Det er højsommer i Norden.
De, som stadig har symbiose med naturen,
har svært ved at sove.
Mange går en tur i byen.
Hovedgaderne er fyldt med mennesker,
som bare slentrer forbi lukkede forretninger.
Fred over land og by.
Bilen venter.
Jeg kører hen til oraklets sted, hvor vandet i elven kan blive til vin,
når man står der i en passende sindsstemning og på det rigtige tidspunkt:
én gang om året.
Det er en katolsk helgens messenat.
Mærkeligt nok er der ingen andre på færde der på sletten, hvor himmel og jord står i ét.
Det ville være ærgerligt, hvis vandet i elven blev til vin og ét eller andet mirakel skete,
når jeg er her alene.
Ingen vidner.
Jeg lægger mig i græsset, som er højt og tykt som en dundyne, grønt og duftende, en blid favn.
Jeg venter på at se midnatssolen danse på fjeldtoppene.
Det sker lige efter universets plan.
Hvid og gul danser den over spidse fjeldrygge.
En salighed breder sig i mit bryst.
Et meget højt græsstrå pranger lige foran mine øjne.
Det ånder sin fine klorella helt ned i mine lunger.
Så ser jeg dråben.
Den er stor som en million dollar diamant.
Den slår gnister og puster sig op, for nu skal den ud at rejse.
Den begynder at bevæge sig opad.
Den bevæger sig ganske langsomt, stiger, klatrer, rejser opad græsstrået.
Stolt og smuk, gennemsigtig og klar.
Stor og stærk og så blød, så blød.
Mon den kan klatre helt op til toppen?
Nu er den nået op til midten.
Den synes at tøve.
Den ser opad. Det er frygtelig højt.
Så fortsætter den, opad, langsomt og til sidst hurtigere,
indtil den når toppen.
Der står den øverst oppe på græsstrået,
funklende klar og skinnende og kysser midnatssolens stråler.