© af den islandske børnebogsforfatter
Kristín Helga Gunnarsdóttir
på islandsk:
“Mói hrekkjusvín”
Mál og menning 2000
Oversætter til dansk:
Inga Birna Jónsdóttir

Denne bog er tilegnet
hele verdens drillepinde
Alle rettigheder forbeholdes.
Mekanisk, fotografisk, eller anden gengivelse
af denne bog, eller dele deraf, er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende lov om dansk ophavsret.
Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.
ISBN 9979-3-2096-6

MO DRILLEPIND

Kender du nogen drillepinde?
Er du måske selv en drillepind?
Mo driller nogle gange, men det er ikke med vilje.
Inderst inde er han sådan en dejlig dreng,
som alle mødre gerne ville have,
dog ikke mødrene i Sølvgade.
Han drømmer om at blive cowboy i Arizona.

Store- Mo,
Cowboy i Arizona

Cowboys kysser ikke.
De kigger bare på hinanden,
blinker, nikker og spytter.
Det er nok.

Min ven proppede smørblomster op i sin næse og så holdt den op med at vokse. Orre siger, at det er derfor hans næse er så lille. Orre siger, at jeg skulle prøve at proppe smørblomster ind i mine ører, så de ikke bliver større, men det vil jeg ikke. Mine ører er fine. Er der regler for, at ører skal have en bestemt størrelse? Min søster Jona siger, at mine ører står som to vifter ud fra mit hoved.
“Han er simpelthen min pokal, og jeg er den eneste, som må trække i håndtagene”, siger min mor. Så hiver hun mig i ørerne, kysser mig og knuser.
Jeg synes det er væmmeligt, når damer knuser og kysser mig. Jeg kan ikke fordrage det og ingen får lov, uden måske min mor, når vi er alene hjemme.
Jeg tror jeg har været forholdsvis heldig med forældre. Godt nok er de ikke cowboys, men far er kaptajn på et stort krigsskib i den islandske flåde. Jona siger der ikke er nogen islandsk hær og, at fars skib er et af Kystbevogtningens skibe, men er det ikke det samme som et krigsskib? Jeg spørger bare, og er Kystbevogtningen ikke en flåde uden kanoner? Far har en krigsuniform med guldstriber, knapper, kasket og det hele. Egentlig er han en søslagskaptajn, som sejler på verdenshavene og beskytter Island mod sørøvere og krigeriske stammefolk fra fjerne lande. Så er han også redningsofficer og redder folk fra havsnød, nogle som har ramt en isflage, eller er forsvundet i uvejr. Han bjærger også mennesker, som han finder i gummibåde ude på havet og folk, som måske er blevet angrebet af sørøvere eller kæmpehvaler.
Mor er egentlig også både hærfører og redningsofficer. Hendes base er vores hus, som er hendes krigsskib – en slags flydebatteri, hvor beskadigede helikoptere og udmattede krigshelte kan lande og få hjælp. Hun passer min lille søster Stine, mig og Jona, og så redder hun mig tit ud af en knibe og løser indviklede sager, når jeg har et problem. Men mor har også skabt gevaldige problemer for mig. Hun havde i hvert fald næsten ødelagt mit ry for resten af mit liv sidste forår under fætter Bessis konfirmationsfest i Katlavik. Jeg kan da godt fortælle jer, hvis I ikke sladrer, at jeg har en lille ven, som hedder Goe.
Goe og jeg har kendt hinanden fra jeg var en lille bitte orm i en vugge, men han er en lyshåret amerikansk plastikdreng i matrostøj. Jeg understreger, at Goe ikke er en dukkedreng, men en amerikansk matros. Cowboys leger ikke med dukker. Det ved alle. Da jeg lærte at tale, kaldte jeg ham for Goe, fordi jeg ikke kunne sige, at min gode ven sover hos mig og jeg kan ikke sove uden ham. Det gør ikke noget, at jeg indrømmer det. Men han kommer kun ud fra mit værelse i en lukket taske, når jeg overnatter ude og kun få udvalgte kender ham.
Men så var vi til konfirmationsfesten og mor snakkede med nogle gamle tanter, som drak kaffe og proppede sig med lagkage. De var i færd med at se på en porcelænsdukke, som min søster Jona havde medbragt, da mor smed bomben.
“Mo har sådan en sød dukke, som han har sovet med siden han var et lille bitte fnug. Han gav den endda selv sådan et sødt navn, Han kalder ham sin Goe! Han kan ikke undvære den, og selv om Goe nu er temmelig affarvet og laset, er blevet kastet op og tisset på, så er den stadig Mos bedste ven.”
