamen Peter, der er vigtige ting der venter på dig.

Poulsen: (Forbavset)
Vigtige ting der venter på mig? Det er da morsomt.
Ursula:
Fru Emilie, må jeg byde dig en øl, eller gamle dansk ?

Emilie:
(Kort, stadig vendende sit blik mod Poulsen):

Jeg drikker ikke.

(Ursula sanser, at der er noget i gære. Hun træder ud af baren, forbi Emilie og det er som Emilie ikke ser hende. Hele hendes opmærksomhed er rettet mod Poulsen. )

Ursula:
Jeg går at støvsuge dit værelse, mens du tale med Emilie.

(Ursula går.)

Emilie:
Peter, ærlig talt, hvad er meningen?

Poulsen:
Meningen?

(pause)

Emilie:
Ja, meningen. Du kan ikke bare stikke af.
Man må tage tråden op og fortsætte med sit liv.

(pause)

Jeg ved det har været hårdt for dig, kære Pi. Du føler at du har mistet alt, men det er ikke sådan. Jeg er villig til at tage tråden op igen.
Lad os prøve.

Poulsen:
(drikker af sin øl og ser ned i barbordet.)

(pause)

Poulsen:
Tråden? Hvilken tråd?

Emilie:
Den røde tråd i vores liv.

Poulsen:
Den røde tråd i mit , i vores liv? Hvad er det?
Emilie:
Det vi kan lide at lave,-(tøvende) arbejde og familie og hjem og….
Poulsen:
Det er ikke længere den røde tråd i mit liv.
Emilie:
Hvad er det så?
Poulsen:
Det er det jeg ikke ved. Jeg ved sgu ikke Mille og jeg har aldrig nogen sinde vidst hvad er den røde tråd i mit liv og derfor er det hele gået galt.

Emilie: (Vred)
Du kan da gå til en psykiater, eller en psykolog, eller gøre noget, et eller andet,….(blidt) Pi…Lad nu være med at opføre dig som et lille barn. Jeg skal nok hjælpe dig og være solidarisk. Far har fundet en lejlighed til mig og et job til dig.

Poulsen:
Far? (forbavset)
Emilie:
Ja, min gamle far.
Poulsen:
Hvorfor har han gjort det?
Emilie:
Fordi man kan ikke bare bo på et værelse og være ulykkelig og ikke arbejde, eller noget. Man kan ikke bare give op, selv om der har været krise.

Poulsen:
Krise? Det er min krise. Hvorfor altid lade andre gøre ting for sig? Din far skal ikke komme og blande sig i min krise. Det er min egen store krise, mit livs store mulighed for at gøre rent bord og begynde forfra.

Emilie:
Du? Forfra?
(griner lavt, men hjerteligt)
Jamen, Peter, du er da alt for gammel til at begynde forfra. Der er ikke noget forfra længere i vores liv. Det er kun videre.

Poulsen:
Det troede jeg altid, men nu har jeg set noget andet. Man kan altid begynde forfra. Jeg søger efter en ny begyndelse, Mille. Det er derfor jeg er her.

Emilie:
Her?!
(hånligt, men lavt. Det er vigtigt, at Emilie ikke overspilles. Der skal være svingninger i hendes stemmeføring, men man skal kun ane den krise, som HUN oplever i forbindelse med sin man, Poulsen)

Her!? Hvad er det her? En beskidt bar på Vesterbro?
Er det det du vil?—
(pause)
Nåh, (fornærmet) har det måske noget med denne der Barbulla at gøre? -Er det det?
Poulsen:
Ja, nej, altså..Hun er ved at lære mig noget…nej, det er forkert..jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, men…
Emilie:
Peter Poulsen, er det så det der er din ny begyndelse, en Borbolla fra Pakistan. Er det dit nye liv? (Såret).

Poulsen:
Nej, Mille, det er ikke sådan..Hør nu her..
(Emilie bevæger sig så småt over til døren)

Emilie:
Jamen, så er der ikke noget at gøre for mig her. Hvis det er DET, så går jeg og så behøver vi aldrig at ses igen (en smule snøften i hendes stemme)
(Poulsen går over til hende og tager om hende)

Poulsen:
Mille, kære Mille, jeg elsker dig, men jeg kan ikke leve sammen med dig, i hvert fald ikke nu, måske senere.
(Holder hende tæt ind til sig, er ked af det.
Holder hende så fra sig, men stadig med udstrakte arme på hendes arme)

Emilie, kom igen, kom juleaften og spis her sammen med os,-se, det er min nye familie,som bor her. De er som regnbuen, farverige. De kommer og går og spørger aldrig om lov, men ER bare det de er. Forstår du det, Emmy? De ER og det har jeg aldrig før været, aldrig før. Kom juleaften og bring en lille billig gave, måske noget symbolsk og læg den under juletræet og nyd en anderledes juleaften med os.

Emilie:
Juleaften sammen med folk jeg aldrig har set og ikke kender og er måske allesammen fremmede, ikke engang danskere? Nej, Peter. Der går grænsen.
(Hun vender sig om og er på vej ud af døren og mens hun går siger Poulsen tre gange, først sagte, så højere og til sidst råber han:)

Poulsen:
Mille, kom juleaften….Juleaften, husk det…Kom…

Sceneskift
Scene 5

(Baren. Lillejuleaften. En kalender i baren viser 23. december. Uret i baren slår 7 slag. Ursula er i baren, meget fin, sigøjneragtig med smykker, malet, rigtig hajet ud. Armbånd. Åben dør til gaden. Nynner. Træder et par dansetrin. En meget flot kvinde.
Juletræet er pyntet. Fjernsynet står i et hjørne med ryggen vendt til, stole og sofa langs med væggene. Den første gæst kommer ind, en mørkløden høj mand i læderbukser, ca. 40 år, stort sort hår og et stort velplejet snoet overskæg, en stor hat. En flot fyr. Han går lige til dansegulvet uden at sige noget, tramper ned i gulvet som om han skal til at danse flamenco. Ursula skynder sig at sætte et bånd i båndoptageren i baren. Sensuel dansemusik går i gang. Ursulas øjne tindrer. Pludselig råber hun:)

Ursula:
Igor! Min Igor !
(Hun nærmest flyver over til ham og omfavner ham. De kysser hinanden.)

