En opgave fra M:A. studierne på Københavns universitet.
FÆRINGE SAGA
Norðaroyar, Svinoy, Eysturoy, Streymoy, Vågar, Sandoy, Skúvoy, Stóra Dimun, Litla Dimun, Suðuroy

FORORD:
Da jeg læste “Færinge saga” for første gang, forekom kvinderne mig som uinteressante og betydningsløse.
Ved en dybere læsning forstod jeg, at det er de ikke.
De kvindelige hovedpersoners function i sagaen har en afgørende betydning for sagaens forløb og dens endeligt. På det synspunkt baseres den følgende analyse.
De to kvindelige hovedpersoner Thuridr Thorkelsdatter og hendes datter Thora Sigmundardatter, får en usædvanlig rolle i sagaens slutning. Det usædvanlige er, at deres initiativ og aktivitet får en maskulin karakter.
De maskuline karaktertræk i de islandske sagaer viser sig først og fremmest i evnen og lysten til at løfte sværdet.
Det er også først og fremmest mændene, der er beslutningstagere.
Mange af de mandlige helte viser både snuhed, lovkyndighed og klogskab, når det gælder om at fremme deres sag, eller hjælpe andre.
Det gør kvinderne i de islandske sagaer som regel ikke. Det er usædvanligt at høre om kvinder, som løftede sværdet og eksempler på det er ganske få. Kvinder rejste også yderst sjældent fra den ene landsdel til den anden for direkte at påvirke mændenes magt-kampe. Blandt de få undtagelser er Thuridr og Thora í Færinge saga.
Samtidig med, at de har den inadvendte og passive hustrurolle, agerer de udadvendt og er initiativtagere, når det brænder på. Deres aktive indsats får en udadvendt politisk betydning. Samspilet mellem mor og datter minder om samspillet mellem fædre og sønner, eller konge og hofmænd eller krigere.
Thuridr og Thoras traditionelle familiemønster og seksualitet er dog bundet til den bestående orden, hvor manden er hovedet på familien og kvinden gør sig kun gældende på hjemmefronten. Forskellen på dem og de fleste andre kvinder i de Islandske Sagaer er, at når Thuridr og Thora føler sig truet, evner de både at løfte sværdet og vise politisk snuhed.
Slægten og æren er deres et og alt. Deres hvedformål er at vedligeholde slægten. Hvis slægtens ære er i fare, er de rede til at bruge maskuline metoder.
I analysens sidste del vil jeg prøve at vise, at det var disse vigtige fundamenter i Thuridr og Thoras liv, der fik dem til at ødelægge Thrandurs modstandskraft.
Analysen handler om familiemønstret, seksualiteten og den aktive kvinde. Dens sidste del handler om teksten som en historisk kilde. I den forbindelse er forfatterens holdning af interesse. (IBJ)

FAMILIEMØNSTRET,
SEKSUALITETEN,
DEN AKTIVE KVINDE

Mand, kone og børn på en gård samt tyende var det mest almindelige familiemønster i sagatiden.
Der var dog plads til fosterbørn og slægtninge, især hvis der var fare på færde og et angreb kunne forventes.
De kvindelige hovedpersoner i Færinge Saga, Thuridr og Thora, var begge to gift, boede på gårde og blev hjemme, mens deres mænd rejste frem og tilbage mellem Færøerne og Norge. Kvindernes plads var hjemme på gården.
Ragnhildr, Thuridrs moder, var sin mands ejendom, en slags inventar på gården oppe i det norske fjeldvildnis. Hun var hjemmegående og angst for sin mands. Han var derimod en udfarende jæger og den, der bestemte, når det gjaldt husstandens medlemmer.
En gang kom der gæster til garden, som bad om husly over natten. Kvinderne på gården fulgte dem til et rum hvor de kunne sove. De advarede demo g bad dem om ikke at være I vejen for bonden, når han kom hjem. Da han havde et voldsomt temperament.
“Nú vaknar Sigmundr vid that, at madr kemr inn, mikill vexti ok í hreinbjálba ok hafdi hreindýri á baki; og spurgte hvat komit væri. Húsfreyja sagdi, at that váru komnir sveinar kalnir ok máttdregnir mjök, svá at komnir eru at bana.”
Hann svarar: svá máttu oss skjótast uppi hafa, at thit takid mennina í vár hús, ok hefi ek that opt sagt thér.”

Hustruen er på dette tidspunkt i sagaen ikke blevet nævnt ved navn. Hendes forklaring på gæstfriheden er undskyld-ende og angst. Husbondens tempera-ment er voldsomt. Mandens svar er en påmindelse om, at hustruen er dårlig til at huske og adlyde. Familiens situation er ualmindelig, da de bor i fredløshed på fjeldet. Deres samværs- og familie-mønster præges af isolation og frygt. Husstanden er meget lille. Deres indbyrdes forhold bygger på en magtkonstruktion, hvor manden er kvinden overordnet.

