ELÍSABET JÖKULSDÓTTIR
FODBOLDHISTORIER
(Snakke sammen drenge)
Mál og menning
Reykjavík 2001
Denne bog er tilegnet mine sønner Kristjón, Garpur, og Jökull med ønsket om, at det en dag vil regne med fodbolde.

EN HISTORIE FRA BÆNKEN
Han lagde sig på bænken hos mig efter kampen og jeg bredte lagenet over ham op til ribbenene, tog fat i hans skuldre og det var som om han ikke i herrens lang tid havde trukket vejret, da han lod et støn glide fra brystet og jeg regnede med, at han ville begynde at tale om kampen og trævle alle afleveringerne op, indtil han blev tacklet på banen og han mistede et straffespark i dette voldsomme regnskyl og i stedet for begyndte han på en anstengt måde at fortælle mig, at forleden var hans kone smuttet ud til købmanden for at købe ris til en risret, som de havde tænkt sig at servere for nogle gæster og da hun kom tilbage, havde hun uden videre revet pakken op og hældt risene over ham der, hvor han sad og kiggede ud i luften og havde råbt til ham, at han aldrig kunne give hende orgasme og nu tænkte han på, om det var hans pligt at give denne kvinde orgasme, han havde troet, at det måtte være et samarbejde, men i stedet for lå hun der under ham skrævende og gabende åben og han havde ikke fået ris på sig siden den dag de blev gift og han kunne aldrig glemme den dag, for det var dagen efter finalekampen, hvor han fiksede et straffespark, som han selv tog, bolden strejfede skillelinjen, gik lige ind og sad fast i nettet; da bredte jeg lagenet over ham og lagde hånden på hans mave og hørte ham græde, selv om jeg vidste, at han ikke skulle kunne græde. Da syntes jeg han var så lille, at jeg følte at jeg måtte skære et stykke af bænken.

KAMPENS MAND
Som han plejede lå han længe stiv på bænken og som jeg plejer måtte jeg lade som om jeg var i gang med noget andet end forventet, dækkede ham til som om han var af porcelæn, glattede lagenet ved at hive i hjørnerne og sørgede for, at det ikke var krøllet nogen steder, for at få ham til at slappe af, for han var sky som en sort panther og selv om jeg må sige, at han var den mest modtagelige af alle på holdet og nød at blive masseret som om han var skabt til det og blød som en kalvemule under mine hænder, måtte jeg hver gang nærme mig varsomt som om det var hans første gang på bænken og vi ikke havde set hinanden før og jeg var tit ved at præsentere mig og sådan var det også denne gang selv om han var blevet kåret som kampens mand og jeg nynnede og glattede lagenet som om det var en dug på et festbord og det virkede, han slappede af og strålen stod ud fra ham lige som, da han kørte op ad kanten og han spurgte om jeg havde set græsset efter kampen det havde været et åbent sår, så skældte han dommeren ud, han havde ikke fortjent det gule kort, sagde så, at han ikke forstod hvorfor han altid med enorme fagter skulle takke publikum, det var ikke hans stil, forstod ikke en pind af træneren, han havde signaleret, at han skulle komme udenfor, men havde ment en anden, han kunne heller ikke fatte hvorfor hans kammerater ikke havde afleveret mere til ham, han havde for det meste været fri i den sidste halvleg og kunne have sparket i nettet, han var skingrende gal på grund af det og som om det ikke var nok, havde konen ikke syntes han fortjente at se den amerikanske thriller “Seven” tre gange, når han vidste til punkt og prikke hvad han var i gang med og gjorde det, når han syntes han måtte være stærk og hård og hensynsløs, det var det eneste, der duede, det burde alle og enhver forstå om fodbold, han var teknisk nok og flot, der manglede ikke noget, han kunne sige det her på bænken, hvor man kunne sige tingene ligeud, men han måtte tit opmuntre sig selv, selv om han holdt det for sig selv, det var hans stil og endelig sagde han, at han ikke forstod sig selv, for mest af alt havde han lyst til at blive bonde, jorden var så blød og fugtig og varm og så ville han blive sin egen herre. Jeg kunne fornemme, at han var blevet blød som en barnenumse bortset fra, at der var en knude mellem skulderbladene, så jeg sagde, at jeg ville lige give ham en omgang. Da fór han op og sagde: sikke noget forbandet sludder, jeg er overhovedet ikke interesseret i at blive bonde, man bliver som en mjavende killing her på bænken, som altid.