Igor:
Ursula! Danmark gør dig smuk !
(De omfavner hinanden igen. Så begynder de at danse og mens de danser kommer Poulsen ind ad døren. Han er flot klædt på. Iagttager dem indtil melodien er færdig.)

Poulsen:
H..hm.. God aften. Forstyrrer jeg?
(Han går over til baren. Ursula tager Igors hånd og trækker ham med sig til baren; slukker for musikken.)

Ursula:
Det er Igor. Min Igor. Vi skilles også som du og din kone, men nu Igor her! Min Igor ! Se!
(Poulsen rækker Igor hånden.)

Poulsen:
Poulsen. Det glæder mig at træffe Dem.
(Igor tager hans hånd i begge sine og stråler)

Igor:
Igor Romanovich Hansen. Det gør mig glad at se dig.
(Ind ad døren kommer Reuter og Sandy, hånd i hånd. De nikker og sætter sig på to barstole. Pludselig står der en Skinhead i døren. Han har knojern på hænderne, øreringe, høje læderstøvler, en stav i hånden og står skrævende i døråbningen. Alle stirrer på ham.)
(pause)

Ursula:
Hvad kan jeg gøre for Deres?
(Skinhead slår let med staven på sin åbne venstre håndflade, smiler skævt, svarer ikke. Ursula går nærmere)

Ursula:
Kom ind, unge mand. Det fryser med åbne dør.
Kulde kommer ind.
(Han går ind på midten af gulvet og ser sig om. Hun lukker døren.)

Ursula:
Måske øl for ung mand, ikke´?

Skinhead:
Tal dansk, for helvede !
(Igors øjne slår gnister. Han nærmer sig, men Ursula giver ham et tegn på at lade være. Skinhead griner højt, slår staven i bardisken, propper den så ned i sin støvle, åbner jakken, tager en molotov cocktail frem og en æske tændstikker).

Skinhead: (råber)
Danmark for danskerne !
(Giver sig til at tænde en tændstik. Igor springer frem som en tiger, afvæbner ham lynhurtigt, tager flasken og tændstikkerne, fører skinhead i en stor ring, løfter ham så op på en barstol og stirrer hypnotiserende på ham).

Igor:
En øl tak!
(Skinhead smiler skævt. Ordner sit tøj.
Ursula skynder sig at knappe en øl op og sætter den på bardisken med rystende hænder. Skinhead tager den med et ironisk hadefuldt blik, håndterer den som om han vil bruge den som et våben, ombestemmer sig, sætter den på læberne og drikker ud i én slurk. Alle ånder lettet op.)

Igor:
Land fly og skik følge.

Reuter:
Det hedder skik følge, eller land fly.

Sandy: (smiler til Skinhead)
Kan du lide Amerika? Jeg kom fra Amerika.

Skinhead:
Det hvide Amerika er ok.

Sandy:
Jeg hvid amerikaner. Se, jeg helt hvid
(viser sit lår).

Skinhead:
(går over til hende, tager hende tæt ind til sig, kysser hende på munden)
Ja.
(Reuter står ned fra sin stol, går imellem dem. Skinhead presser ham op mod baren og holder ham fast der, bruger hele sin krop og ånder ham lige i ansigtet)

Reuter:
Fy for satan en stank.

Skinhead:
Du lugter af lort.
(Igor rører venligt ved Skinheads skulder og han sætter sig igen på sin barstol. Igor hælder benzinen fra molotov-flasken i vasken i baren, skyller efter med vand fra hanen).

Igor:
Nu høre vi musik? Nyeste musik !
(Han henter et bånd fra sin inderlomme (vest) og placerer den i spilleren i baren. Ursula giver Skinhead en øl til. Han drikker den ligeledes i ét drag. Sentimental musik, sigøjnermusik lyder i baren. Igor giver sig til at nynne med og danse på gulvet. Skinhead rejser sig, ræber sig og går ud til døren uden at sige noget eller se på nogen . Ursula løber hen til ham, lægger hånden på hans skulder.)

Ursula:
Juleaften. Kom og spis. Ingen gave hvis du har ingen penge. Kom. Klokken 6.
(Skinhead glor på hende. Svarer ikke.Smækker døren idet han går ud.)

Sceneskift

Scene 6
(Ursula og Igor alene i baren. Hun pudser glas. Han sidder på en barstol og ser beundrende på hende.)

Igor:
Jeg tog billeder inden jeg kom fra Bukarest.

Ursula:
Billeder?

Igor:
(tager en kuvert op af sin lomme. Ursula tørrer sine hænder. Fører Igor kærligt over til sofaen ved fjernsynet. Igor begynder at vise hende billederne)
Se, her er Ilja. Så stolt af sin varebil.

Ursula:
Smuk. Smuk dreng. Ligner dig mere og mere.

Igor:
Dygtig fyr Ilja. Og se hans kæreste Sofia. Hende har du ikke mødt endnu. Da hun blev forelsket i Ilja listede hun sig ind på hans værelse og lagde roser fra haven på hans seng. Så var de forlovet.

Ursula:
(smilende)
Hun er mørk og blid, dejlig som natten.

Igor:
(ivrig)
Her, her er Sasja. Hun savner dig så meget.
(Ursula tager billedet og snøftende kysser hun det. Igor tager om hendes skuldre og trøster hende)

Igor:
Hun kommer snart til os. Hun sparer til rejsen, koste mange penge. Måske kan hun hjælpe på pensionatet.
(Ursula smiler og kysser billedet af Sasja igen)
Og se, se dit gamle æsel, så gammel, at han burde være på plejehjem, men vi lod det leve, så han kan dø af sig selv. Vi savnede dig i Constanza, gav æsel brød, som du altid gjorde.
(Ursula ler)

Ursula:
Pah, gamle gode æsel tog mine byrder. Jeg skulle have taget den med. Kunne bo her i kælder.
(Ler)

Igor:
Her gamle mamma, gamle gode mamma. Nana sidder på hendes skød. Nana den eneste, som ikke husker dig. Tror, at mamma er hendes rigtige mor.
(Ursula rejser sig og går op og ned ad gulvet knugende sine hænder. Hun svinger mellem gråd og vrede. Igor ser bekymret på hende)

Ursula:
Jeg kunne ikke tage Nana med. Havde ingen penge. Hun var for lille. Og…hun..hun…var også syg.
(Igor prøver at afbryde, men hun hører ikke efter)
Hun kan ikke huske mor. Jeg ikke hendes mor mere. Det være prisen for frihed. Frihed koster, Igor. Vi betaler, børn betaler, alle betaler høj pris for sand frihed. Her kan vi tænke, her kan vi tale. Her skal vi ikke være fattige da vi arbejder. Igor. Og her er vi mennesker, Igor. Ikke som hunde. Hør du, ikke som bange hunde.