I konstellationen Thuridr, Sigmundr og Thora, er der stort set ingen forskel fra det norske fjelds primitive familie-mønster. Mand, kone, børn. Thuridr forblev hjemme og syntes ikke at have nogen betydning i sin mands uadvendte virke. Han sejlede mellem lande, erobrede (“jagtede”), bragte udbyttet hjem. Det var først, da han kom i akut livsfare, at konen blev aktiv:
“Thuridr húsfreyja tekr vápn ok dugir eigi verr til en einn hverr karlmadr. Their Thrandr bera eld at húsunum ok ætla at sækja bæinn med eldi og vápnum, veita nú harda atsókn, ok er their hafa sótt um hríð, thá gengr Thuridr húsfreyja út í dyrnar ok mælti:
“Hversu lengi ætlar thú Thrandr, segir hon, at berjaz vid høfudlausa menn?” (side 55,1.24-29)
I stedet for at slås til den sidste person på gården, valgte Thuridr at bruge det kvindelige træk og appellere til Thrandrs syn på kvinden og hendes rolle. Ved at løfte sværdet,viste hun derimod nogle masculine karaktertræk, som hun ikke kunne bruge til noget.
Det lykkedes ikke Thurídr at redde Sigmundrs liv. Meddelelsen om, at gården var “hovedløs,” var det samme som at opgive kampen. Gården var “hovedløs,” fordi Sigmundr ikke var hjemme. Selv om Thuridr bryder ud af den traditionele kvinderolle, er hun ikke hovedet på hæren. Hun er mandens inventar, brugbar, når det brænder på. Han er hovedet, d.v.s. beslutnings-tageren og derfor den ansvarlige.
Den tredje typiske familie i Færingasaga er Thora, Leifr Øzurarson og deres søn, Sigmundr.
Familiemønstret er bevaret.
Ved at lade deres søn opfostre af Thrandr, holdt de den tradition vedlige at lade børnene komme væk hjemmefra og skoles, eller trænes af andre. Det, der er usædvanligt i deres familieliv er, at det er Thora, der tager de store beslutninger. Hun er ikke “hovedløs”:
“Leifr svarar:” that vil ek, at barnfóstr that sé undir arkvæðum Thoru, hvárt hon vill, at son hennar fari til þín eða sé hann með okkr.” (side 71, 1.17-18)
Hvis vi går tilbage i sagaen, ses der en stor forskel på Thora og hendes moder og bedsemorens funktion. Ragnhildr og Thuridr var ikke beslutningstagere i deres hjem. Det blev Thora i sit hjem.
I stedet for at slås til den sidste person på garden, valgte Thuridr at bruge de kvindelige træk og appellere til Thrandrs syn på kvinden og hendesc rolle. Ved at løfte sværdet viste hun derimod mand-lige karaktertræk, som hun ikke kunne bruge til noget.’Det lykkedes ikke Thuridr at redde Sigmundrs liv. Meddelelsen om, at gården var “hovedløs,” var det samme som at opgive kampen. Gården var hovedløs, fordi Sigmundr ikke var hjemme. Selv om Thuridr brød ud af den traditionelle kvinderolle, var hun ikke hovedet på hæren. Hun var mandens inventar, brugbar når det brændte på. Han var “hovedet” og derfor den ansvarlige.
Den tredje typiske familie i Færinge Saga er Thora, Leifr Øzurarson og deres søn, Sigmundr. Familiemønstret er bevaret. Ved at lade Thrandr opfostre deres søn, blev traditionen holdt vedlige: at lade børnene komme hjemmefra og skoles, eller trænes af andre. Det, der var usædvanligt i deres familieliv er, at Thora er den, der tager de store beslutninger. Hun er ikke “hovedløs.”
Kønsrollemønstret er blevet ændret fra den gang på det norske fjeld. Den hårde kamp mellem mændene havde hærdet kvinderne og givet dem en ny, udadvendt funktion. Thora synes ikke helt om at lade sin søn opfostre af Thrandr.
“Ok er Thora veit um fóstrit, thá svarar hon: “svá má vera, at mér lítiz that enn annan veg, en eigi mun ek kjósa undan Sigmundi syni mínum that fóstr, ef ek skal ráda, thvíat mart thykki mér Thrandr hafa fyrir flesta menn.” (side 71,1. 19´22)
Thora respekterer Thrandr og synes, at han er bedre end de fleste mænd. Her hentyder hun til hans klogskab. Han var ulig de andre mandige helte i det, at som regel undgik han korporlige konfrontationer med et løftet sværd. Tilbuddet var fristende, da den tre årige dreng kunne få gavn af Thrandurs klogskab og lovkyndighed. Hendes forbehold præger dog hendes samtykke, for hun ved, at sønnen kunne bruges som gidsel. Den onde anelse viste sig senere ikke at være uden grund.
Et drab, der tilsyneladende intet havde med mændenes politiske magtkamp at gøre, blev udløseren for sagaens sidste blodige del.
Da Leifr Thorisson blev dræbt, troede Thuridr og Thora, at Sigurdr Thorlaksson var gerningsmanden. Han kunne ikke bevise det modsatte. Her er kvindernes funktion hverken fredelig, eller forson-ende. Det, der gør forskel på mændenes og kvindernes adfærd er handlings-mønstret.
