Da hun blev halvtreds var det sket. Hverken mænd eller kvinder så mere på hende to gange. Spontane indbydelser til middags-selskaber blev færre.
Og Richard havde fundet en ny model.
Efter en hel uges ferie fra sekretærjobbet fandt hun ud af hvad hun ville gøre. Hun ville ud, ud af dette sted hvor kvinder over de halvtreds ikke er noget værd.
Afrika. For hende nye normer. Ja, Afrika!
Hun ville hellere dø af aids end rådne op i middelmådighedens hovedstad.
Hun solgte lejligheden og bilen, forærede det meste af sit indbo væk, smed resten ud, gav Frelsens Hær det tøj hun vidste hun ikke ville bruge.
En lille rejsetaske, en charterbillet med et to ugers ophold på et hotel i Vest Afrika? Hvad nu? Det ville tiden vise.
Hotellet hed Venus. Tjenerne og rengøringspersonalet var sorte, administrationen hvid, Svømmepøl, europæisk menu, et supermarked udenfor, hvor kun turister kunne handle. Gaderne fyldt med tiggere, flest smukke unge mænd. Handicappede med deres krykker foran supermarkedet.
Hun, Elizabeth, følte sig stadig som en flot kvinde på trods af de halvtreds år, måske 10 kilo for meget, men godt fordelt.
På den brede gule sandstrand blev hun hyldet som en dronning. Indfødte mænd i alle aldre ligefrem jagtede hende.
”Vil du gifte dig med mig?” spurgte en af dem.
Hun gav dem småpenge og blev for populær på stranden, så hun var nødt til at få sig en beskytter. Det blev Mohamed, 18 år. Efter det gik han altid ved siden af hende og nogle gange holdt de i hånd for at vise, at hun havde valgt ham. Hans engelsk var fint. En sød ung mand. Aftalen var, at han skulle have 10 dollars om dagen for at være hendes beskytter. Efter det var der fred, bortset fra, at Mohamed altid sad ved siden af hendes tæppe, når hun lå på stranden. Han måtte ikke komme ind på hotellet, for han var indfødt i Gambia.
Ved siden af hotellet var der en luksusvilla med høje Elhegn omkring.
”Hvem bor der?” spurgte hun Mohamed.
”Ham der ejer stedet, Sonny Boy. Han er søn af præsidentens kone. Præsidenten er af den største stamme, Sonny og hans mor af den anden største stamme. Da de er én familie er der balance i landet.”
Mohamed viste Elizabeth avisfotos af Sonny og hans mor.
Nytårsaften, da Elizabeth kom ind i restauranten for at spise, så hun hvor Sonny Boy sad ved det største runde bord med en gruppe kvinder og mænd omkring sig. Det lille orkester spillede blød musik. Guirlander og farvede papirskærme dæmpede atmosfæren.
Hun satte sig ved det eneste ledige bord tæt på Sonny Boys selskab. Hans øjne fulgte hende som en tigers i mørke.
Hun lod som om hun ikke så det, ham, eller dem og læste menuen uden at forstå hvad der stod på den.
”Suppe, kylling og is, thank you,” sagde hun til tjeneren, som bragte hende et glas champagne uden at hun havde bestilt det.
”Fra Sonny,” sagde han.
Da hun løftede sit glas og kiggede ud ad vinduet, lød der ”Skål!” fra Sonnys bord. ”Happy New Year!”
Det var møntet på hende. Hun smilede og hendes guldtand glimtede.
”To You,” sagde hun pænt som den velopdragne Yorkshiredame hun var.
Tjeneren lagde en seddel diskret ved suppetallerkenen han bragte hende. På sedlen stod:
”Vi inviterer Dem over til vores bord, smukke frue.”
Det var ikke til at stå for.
Elizabeth rejste sig, gik over til bordet og hilste. Sonny og hans gæster, som alle var afrikanere, rejste sig, lavede plads til en stol, som tjeneren allerede havde skaffet og inden hun havde haft tid til at overveje noget som helst, sad hun i det mest pragtfulde middagsselskab hun kunne tænke sig.
”Dette er hvad jeg kom for,” tænkte hun og smilede, først til værten Sonny og siden til dem alle.
De spiste, de snakkede engelsk, de lo, de dansede.
Dans som deres havde hun aldrig før prøvet. Hun følte sig som sekstenårig og gradvis smeltede hendes europæiske kulturhæmninger som is om foråret.
Hun dansede ligesom de med hele sin krop og sjæl. Inden hun vidste var hun blevet Sonnys dansepartner nummer ét, kinddans og det hele.
- Forskellen på dansen derhjemme og her er, at derhjemme bevæger man kun benene, her hele legemet og måske også sjælen.-
Hun dansede også med de andre, kvinder og mænd.
Denne aften gik langt hen på natten som en drøm.
Da orkestret holdt op med at spille, trak Sonnys selskab sig. De sagde farvel og vi ses igen. Elizabeth svævede ligefrem til sit hotelværelse.
Det var længe siden hun havde følt sig så ligeværdig.