Igor:
Hun har det godt hos mamma.
(Ursula stopper brat)

Ursula:
Jeg rejse hjem i morgen. Jeg vil hjem til min Nana.
(Igor tager hende i favnen og trøster hende.)

Igor:
Så,så, min pige, så min smukke Ursula. Du få lille Nana herop, hun skal i skole. Så har vi flere penge. Vi arbejde og spare op. Så, så, lille Nana har det godt hos mamma.

Ursula:
(tørrer tårene af sit ansigt, ydmyg og snøftende)
Vi øve os i dansk jul og alle komme og spise her. Så komme Sasja og mamma og lille Nana og møder min danske venner. Kommer næste jul at spise flæskesteg og drikke øl.

Igor:
Og vi danse lissom danske om juletræ, er glad og er lykkelig familie.
(Han stiller en stol midt på gulvet, fører Ursula op på den og breder armene ud og går omkring hende og synger:)

Juletræet med sin pynt
venter på, vi får begyndt.
Aldrig har det vær´t så grønt,
aldrig har det vær´t så kønt.
Og fra selve himlen gled
vist den store stjerne ned.

Pause
Akt 2
Scene 7
(Juleaftensdag. Kalender:24.december (baren). Foran baren er der dækket op til middag til 6 personer. Der er lys på juletræeet. De kommer ind en efter en og lægger en julegave under træet.-
(Ursula, Igor, Poulsen, Sandy, Reuter, Skinhead).
Den første er Ursula med et rødt forklæde, høje hæle, lidt svedig. Ikke så pyntet som før. Vurderer juletræet og spisebordet, ordner et par ting. Snakker med sig selv.)

Ursula:
Håbe de komme, allesammen.
Flæskesteg, ris á la mande, vin, åh- vin !
(Løber bag baren, henter 4 flasker rødvin, trækker dem op. Poulsen kommer ind med en pakke under armen. Som sædvanlig er han flot klædt på).

Poulsen:
God aften og glædelig jul. Emilie kommer.
Kan du tro det? Hun kommer!
(Poulsen er for første gang i spillet jublende glad og let og lykkelig).

Ursula:
Du er lykkelig. Du er i kærlighed. Den gør alt godt.
Rige hr. Poulsen endelig glad!
(Kysser ham på kinden)
(Kommanderende)
Gave under træ, du ved.
Poulsen:
(stiller sin gave under juletræet)
Kommer der flere?

Ursula:
Alle komme, allesammen komme.
(Det banker på døren. Ind kommer en repræsentant fra Levnedmiddel-kontrollen,en cottoncoat-klædt indsnøret kvinde med en slidt lædertaske, alt slidt ved og på denne person,indtørret, kommunefarvet hår, tykke briller, rynket pande.)

Kvinden:
God aften. Jeg håber ikke jeg forstyrrer. Det er Levnedsmiddelkontrollen. Træffer jeg ejeren?

Ursula:
(går hende imøde og rækker hende sin hånd)
Jeg styre det, Ursula Burbulla. Velkommen.
Tag frakken af. Altid plads til en mere.

Kontrollør:
Nej, tak
(lægger sin meget slidte taske på en barstol, åbner den, fisker et stykke A4-ark op og rækker det mod Ursula, som ikke tager det, men bare står og ser på hende, uforstående.)
Dette er en erklæring om, at Deres køkken vil blive renoveret indenfor det næste halve år. Der mangler en del inventar for at det kan godkendes som restaurationskøkken, – der mangler hvide fliser på én af væggene, et par kumme skal skiftes ud, gulvet skal behandles, der skal en ny belysning over komfuret, som iøvrigt er ved at blive forældet. Der skal være to toiletter og personale og gæster må ikke benytte de samme toiletter. Ét for herrer og ét for damer. Der er kun ét toilet her. Det er imod reglerne.Der er flere småting, værsgo, her er papiret, som skal underskrives. Levnedsmiddelkontrollen har haft telefonisk forbindelse med Dem.Vi har sendt papirerne til Dem, men De har ikke returneret dem i underskrevet tilstand og vi skal have sagen afgjort inden årsskiftet. Eftersom De er udlænding, var man ikke sikker på om De opholdt Dem i udlandet i julen eller i Danmark.
(Poulsen har stået i den anden ende af lokalet, halvskjult af juletræet. Han går over til kontrolløren.)

Ursula:
Køkken fin nu. Jeg gøre rent hver dag, vaske gulv, alt. Bedste køkken du får, komfur for 4 gryd, to vask, dug på gulv, perfekt.

Poulsen:
(nærmer sig med den ene hånd i bukselommen, silkeslips flot på den hvide skjorte, jakke åben)
God aften. Poulsen, sagfører. Det er juleaften og gæsterne kommer om nogle minutter. Ejerens underskrift kan vente indtil fru Ursula Burbulla har haft tid til at sætte sig ind i sagen. Jeg er hendes advokat. Vi skal nok kigge på det mellem jul og nytår.

Kontrollør:
Jeg skal have papirerne med i dag i underskrevet tilstand.
(Døren åbnes og ind kommer Reuter og Sandy, fine og glade, hånd i hånd, gaver under armene, studser når de ser kontrolløren.)

Reuter:
Hej
(går i en ring omkring gæsten, kigger, sanser, at noget er galt)
Hvad sker der?