Jeg stod midt i stuen og selv om jeg havde mit pistolbælte på, følte jeg mig totalt afvæbnet, fuldstændig afsløret! Sikken en ydmygelse!
De gamle tanter, som havde næret en ærefrygtig respekt for mig helt fra den gang sidste år, da jeg kom peber i deres kaffe, kiggede alle på mig og smilede sukkersødt. De så på mig som om jeg var en kagedreng i stedet for en hærdet cowboy.
Didda Gauja Gunn kneb min kind hårdt og sagde: “Sjovt at du leger med dukker, Mo, det bløder grove knægte op.”
Jeg stirrede hårdt på min mor og hun så undskyldende tilbage. Så skyndte jeg mig ud af stuen og sad ude i bilen, indtil festen var slut. På hjemvejen sagde mor, at jeg ikke behøvede at være flov for min Goe, Jeg skulle bare være stolt af at have sådan en god ven.
Jeg sagde, at han var min hemmelige ven og ikke et samtaleemne til konfirmationsfester. Selv Jona tier stille om min Goe, for hun ved, at hvis hun nævner ham, hænger jeg hende op I fletningerne. Binna, vores nabo, ved godt nok om Goe, men hun bevarer det som en krigshemmelighed, for hun har også fletninger.
Jeg har en anden skjult ven, men han er usynlig, for jeg er i hvert fald den eneste, der kan se ham. Han er en cowboy, som døde for længe siden ude i Det Vilde Vesten. Han ledede en togrøverbande i Arizona for mindst hundrede år siden. Hans kammerater svigtede ham og forlod ham såret hos en krigerisk indianerstamme, efter at han havde reddet dem alle som en rigtig helt. Indianerne trak ham nøgen med heste ud i ødemarken, bandt ham som en søstjerne på hænder og fødder til en træstolpe, som de gravede ned i jorden og så grillede solen ham ihjel. Han hedder Gån-Joe på amerikansk og jeg kan amerikansk, fordi min far har tit været i Amerika og så har jeg en masse amerikansk legetøj. Gån-Joe betyder Pistol-Joe og han er min beskytter og rådgiver.
Det var min bedstefar SpIo, som er detektiv i Katlavik, der fortalte mig historien om Gån-Joe og den aften, da jeg skulle til at sove, stod Gån-Joe pludselig ved min seng og sagde med en amerikansk accent: Du mangler en beskytter og jeg er den rigtige. Vi ligner hinanden!
Gån-Joe er tre meter høj, bredskuldret, hans bryst ligner brystet på en tyr og cowboystøvlerne er nummer otte og halvtreds. Han har sorte skægstubbe, han tygger skrå og tobaksblade. Han drikker også en del whisky, men det gør jeg ikke. Det er sket, at han har været døddrukken, når jeg har haft behov for hans hjælp, for mit liv har været på spil. Så er jeg blevet mørbanket alt imens Gån-Joe bare har ligget under en husvæg med sin hat ned over øjnene, syngende amerikanske cowboyslagere. Men som regel hjælper han mig dog, for hvem frygter ikke Gån-Joe?
Forleden, meget tidligt en søndag morgen, gik jeg over til Gårdhavegade for at hente en hjulkapsel, som Benni havde stjålet fra mig. Bedstefar SpIo havde givet mig denne kapsel fra en Rolsrojsbil. Jeg listede ind i hans duebur og der lå hjulkapslen. Jeg greb den og styrtede ud, men da jeg skulle ud af indkørslen, stod Benni pludselig der sammen med de skøre tvillinger, Tibbi og Labbi. De spærrede indkørslen. Benni havde boksehandsker på, som hans onkel havde ejet, mens han deltog i boksekampe i udlandet og tvillingerne hoppede frem og tilbage ved siden af ham og lod som om de var boksere.
“Aflever hjulkapslen, eller vi viser dig rigtig boksning!” kaldte Benni, mens tvillingerne hoppede rundt og boksede luft.
“Hvad fejler tvillingerne?” spurgte jeg. “Har de orme i endetarmen?”
I det samme så jeg hvor Gån-Joe stod bag mig med spredte ben og tommelfingeren på pistolbæltet, tyggende sin tobak. Han var ikke fuld, blinkede til mig og sagde med sin amerikanske accent:
“Det her klarer du, cowboy, det er småting!”
Lige med det samme spændte jeg mit bryst ud, gav et vildt krigsråb fra mig og fór på Benni.
“Mo er sindssyg!” skreg Tibbi og Labbi og løb hjem.
Benni prøvede at ramme mig med boksehandskerne, men da jeg slog ham på hovedet med hjulkapslen, tudbrølede han og sagde han ville hente boksemester Leif, sin onkel og lade ham banke mig til kødfars. Jeg så hans fodsåler, da han løb hjem, men Gån-Joe og jeg tog hjulkapslen med hjem til Sølvgade.
