Hun var godkendt som sproglærer.
Hun havde været med til at stifte et nyt politisk parti, som var liberalistsisk, med et socialistisk islæt.
Det gik så godt, at de fik 9 mandater på tinge.
Hendes arbejdsgiver, rektor Rotteschild, var en yderst reaktionær og partipolitisk person.
Hans bedste ven var en hidsig religionslærer, som havde fængslet Gud og brugte ham som våben på især ugifte gravide elever.
Hans yndlingsemne i højrøstede taler var: “voldtægt!” Han råbte også “hora!” på de syndige., dansende, glade.
Næste skoleår var rektor Rottescild og Guds bedste ven enige om, at der ingen timer skulle være til hende.
Hvad skulle hun og hendes tre børn leve af?
Hun var jo fraskilt på grund af vold i hjemmet.
Bistand var umulig i hendes underudviklede kapitalistiske samfund.
Hun følte sig truet på livet, selv om en regulær henrettelse ikke var i sigte.
En iscenesat bilulykke kunne gøre det. Hun holdt derfor en lav profil.
Hun tænkte på at flygte til England, som er meget indvandrer venligt,
men valgte Danmark, fordi hun kunne en del dansk og kunne godt lide danske forfattere.
København? Ja.
Et lejet værelse på Amager, indskrivning på KUA. Alt gik som smurt.
Hun havde en sjat penge at tage af.
For at blive godkendt som lærer i DK skulle hun tage et par linjer i dansk.
Lektoren i litterær analyse var ung, smuk og venlig. Poul hed han.
Studenterne var 15 år yngre end hun og det føltes mærkeligt, men de var venlige.
De læste de skønneste historier og hele bøger. Det gik godt.
En dag syntes lektoren, at de skulle synge en sang.
Det er en meget dansk og smuk tradition, som hun ikke kendte fra sit lands skoletraditioner.
Poul havde valgt sangen: I Danmark er jeg født.
Hun deltog.
Mens de sang af fuld hals, så Poul tit på hende med et lille ironisk smil.