Ursula:
Jeg skal love ordne køkken for kontrol. Mundtlig aftalt.
Jeg skrive aldrig.

Poulsen:
Hun har ret. Den mundtlige aftale er lige så gyldig som den skriftlige.
Ursula:
I Romania aldrig skrive. Det farlig.
Man komme i fængsel.

Kontrollør:
Jeg har aftalt med kontoret at få Deres underskrift, så den være min chef i hænde den 27.december.
(Repræsentanten for Levnedmiddelkontrollen har det ikke godt med denne samtale og er nu en lille og ulykkelig kvinde).

Poulsen:
Hvorfor har De gjort det ?
(intet svar)

Reuter:
Jeg ved det ! Det er et væddemål. Jeg kender det fra natsorteringen på posthuset. Vi røvkeder os og så laver vi væddemål om alt mellem himmel og jord. Vi står der i timevis og putter folks post i deres postbokse. Det er så åndsforladt, at vi er nødt til at finde på noget. Tror I, at hende her har det anderledes ? Nej, du godeste. De sidder mellem deres støvdynger af underskrifter om dit og dat, om der skal et nyt håndtag på en dør, om ham forpagteren har to døre mellem lokum og køkken, om bageren bruger digitalvægt, eller ej. De er ved at dø af kedsomhed, for så snart de er ude af syne, sætter bageren sin vægt op igen, fordi den er nemmere og forpagteren gider ikke at lukke alle de døre ned til lokummet. “Lidt skidt skader ikke” er hans morgensang. Åh, kontrol med alt og alle, får måske en flaske rødvin fra arbejdsgiveren, hvis hun kan få denne underskrift i hus og på kontoret morer de sig som bare fanden, fordi de ved, at Ursula Burbulla ikke er helt normal og ikke er vandt til, at kvinder har betydningsfulde poster i samfundet, sådan som at opkræve penge for det offentlige, så hun tror det er en juleleg..ha,ha,ha..!
(parodierer)
Hun ikke dansker, hun ikke del af system, hun lille dame
(pause)
Hun har meget at lære og derfor stritter hun, endnu. Hun har meget at lære og desværre er hun alt for lærenem.
(pause)

Poulsen:
Er det rigtigt, fru……. frøken repræsentant?
Har De lavet et væddemål om fru Burbullas underskrift ?

(Nu kommer Igor ind ad døren med en stor pakke i hænderne, pyntet, broderet, vest, høje hæle, hvid vid skjorte, silkebælte og stramme bukser. Han hører hvad Poulsen siger.
Et øjeblik efter kommer Skinhead ind ad døren. Han er endnu mere krigerisk udseende end før, læder, knojern, maling, ridepisk i stedet for stav i støvlerne. Han hilser ikke, går direkte til madbordet, sætter sig og skænker sig selv et glas vin. Kontrolløren stirrer på ham og hendes hånd med papiret begynder at ryste. Poulsen hvisker i Ursulas øre).

Ursula:
Fru Kontrol, De spise med os i aften, værsigu !
(peger på en stol)

(Igor snupper papiret fra kontrollørens hånd, fatter en pen fra bardisken, kradser på papiret, giver ham det igen. Kontrolløren ser gabende til og studerer så papiret).

Kontrollør: (til Ursula)
Nej, tak, frue, jeg skal hjem. Ha…n..sen, Hansen? Hedder De Hansen ?. De ser ikke sådan ud. Er De gift med ejeren ?

Igor:
Jeg dansk statsburger. Jeg Igor Romanovich Hansen. Jeg elske ejer og ejer elske mig. Det er nok. Vi gifte os, måske, måske ikke.

Kontrollør:
Nej, det er ikke gyldigt.

(Igor puster sig op som en hane, går helt ind til kontrolløren).

Igor:
Ikke gyldig ? Sa´ du det ? Ikke Gyldig ?

(Kontrolløren skynder sig at proppe papiret ned i sin taske, klamrer sig til den, nikker og flygter. Ved ikke hvilken vej døren skal åbnes. Går ud. Et øjeblik senere kommer hendes ansigt ind igen)

Kontrollør:
God jul.

Alle: (undtagen Skinhead som smiler skævt siger:)
God jul !
Sceneskift

Scene 8
(Juleaften. De sidder alle ved det pyntede julebord, rød dug, røde stearinlys, en del pakker under træet, som er oplyst)

Skinhead Igor Sandy

Reuter Ursula

Emilie Poulsen

(De spiser og snakker og eftersom det bliver varmere i barstuen, tager de det tøj af, som er til besvær)

Ursula:
Spis og rejs og vær glad ! Sandy, det er danske jul.

Sandy:
Hjemme i Ohio er julen totalt anderledes.

Reuter:
Man er heller ikke rigtig kristen i Ohio, vel ?
Ikke helt.

Sandy:
Jo, Ohio er kristen.

Reuter:
Sandy, du er mit …eh….juleeventyr !
(pause)
Sig mig helt ærlig, er der nogen i Ohio, som ikke får mad juleaften ?

Igor:
Sult er godt, men hungre er skidt.

Reuter:
Sult har sin forside og bagside. Hvis man sulter efter mad, kan man spise og blive mæt for en stund, men sjælens sult kan aldrig mættes. Ånden er større end maven, især hos en bums.

Poulsen:
Ikke altid.

(Ursula henter flere fade i baren, rækker den rundt og opmuntrer dem til at tage for sig.)

Igor:
Jeg ikke spise i 2 dage, så jeg sulten. Min mave elske mig i aften.
(Skinhead er så optaget af at spise, at han ikke deltager i samtalen, lytter næppe, deltager ikke i den skål Igor udbyder)

Igor:
Skål ! Allesammen og god jul og tak for sidst.

Poulsen:
(til Skinhead)
Hvad hedder du ?

Skinhead: (med mad i munden)
Gregers.

Ursula:
Gregorius ! Flot navn ! Pave Gregorius den danske ! Skål for Pave Gregorius den danske !

Poulsen :
Hvor er du fra, Gregers ?