DYGTIG PÅ MIDTEN
Han var ret følelsesladet da han sagde, at han ikke kunne holde det ud længere, at der altid stod i aviserne, at han var dygtig på midtbanen og det var oven i købet begyndt at inficere privatlivet, for så snart de havde slukket lyset og legen var lige ved at begynde, når hun hviskede i hans øre: vær nu dygtig på midtbanen.

PUTTEN
Hun lå i den grad i forsvarsstilling, at han havde gevaldige problemer med at putte den ind.

KANTMANDEN
Jeg havde masseret ham i en halv time, da han endelig gav et livstegn fra sig, musklerne i brystet var stive som på en trawlerfisker, som betød, at han havde svært ved at trække vejret dybt, men endelig kom det, brystet hævede sig som en bølge og jeg anbefalede muskelafslapning, men han sagde, at det havde han slet ikke brug for, han behøvede blot at få lov til at være på fløjen og hvad det skulle betyde at sætte ham i forreste linje og han lavede bare mål, fordi ingen anden på holdet syntes at kunne score og det var som om ingen havde fundet ud af, at han var fløjmand af liv og sjæl og ingen syntes heller at forstå mænds psyke, så han prøvede slet ikke at fremhæve sig selv, han ville bare overraske og skabe målchancen, dette var lige som, da han lærte sin kone at kende, hun ville selvfølgelig have troet, at hun var i gang med at charmere ham og ville selvfølgelig ikke have opdaget, at han havde scoret hende. Og nu begyndte hans bryst at hæve sig ligesom i bølger.

OVERTROEN
Jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde, sagde manden ked af det, da han havde fundet sig til rette på bænken og da jeg bøjede skudfoden, hørtes et smæld i knæet, så jeg fortalte ham, at vi ville begynde med at afkøle det og han skulle prøve at slappe af, men da rejste han sig op på albuerne og spurgte hvordan han skulle gøre det, han var blevet dømt off-side. I kampens eneste chance og han så kun sort, da han så linjevogterens flag i samme øjeblik som tilskuernes jubelråb blev kvalt og man lukkede en massegrav og han havde fuldstændig mistet jordforbindelse, han som havde gjort alt på den perfekte måde i dag, taget underbukserne på på vrangen, sagt god aften ved morgenbordet, startet bilen med hoveddørsnøglen, ringet til et forkert nummer og vasket håret med barbersprit, for han var vant til at lave alt omvendt på en kampdag, så han ville gøre alt rigtigt i kampen, men han funderede over hvad det var han havde glemt i rækkefølgen, den eneste ting som bestemte resultatet og siden holdt han en godt indøvet tale om, at overtro ikke blot var overtro, men spørgsmål om forbindelser, at forbinde sindet med aktiviteter, som dannede et tæt net og ingen steder et hul, hvor noget mislykkedes, men da jeg spurgte om ikke det var en god idé at lave en forbindelse til gud og sig selv vrissede han og sagde, at han aldrig hørte noget fra gud på grund af trænerens råben og tilskuerens larmen og hvad angik ham selv havde han skabt dette system, ellers ville han stirre ud i den tomme luft. Til slut klappede jeg ham på knæet, sagde at det ikke så dårligt ud og knæet hurtigt ville blive i orden, at han kunne bede sine bønner og da smækkede noget i, han dækkede ansigtet med hænderne og sagde, at han havde glemt selveste fadervor, mumlede så noget ud i luften som om han prøvede at berolige sig selv, men ordene bar ham væk ligesom balloner og det sidste jeg syntes jeg hørte ham sige var, at han ikke vidste hvordan dette skulle ende.

