Det var i gamle dage, da mænd bød op i dans,
selv om man ikke kendte hinanden.
Han bar det fine navn Fyrstenheit.
Vi dansede tæt og han undersøgte
min kavalergang med sine store blå øjne.
“Hvad hedder du?” spurgte han.
“Jonna Jensen,” svarede jeg.
“Oh,” sagde han.
Det var waltz og han førte smidigt og sikkert.
“Hvad laver du?” spurgte han.
“Jeg går på gymnasiet,” var mit svar og tilføjede,
“Hvad laver du?”
“Jeg er professor i filosofi,” svarede han.
Jeg var begyndt at synes det var en meget lang waltz.
“Så spurgte han,
“Hvad vil du, når du er færdig i gymnasiet?”
“Skrive indtil jeg får Nobelprisen,”
var mit ærlige svar.
Han lo muntert.
Waltzen ebbede ud og vi stod stille overfor hinanden.
“Ja, men du er jo kvinde,” sagde han smilende.
Da han havde fulgt mig over til bordet,
hvor mine veninder sad, skyndte han sig væk.