(Gregers tygger længe. De venter)

Gregers:
Hellerup.
Igor:
Det nordfor ! Endelig en fra nordfor. Jeg vente i halv år at finde en nordfra. Hvis du bo der er du dansk, pæredansk. Endelig, mein liebling !
(Glas i hånden, rejser sig og kysser Gregers smældende og inderligt på kinden,beundrende.)

Ursula:
Pas på, mand ikke kysse mand i Danmark.
Så er han kaldt pistol.
(Igor sætter sig. Gregers tørrer sig heftigt omkring munden, hele ansigtet. Igor drikker vin, lyser af glæde)

Igor:
Jeg læse i avis på bibliotek om whisky, alt kommer nordfra. Kun djævelen komme sydfra. Den sorte Satan. Det bedste komme fra nord for København. Det sige avis. Masser af vin og whisky og rige kvinder.
(Reuter slår på sit glas. Han vil holde en tale. De bliver stille som små børn, selv Gregers lægger mærke til det og standser sin spisning)

Reuter:
Jeg vil gerne have lov til at fremsige et digt jeg har skrevet i dagens anledning. Det hedder “På et pensionat midt i storbyens gyder” og lyder sådan:
(læser fra en papirlap han hiver op fra lommen):

Det budskab, som julen drejer sig om,
har intet at gøre med mad.
Den gode drengs krybbe var ussel og tom
og verden var fyldt med had.
Det er mange år siden, 2000 år,
af ændringer er der nær ingen,
et barn som vi andre, af Guds nåde født,
prøvede sagte, prøvede blødt,
at mindske de krigendes magt.
Vold var svaret,
da han lovede Gudsriges komme,
folk havde hjerter så golde og tomme,
han skulle hænge, nagles på brættet,
en tredive årig blev brutalt henrettet.
Hvor er vi så nu?
Jo, det korte og lange,
er, at de fleste er sløve og bange.
Vi ved, at hvis guds barn igen skulle trylle,
hjælpe de svage, de syge, de mange,
en hær af bøller med støj og rabalder,
ham myrdede igen, hans skib ville brænde.
Vi har prøvet det før i det høje Norden,
vi havde skam Balder den gode, den lyse.
Nej, mørkets kræfter ej lader sig kyse.
Men en enkelt aften vi sidder stille,
på et pensionat midt i storbyens gyder,
hvor et øjebliks ro siger mere end larmen,
vi hører en sandhed, som enkelt lyder,
“vær gode ved hinanden” og “elsk din næste”,
prøv det så længe det kan lade sig gøre.
Vi får nok snart mere om volden at høre.
I et øjebliks ro, lad os drikke en skål
og kaste lidt ved på godhedens bål.

(Pause)
(Gregers begynder at le hjerteligt. Ursula græder smilende og holder sig for brystet. Poulsen klapper. Sandy ser beundrende og småforelsket på Reuter, som sætter sig. De klapper undtagen Gregers, som nu klukker.)

Igor:
Skååååål ! Skål for husdigteren. Skål allesammen !
(De skåler. Reuter rejser sig igen).

Reuter:
Jeg er meget glad for at have lært jer at kende.
(ser på Ursula og Igor)
I er anderledes, mere primitive end os, mere naturlige, mindre kunstige. I kan både le og græde på én gang, deltage, være. Vi er stivnede i vores leverpostej. Se på os. Se på Poulsen og mig, ynkelige produkter af velfærdssamfundet. Og så, når der er én der prøver at bryde normerne, (ser på Gregers)
får vi det sørgelige eksemplar, som I ser på den anden side af bordet, et fuldstændig mislykket forsøg på at udtrykke sig, for ingen gider lytte til brølet.
(Gregers ansigt ser faretruende ud).
Vi er en døende race Se på os. Vi tænker kun på penge og underskrifter og papirnusseri. Alligevel ynker vi os selv og klager og jamrer og hvis vi skal undvære fredagsvinen, hedder det en krisesituation og dårlige tider. Igor, jeg advarer dig. Vær forsigtig når du lærer dem nordfra at kende. Du vil opdage, at deres hjerter er lige så kolde, som de mure de omgiver sig med. “Privat” siger deres skilte. De er blevet automatiske, teknokratiske. For dem er et lys ikke et lys, det er en lampe designet af en berømthed. Danish design, som kan omsættes til penge. De iscenesætter deres liv og hvis du ikke passer ind i deres kram, kan du ligesågodt snakke til gadelygten. De ser dig ikke, hører dig ikke. De har på forhånd bestemt hvad de vil se og høre og føle. De tåler ikke uventede ændringer, som de ikke selv har bestilt. Og dersom livet ikke er andet end både procesorienterede ændringer og spontane ændringer i en pærevælling, er de levende døde, som elsker at tilbringe deres søndage skrivende mindeord om deres overordnede. De er blevet til saltstolper. Vi danskere græder kun når arven ikke er stor nok, eller når naboen vinder i lotto. De eneste mennesker vi ser op til er amerikanerne, fordi de er verdens rigeste. De kan tillade sig alt, fordi de er rige. De har det vi elsker mest : penge. Og vi elsker amerikanerne ikke mindst fordi de ser på os, som om vi var kvinder. Vi forguder amerikanerne, fordi de ser ned på det gamle forbryderiske, krigsliderlige Europa. Vi forguder dem, fordi vi ved de er nye, stærke og rige. Endnu har de ikke fået ligeså meget blod på hænderne som de gamle europæere, eksperter i videnskabelig slagtning af anderledes tænkende. Europa skulle lægges brak i hundrede år. Så kunne vi begynde forfra – uden blod på hænderne, bygge en verden op i ny form og bygge alle byerne igen, som Onkel Danny foreslår i sit digt. Det er hvad amerikanerne tror de har gjort. Men nu har de fået en del blod på deres hænder, også de. De fleste af dem stammer jo fra Europa. Hvor skulle de ellers have fået tendenserne fra? De skal nok nå det vi har nået.
(Dyb tavshed. Reuter har nærmest råbt denne tale og alle er chokerede. Han tørrer sig om munden, får sig en tår vin, sætter sig ned.)

