Om Elísabet Jökulsdóttirs Fótboltasögur (2001)

På det seneste har idræt været et populært diskussionsemne blandt folk, især fodbold, islandsk som udenlandsk. Fodboldens betydning kommer tydeligt frem i landets massemedier, hvor den får megen plads. Der føres en heftig og dyr kamp om medierettighederne til engelsk fodbold og den kan være afgørende for TV-stationernes abonnements- og reklameindtægter. Islændingenes interesse for engelsk fodbold har aldrig været større end nu. Islandske spillere er flittige deltagere og landsmændene følger godt med dem, f.eks. Eiður Smári Gudjohnsen og Hermann Hreiðarsson. Både de og mange andre fodboldspillere optræder i fjernsyns- og radioudsendelser og på adskillige avisers sider, selv i sladderartikler og deciderede sladdertidsskrifter (Julian Meldon D`Arcy og Gudmundur Sæmundsson 2004).
Fodbolden og dens udøveres store og voksende popularitet sker sideløbende med at bøger og selv anderledes kunstværker med fodbold som hovedtema, eller hvor fodbold udgør enkelte artikler om emnet, vokser i vigtighed.
Før jul 2003 blev der i Island udgivet to biografier om fodboldgeniet Beckham (Beckham og Watt 2003; Hildred og Ewbank 2003) og filmen Bend it like Beckham (Chahda 2002) blev en international bestseller. En anden britisk film blev verdenskendt, Mean Machine (Skolnick 2002) med fodboldens ”tough guy” Vinnie Jones som hovedperson. Forskellige amerikanske idrætsfilm er populære hos landets videoudlejningsfirmaer. I den islandske film Íslenski draumurinn (Robert I. Douglas 2000) bruges fodbold som hovedpersonens metode til at nærme sig sin datter og ydmyge sin forhenværende kones kæreste. The Match kan også nævnes, en dans om en fodboldkamp mellem Holland og Island, som Den Islandske Dansegruppe opførte sidste år i Borgarleikhúsið (Leth 2003). Litterært har to bøger vakt fortjent opmærksomhed, hvor fodbolden er alfa og omega, Fótboltasögur (Fodboldhistorier) af Elísabet Jökulsdóttir (2001) og Fótboltafíkillinn (Fodboldnarkomanen) af Tryggvi Þór Kristjánsson (2004).
Fótboltasögur er en samling noveller, der hver især fanger et lille bitte øjeblik i fodboldspillere, trænere, fodboldmødre og sygehjælperes liv. Fortælleren er holdets sygehjælper, der tager sig af disse individer, som betror ham alle deres ærgelser. I disse korte øjeblikke væves de aktuelle mænd på banen og deres privatliv gerne sammen. Historierne fortælles i fodboldspillernes egen jargon med fodboldslang og fodboldens eget sprogbrug, som generelt kun bruges i forbindelse med fodbold og anden sport. Når fortællerne taler om helt andre emner bruger de altid fodbolden i
deres ligninger og billedsprog. De synes at være typiske mænd og de fleste af dem har svært ved at udtrykke sig anderledes end igennem deres sport, hvad enten det er direkte eller symbolsk. Kvindesager, følelser og selv filosofi analyseres igennem historier og snak om enkelte kampe, eller udtrykkes igennem selve idrætten. På den måde bliver selve idrætten deres sprog, endda måske deres eneste udtryksmiddel. I sin behandling bruger Elísabet minihistorieforfatterens og prosadigterens stilmuligheder, fordi mange af historierne er på grænsen af disse metoder, som få forfattere behersker så mesterligt som hun. Behandlingen er dobbeltsidig hele vejen igennem. På den ene side handler den om idrætten og idrætsmanden, på den anden side om kommunikation og menneskelig eksistens. Ingen af dem er dog en nøgle til den anden, så man kan ikke hævde, at de ligefrem er symbolske historier eller allegorier, selv om det er fristende. Lad os se på nogle eksempler på denne sammenfletning i bogen.
Kønsliv og kønnenes kommunikation er temaet i minihistorien “Tacklingen.”

