Og så var det ham, den lyse rigmandssøn, som hentede hende, den mørke, middelstandspige, i farens sorte limousine. De bar begge to klassiske slægternes navne. Hans var berømt. De giftede sig. De fik to sønner.
Selv om den lyse unge ægtemand havde et rimelig godt arbejde, kunne han aldrig bringe nogen penge hjem. En dag sagde han til sin unge kone, at hun måtte ud på arbejdsmarkedet for at redde afbetalingen af huset. Hun havde taget nogle sprogkurser på universitetet og kunne derfor få arbejde som vikar på en nærliggende skole. De to små sønner tilbragte dagaene i en børnehave. Alligevel blev det ikke til penge nok til børnehave, afbetalinger og mad. Nu kørte de i en meget gammel lille bil. Manden tilbød sin ven et værelse han kunne leje i deres hus. Vennen boede der i ét år. Han var mere hjemme i det lille hus end ægtemanden. Han var umåde-lig sød og høflig overfor den unge kvinde. Blandt andet lånte han hende sin flotte store jeep. De blev gode venner, uden intimitet. Ægtemanden havde et arbejde udenfor byen og var tit væk i dagevis.
Ægtekvinden begyndte at udvide sin uddannelse, samtidig med, at hun tjente til føden. Drengene trivedes ikke godt og den yngste græd tit i børnehaven.
En dag kom ægtemanden hjem og foreslog et åbent ægteskab, da deres sexliv var gået i stå. Kvinden sagde “nej.”
En aften var de ude til et meget flot borgerligt bal med sorte habitter og mangefarvede silkekjoler. Han var smuk. Hun var smuk.
Den aften blev han forelsket i en stewardesse i en rød silkekjole. Han dansede to gange med hende og hans kone syntes de var meget flotte sammen.
I dette samfund byder kvinder ikke mænd op i dans, så den unge frue sad alene ved deres bord. Hun kunne fornemme mandens fortryllelse, da han kom tilbage.
De kørte hjem i taxa. Fruen kunne fornemme mandens indre raseri. Det var sket før, men han havde lovet, at det aldrig ville kunne gentage sig. Hun vidste hun ville få bank. Børnene overnattede hos hendes mor. Det ville i hvert fald ikke gå ud over dem.
Da de kom ind i det lille hus, gik manden direkte til det oldgamle gennemarvede bornholmerur, der lignede hans egen mor. Han bankede det, slængte det ned på stuegulvet og bandede. Den unge kvinde skyndte sig at smide alle hjemmets knive og sakse ud i den mørke have. Da hun kom ind igen var manden i gang med at rive telefonledningen ud af væggen.
Han smed hende ned på køkkengulvet og greb om hendes hals. Nu skulle det være. Det lykkedes hende på trods af det stramme kvælertag at stønne: jeg elsker dig, jeg elsker dig!
Han blev så forbavset, at han mistede grebet og syntes at blive mere ædru end nogen sinde før. Han løb igen ind i stuen og da kunne hun smutte ud ad hoveddøren og løbe om hjørnet ud på den befærded vej. Men det var nat. Den eneste trafik var en politibil, som hun vinkede til. De så på hendes iturevne selskabskjole, det rodede hår og hævede læber. De fulgte hende hjem og ind, hvor manden var i færd med at gå i seng. Hun krævede, at de tog ham med, for han var farlig. De tog ham med.
Dagen efter ringede hans mor og skældte ud, fordi ingen af deres meget fine slægt var nogensinde blevet arresteret. Det var en skam for slægten.
I avisen kom der en nyhedsspalte på i alt 7×7 cm, hvor der stod skrevet, at politiet havde haft en rolig nat, hvor de havde hjulpet en kvinde på grund af husspektakler.
Til hans store forbavselse krævede hun skilsmisse og fik den.