I MÅLET
Så sjældent som han kom på bænken, havde han fået et tordenskud i maven og smerte under ribbenene og siden i lysken. Og han havde næppe lagt sig, inden han brægede om at blive målmand eller ikke målmand og snakkede så løs og jeg har en anelse om, at disse ustandselige idéer har holdt ham oppe i målet og det blev endda også tit hans lod at holde holdet flydende, men mens jeg gav ham forbinding under ribbenene, varme omslag i lysken og undersøgte, om maven var på sin plads, sagde han, at han havde en ny teori om at være målmand, eller ikke målmand, blev tavs som et fuglegær, men gav endelig los og hævdede, at det at afværge et skud og lave mål, det var ét og det samme manglede blot, at tilskuerne forstod det og jublede derefter. Jeg brændte efter at høre mere, men det usædvanlige skete, at der ingen fortsættelse var. Endelig sagde han, at han blev nødt til helt til bunds at forklare dette for mig, ventede lidt som om han ville lave udsparket og hviskede så, at når et mål bliver lavet, eller et skud, holder forsvaret øjeblikkeligt op med at eksistere, men man har alligevel ramt øjeblikket. Når det sker, bliver øjeblikket evigt det selvsamme og man ved ikke om man er levende, eller død og det bekræfter da, at det er ét og det samme og det havde så sandelig vist sig i sommers, at det er alt sammen ét og det samme, tabkampen og topkampen og endte så sin tale som om han var i gang med at forsvare ære eller redelighed.
TORDENTALEN
Efter en taberkamp mod det nederste hold i divisionen, bad træneren om lov til at komme på bænken og ønskede en vurdering, selv om jeg syntes han hellere skulle tale med en psykolog, men han gentog det, som jeg selvfølgelig ikke havde kunnet undgå at høre i pausen.
At han så sandelig havde tordnet over drengene, ladet dem høre hvad man snakkede om i logen og at han ikke ville være den sidste til at nævne, men ikke kunne modstå den fristelse at tordne over dem om hvem de troede de var, om de troede de var konger og selv om han ikke havde nogen særlig lyst til det, havde han ikke syntes han kunne gøre andet og nu skulle jeg være enig i dette, men spurgte mig selv hvordan man kunne sige det, uden at sige det og til slut besluttede jeg at tage det som en vittighed og sagde, at det ville sikkert vare længe før konger lod sig skælde ud; da rejste træneren sig og sagde, at han ikke behøvede denne omgang, han gjorde næsten ikke andet end stå ved sidelinjen, men hvis ikke det var nok til at de vandt den næste kamp, ville de miste ham.

MESSEN
Tingenes tilstand var ligesom ikke i den fineste orden i denne turneringsperiode.
Og træneren kom på bænken med en skeptisk mine, selv om han så bønfaldende på mig som om jeg var en sjælesørger og sagde, at han ville sige op, hvis ikke det duede at messe over drengene ret grundigt som var ventet, men det var som om jeg altid havde lyst til at være morsom overfor denne træner og jeg fortalte ham, at man havde messet over folk i to tusinde år, men at kirkerne alligevel var gabende tomme, men da så han på mig som om hans sidste håb var blevet knust og sagde, at han måtte på en eller anden måde blive befriet for dette helvede. Jeg sagde at jeg aldrig havde hørt, at en opsigelse var nok for at man kunne komme ud fra det onde sted og troede, at man hellere behøvede at lave nogle armbøjninger.

SELVTILLIDEN
Hele den snak om selvtillid var blevet for meget påstod han, lukkede øjnene og tog en dyb indånding, han havde ikke ladet holdets resultater have nogen indflydelse på sig og fået kredit for hver eneste kamp selv om holdet nærmede sig en katastrofe, han sagde, at han havde hørt hvad træneren forleden påstod i aviserne, at nu havde drengene ti dage til at bygge selvtilliden op, inden den næste kamp og håbede at de ville gøre det. De havde fået selvtillid på hjernen og den gjorde ikke andet end være i vejen for dem under kampen og han kunne slet ikke begribe hvordan selvtilliden kunne fejle sådan, den fejler ikke medmindre man vil have den til at fejle, de var alle rutinerede mænd og helt hen i vejret at lade det have indflydelse på sig, det var som om intet andet var noget værd og man kunne spille fodbold alene i kraft af selvtilliden, mange andre ting skulle der til, man skulle blot glemme det der med selvtilliden, han var i hvert fald blevet dødtræt af denne selvtillidssnak, åbnede øjnene stirrede op på loftet og spurgte om jeg troede, at dette loft var stærkt nok, han havde på fornemmelsen, at det kunne falde ned, når som helst, trak vejret utydeligt og sagde, at han syntes det var ubehageligt at ligge sådan under et tyndt lagen, hvis betonen i loftet gav sig.