Han sagde at han havde ondt i lænden for han havde ikke kunnet modstå sin kone, han som
fulgte den regel ikke at komme tæt på hende inden en kamp og hun ikke ham, men det
lykkedes hende at komme indenfor forsvaret og han spekulerede på hvad slags tackling hun
havde brugt; det var ikke den almindelige tackling og det var ikke en tobens tackling, så det
måtte være en slags mellembens tackling. (Elísabet Jökulsdóttir 2001:25)

Her ser vi netop et godt eksempel på “idrætsassimilationen”: hvordan idrætsslangordet
“tackling” får en overført betydning i denne fodboldspillers kærlighedsliv. Man kan
spørge om én, der ikke kan beskrive sin kommunikation med det andet køn anderledes, ikke lider af en del udtryksproblemer. På den anden side kan dette også vise os, hvordan det daglige billedsprog skabes på en naturlig måde ud fra sprogbrugerens aktiviteter og omgivelser. Man kunne tilføje mange flere eksempler fra bogen som viser, at forfatteren er særdeles opmærksom på mandens eller i hvert fald mange mænds udtryksproblemer. Man kan også forvente, at bogens læser søger efter Elísabets kvindesyn på fodboldens mandeverden. Derved bliver bogen et vigtigt bidrag ti1 samtidens diskussion om kønnene.
Historien “Moren” tager hul på denne diskussion:

Jeg skal nok nå det en skønne dag, sagde moren mens hun stod og så på kampen, men hendes egen situation var altid øverst i hendes tanker; om hun skulle koge kødsuppe eller stege en kølle inden kampen, om hun skulle spå holdet tab eller sejr, om hun skulle sige må det gå jer godt eller pøj pøj, om hun skulle komme til kampen med forklædet eller i trøjen. (Elísabet Jökulsdóttir 2001:75-76)

Her vises det kvindesyn, som står bag fodboldmændene, nemlig deres mødres. Hun kunne
lige så godt mene deres kærester eller koner. Det er så sandelig en lidt forstærket beskrivelse,
men den viser, at Elísabet både har et klart øje for moderlig omhu og det man kunne kalde kvinders selvbeskyldninger, dvs. deres deltagelse i de aktiviteter, som leder til foragt for dem som kvinder og deres rolle. I mange andre historier bliver mænds syn på kvinder og deres roller belyst. Det er lige så stor en kønspolitisk diskussion og man kan for evigt debattere om de meninger er eksemplariske, eller om forfatteren har sympati eller forståelse for disse holdninger.
I Elísabets Fodboldhistorier, f.eks. “En ikke udsat kamp,” bliver kærlighedens modsætning, illusion og meningsløshed også behandlet.

Springvand, pjask og pytter, regnskyllet og de vidste ikke hvor de var, intet som helst,
simpelthen intet som helst viste, at det var en fodboldbane, intet, simpelthen intet tilkendegav at de var i færd med at spille fodbold selv om de sparkede til noget og selv om de hørte et fjernt brøl kunne det lige så godt være olme tyre i stedet for tilskuere og lyden fra fløjten kunne lige så godt komme fra en fugl med en brækket vinge, ja, intet var tegn på noget som helst undtagen det at hvad dette så end var varede det i halvfems minutter, og at der var en måltavle som viste enten livsgådens løsning eller guds svar til menneskeheden: 2 – 1. (Elísabet Jökulsdóttir 2001:73)

Det er stærke udtryk. Et lignende kapitel kunne findes hos hvilken som helst eksistentialist,
men det er muligvis idrættens nye sammenhæng som forstærker ordene. Folk forventer ikke
den slags spekulationer og filosofi i forbindelse med idræt og dårligt vejr. Så desto stærkere virker det på læseren.
Men alt indebærer sin egen modsætning. En idrætsmands oplevelser, når det går godt, ligner sandsynligvis en kunstner, som lykkes bedre end nogen sinde før. Elísabet Jökulsdóttir beskriver dette godt i historien “Vindermålet” i Fótboltasögur:

