Hitler

Vi ved aldrig hvornår han genfødes, men det gør han altid.
Læs verdenshistorien og se mønstret igennem alle tider.
Han får sig altid et nyt navn, så folk ikke kan genkende ham.
Han tror på et system.
Han mener, at han og hans artsfæller skal bestyre verden.
Han besætter landområder med sine djævelske maskintanker.
Han opøver en hær af marionetter, som ser op til ham og adlyder betingelsesløst.
Kun hans rige har ret til at eksistere, blomstre, blive magtfuldt i verden – mener han og det skal helst udvides, koste hvad det koste vil.
Hans udgangspunkt er at finde en fjende, helst én mand, én leder, som han siger har forkerte meninger.
Det næste skridt er at skabe angrebs-muligheder. Så mange af fjendens artsfæller som muligt skal af vejen og det kan ikke gå for hurtigt.
En atombombe på fjendens millionby er berettiget.
Men, inden han tager det afgørende skridt, smider han tonsvis af pizzaer ned til fjendens folk. Hvis ikke det får dem til at makke ret, kommer bomben, som gør arbejdet færdigt.
Vi har prøvet det før.