PÅ RESERVEBÆNKEN
Det var som om hans legeme var i en spændetrøje, eller som om han havde formet musklerne og hele overkroppen til den trøje og hvis han selv var et eller andet sted indenfor, så vidste jeg ikke hvorfor han ikke var i stemmen, stemmen var spændt, som en violinstreng, da han sagde, at han havde døjet på bænken som en hest, der skutter sig for uvejret og han syntes ikke det var synd for ham, bænken måtte godt være i ødemarken midt på vinteren og det kunne han holde ud, men på den anden side kunne han ikke holde ud, at det var som om han ikke kunne give op være ligeglad, han var altid lige anspændt hvert minut, hvert sekund så tynget, at hans sanseapparat næppe kunne klare at administrere det, hvert øjeblik ventede han på at blive sat ind, han vidste at opvarmning ikke behøvede at være særlig vigtig, men hver celle i hans legeme ventede på, at i løbet af et minut, et sekund, ville træneren sige: vær parat og han forstod ikke hvordan sanserne kunne virke under denne spænding og hvordan jeg troede det var for legeme og sjæl at være sådan i paratstilling en hel sommer, han var begyndt at tro, at det var hans stilling, paratstillingen, og han fejlede ikke noget hverken i benmuskler, knæ, lår, lysken, hofterne, skuldrene eller hovedet, som ikke aktive spillere, nej, det var ikke det, men hvis jeg kunne være så venlig på en eller anden måde at slukke for ham simpelthen på en eller anden måde, bare på en eller anden måde, ligemeget hvordan, men sådan, at han holdt op med at have disse endeløse uudslukkelige forhåbninger. Så brast stemmen og jeg så ingen anden udvej end at klistre stemmen sammen med nogle udvalgte ord fra mit eget bryst. Og da jeg lyttede til det jeg sagde, fandt jeg ham endelig i mig selv.

DET STORE FORSVAR
Sweeperen faldt tit i søvn på bænken ligesom de andre, men sov længst af dem alle, for han syntes der var nok årsager til at afværge vågentilstanden og vågnede aldrig inden han syntes der var årsag til at afværge søvnen og sweeperens opførsel gav det en fornyet dybde: hvorfor vi sover og hvorfor vi våger.

HJØRNESPARKET
Hver gang han lavede et hjørnespark, begyndte han med at rydde lidt op i hjørnet, bredte en tæppestump ud, stillede en flødeskål op og blæste i det gyldne horn.
Og da begyndte indsvinget at svinge aldeles godt.

DØDECHANCEN
Han havde brændt chancen af og hørt sine fans ånde hele deres luft ud og være længe om at indhalere en ny dosis og en dødechance kaldes vel ikke for en dødechance for ingenting og selv om det var hver spillers drømmechance, kunne de ikke alle beskrive det. Hvis han skulle prøve, så ville han pludselig se muligheden for at gå solo og løbe opad banen og finde sin egen styrke samtidig med, at han blev båret frem af en ukendt kraft, han løb med lysets hast samtidig med, at han sneglede sig frem, sansede, at hver eneste celle var i færd med at genskabe sig, samtidig med, at han ikke vidste bedre end, at han var blevet begravet i landnamstiden og et eller andet sted i en fjern vintercyklus genkendte en målmand, da han dukkede op foran ham. Så han gjorde selvfølgelig sit bedste.

SNAKKE SAMMEN DRENGE
Munden på ham var som en rød streg og han så ingenlunde ud som om han ville sige noget, så jeg spurgte ham, om han havde mistet mælet. Han rystede på hovedet, men jeg kendte de ømme punkter, som jeg kunne trykke på og idet han ømmede sig fik han mælet igen, men det var som om tungen var i vejen, da han sagde, at det var helt mærkeligt, at de ikke havde snakket sammen, de vidste det alle som én, at det at snakke sammen tændte energien på holdet og blot det at snakke sammen kunne ændre en tabt kamp til en vundet kamp og det at snakke sammen lignede mest et mirakel, det var næsten som om de kunne være talentløse, erfaringsløse og uduelige blot de snakkede sammen, ja, de kunne vinde en kamp kun i kraft af det, men de var en gang til blevet tavse, selv om både træneren og tilskuerne havde skreget og hylet til dem at de skulle snakke sammen, men de havde ikke hørt det, eller hørt det i det fjerne, fra en anden verden, jo, de havde hørt noget, men det var tom snak, de havde bare ikke kunnet åbne munden, nogle gange var der bare ikke noget at snakke om.