Thuridr meginekkja havde vist sig at være lige så skrap til at svinge sværdet som mændene. Hvorfor greb hun det ikke nu, da hun var sikker på Sigurds skyld og krævede hævn? Sammen ødelagde de freden i hjemmet, hun og Thora, ved åbent at vise Leifr Øzurarson fjendtskab. De forløsende ord kom via drømmen.
Drømmenes betydning i Sagaerne er stor. De havde dybe virkninger på menneskenes sindstilstande. Sagaskriverne brugte drømme som stilistiske virkemidler, som forudsigelser og her, som en meddelelse fra det hinsides liggende.
Thuridr meginekkja blev et medium for selveste guddommen. Drømmen var et godt forsoningsmiddel. Men det gjaldt kun forsoninger indenfor slægten. De to kvinder kunne ikke blive ved med at være vrede på Leifr Øssurarson. Slægtens sammenhold var fundamentalt vigtigt.
Kristendommens forsonende ånd fandt vej igennem kvinden.
Thuridrs hedenske ophav og vækst og hendes funktion som guds medium i det nykristne samfund på Færøerne synes ikke at have haft nogen gnidningsfelter.
Den gud, der lovede hende hævn for den vanære, de blev udsat for ved Leifr Thorissons død, var en udmærket gud! Hendes funktion i Sagaen er først og fremmest som en hjælpende hånd (med sværdet som våben) og slægtens forsonende ånd (med drømmen som redskab). Hun begik ikke noget, som ikke kunne tåle dagens lys. Hendes “skjulte” affære med Sigmundr, mens de endnu var på fjeldet var en naturlig konsekvens af omstændighederne.
Thuridr var en ukompliceret og almindelig natur. Hendes funktion er den, som kunne forventes af en god moder og trofast hustru, uden en direkte indflydelse på menneskelige relationer udenfor gården.
Det samme kan ikke siges om hendes datter, Thora. Hun kan sammenlignes med Thrandr, fordi hun både var klog og snu. Thoras rådgivning og handlekraft havde betydning i en større sammen-hæng.
Det er ikke udelukket, at Thora giftede sig med Leifr for at opnå indflydelse blandt de beslutningstagende mænd. Om der lå forsoningshensigter bag det, er tvivlsomt. Følgende skulle belyse mistanken hvad angår hendes forsonigs-vilje.
Sigurd Thorlaksson fik sin broder Thordr til at frie til Thuridr meginekkja. Thuridrs og Thoras harme over Leif Thorissons død var ikke forsvundet og guddommen havde lovet, at hævnens tid ville komme.
Thuridrs reaktion overfor giftemåls-forslaget var varsomt, men uden underfundighed. Det var Thora, der øjnede hævnens perspektiv i brødrenes henvendelse:
“—eda hvat thykki thér ráð dóttir?” Hon svarar: “eigi muntu frá vísa, ef ek ræd, ef yðr er nokkut that í hug at róa thess á hefnileit, er oss hefir til skamma gørt verit, ok eigi sé ek annat that teygiagn, er líkara sé til, at their verdi at dregnir en thetta; tharf ek eigi at leggja ord í munn módur minni, thvíat marga vega má hon thá á that draga, svá at their rádi ekki í that.” (side 76-77, l. 36-2) Thora konstruerer en fælde hvori Thrandrs tapre helte bliver fanget og dræbt. Hun kender sin moders ærlige sind og vil ikke udtrykke sine planer nærmere af frygt for, at hun oplyser for meget, når hun taler med brødrene. Deri ligger forskellen på moder og datter. Thora viser sig at være en manipuler-ende ræv på højde med Thrandr, som har konstrueret mange fælder, hvor hans modstandere er omkommet.
Thoras mand, Leifr, er altid enig med hende og det er hende, der træffer beslutningerne. Eksemplet om sønnen Sigmundrs opfostren hos Thrandr og senere planen om at myrde Sigurdr og hans fosterbrødre viser dette. Leifr Øssurarson frygtede Thrandrs hævn. Da viste Tora endnu engang sin snuhed. De skulle komme fanden i forkøbet. Sønnen Sigmundr skulle hentes. Thora tog sin mand og fem andre med i en båd over til Thrandrs bopæl på Austrey. Der kom meget havvand i båden.
“Fara thau Leifr nú öll saman, ok eru thau vii. menn á skipi og koma vid Austrey, ok høfdu innanvátt um daginn, ok voru their Leifr vátir mjøk, en Thora var thurr.” (side 77,1.11-13)
Sandsynligvis har bådens besætning og Leifr beskyttet lederen af foretagendet, så hun ikke kom våd og utilpas til Thandr. Thrandr ville uden tvivl lægge mærke til dette træk. Var hun, som han, i besiddelse af overnaturlige evner. Det ville hun ikke have noget imod,at han tænkte. Thora fandt ud af, at hendes søn havde lært en del lovkyndighed. Derved havde hun opnået hvad hun ville. Kristendomslæren var derimod en blandet kost. “Kredo,” eller trobekendelsen, var forkert. Hun brugte det som årsag til at tage drengen fra Thrandr. Hun fik sin vilje om at have drengen hos sig om natten. Hun sendte sin ægtemand ud for at ødelægge alle både på øen. Inden Thrandr nåede at reagere var hun og hendes følge rejst hjem med sønnen.
