Tekst af Úlfur Hjörvar, oversat af Inga Birna Jónsdóttir

Alt hvidt – gardinerne, væggene, toiletbordet, lammeskindet foran sengen, selve sengen og sengetøjet.

Kvindens hår også næsten helt hvidt på hovedpuden og ansigtet så øjnene, nu åbne, lignede blålige vintersøer bortset fra skæret af en besynderlig frygt. Desuden var det en varm dag midt på sommeren. Ind i mellem rørte en brise næsten lydløst de lange gardiner og solstrålerne listede ind på gulvet; stærkgult lys skinnede udenfor vinduet og trængte ind i rummets milde hvide skær ved det mindste vindstød.

Nu huskede kvinden, at hun var vågnet ved en usædvanlig lyd; et metals ramlen mod sten og høj regelmæssig rumlen, der begyndte som en lav tung susen, men endte som øredøvende drøn. Hun havde måske ligget længe med åbne øjne, men det føltes, som om hun lige var vågnet med et spjæt, og denne mærkelige støj stammede fra et sted i hendes drømme, der nu svævede lydløst bort som mystiske kulisser.

Hun vendte hovedet, så hendes højre kind lå tæt mod puden og åbnede øjnene helt; også munden og nu lod hun fingerspidserne glide frem og tilbage på sine blege læber. Hun lå sådan i et godt stykke tid, så sig omkring i værelset og gradvis gik det op for hende, hvem hun var og hvor hun var, men så begyndte hun at erindre dagen i går og håbede, at det ikke ville blive ubehageligt.

Hun huskede, at hendes datter Bjørg var kommet, eller i det mindste havde ringet, men hun kunne ikke huske, hvad de havde talt om. Sandsynligvis om værelserne ovenpå, som havde stået tomme, siden pigerne flyttede hjemmefra, og som Bjørg ville have hende til at leje ud. Aldrig!

Nå, men så havde hun været henne ved slagteren at købe ind – eller var det i forgårs?

I denne del af hendes erindring startede støjen igen, og nu hørte hun tydeligt, at den kom fra gaden udenfor vinduet og ruderne dirrede, mens det drønede højest. Derefter blev det igen helt stille. Hun satte sig på sengekanten, lænede sig langsomt mod morgenkåben på stolen ved toiletbordet, smøg morgenskoene på og tog morgenkåben på, idet hun gik hen til vinduet. Hun trak ikke gardinerne fra, som hun plejede, men kiggede ud mellem dem og så hvad der foregik. Udenfor stod der nogle mænd, som tilsyneladende havde gravet fortovet op langs hele huset; fliserne var blevet stablet op hist og her, men imellem dem var der jordbunker. Hun blev forskrækket, da hun så ned i den lange, åbne grav og fattede ikke, hvad der foregik, før hun så alle ledningerne; sorte kabler, tykke og smalle rør, som syntes at hænge løst i luften over grøftens bund. Ude på gaden, på den anden side af grøften, stod der et gult monstrum, hvorfra støjen kom, de enorme drøn, som så holdt helt op, indtil maskinen igen fik et raserianfald, og alt skælvede omkring den.

To mænd stod ved maskinen, to andre sad på hver sin flisestabel, mens den femte stod foroverbøjt nede i grøften. Han var den yngste af dem, knapt tyve år, med nøgen overkrop, svedglinsende og brun. En smuk dreng. Det forekom hende, at han uden held var i gang med at putte enden på et plastikrør, som han havde mellem knæene, ind i et lidt større rør.

De andre opmuntrede ham, lo ad ham og råbte adskillige gloser om hans formåen. Sikke et ordvalg! Havde disse mænd hverken koner eller kærester? Og unge døtre? Kunne de ikke finde på andet end disse grovheder overfor drengen? Det var godt Jonas ikke var hjemme for ellers ville de unge mænd sikkert have fået det at høre.

Så snart maskinmonstret igen overdøvede mændene, trak kvinden sig hurtigt væk fra vinduet, uden at nå at lukke det. Hun var helt forvirret, famlede med den ene hånd ud i luften, men kunne så ikke huske, om hun havde villet trække lænestolen til sig fra hjørnet ved stue-døren, eller svare telefonen på bordet foran den. Havde den ringet? Nej, den var helt tavs, og til sidst satte hun sig ned i stolen, hvor den var, og så længe på telefonen. Nu ville hendes døtre sikkert ringe. Det gjorde de som regel, lige efter at hun var vågnet. Ikke alle, men en af dem. De skiftedes til det siden hun blev alene. Men måske var hun vågnet meget tidligere i dag, end hun plejede. På grund af støjen. Hvad mon klokken egentlig var? Nej, alt var som det skulle være. Klokken var næsten ti. Men hvorfor ringede ingen af dem så?