Han var i en sublim tilstand hvor han lå på bænken som om han var parat til “takeoff,” holdet havde sejret, han scorede sejrsmålet og sagde, at nu ville han sandsynligvis ikke kunne få nogen søvn i nat, men ville igen og igen se sit mål, hvordan han fangede afleveringen, snød de to reservemænd på banen og hamrede bolden i fjernhjørnet, og han ville ikke kunne styre sit sind bedre end en gryde der koger over og han sagde at selv om det vigtigste i fodbold var at kunne beherske sit sind så svigtede den slags kontrol under de omstændigheder som han ikke vidste om han skulle kalde søvnløshedsstunder eller sejrsstunder, men sindet overtog kontrollen og viste dette igen og igen og de samme følelser sprang op hver gang og det var først om morgenen når hjernen begyndte at koge at han kunne slippe fra dette øjeblik og komme over i det næste hvor han lå under den jublende kammeratbunke. (Elísabet Jökulsdóttir 2001:70-71)

Jón Arnar Magnússon, tikampudøver beskriver den samme mentale ekstase i et interview:

Glæden er nogle gange så stor og sand, at man ikke kan styre sig selv. Jeg har oplevet denne fantastiske følelse mere end én gang, f.eks. når jeg er havnet på en anden og tredje plads i verdensmesterskabet eller europamesterskabet eller da jeg vandt i Frankrig til et af de vigtigste mesterskaber i verden. Der følte jeg mig særdeles ophøjet, da jeg så sandelig oplevede, at alt det kæmpe arbejde og hele anstrængelsen igennem mange år bar frugt. Det hele gik op i en højere enhed. (Guðmundur Sæmundsson 2004:20)

Det er bemrækelsesværdigt, hvor meget disse beskrivelser ligner hinanden. Man behøver ikke at nære nogen tvivl om, at Elísabet har oplevet noget lignende i sit virke som kunstner. Selv om der her først og fremmest fokuseres på idrætsøverens følelse, den udøvendes kunst, kan man endda gå videre og sammenligne nyderens reaktioner. Ligner de hinanden på nogen måde? Jón Arnar har en mening om dette:

Koordinationen og udførelsen skal være helt eksakt. Intet må fejle. Det kræver ikke kun at personens tilstand på kampdagen er fuldstændig i orden, men forberedelsen skal have været nøjagtig og den psykiske tilstand i topform. Når det er i orden nås den ypperste præstation, nydelsen i idrætsudøvelsen bliver total og de som ser på og forstår hvad der foregår begejstres samtidig, ligesom de der elsker klassisk musik får gåsehud ned ad ryggen, når musikerne på scenen viser deres snilde. (Guðmundur Sæmundsson 2004:21)