Thoras snuhed viste sig at være større end Thrandrs.
Historiens sidste scene viser, at den kristne familie havde bevaret væsentlige traditioner fra hedensk skik. Den kristne lære at tilbyde den anden kind hvis den ene blev slået gjaldt ikke. Scenen er bygget op med dramatiske effekter.
Konfrontationen sker mellem en af Thrandrs helte, Sigurdr Thorlaksson og Thuridr meginekkja. De er begge to iført blodets farve. Kapperne de bærer over skuldrene har himlens og uskyldighed-ens blå farve. Kirken bruges som baggrundskulisse. Mødet præges af mistillid. Sigurdr har uden tvivl hørt om bortførelsen af den lille Sigmundr. Mødet blev også til yderligere tab og sorg for begge parter. Sigurdr dræbte Thuridrs søn, Heri. Steingrimr Sigmundarson blev til dels invalid. Den tredje af Thuridrs sønner, Brandr, blev dræbt.
Det var Thoras hævntørst, der afsted-kom disse drab. Det var hendes idé at bruge sin moders giftemål som lokke-mad. Hun planlagde det hele minutiøst og garderede sig imod Thrandrs hævn ved at tage sin søn hjem. Hendes leder-evner, snuhed, klogskab og handlekraft fik til sidst regnestykket til at gå op.
Thrandr havde startet historiens mord-bølger ved at lade Brestir og Beinir dræbe. Thrandr mødte, hvis ikke sin lige i hende, så sin “overmand.”
Leifr Øzurarson var et redskab i Thoras hænder. Han udførte hendes vilje. Det, som Sigmundr prøvede at gennemføre, nemlig indføringen af norsk lovgivning, genoptagelse af skatteopkrævning og kristendommens indføring, blev fuldendt af hans datter.
Thoras funktion i Færinge Saga var at kvæle den sidste modstand på øerne mod den fremmede kongemagt.
Uden hendes indblanding,var det næppe lykkedes at smadre Thrandr og hans tapre helte. Kvinder rejste ikke frem og tilbage, når et øsamfunds skæbne blev afgjort af en fremmed og pengegrisk kongemagt.
De deltog ikke parlamentarisk. De levede en beskyttet tilværelse, hvor selve ærkefjenden (Thrandr) ikke ønskede at beskære et hår på deres hoveder, selv om han havde mulighed-en.
Kvinderne traf beslutninger i det skjulte, så det så ud som om det var mændene, der stod for det hele. Bagved mændenes fysiske konfrontationer stod Thora og Thrandr som en slags generaler, der sendte krigerne ud for at gennemføre deres planer.
Den ubehersket grimme beskrivelse af Thrandr i historiens begyndelse indebærer det budskab om, at denne mand burde bekæmpes. Det lykkedes. Det var efter store anstrængelser og mange kampe, endda med overnaturlige forekomster, at en kvinde gjorde det muligt at binde ende på hans kongefjendske opførsel på øerne. Denne kvinde var Thora Sigmundardatter, bakket op af sin moder Thuridr og ægte-manden Leifr Øzurarson.
Udover de kvindelige hovedpersoner nævnes fungerende kvinder i Færinge Saga som regel som mødre, døtre og hustruer.
Gudridr Snæulfsdatter nævnes to gange som konen til en magtfuld, hård og rig mand. Hun beskrives ikke.
Idunn på Heidmørk i Upplønd, Ragnhildr Thoralfsdatters moder, formoderen til Thuridr og Thora, synes ikke at have haft noget med historiens forløb at gøre. Hun, som de fleste andre kvinder i saga-en, var en del af en husstand, som manden styrede. Den rørende historie om kong Olafs fattige moder viser dog, at hun var beslutnings- og initiativtag-ende, når det brændte på. En enke måtte godt. Hun blev dog angrebet og taget af vikinger tre år senere. Det antyder, at hvis kvinder og børn ikke havde en mand til at beskytte sig, riskikerede de at blive solgt som slaver.
Thoralfr Sigmundarson giftede sig og bosatte sig på Dimon og var en god bonde. Det var hans liv og status, der formodes at interessere læseren, men ikke hans kones. Hun var inventar uden navn i den gode bondes bohave.
Straumseyjar-Birna og Thorbera gift med Thorvald i Sandey har ingen direkte indflydelse på historiens forløb. Deres andel i sagaen hører under digressioner i den mundtlige traditions stil. Det indebærer: en kærlighedsaffære, et lusket mord, en blodig kamp og til sidst får de elskende hinanden. Siden lever de i traditionelle ægteskaber på gårde. Selvom der sker omvæltende og drabelige ting omkring dem, forbliver de på kvindernes plads, passive tilskuere til mænds politiske virke.