Kvinden sad helt stille i stolen og ventede. Der måtte være drivende skyer på himlen, fordi det blev vekselvis mørkere og lysere i værelset, og hver gang det blev mørkere, mærkede hun en kold træk sive ind ad vinduet. Hun skulle måske selv ringe og siden finde noget at spise? “Husk nu at spise noget mor,” var pigernes refræn, når de ringede.

Hun løftede røret, men fik ingen klartone. Hvor underligt! Var telefonen blevet lukket? Det var aldrig sket før. Jonas sørgede for altid at betale rettidigt.

Kvinden lagde røret på igen, rejste sig, gik langsomt ud i den sydvendte stue og derfra igennem spisestuen ud i entréen. Skulle hun gå hen til købmanden og få lov til at ringe? Det var aldrig sket før. Men hun kunne købe en lille ting og derefter få lov til a bruge telefonen. Og hun kunne forlange at få lov til at betale for samtalen. Hun skulle ikke have noget forærende.

Hun gik tilbage igennem stuerne og ind i soveværelset, satte sig ved toiletbordet og begyndte at ordne sit hår. Det sad godt, men hun skulle farve øjenbrynene og læberne og komme en smule pudder på. Det tog hende lang tid, men da hun havde trukket de to brune streger på sin blege pande, farvet læberne røde uden at ramme for meget udenfor og sad med pudderkvasten i hånden, gjorde hun et kort ophold. Åndsfraværende stirrede hun på billedet af sig selv og følte et øjebliks glæde over måske at skulle i byen, til et selskab eller i teatret sammen med Jonas, indtil spejlets metalblanke lys vækkede hende. Hun strøg hurtigt med pudder-kvasten nedad på begge sider af næsen og rejste sig. Med en del anstrengelse tog hun den første hverdagskjole fra klædeskabet på, og inden hun igen forlod værelset gik hun langsomt, men uden tøven hen til vinduet, trak gardinerne fra og låste vinduet omhyggeligt. Udenfor glimtede solen på det tavse maskinmonster og mændene var pist væk. Var det meningen at forlade stedet helt åbent? Eller holdt de bare en frokostpause? Klokken var jo kun halv tolv. Sådan var tingenes tilstand, havde Jonas sagt. Alligevel var hun glad for, at morgenen var gået så hurtigt, selv om hun samtidig så frem til eftermiddagen – og aftenen.

Da hun igen var ude i entréen, ville hun som sædvanlig, fortsætte ind i køkkenet, men kom så i tanker om hvor hun ville hen og satte sig på bænken ved hoveddøren for at tage sko på; gamle spadseresko af god kvalitet med brede, lidt høje hæle. Da hun havde fået dem på rejste hun sig med besvær, anstrængte sig for at nå sin frakke fra en bøjle på stativet og rakte op på hylden efter sin hat. Da hun havde den i hænderne, stod hun et øjeblik forvirret, for hun kunne ikke lige huske om hun var på vej ind eller ud – og hvorhen. Endelig huskede hun telefonen og samtidig erindrede hun, at hun netop var på vej til købmanden på den anden side af gaden for at få lov til at ringe. Mens hun satte hatten på hovedet foran det store konsolspejl, tænkte hun på købmanden, som de i alle de år havde handlet hos, men alligevel ikke kendte ret meget. Var de ikke altid Des, eller var den tid også forbi? Hun havde selvfølgelig tit sendt pigerne over til ham for at købe småting. Selv gik hun næsten aldrig derover, men bestilte de fleste ting per telefon og fik dem tilsendt; så betalte Jonas regningen ved månedsskiftet. Han hed Magnus, købmanden. Hun kunne slet ikke huske hans efternavn. Han var en behagelig person, ikke fra Reykjavík. Hans kone havde været pige i huset forskellige steder inden de blev gift. Dog ikke hos hende og Jonas. Åh, hun brød sig ikke om at bede om lov til at ringe hos disse mennesker, turde dog ikke andet.

