(En sand historie,
som en ven fortalte mig.
IBJ)

De var unge og lykkelige i deres ægteskab.
De havde et hus tæt på stranden, gode jobs, en bil og måske snart et barn.
I weekenderne yndede de at gå ture på lyngheden og nede på stranden.
Rebecca og Oliver.
Det var en meget stille søndag morgen i august at de gik ned til stranden.
En frisk vind fra havet legede med deres hår.
Oliver ville løbe lidt. Rebecca var meditativ.
Han løb foran. Hun gik meget langsomt.
Ingen af dem havde lagt mærke til bølgen.
Den kom ude fra havet hen mod landet og stranden.
Den voksede og øgede farten. Da den ramte Rebecca, var den på størrelse med et to etagers hus.
Hun skreg, mens bølgen løftede hende op og trak sig så tilbage til det dybe vand, langt væk fra stranden.
Oliver så det ske. Han skreg “Rebecca! Rebecca!”
Da vandet var for dybt til at gå i, svømmede han ud,
helt dertil hvor han havde set bølgen forenes med vandoverfladen.
Det lykkedes ham at komme af med sin jakke og sko.
Det lykkedes ham at finde Rebecca, hvor hun lå livløs i det bølgende vand.
Han lagde sin arm om hende og svømmede tilbage til stranden hvor det lykkedes ham at live hende op,
få hende til at trække vejret, kaste op, åbne øjnene og smile.
Det lykkedes ham at støtte og til dels bære hende hjem,
svøbe hende ind i tæpper, lægge hende i seng og give hende lidt varm mælk at drikke.
Rebecca sov i 12 timer. Nogle gange troede Oliver, at hun var død. Så stille var hun.
Men spejlet han satte for hendes næse duggede.
Selv begyndte han at ryste af kulde, selv om det slet ikke var koldt.
Han lagde sig hos sin elskede Rebecca og takkede Gud for at have givet ham lov til at redde hende.
De sov.
En uge senere var det hele næsten glemt. Livet fortsatte med arbejde, familiebesøg og en biograf tur.
Som tiden gik syntes alt at blive normalt.
Rebecca gik på arbejde, lavede fine små retter mad, var endda legesyg som før.
Det var dog som om Rebecca havde ændret sig, når hun var alene.
Da blev hun så stille.
Nogle gange sad hun ved det store stuevindue og så ud på lyngen, stranden og havet.
Hun hørte ikke telefonen ringe og gad ikke se fjernsyn.
En dag var hun ikke hjemme, da Oliver kom hjem fra arbejde.
De skulle i teatret om en times tid og ud at spise bagefter sammen med nogle venner.
En bange anelse greb Olivers hjerte. Han løb ud, over lyngen, ned til stranden.
Det eneste han fandt var Rebeccas trøje i vandkanten.