Thrandrs familiemønster var anderledes. Han var ikke “kvangadr” (gift). Sagaen oplyser, at han havde en datter, Gudrun. Da Thora hentede sin søn til ham, sov Thrandr i sin hytte:
“En Thrandr átti sér eina litla skemmu ok svaf hann thar jafnan og sveinninn hjá honum ok fátt manna hjá honum, ok gekk Thrandr til skemmu sinnar, ok var thá langt af nótt.”(side 78, l.4-6)

Thorgerdr Høkjabrudur indgår ikke i det gemene familiemønster. Hun kan opfattes som en kvinde, der ikke ville indordne sig under den bestående orden. Intet i beskrivelsen af hende tyder på,at hun var jarlen eller kongens frille. Det er svært at se, om hun er gudinde, eller troldkvinde. Hun er en slags blanding af begge dele. Hendes bopæl er godt gemt i naturen og der er glasvinduer i hendes hus. Statussymboler som sølv og guld smykker rammen omkring hende. Kvinden og stedet er en blanding af hedensk og kristen stil. Hun er ikke inventar i en mands hus, tværtimod. Selve jarlen må knæle for hendes magt og indflydelse. Hun er sin egen.
Ringsymbolet har verseret i utallige sagn fra myters ophav. Det kan betyde: kærlighed, troskab, uendelighed, rigdom, livscyklusen, jorden, rummet, magt – i det hele taget menneskets idéer og værdier. Billedet af ringens overgivelse er religiøst. Knælen og vielse hører til begge skikke, den hedenske og den kristne.
Thorgerdur står i et familiemæssigt vakuum. Hun er den eneste kvinde i Sagaen, som mændene bøjer sig for – i bogstavelig betydning. Der er ingen antydninger om hendes relation til andre mennesker. Hun er passiv, selv om hun er magtfuld og bærer livscyklussymbolet på sin hånd. Hun kunne forstås som en forudsigelse for den ny tids kvinde, Thora Sigmundardatter, som havde stor magt over mændene og sørgede for livscyklusens fortsættelse.
Seksuelt selvstændige var kun de kvinder, som ingen mænd havde, eller hvis fædre, mænd, eller ældre brødre var døde. Dette hang nøje sammen med kvindernes økonomiske status.
Ragnhildrs passivitet, da hun blev bortført, kunne skyldes hendes seksuelle tiltrækning af bortføreren Thorkel. Hendes fader er dog den, der bestemte. Det endte med hans død. Det var ikke kvinden, som afgjorde sagen. Mændene sloges om hende. Thoras udfangelse vidner om en naturlig tildragelse. Hendes moder vovede pelsen, selv om faderens samtykke ikke var opnået. Til syvende og sidst var det hendes faders samtykke der gjaldt.
Den sidste kvindelige person, der præsenteres i Færinge Saga er Thorbera, gift med Thorvaldr i Sandey, Gautr raudi “fiflaði” (lokke, bortføre) hende, d.v.s. blev hendes elsker. Ordvalget tilkendegiver et bestemt syn på kvindens seksualitet.
Birna og Thorbera fungerer som løsagtige kvinder, der trænger til virilitet. De blev begge to “fiflad” i egne hjem. Deres aldrende ægtemænd kunne næppe undgå at vide det. Sigurdr og Gautr søgte rigdom igennem to kvinder, der var gift med rige, gamle mænd. Ved at komme af med de gamle mænd og få deres kvinder til ægte, kunne de unge helte opnå en bedre status i samfundet. Ifølge familiemønstret blev det så de unge sejrherrer der tog beslutningerne. På den måde blev de to kvinder brugt som seksuelle objekter.
De rige bønder havde tilsyneladende friller,nogle af dem i hvert fald.
“Beinir átti fridlu, er Thora hét ok son vid henni, er Thorir hét; hann var thá VI vetra gamall ok hinn efniligisti.” (side 8, 1. 24-26)
Denne Thorir blev Sigmundr Brestissons skygge, idet han altid var sammen med ham og fulgte ham i døden. Men han nåede aldrig de samme heltemæssige anseelser som Sugmundr. Måske skyldtes det det, at han var søn af en frille.
Da Thrandr ikke var “kvángadr,” kan det godt være, at han fik sin datter Gudrun sammen med en frille. Det skulle ikke have været nogen hindring for, at han kunne blive “efnilig” (lovende). Som Thorir Beinirsson er hun kun en skygge i sagaens løb.
Efter Sigmundrs død, fik hans enke Thuridr øgenavnet “meginekkja” (hovedenke). Forklaringen kan have været den, at Sigmundr havde friller, men da han var “kvángadr” med Turidr, nød hun den øverste status som hans enke.
Tiden mellem sagaens baggrunds-materiale og dens nedskrivning har muligvis slettet de spor, der fandtes om flerkoneri. Melkorka i Laxdæla Saga er et klart eksempel på, at det ikke var strafbart for anstændige bønder at have friller, som de havde købt på vikinge-togter.