Mange mennesker deler denne forståelse. Den begejstring som genial skuespilkunst, et vellykket mål, eller et genialt højdespring, som mest af alt ligner smuk musik, vækker i tilhørerens bryst.
Jeg havde det som de førnævnte elskere af klassisk musik, da jeg læste Elísabet Jökulsdóttirs Fótboltasögur. Jeg fik gåsehud ned ad ryggen. Denne bog er et kunstværk, som ikke kun handler om idræt, men måske mindst om idræt. Religion, filosofi, overtro, magt, skønhed, kønsliv – det hele findes i denne bog. Den er måske først og fremmest psykologidigtning eller en ode til kommunikationen mellem mennesker. Alle retninger vises: eventyr, lidelse, glæde – og så bliver vi pludselig revet med til Árni Johnsens bakkesang til nationalhøjtiden på Vestmannaøerne. Selv Gud ses på linjen i en af historierne og forstyrrer kampen.
Sagens kerne er dog ikke hvorvidt denne slags bog er idrætslitteratur eller noget andet, f.eks. psykologilitteratur, kommunikationslitteratur, kvindelitteratur, postmoderne litteratur og så videre. Al god litteratur tilhører mange katergorier af litteratur og kan analyseres på mange måder. Og det gælder for Elísabet Jökulsdóttirs Fótboltasögur. De er idrætslitteratur, fordi Elísabet iscenesætter historierne som idræt, hendes personer er idrætsudøvere og idrætten har en stor betydning for personskildringerne og historiernes forløb. Hun prøver at forstå idrætten og dens natur til bunds og det lykkes særdeles godt.
De fleste idrætsbøger karakteriseres som tilhørende anden slags litteratur udover at være idrætslitteratur. Þorgrímur Þráinssons bøger er f.eks. ungdomsbøger, fordi de er skrevet for teenagere og klart skildrer de sager, som tilhører dem og deres verden; såsom piger og drenges forhold, rygning, alkohol, stoffer, forældre og lignende. Gretter Ásmundarsons saga er en islændingesaga af den bedste slags, for udover at omhandle og forklare Gretters idrætsevner handler den om hævnen, æren, spøgelser og overtro, eksil og ensomhed. På den måde kobles heltens idræt og andre egenskaber sammen, hvor alle disse ting er forbundet. Grettis saga uden idræt ville ikke være nogen Grettis saga.
Nogle steder i udlandet, f.eks. i USA, anses idrætslitteratur for at være en udviklet litterær genre, hvor mange andre ting end selve idrætten bliver behandlet. Der behandler man ofte emner som raceproblemer, korruption og forbrydelser, selvopfattelse og fuldkommenhed, livet i småbyer og familierelationer, politik og alderdom. Disse ting afspejles også godt i nutidens amerikanske filmkunst, hvor idræt ofte spiller en vigtig rolle (Julian Meldon D´Arcy 2003).
Idræt er en vigtig og værdifuld del af en kultur og et samfund og en stor del af mange menneskers liv, unges såvel som ældres. Derfor er det naturligt, at idræt forekommer i hvilken som helst litterær genre. Således kan ethvert emne, stilart og litterær metode forekomme i bøger, som ved første øjekast primært synes at handle om idræt.
Dette vil fortsætte. Så længe hver anden midaldrende mand og de der er yngre er klistret til TV-apparatet for at følge med i engelsk fodbold fremfor at besøge sine venner, støvsuge lejligheden eller lægge bjergstier bag sig i ombyggede jeeps, afspejles denne interesse i samtidens litteratur og kunst. I fremtidens film vil fodbold have en endnu større betydning, bl.a. Robert I. Douglas´ film om et homoseksuelt fodboldhold, som spiller mod islandske KR på Gay Pride-dagen. Og hist og her i Island skrives der helt sikkert udødelige digte, noveller, romaner og skuespil, hvor fodbold er iscenesat med hele dens sejrsstunder, desperation, drama og heltedåder.

REFERENCER
Beckham, David og Tom Watt. 2003. David Beckham. Mín hlið. Stöng ehf., Reykjavík.

Chahda Gurinder (instruktør, producent og manuskriptforfatter). 2002. Bend it like Beckham.
Film. Góðar stundir, Reykjavík.

Elísabet Jökulsdóttir. 2001. Fótboltasögur. Mál og Menníng, Reykjavík.

Guðmundur Sæmundsson. 2004. Það má líkja fjölþrautamönnum við boxara og fjallgöngumenn.

Hildred Stafford og Tim Ewbank. 2003. David Beckham – Engum líkur. Magellan, Reykjavík.

Julian Meldon D´ Arcy. 2003. Sport Literature: The Ball in the Academic Court. The European
English Messenger 12:1, side 47-53.

Leth, Lonneke Van (koreograf og instruktør). 2003. The Match. Borgarleikhúsið Reykjavík.

Robert I. Douglas (instruktør og manuskriptforfatter) 2000. Íslenski draumurinn. Film. Nordisk
Film, København.

Skolnick, Barry. 2002. Mean Machine. Film. SAM-video Reykjavík.

Tryggvi Þór Kristjánsson. 2004. Fótboltafíkillinn – eða bolti undir steini. Tindur, Ólafsfjörður.