Da hun åbnede hoveddøren, fik hun et chok. Fortovet foran trapperne var også blevet gravet op ligesom på sydsiden og alt så ud som der, men der var et bræt lavet af træ og cementplader var blevet lagt fra det nederste trin over grøften og ud til gaden. Frustreret betragtede hun dette rod. Hun ville aldrig kunne få fodfæste på sådan et gangbræt og slet ikke i de sko. Og aldrig i livet ville hun gå til købmanden iført sutsko! Hun havde altid set ned på de kvinder, som gik til købmanden i slidte morgensko og endda også med kåberne slængt over underkjolen. Hun var sikker på, at de kom fra den nederste ende af gaden! Hun havde set dem så tit. Nogle gange stod de to, eller tre sammen udenfor butikken med brune overfyldte papirposer i favnen, ruller i håret, rygende og snakkende, så andre måtte liste forbi dem.

Når hun nu ikke kunne komme ud, hvad skulle hun så gøre? Og hvad var der blevet af købmandsbutikken og købmanden? På den anden side var der blot en parkerings-plads med parkometre på rad og række og en bil ved hver eneste. Nu huskede hun, at butikken for længe siden var ophørt og inden huset blev revet ned var der endda en af de her videoudlejningsbutikker og den gamle købmand, Magnús; han var flyttet på plejehjem. Det havde nogen fortalt hende, og hun var glad, fordi hun kunne erindre alt dette. Pludselig huskede hun også, at på hjørnet deroppe var der kommet et supermarked nedenfor blomsterhandelen og der havde hun handlet længe, eller pigerne for hende når de kom. Deres børn gik også tit derover for hende. Alle de unger, dem havde hun helt glemt. Og pludselig huskede hun at der var en mønttelefon i supermarkedet. Tilgængelig for alle. Hvordan skulle hun kunne komme derhen over disse smalle bredder over grøften?

Da hun var ved at opgive det hele og skulle til at lukke døren, så hun mændene, som hun havde set den morgen komme gående ned ad gaden, og forrest gik den unge mand, med en ternet skjorte på, som ikke var sat ned i bukserne, men flagrede om hans brune og muskuløse krop. Selvfølgelig ville de kunne hjælpe hende. Den unge mand kunne ikke bare støtte hende over gangbrættet, han ville kunne bære hende hvor som helst i sine tatoverede arme!

Da kvinden løftede hånden for at vinke til mændene, mødte hun den unge mands funklende øjne og følte med det samme, at nu ville hun blive reddet. Hun skulle til at kalde, men manden der gik bagest, var hurtigere og råbte til den unge mand:

“Se Stebbi, hende der ville da ikke sige nej til det! Venter blot på dig!”

Hun kunne straks se på manden, at det ikke var meningen, at hun hørte dette, men han var ligeglad og grinede skævt. Og den unge mand – han syntes også at grine skævt.

Kvinden bakkede rædselsslagen ind og lod igen den tunge egedør smække i; stod siden rystende der i entréen, gned hænderne sammen og så på sit billede i spejlet. Langt om længe tog hun hatten af og smed den på bænken, tog frakken langsomt af uden at vende blikket fra sig selv i spejlet.

Der gik lang tid, inden hun vendte sig om for igen at hænge sin frakke op, tog sin hat fra bænken, lagde den på hylden og satte sig ned for at få skoene af og iføre sig sutskoene.

Der var dødstille i huset og dødstille udenfor, men da en bil susede ned ad gaden og også da hun hørte nogen kalde noget, hun ikke kunne høre ordene i, var det som om det ikke brød stilheden i huset; som om hun og stilheden udenfor var adskilte og hun selv lukket inde i husets evige stilhed, adskilt fra alt, som var udenfor; indtil telefonen ringede. Eller var det den? Nej, det djævelske maskinmonster var sikkert blevet sat i gang igen, for nu hørte hun de samme drøn som tidligere, og råbene måtte komme fra dem, mændene. Hun blev bange, men så tænkte hun på kælderdøren og rejste sig, åbnede døren ned til kælderen og møvede sig ned ad trappen. Her havde hun ikke været i lang tid og det var så mørkt i den inderste gang, at hun kun lige kunne skimte den grønmalede dør ind til pultekammeret, det gamle kul-lager og pigeværelset.

“Du skulle have en pige i huset,” sagde hendes døtre i ny og næ. “Det ville give dig sikkerhed mor, og du har så sandelig råd til det.”