Ifølge den kristne tro er flerkoneri syndefuldt. Meget tyder på, at kønslivet har været friere i kristendommens tid. Eksemplerne fra Færinge saga om Thoras undfangelse, Thorir Beinissons moder, Thrandrs liv uden ægteskab og Birna og Torberas elskere peger i den retning.

II.b
Sagaens kilder,
Forfatteens holdning, Kvindernes funktion
Færinge saga handler om de norske mydigheders kamp for at generobre Færøerne som deres skattepligtige område.
Den klogeste og rigeste mand på øerne, var Thrandr. Han prøvede at afværge en erobring. Sigmundr var jarlen og kongens mand. Han blev myrdet. Hans datter Thora tilrettelagde den sidste blodige hævnakt. Det medførte, at Thrandr bukkede under. Modstanden var tilendebragt. Færøerne blev igen skattepligtige overfor Norge.
Tidspunktet for begivenhederne var Sagatiden (söguöld), år 1000. Ólafur Tryggvason indførte kristendommen i Norden år 1000.
Tidspunktet for Sagaens nedskrivning er lagt som år 1215. Det meste af Færinge Saga er bevaret i Flateyjarbók, hvor den er blevet flettet ind i Ólafur Tryggvasons Saga og Ólafur den helliges Saga.
Den del af Flateyjarbók, som indeholder kapitler af Færinga Saga, er skrevet af præsten Jón Thórdarson omkring, eller lidt før året 1387. Jón Thórdarson har brugt et særskilt håndskrift af sagaen og det kan ses af den måde, hvorpå han har misforstået enkelte ord i dette hånd-skrift, at det har været hen imod et hundrede år ældre end Flateyjarbók.
Alt tyder på, at Færinge Saga er skrevet på Island af en islænding. Forfatteren har ikke været stedkendt på Færøerne, da behandlingen af stednavne er hentet til Sagatidens personregister. Stridighedernes natur passer dog godt til situationen mellem Island og Norge i det 13. århundrede.
Kong Håkon af Norge fik Sturla Sighvatsson til at påtage sig at arbejde for kongens sag: at indføre enevælde på Island. Han blev dræbt på Island. Snorri Sturluson blev af den norske konge betegnet som højforræder, da Snorri ikke havde ført kongens sag frem på Island. Det minder om Thrandr i Færinge Saga. Snorri brugte kapitler 43-47 af Færinge Saga i sin saga om Olafur den hellige.
Sturlungatiden og Færinge Saga har mange fælles træk, som det kunne være interessant at undersøge, men her er det ikke hensigten.
Færinge Sagas temaer falder også i hak med De Islandske Sagaers heltetemaer. Forfatterens stil er kortfattet ; meget er overgivet til til læserens fantasi. Stilen er en blanding af den mundtlige tradition med mange underholdende digressoner og en tør litterær stil, hvor læserens fantasi får frit spil. Slægten og æren er fremtrædende temaer, den tids funda-menter i individets liv og samfundets virke.
Mange folkesagn handlede om drenge, der flygtede fra deres faders drabsmand, men fik til sidst taget hævn. Det gør Færinge Saga også. Forfatterens holdning til personerne er værd at se nærmere på.
Thrandrs formødre nævnes i sagaens begyndelse. De var ingen ringere end Audur djúpúdga og hendes datter Oløf. Hans moder hed Gudrun. Han havde tilsyneladende ingen søstre.
Vi kender Auður djúpúðga (den vise) bl.a. fra Landnamsbogen. Hun var en af de stolte og stærke mennesker, der erobrede et stort landområde i Island og blev en slags dronning i sit eget rige.
Forfatterens formål med at nævne hende som formoder til Thrandr er at give sin saga en historisk troværdighed, samt at give Thrandr et blåt stempel som efterkommer af højt stående mennesker. Auðurs renommé som landmandskvinde og storbonde viser, at synet på kvinden var nøje forbundet med hendes økonomiske selvstændig-hed. Forfatterens beskrivelse af Thrandr kunne betyde, at forfatten var på kongens side. I sagaens forløb skabes der dog en vis sympati for denne grimme mand:
“Thrándr var mikill maðr vexti, raudr á hár ok rauðskeggjadr, freknóttr, greppiligr í ásjónu, myrkr í skapi, slægr og rádugr til allra véla, ódæll ok illgjarn vid althýdu, blídmæltr vid hina meiri menn, en hugdi jafnan flátt.”
(side 4, l. 23-26)
Beskrivelsen af de kristne og kongetro modstandere er langt mere positiv: “Sigmundr var thá frágørdamadr á vøxt ok afl ok alla atgørvi, thó er thad skjótast af honum at segja, at hann hefir næst gengit Ólafi Tryggvasyni um allar íthróttir.” (side 18-19, l. 22-2)
og
“Thóra var elzt dóttir theirra, er fædd var á fjallinu; hon var mikil kona og skørulig, ekki dávæn ok hafdi snemmendis vizkubragd á sér;”
(side 52. L.26-28)
Selv om forfatteren aldrig burger “jeg”- formen og derved holder sig så objektiv som muligt, afslører personskildringerne hans subjektive holdning. Thrandr er den, der bør frygtes og ham kan man ikke stole på. Han er både psykisk og fysisk stærk. Det er Thora også. Og ulig de eftertragtede kvindelige hoved-personer i Islændinge-sagaerne er hun “ekki dávæn.” Det er hendes personlig-hed og ikke hendes ydre, der trækkes frem som positive egenskaber. “ekki dávæn” betyder “ikke smuk,” “vizkubragd” betyder klogskabstræk.