Igor:
Men ikke USA have Jesus. Kun Østen fik Jesus. Nu ikke så trist i aften. Skål. Ikke så trist. Vi skal hygge os.
(Rejser sig, synger)
Og det var Danmark, det var Danmark, olé, olé, olé.
(Tramper ned i gulvet i takt med sangen. Ursula skubber ham ned i sædet).

Ursula:
Hvis amerikanerne se ned på kvinder, skal vi vise dem, at kvinder kan styre verden.
(Reuter rejser sig igen med sit glas i hånden)

Reuter:
Det ville jeg ønske, at du havde ret i, Ursula Burbulla. Nu er det kvindernes tur. Du skal blive dronning af Vesterbro, Slumstadens Kleopatra.
(Gregers slår så hårdt i bordet, at alle ting hopper (knytnæveslag). De stirrer på ham allesammen. Han har taget sin jakke af og har en T-shirt på, hvorpå der står med store røde bogstaver “Danmark for danskerne”. Reuter synker ned på sin stol og drikker af sit glas.)

(pause)

Sandy: (til Reuter)
Hvofor sige du, at vi kan ikke lide kvinder?
Jeg amerikaner, også.

Reuter:
Jeg mente ikke dig. Jeg mente alle de her mænd som bestemmer over alt og alle, både i øst og vest.

Igor:
Jeg skal til USA at blive millionær, bo i New York, i skyskraber, købe kiosk, slide hårdt, arbejde, arbejde, arbejde i 10 år. Ursula og Igor Hansen blive statsborger i USA
(smiler til Gregers, nikker og skåler til ham. Gregers sender ham et hånligt blik).

Poulsen:
Gregers, hvor er dine forældre ?

Gregers:
Min mor er død.

Poulsen:
Og din far ?

Gregers:
Han er kristelig demokrat.

Igor:
Hvad er det ?

Gregers:
Et røvhul.

Poulsen:
Hvor bor du ?

Gregers:
På fortet.

Poulsen:
Fortet?

Ursula:
Hæren frygteligt sted, koldt og mørkt om vinteren i bjerge. Du ikke være i hær. Kom, bo her. Jeg være din ny mor.
(Gregers slår atter i bordet, så alting hopper.)

Igor:
Nu synger vi. Vi synger en julesalme, for vi er kristne, ikke ? Lissom i Ohio, er vi.

Gregers:
Vi rydder bulen. Ud med snylterne. Jeg kom for at advare jer, give jer en chance for at skride. Skrid! Skrid til det lorteland I kommer fra, inden det er for sent.

Poulsen:
Det kan du ikke mene ?
(Gregers slår endnu hårdere i bordet end før og alting hopper).

Igor:
(står bag ved Gregers stol)
Nu vi træt af det sprog. Så må jeg tage dig til fange.
(Gregers prøver at rejse sig, men Igor har bundet ham til stolen med sit bælte og holder hans hovede bagud).
I morgen jeg vaske din mund med brun sæbe.

Poulsen:
Det er imod loven, Igor. man må ikke tilbageholde nogen, ikke tage nogen som gidsel.

Igor:
Han få at gå, når han med hånd på bryst og Jesu kors give mundtlig aftal om ikke at rydde bule. Jeg alene. I ikke se, ikke høre, ikke sige noget.
(Han binder Gregers på hænder og fødder og slæber ham ud.)

Ursula:
Igor var guerilla i bjerge.

Reuter:
Fandengalemig, det er juleaften. Lad os nu hygge os og holde op med al den ballade.

Alle:
Skål !
(De løfter glassene og skåler)

Sceneskift

Scene 9
(Det er nat. Rummet: ordet og juletræet og madrester og sjatter i glas og halvtomme flasker står stadig på bordet, men alle er gået.
Pludselig bliver døren sparket op. Ind kommer 3 hætteklædte personer, en kvinde og to mænd, med stave og lommelygte. De spreder sig over hele lokalet og en begynder at spise madrester, en anden at drikke af glas, men den tredje, en kvinde, hopper op på bardisken og står der skrævende, mens hun vurderer tingene. Hun er tydeligvis føreren af gruppen.)

Skinhead 1 (kvinden på baren. Hun er iklædt sort læder og bærer på kæder og ting, bl.a. en stor sort ridepisk).
Hvor er Gregers ? Vi har en aftale. Bullen skal ryddes. Han lovede at være her.

Nr.2:
Kig under bordet.
(Kigger under bordet. Får øje på Gregers læderjakke, som hænger på stolen, hvor han før sad)
Nr. 3 står og drikker af en flaske ræber sig, kigger ned under bordet:)
Gregers! Gregers! Nej, ingen Gregers der. Han har da siddet her og guffet sammen med alle perkerne. Der har sikkert været en sild, måske en af de sorte og så skal de alliere szig med mamma og pabba og onklerne og de tyve børn og de gamle kommer bagefter. Stedet er jo kendt for perkeri. Han er kraftædemig gået og blevet pervers, det røvhul. Det skal han fandme få betalt.. Lad os så komme i gang.

Skinhead 1:
(stadig på baren. Slår hårdt med pisken i barbordet og omkring sig):
Hvis det er tilfældet,—hvis Gregers er gået over til fjenden, er det vores pligt at uskadeliggøre ham. Så er han blevet en enhed.
(De begynder at slå løs på ting i lokalet og begå hærværk, vælter bordet, men passer på ikke at lave for megen støj. Nr. 1 står i baren og knapper en del flasker op og hælder indholdet i vasken. Han siger:)
Skal vi sætte ild til bulen?
Nr. 3:
Så er det slut mellem jer.

Skinhead 1:
Det gør vi næste gang. Det her er kun en advarsel. Startskuddet.
Til skræk og advarsel. En hurtig omgang! (piskesmæld)
(Nr. 2 og 3 går løs i lokalet)
Afgang !
(De går.)

Sceneskift

Scene 10
(Et skummelt rum, hvor Gregers ligger lænket til en briks, hvor han tilsyneladende sover. Lysprojektører sørger for, at der altid er lys på ham og på den, som kommer på besøg i de følgende scener, taler, eller er i aktion
Det banker på den usynlige dør.
Poulsen kommer ind, iklædt den samme flotte frakke han havde på, først da han kom på pensionatet.)

