Jeg er en kendt filmstjerne. Det er gradvis blevet sværere og sværere for mig at gå på gaden.
Det er næsten lige meget hvor jeg er, Danmark, USA, Tyskland – you name it.
Folk vender sig om og glor.
I særdeleshed efter Oscar uddelingen, hvor jeg blev kåret den bedste skuespillerinde, er det svært.
Nogle vil have en autograf.
Det kan være utrolig ubehageligt, fordi hvis man giver efter, er man straks omringet.
Selv dronningen af Danmark siges at kunne slentre ned ad Strøget uden at blive antastet.
Jeg har på en måde mistet mig selv, eller min sande identitet, når jeg er sammen med andre.
De ser kun den verdensberømte stjerne. Jeg har været på tv i folks stuer i mange år.
Og hvert år har jeg hovedrollen i en film i biograferne.
Det er mit arbejde og jeg er meget glad for det.
Jeg har prøvet at klæde mig ud som en træt husmor, eller teenage pige med farvet hår.
Jeg vil dog ikke gå så langt at farve mit ansigt sort.
Jeg har prøvet alt for at kunne færdes som et almindeligt menneske, købe frugt hos en tyrker i nabolaget,
aviser hos iraneren på hjørnet, men som regel opdager de hvem jeg er og begynder at snakke og gøre ved
som om vi er gamle venner.
Bodyguards er meget dyre og hvis man bliver afhængig af dem,
mister man meget af sin spontane vilje. De får magt over hvor man færdes og hvordan.
Berømthedens bivirkninger er tiltagende.
Forleden fik jeg en skør idé. Jeg skulle prøve noget nyt.
Jeg lavede mig en burka, en slags hue med et slør foran.
Kvinder i Afghanistan og måske flere steder, beskytter sig på den mårde.
Jeg tog min silkekappe på i samme farve.
Sorte handsker skjulte min hvide hud.
Først prøvede jeg det af i bussen og der var der ingen som skænkede mig et ekstra blik.
Men da jeg kom ind på Strøget, var der nogle, som standsede og stirrede på mig,
som om jeg kom fra en anden planet.
Jeg gik langsomt og nød det ikke at blive stoppet og bedt om en autograf.
Det gik meget godt, indtil jeg kom ned på Gammel Torv.
Jeg nød at se på alle de kåde, flest unge mennesker, som sad ved springvandet.
Der var rødt lys ved Nørregade og jeg ventede på det grønne, fordi jeg ville ned til Kongens Nytorv.
Pludselig var jeg omringet af 5 unge mænd, 2 med brun hud, 3 hvide. De begyndte at hive i min kappe.
Folk fjernede sig og gik hurtigt over gaden, da det grønne lys kom, men jeg kunne ikke komme videre,
da jeg var omringet.
En af de farvede rev burkaen fra mit hoved.
Han stod der med min hovedbeklædning som om han var blevet ramt af et lyn.
De andre fjernede sig som om jeg var spedalsk.
Jeg greb chancen, løb over Nørregade overfor rødt og blev nær ramt af en bus.