Beskrivelsen af Thrandr og Thora kan sidestilles i det, at begge to var store af vækst, men også store og stærke personligheder. Sigmundrs styrke lå i hans fysiske smidighed og udholdenhed. Han beskrives ikke som en stærk personlighed, var hverken “rádugur” (opfindsom), eller havde #viskubragd á sér.” Det viste sig også i sagaens forløb og endeligt, at det ikke var den kropslige smidighed, men den stærke personlig-hed, der vandt den langvarige fejde.
I personbeskrivelserne ligger forfatterens lejlighed til at sige sin mening. Personernes tanker og følelser kommer til udtryk i ord og handlinger.
i samkvem med kongemagten viser det sig, at Thrandr er langt den klogeste. Episoden på Haleyri, der drejede sig om købet af en guldring viser, at som ganske ung vidste Thrandr hvordan kongens gunst kunnne opnås:
“Thá mælti Haraldr konungr: “Thessu fé skal öllu skipta í helminga, skulu mínir menn hafa helming annan, en thá skal enn skipta ödrum helmingi í tvá stadi og skal thessi ungi madr hafa annan hluta thessa helmings, en ek skal enn sjá fyrir öðrum.”
(side 4, 1.10-13)
Med sin opfindsomhed havde Thrandr reddet kongens ære og lønnen var ikke ringe. Thrandr var pengegrisk, fordi han vidste, at hans selvstændighed på Færøerne baseredes på en økonomisk uafhængighed. Den formue han fik for sin brilliante rådgivning på Hvaleyri gjorde, at han ikke var nødt til at søge økonomisk hjælp udenlands. Han fik med andre ord kongen til at finansiere modstanden mod den norske konge-magt.
Hvis vi sammenligner denne guldrings-hstorie med det, der fandt sted mellem Sigmundr og Kong Olafr, viser det sig, at Sigmundr ikke var opmærksom på kongens ære. Han viste kongen vanære ved ikke at give ham guldringen. Sigmundr var ikke klog nok til at kunne vurdere situationens alvor:
“That er sagt eitt sinn, thá er Ólafr konungr sat í bodi sínu, thá var Sigmundr med konungi í miklum kærleikum, ok sátu II menn á milli konungs og Sigmundar. Sigmundr lagdi hendur sínar fram á bordit. Konungr leit til ok sá, at Sigmundr hafdi digran gullhring á hendi. Konungr mælti: “Viltu gefa mér hring thenna?” Sigmundur svaradi: “That hafda ek ætlat, herra at lóga eigi hring thessum.”
“Ek mun fá thér annan í móti,” segir konungr, ok skal sá hvárki minni né ófrídari.”
“Eigi mun ek thessum lóga,” segir Sigmundr,”thví hét ek Hákoni jarli, thá er hann gaf mér hringinn med mikilli alúd, at ek mundi honum eigi lóga, ok that skal ek ok efna, thví at gódr thótti mér nauturinn er jarl var ok vel gerdi hann vid mik marga hluti.” Thá mælti konungr:”lát thér hann ok thykkja svá gódan sem thú vill bædi hringinn ok svá thann, er thér gaf, en giptufátt verdur thér nú, thvíat thessi hringr verdur thinn bani;” (side 51, 1. 15-30)
Sigmundr var ikke “rádugr til allra véla.” Han burde have vidst, at et gammelt løfte overfor en, der var ringere stillet i samfundet end kongen intet betød. Han fornærmede kongen så det gjaldt den kongelige ære. De to vidner, der sad imellem dem har hørt det hele. Sigmundrs “dumhed” kostede ham livet. Det må være rygtedes til Færøerne, at fra nu af var det ikke farligt at jagte kongens mand, fordi han ikke længere var kongen kær. Dette benyttede Thrandr sig af.
Den tredje vigtige episode, der handler om ære/vanære er den, da Leifr Thorisson blev dræbt. En af Thrandrs musketerer, Sigurdr Thorlaksson, lokkede ham til at deltage i en gældsopkrævningstogt, hvor han blev dræbt af en vanvittig bondeknold:
“Thessi tídendi spyrjaz nú. Sigurdr var nú einn hér til frásagnar. Ríss thá enn illt ord á Sigurdi. Thær Thuridur meginekkja og Thóra dóttir hennar frýja mjök Leifi Özurarsyni, at han vili aldri hefja handa, hverjar skammir, sem theim eru görvar, leggja á han fæð og fjandskab, en hann hafdi vid gott thol ok mikit.” (side 74,l.35-39)
Ordet “skammir” betyder vanære. Kvinderne var klare over, at en af Thrandrs mænd havde uskadeliggjort en af deres unge helte. Den højt stående kvinde, en slags dronning på Færøerne, Thora Sigmundardóttir, bestemte, at det skulle hævnes. Og det blev gjort så eftertragteligt, at den årelange fejde, der opstod ved drabet på Brestir og Beinir blev tilendebragt. Ære var lige så værdifuld for Thuridr og Thora som den var for den norske konge. Så snart den blev krænket var fanden løs.