Poulsen:
God dag, Gregers.
(Intet svar)

Poulsen:
Har du kunnet sove ?
(Intet svar)
(Poulsen står midt på gulvet med ryggen mod tilskuerne, tænder en cigaret, står og ryger. Gregers rører på sig, gnider øjnene, rejser sig, sidder på kanten af briksen, håndjern på, hans ene fod lænket til briksens fod).

Gregers:
En smøg.
(Poulsen rækker ham en cigaret,men er parat når Gregers prøver at slå ham, smider en cigaret og en lighter på gulvet ved bænken. Gregers tager den, tænder den, ryger, knurrer.)

Poulsen:
Jeg vil jo bare hjælpe dig. Du er en af de hjemløse, ikke sandt ?
Gregers:
Jeg vil ud !

Poulsen:
Det er ikke min skyld, at du sidder her. Jeg har ikke nøglerne til kæderne. Kun Ursula har nøgler i dette hus. Hun bestemmer. Du bliver ikke løsladt før du har lovet, at du ikke angriber huset. Når du er hjemløs, er der ingen der savner dig, så hun kan sagtens holde dig fangen her i kælderen så længe det passer hende. Du har valgt en tilværelse i skyggen. Dine og dine kammeraters gerninger tåler ikke dagens lys. I vælger at leve og opføre jer som rotter, så det kan næppe komme bag på dig, at du bliver behandlet som et skadedyr.
(pause)
(Gregers spytter hen til ham og smider cigaretten på ham. Poulsen farer op, træder på cigaretstumpen, børster sin fine frakke.)

Poulsen:
Hvis du er villig til at samarbejde, kan du nå langt. Jeg har lovet Ursula at ordne pensionatets regnskab og papirarbejde og beskytte hende mod bueaukraterne, du ved, afgifter og bøder, systemets kontrol og den slags. Hvis hun bliver uvenner med kommunen har hun ikke en chance. Hun er for direkte, gør og siger det, hun synes er rigtigt, siger tingene ligeud og det er ikke ligefrem vores stil. Hun forstår ikke vores system. Hvis hun også skal forsvare sig mod folk som dig, er alt forbi. Du er jo en håbløs eksistens i din nuværende tilstand, hjemløs, arbejdsløs, en taber. Det bedste og det værste systemet kan gøre ved dig Gregers, er, at give dig førtidspension. Men, jeg har en idé. Hvis du gider stå i baren og bruge noget af dit hellerupske og din borgerlige opdragelse, kan du opnå en status i huset. Du kan sørge for, at pensionatet ikke bliver genstand for flere angreb udefra. Du bliver vores ansigt udadtil. Ursula sørger for de andre funktioner, madlavning, rengøring, gæsternes ve og vel. Igor er for flyvsk. Han sidder på de her indvandrerkaffebarer og bygger luftkasteller. Ham kan hun ikke regne med. Han er god nok, men ikke handlekraftig. Der er krudt i hende. Pensionatet kan blive en guldgrube for os, hvis vi udnytter de kort vi har på hånden.
(pause)

Poulsen:
Hvad siger du ?
(Gregers svarer ikke, men stirrer på ham med et skævt smil.)

Lyset fader ud

Scene 11
(Samme skumle værelse. Gregers på bænken.
Det banker på døren.
Reuter kommer ind, iført en rød postjakke og en knallerthjelm, som han tager af. Går ud på midten af gulvet. Lægger hjelm og handsker på gulvet, står skrævende og ser på Gregers, tager en bog op fra inderlommen, åbner bogen.)

Reuter:
Nu skal du høre hvad digteren Lean Nielsen siger om tilværelsen her på stenbroen. Digtet hedder: Nat i Sommerstedsgade.

I min øde gade står jeg stille
natteblæsten har bid af kulde
månen står over dybbølsbroen
og kaster et blidt skær
over vogne øldåser og hundelorte

tænker på alle disse hunde
fjerner de ensomheden
frygten for menneskers vold
eller skænker vi lettere
vor sparsomme ømhed til dyr
(Gregers begynder at hyle som en ulv. Reuter glor på ham. Gregers holder op med at hyle. Reuter læser videre)
en fjern rumlen
fra jernbaneterrænet
kører med ting fra vore hænder
fra et stuevindue hører jeg
en ældre kvindes hæse stemme
mellem raslende flasker
“du elsker mig ikke”
“Du elsker mig ikke mere”
(Gregers hyler igen som en ulv. Holder op.)

Reuter:
Vi er danskere som du, Vesterbro som du. Dan Turél, Lean Nielsen, du og jeg. Vi er dine landsmænd og jeg vil gerne hjælpe dig. Du må godt låne bogen hvis du vil.

Gregers:
Giv mig nøglen for helvede.

Reuter:
Jeg har kun én nøgle, nøglen til min lejlighed, men jeg kan komme om aftenen, inden jeg går på arbejde og læse digte for dig; det kan jeg. Kender du F.P.Jac? Han er også Københavner, lissom du og jeg.. Nu skal du høre hvad han siger:
Ingen sange vil fortabe sig,—–hedder dette digt af F.P.Jac.

der er de levende
der er de levende,
så pludselig som disse spontane skrig
højt op i sommerluften,
og folk på gaderne
der et øjeblik står stille
mens de glemmer
at fortrænge sig selv
står helt stille og opløftes
i formuleringerne af disse ærlige skrig,
der får en til at elske
disse klare dages voldsomhed

Gregers: (brøler)
Luk arret, din gamle hugorm !
(Reuter smækker bogen i, fornærmet, sætter hjelmen på hovedet, bogen i inderlommen, knapper jakken, gør et heil-tegn – går og smækker med døren.)

Lyset fader ud
Scene 12
(Samme scene som før
Det banker på døren.
Sandy kommer ind, iført en kort kjole med mønster som det amerikanske flag, tennissokker, kondisko.
Gregers rejser sig, står op, smiler, nu sødt.
Sandy går helt op til ham. Lugter til ham.
Han hæver hænderne op og fanger hende i sine arme, selv om han har håndjern på.
Holder hende meget tæt.
De kysser hinanden, vrider sig.