DOMMEREN
Dommeren fik trænerens tilladelse til at komme på bænken efter kampen, men han klagede over nogle mærkelige smerter og selv om ingen af os snakkede om det vidste vi alle, at dommere er sarte ligesom ørkenblomster og jeg måtte endda spidse øren, da han begyndte at tale og sagde, at han for længe siden havde lukket alle sanser på grund af skældsord
og forfølgelse, men da skete hverken mere eller mindre det, at den store overdommer havde åbnet for sine indre sanser og den indre hørelse gjorde, at han hørte spillernes åndedræt i alle variationer og på den samme måde havde han lugtet deres sved og så havde han set åndedrættet og sveden ligge som et fint væv over grønsværen og fornemmet bølgen fra spillernes bevægelser og da havde han ikke kunnet undgå at smage kampen og da smagen blev dårlig, tog han fløjten frem og kortene, men netop da virkede hans sjette sans og han hørte råben fra tilskuerpladserne: træk forhuden fra øjnene din sorte satan. Først troede han, at det var en første del af et vers, som han skulle gøre færdigt, men gjorde så som der blev befalet og da blev alt ligesom så gråt og tavst uden lugt og smag og ingen bølge, som bar ham til og fra på banen, så han spurgte om han kunne få en håndspålæggelse i stedet for massage, for at komme tilbage til sin forhenværende lyriske tilstand.

DET RØDE KORT
Han fik nogle gange det røde kort for at kæfte op og det var tungt at bære og den eneste måde han kunne få sjælefred på var at vise sig i en kvindes drøm, som tog hele verdens røde kort og blandede dem på ny.

MÅLMANDEN
Jeg er ikke mærkelig, sagde målmanden, jeg er ligeglad med hvad andre siger, det er bare således, at vi målmænd beholder vores personlige præg bedre end andre på holdet og disse personlige præg bliver mere synlige som årene går og bliver tydeligere og det eneste jeg skal passe på er, at jeg ikke tror at jeg er noget.

FINTEBEVÆGELSEN
Synes du det er i orden hun er holdt op med at se på mig på banen, men bare følger mine bevægelser, sagde han og ved du hvorfor, fordi hun har hørt, at der er noget, der kaldes for fintebevægelser, som jeg bruger, når hun beder mig at gå ud med skraldet, eller lave kaffe. Jeg har ovenikøbet nogle gange brugt fintebevægelser i sengen. Og det er ikke fordi jeg har lyst til at snyde nogen. Jeg er bare så god til det.

SWEEPEREN OG HANS BEDSTEMOR
Jeg bad ham om at lægge sig på maven og han tav i et godt stykke tid, inden han begyndte at tale, men det må siges som det er, at forsvareres tavshed er blandt de mærkeligste tavsheder, slet ikke ubehagelige, tvært imod, men tænder for fantasien og det var ligesom det skete hos ham selv, for han sagde at han troede, at han havde sweepertalentet fra sin bedstemor, som var syerske og derfor kunne han, hvis nødvendigt, sy alle disse huller i kampen, eller dække alle disse skel i forsvaret og mellem forsvar og midte, himmel og jord og på plejehjemmet havde hans bedstemor et billede af ham i fodboldtøj. Og han havde den regel at besøge sin bedstemor inden en kamp og prøve at bygge en bro over skellet mellem dem, men hun blev ved med at tylle cola og han måtte ikke drikke cola inden en kamp, så i stedet for fokuserede han på generationsskellet; at lytte til den afgrundsdybe tavshed, som lå i luften, tavsheden, som var ligesom tavsheden mellem denne verden og en anden.