Thuridr beskrives ikke ud fra indre kvaliteter. Hun var en smuk ukomplic-eret natur. Mandens stræben efter magt og indflydelse fik hende til at skifte bopæl og forsvare deres fælles hjem så godt som hun kunne.
Thora er den eneste kvindelige person i Færingesaga, der beskrives både i det ydre og indre. Hendes ord og handl-inger sidestilles med de mandlige hovedpersoners ord og handlinger:
“Thá hóf Thrandr bónord fyrir hönd Leifs ok bad Thoru til handa honum, dóttur Sigmundar; thótti that líklegast til heilla sátta; baud Thrandr ad gæda hluta Leifs med miklu fé.
Thessu var tekid seinlega af öllum theim, en Thora sjálf svarar svá: “manngjarnliga mun ydr mér þykkja
fara: ek vil á thessu gera kost fyrir mina hönd; ef Leifr er eidfærr at han sé eigi födurbani minn ok eigi menn til fengit at drepa födur minn, thá geri ek thann kost á, at han skal víss verda, hvat er födur mínum hefir at bana ordit eda hverr valdr er dauda hans, ok at öllum thessum hlutum fram komnum thá megum vér gera sætt med oss med brædra minna rádi ok módur ok annarra frænda várra ok vina.” (side 58, 1.9-19)
Det er ikke pengene Thora er interesseret i. Og her er Thrandr ikke nærig. Han er villig til at betale meget for en forsoning. Thora antyder, at det ikke er på grund af seksuel tiltrækning, at hun eventuelt vil gifte sig med Leifr. Det er opklaringen af mordet på hendes fader, der er det vigtigste. Slægtens sammenhold understreges også. Det er faktisk Thrandr og Thora, der forhandler. Leifr er en skygge. Men – igennem ægteskabet med ham, kan hun opnå den politiske status hun ønsker. Fra starten af skal Leifr vide, at det er hende, der bestemm-er. Via ægteskabet med en medgørlig mand opnår hun status og magt.
Mange folkesagn handler om drenge, der til sidst fik hævn for drabet på deres fader. Her er det en kvinde, der får den funktion. Thoras funktion i Færinge saga viser, at en klog og snu kvinde kunne få sin vilje igennem ægteskabet, når det gjaldt uadadvendt politisk indflydelse.
Da den sidste og stærkeste barriere for kongens magt i det lille samfund er brudt, var det ikke en kvindelig general, der blev kongens lensmand. Det var fortsat hendes mand. Thora var aktiv som et tænkende væsen, der fungerede bag ved sin ægtemands fysiske kræfter.
Kvindernes generelle funktion i Færinge Saga præges i høj grad af deres politiske passivitet. Det tyder på, at sagaen er skrevet af en mand. Kvinderne er som regel i baggrunden, mens mændene fører sig frem i hinandens selskab, enten samarbejdende, eller modarbejdende hinanden.
De hjemlige sysler på garden gøres kun én gang til et omtaleemne (på det norske fjeld), men der er udførlige beskrivelser af mændenes beslutningstagen,risici, udfordringer, erfaringer, kampe, politisk virke. Kvindernes funktion ifølge Færinge Saga var at yde tjeneste. Deres liv prægedes ikke af udfordringer. De var hustruer, friller, mødre og hjemmegående – med andre ord altid knyttet til en husstand, hvor en mand bestemte tingenes tilstand. De var yderst sjældent blot kvinder hvis bevidsthed kunne beskrives med en lignende intensitet som en mands bevidsthed behandles. Thorgerdr Hølgabrúdurs tankegang er ikke genstand for beskrivelse,heller ikke Thuridr meginekkjas meninger.
Thora Sigmundardóttir er den eneste kvindelige person i Færinge Saga, hvis bevidsthed og meninger får en behandling – fra forfatterens hånd – som kan sammenlignes med den behandling de mandlige personer får.
Derfor er det tankevækkende, at i dag, knapt 1000 år efter Thrandr og kong Olafs kamp om herredømmet på Færøerne, er det ikke Thoras navn, der lever i folkemunde.
I Island kaldes en, der prøver at forhindre noget “Thrandur í götu”. På Færøerne holdes der en årlig fest i slutningen af julimåned: Olai-festen – for at fejre Kong Olaf den hellige.
Thora, som havde en aførende funktion i færingenes og øernes skæbne, huskes ikke som den aktive kvinde hun var. På eftertiden virker hun som en skygge bag ved mændenes kamp om magt og penge.
København, d. 7. Agust 1984