Hun havde måske råd til det, men det med sikkerheden var uvist. De vidste lige så godt som hun, at man nu til dags ikke kunne få nogen ordentlige piger. Og sikkerhed hvor hun var . . . sikkerhed var at trænge ind i klippens hule, så langt ind, at man ikke længere kunne se de bærplukkende mennesker, heller ikke bilen eller chaufføren; krænge sig derind og sidde længe, længe, indtil far begyndte at kalde på hende for at vende tilbage til byen.

Og sikkerhed var at tage sit legetøj med langt ind på tørreloftet til det diamant-formede gavlvindue højt oppe over yderdøren og høre dem allesammen dernede og vide, at ingen af dem anede, hvor hun var…

Hun fór sammen da hun gik ind i noget, og fik smerter i sin hofte. Da hun famlede omkring, fandt hun ud af, at det var en kælk. Samtidig var hun nået ud til døren i den forreste gang og åbnede den. Da så hun yderdøren til kælderen, en tyk dør, også grønmalet med tolv små ruder øverst oppe. Derfra kom en smule lys, og hun så, at adgangen til døren nærmest var spærret af alle slags ting; gamle cykler, en rusten græsslåmaskine, en stor, grøn glasbeholder i en stråkurv, ski og en stor papkasse fyldt med slidte sko. Heldigvis sad nøglen dog stadig indvendig i låsen.

Men da hun skulle til at bane sig vej ud, hørte hun nogen gå ned ad trappen til kælderdøren og en skygge falde på ruderne. Hun fór sammen og trak sig instinktivt to skridt tilbage ind i mørket i den anden gang. Derfra kunne hun se et ansigt på ruderne, og da hun tænkte sig om, lignede det en af dem, mændene i grøfterne, den sorthårede med kluden om halsen. Han trykede sin næse mod ruden og stirrede ind, men så hende næppe; kiggede så ned og beskæftigede sig med noget; derefter hørte hun en hård stråle ramme kælderdøren udefra. Hvad i alverden var manden i gang med! Hvad var det for en opførsel?! Og nu så hun en våd stråle sno sig mellem stolpen og døren og samles i en lille, sort pøl i det tykke gulvstøv. Hun blev så forfærdet, at hun vendte sig om og ville være løbet op ad trappen. Nu var hun virkelig bange, uden at være klar over hvorfor, og gråden i hendes hals stammede ikke fra angst, men vrede.

Hun var nået midt op på trappen, da hun faldt; hånden gled af gelænderet, hun faldt fremover, og væltede så ned ad hele trappen. Det tog hende lang tid at finde ud af, hvad der var sket, men da det gik op for hende var smerten i hoften blevet uudholdelig og hendes højre arm lå lam under hende, da hun skulle til at rejse sig. Langt om længe nåede hun gelænderet med sin venstre hånd og kunne rejse sig op mod væggen; så trak hun sig selv baglæns op ad trappen, og da hun endelig nåede op i entréen, var hun følelsesløs over det hele og nær bevidstløs.

Hun lod sig falde ned på bænken ved yderdøren og lænede sig op ad væggen; hendes højre skulder sad skævt og hånden hang nedenfor sædet. Lidt efter lidt kunne hun samle sig og hun fik det meget bedre og nu måtte Jonas snart komme hjem fra klinikken. Alligevel havde han endnu ikke ringet og spurgt, om han skulle købe noget på vejen hjem. Det plejede han da at gøre. Havde nogen ringet i dag? Nej, ikke engang hendes døtre for at spørge, om hun havde lavet noget mad til sig selv – og om hun havde taget sin medicin. Du godeste, hun havde jo helt glemt sin medicin og havde ikke spist noget. “Du skal altid spise noget varmt mor,” sagde de gang på gang, “ellers går den ikke.” Bjørg var den værste. Nu ville hun sikkert igen begynde at foreslå plejehjemmet.

Men hvad var nu det her for noget? Det var som om, døren stod på klem ind til biblioteket, og der lød stemmer derfra. En behagelig lyd af mænds samtale. Hun hørte en lav klirren af glas og følte, at duften fra cognac og cigarer kom ud i entréen til hende. Nu lo nogen hjerteligt. Sikkert ad noget Jonas havde sagt. Men hvorfor var hun her? Hvorfor var hun ikke inde ved kvinderne? Jonas måtte have kaldt. De manglede måske mere kaffe. Hvor var pigen?

Kvinden rejste sig fra bænken med besvær og trak sig hen til bibliotekets dør, åbnede den langsomt med sin venstre hånd, lænede sig smilende et øjeblik mod dørstolpen, men faldt så med en mærkelig lav lyd på ansigtet ind i det grønne tusmørke.