(Lyset fader ud mens Sandy vælter omkuld ovenpå Gregers, der jo er bundet.i mørke)

Sandy:
Oh, wonderful, oh, wonderful.

Gregers:
Tal dansk, for helvede !

Lyset fader ud

Scene 13
(Samme scene som før. Lyset kommer gradvis. Gregers er alene på briksen.
Det banker på døren.
Igor kommer ind, klædt ud som en dyretæmmer i cirkus. Pisk i hånden. Han låser døren og sætter nøglen i sin bukselomme.)

Igor:
Hej, gamle dreng, hvordan går de ?
(Gregers lader som om han sover. Igor går over til ham, klapper ham på kinden som om han var en hest, låser håndjernene op og smider dem på gulvet. Gregers vil til at slå ham, men Igor er forberedt og holder ham fast.)

Igor:
Hvis du slappe af løse jeg dine ben også.
(Gregers slapper af. Igor åbner også hængelåsen på kæden om hans fod. Gregers er fri. Han gnider sine håndled og ankel. Pludselig springer han op og farer til døren, hiver i den. Den er låst. Står et øjeblik som et dyr i en fælde, farer så til angreb på Igor. Igor er parat og inden Gregers ved, ligger han på maven på Igors knæ og Igor giver ham en endefuld, smider ham så på gulvet,-de slås,-Igor er den smidigste og stærkeste og sidder nu ovenpå Gregers, som ligger på gulvet.)

Igor:
Hvem er jeg ?

Gregers:
Perker !

Igor:
Forkert !
(Gregers ømmer sig, når Igor slår pisken i hans hæle ligesom Gregers var hans hest.)

Igor:
Hvem er jeg ?

Gregers:
Satan i Helvede !

Igor (grinende):
Det var tættere på. Du får én gæt til, eller jeg lægger dig igen på briksen med lås og kæde. Én svar til og den skal være den rigtige. Hvem er jeg ?
(pause)

Gregers: (hulkende)
Min far.
Du, du…. er min far……….

Lyser fader ud

Scene 14:
(Scenen er den smadrede, tilsmudsede bar, stadig juletræ, et væltet spisebord. Fjensyn i stykker, stole og sofa vender bunden i vejret.
Indenfor i baren står Gregers i en grå T-shirt hvorpå der står med store sorte bogstaver: BRUGSEN .
Ursula sidder på en barstol udenfor baren og drikker vin, fin og pyntelig med ørenringe, stort brusende hår, røde, hvide, sorte farver, høje hæle, i strålende humør. Rigtig sigøjner.
Igor er i gang med at tage julepynten ned fra træet. Han er som før, sigøjneragtig, men har nu en stor cigar i munden. Ind imellem tager han dansetrin og tramper i gulvet, leger med julepynten. Hænger noget af det i Ursulas hår. Ryster på hovedet, når han betragter ødelæggelserne.
Sandy kommer ind tyggende tyggegummi, hestehale, jeans, kondisko.)

Sandy:
Jesus, hvad skete ?

Ursula:
Der var nogen vi glemte at invitere. De er så blevet vrede.

Igor:
De har været så sultne, at de måtte spise rester.
Give væggene også mad.

(Gregers smiler sødt til Sandy)

Sandy:
En coke, please.
(Gregers giver hende en cola og et glas. Igor går over til Sandy og hænger en stjerne fra juletræet i hendes hår, stryger hendes ryg og bagdel)

Igor:
Alt som skal være, Sandy Ohio, hele Amerika i mini, ung med jazz og Yankee boy.
(Sandy fælder en tåre. Igor tager om hende.)

Igor:
Så, så, hvad i vejen ?

Sandy: (hulker)
Jeg fyret. Jeg ikke komme på arbejde i morgen. De skal bare have dansker. Når jeg ikke arbejde kan jeg ikke bo i Danmark. Skal have arbejde og lejlighed og penge.

Igor:
Så du være flygtning som jeg. Flygtning fra Amerika. Det være nyt. Det Danmark ikke prøve før.
(Gregers taber et glas på gulvet i baren og begynder at samle glasskårene op.
- Reuter komer ind. han har en bog under hånden, sætter sig på en barstol, bestiller en øl,
-Ursula henter den til ham. Han placerer en mønt på disken, mens Gregers samler glasskårene op.
Reuter åbner bogen. Først nu lægger han mærke til rodet efter hærværket.
Ryster på hovedet og løfter bogen fra bardisken)

Reuter:
Hvad fanden er der sket?

Igor:
Nye gæster julenat.

Reuter:
Har I tilkaldt politiet?

Igor:
Nej, Gregers nu boss her. Han klarer den.

Reuter:
Hvorfor skriver kvinder ikke flere digte? Hvad laver alle disse kvinder dagen lang. Hvorfor prøver de ikke at opdrage verden igennem digtningen istedet for altid at støtte sig til støvsugeren. Her er der dog en enkelt svale blandt kvinder, Inger Christensen. Hør hvad hun ånder frem som om det var en selvfølge:
(Taler højt)
Det hedder Et samfund

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop

(Ingen siger noget. Igor tager Sandys hånd og leder hende over i baren til Gregers.)

Igor:
I drive pensionat og lave hotel. I fremtid i Danmark. Gregers gifte sig med Sandy, så Sandy få lov at blive i smørhul, så Sandy ikke behøve gå til Ohio, hvor bums være sulten i julen ? Ursula og Igor ikke gode til at leve her. Ursula og Igor holde liv i blod, i sjæl, skal til Jylland, det store land, ikke lille land som København med bar på alle hjørne. Vi arbejde i Jylland hvor folkene er kristen og få vin at drikke i kirke. I Jylland er folkene rige. Der er mange gårde, som ingen bonde drive og vi kan få. Ursula og jeg blive bonde i Jylland. Vi ha mange hønsekilling og ko, vi spille guitar og synge og more sig og danse. Vi være fri i Jylland.Vi leve i Jylland. Vi kende god folk i Norneby i Blokhus. I Blokhus vi leve i Norneby og ha telefon.Vi prøve. De tale næsten engelsk i Jylland.
(tager om Ursula)
(Gregers og Sandy omfavner hinanden i baren).

TÆPPE