FYSIOTERAPEUTEN
Jeg tog selv den beslutning at lægge mig på massagebænken. Jeg ved ikke hvorfor jeg aldrig har gjort det, dette faldt mig bare pludselig ind, jeg var en smule træt, så jeg lukkede øjnene, trak vejret dybt for at slappe af og følte hvordan musklerne slappedes af én efter én ligesom i et orgel, som stønner, men da jeg skulle til at lægge hænderne på maven og prøve et øjeblik at glemme mig selv, skete der noget mærkeligt, ja ,jeg vil kalde det mærkeligt, jeg følte som sagt eller sansede, lad os sige at jeg så det simpelthen, brækkede ben, blå mærker, hudafskrabn-inger og noget i maven så jeg løftede hænderne og holdt dem foran ansigtet og åbnede øjnene og jeg så mig selv. Jo, det var som om der var øjne i mine hænder og fra fingrene lå der hårfine tråde, gad vide hvorhen.

EN KAMP SOM IKKE BLEV UDSAT
Springvande, kaskader af vand og pytter, øsregn og de anede ikke hvor de var, der var intet, nøjagtig ingenting, som lignede en fodboldbane, intet nøjagtig ingenting, som lignede en fodboldkamp, selv om de sparkede til noget og selv om de hørte et eller andet brøl i det fjerne, kunne det lige så godt være olme tyre og ikke tilskuere og skriget i fløjten kunne lige så godt komme fra en vingebrudt fugl, ja, der var intet, som betød noget som helst bortset fra, at hvad det end var, varede det i halvfems minutter og der var en måltavle som viste enten livsgådens løsning eller guds svar til menneskeheden: 2 – 1

TRÆNEREN I ANDEN DIVISION
Jeg fortæller dem, at livet er træning klokken ni på en lørdagmorgen, at de skal møde med taskerne, træningstøjet, knæskånerne, skoene, håndklæderne, præsenterer øvelserne, følger med i deres tre kilometer løb, et hundrede og halvtreds armbøjninger, hovedstød, driblinger,
deler i hold, følger med i hvordan de bærer sig ad, hvordan de kæmper, hvem giver op, hvem bliver vrede, hvem spiller for holdet, hvem spiller for egoet, jeg sender på sidelinjen, ser på træning på træning, aflevering på aflevering, genner dem frem, instruerer dem, giver dem råd, råber på dem, lader dem løbe baglæns ude i siderne, tilbage i forsvaret, aflevering frem og krydse over på sidelinjen, aflevering hen til målet og i nettet og næsten reddet af målmanden, igen ud på banen med bolden. Så ved man ikke hvad der bliver af disse mænd.

MOREN
En af dagene når jeg det, sagde moren, hvor hun stod og så på kampen, men øverst i hendes sind var der altid spørgsmålet om hvilken rolle hun spillede, om hun skulle lave kødsuppe eller stege en kølle inden kampen, om hun skulle spå tab eller sejr for holdet, om hun skulle sige held og lykke eller pøj-pøj, om hun skulle møde til kampen med forklædet eller sweateren på, om manden stod forkert, om dette skulle med ind, om denne var kommet til skade og om ikke alle helt klart kunne se, at hendes var de bedste, selv om hun også ville beholde dem for sig selv og så stirrede hun på kampen som om hun var ved at løse livsgåden, så hun kunne være på talefod og hun så, at midterspilleren fangede bolden og så fangede backen bolden og så fangede wingspilleren lige bolden og alligevel lykkedes det målmanden at tage bolden og aflevere…………..

EN HISTORIE FRA BÆNKEN //
KAMPENS MAND //
DYGTIG PÅ MIDTEN //
PUTTEN //
KANTMANDEN //
OVERTROEN //
I MÅLET //
TORDENTALEN //
MESSEN //
SELVTILLIDEN //
PÅ RESERVEBÆNKEN //
DET STORE FORSVAR //
HJØRNESPARKET//
DØDECHANCEN //
SNAKKE SAMMEN DRENGE //
DOMMEREN //
DET RØDE KORT //
MÅLMANDEN //
FINTEBEVÆGELSEN //
SWEEPEREN OG HANS BEDSTEMOR //
TERAPEUTEN //
EN KAMP SOM IKKE BLEV UDSAT //
TRÆNEREN I ANDEN DIVISION//
MOREN //