Om fredagen møder jeg mine venner. Jeg bader, ordner hår, vælger passende tøj. Gode spadseresko. En smuk jakke jeg købte i genbrugsforretningen.
Så går jeg ind til byen med så raske skridt jeg kan, fra øverst på Vesterbrogade og helt ned til passagen på Strøget.
Vejret er som regel godt i København, så det er yderst sjældent, at jeg skal tage bussen.
Det er morsomt at se hvor mange mennesker der bare går og går op og ned ad Strøget. Mange spiser samtidig.
Helt nede ved Magasin torvet ligger passagen. Der på Caféen er der som regel tilbud, kaffe og kringle for 25 kroner. Og de har formiddagsbladene, som man kan læse gratis.
Jeg sætter mig tit det samme sted og nyder udsigten. Det er der flere der gør.
En ældre herre sidder også tit det samme sted om fredagen med kaffe og kringle. Vi smiler til hinanden.
Han har altid det samme tøj på, en slidt vindjakke i beige, slidte jeans i diverse blåt, små farveløse hårtotter rundt om en skaldet ring. Han ligner en smule min afdøde mand, Hubert, bortset fra, at Hubert altid havde en pæn nypresset habit på.
Så er det de to store damer, der taler uafbrudt i munden på hinanden og vogter deres indkøbsposer.
De nikker altid til mig når jeg kommer, eller når de går.
Når jeg har spist min kringle og drukket en ny kop kaffe, som er gratis, går jeg på toilettet nede i kælderen. Jeg skal jo gå hjem og der er ikke mange offentlige toiletter på vejen.
Nede på toilettet får jeg mig nogle gange en sludder med en der også står i kø.
Børnene er sjovest, for de snakker med hinanden, sig selv og mig, mens de afprøver vandhaner, sæbe og tørremaskine.
”Hvad hedder du?” spurgte en lille pige en gang.
”Jytte,” svarede jeg. ”Ligesom min mormor,” sagde pigen.
Jeg gav hende en bolsje fra posen jeg altid har i min taske, hvis nogen skulle smile til mig.
Hendes smil fulgte mig hele weekenden.
Måske ser jeg dem alle næste fredag.