Så rolig er Gån-Joe altid. Han siger ikke meget, men står bag mig som en klippe og giver mig kraft, kun ved at nikke, grine skævt og spytte.
Nogle gange kan Gån-Joe dog se, at vi ikke har styr på situationen. Så står han bag mig og siger:
“Gå stille og roligt væk fra det her, Mo. Husk, at cowboys aldrig løber, medmindre de skal fange en kalv, eller tæmme vilde heste.”
Mo er et fint cowboynavn. Når jeg bliver stor, vil jeg flytte til Arizona, rejse rundt i Det Vilde Vesten på en sort hest, sove i telt og grille pølser over åben ild. Jeg vil arbejde på store gårde og være sammen med indianere. Så får jeg navnet Store-Mo, eller Big-Pal.
Én ting er sikker og det er, at jeg ikke bliver kaldt Morten Martinsen. Far hedder også Morten Martinsen, Og ligeledes min bedstefar. Oldefar hed det også og sandsynligvis har mændene i min familie altid heddet Morten, måske fra den tid da vikingerne sejlede rundt på Atlanterhavet for at finde Island. Min oldefar blev kaldt gamle Morten, bedstefar SpIo bliver kaldt store Morten og min far bliver kaldt lille Morten, selv om han slet ikke er lille. Da jeg blev født, begyndte min søster Jona at kalde mig for Mo og heldigvis hang det fast, for ellers var jeg muligvis blevet kaldt lille bitte Morten.
Det gør ikke noget, at jeg ikke har mange venner i Sølvgade.
Præstens Orre er måske min bedste ven ud over Gån-Joe og Goe. Orre er nemlig en god følgesvend for cowboys. Han er lydig, modig og flittig, men nogle gange skal man sørge for, at han ikke mister selvbeherskelsen. Han har det med at glemme tid og sted og han får tit nogle tossede idéer. Så siger jeg stop, for det er mig, der er cowboylederen. Peter er god nok og også Lasse, men nogle gange bliver vi uvenner og så er helvede løs. Når vi er venner alle sammen og går bevæbnede med stokke og pistolbælter igennem Sølvgade, iler de små børn hjem som var de skudt væk, mødre står i køkkenvinduer og følger nøje med og selv kattene springer op på garagetagene for ikke at være i vejen.
En cowboybande har alting på det rene. Orres mor synes jeg er dårligt selskab for hendes dreng og min mor synes Orre er meget farlig for mig. Sådan skal det være. Vi er to lige farlige cowboys. Mange af drengene i gaden må ikke være sammen med os. De er da også svæklinge og den slags gider vi ikke have med i vores gruppe. Binna må godt være med, men kun ind i mellem, for hun er ikke altid sjov. Hun er meget fræk og vil altid bestemme og min søster Jona er også sådan. Inden vi aner det, er vi begyndt at opvarte dem i et eller anden bageri ude på fælleden, eller løbe ærinder for dem ud over det hele i nogle dumme lege. Så er der også ungerne i Rønnegade og Gårdhavegade, men dem leger vi ikke med. De er fjenderne.
Importøren bor i nabohuset. Han er Binnas far. Orre og jeg kalder ham importøren, fordi han har så mange jeeps, som han parkerer rundt omkring sit hus. Jeg tror han har fem Landrovere, men Orre siger der er syv. Hver eneste aften står han ude i garagen og reparerer. Nogle gange går jeg derhen for at snakke med ham. Han siger det er landmålerjeeps, men jeg tror han er agent for Landroverbiler. Importøren har også en stor anhængervogn, som børnene tit hopper i og en gang tog Lasse og Peter vognen og skubbede den ned igennem hele gaden.
Importøren blev rasende og kom selvfølgelig først hjem til mig, for at spørge efter sin anhængervogn, men jeg vidste hvem der havde taget den og hjalp ham med at finde den. Jeg gik over til Lasse og Peter og gav dem en ordentlig skideballe. Jeg sagde blandt andet, at hvis ikke de lod importøren være i fred, skulle jeg nok tage mig af dem. Så tilbød Orre og jeg importøren vores beskyttelse og nu ved han, at han kan slappe af. Vi holder øje med hans ting.
Jeg får mange idéer, de fleste er geniale og nogle få er dårlige.
Skolen starter om tre dage. Jeg har ikke rigtig tid til at være der, men jeg vil alligevel prøve at møde op og følge med. Skolen forstyrrer mig tit, når jeg skal være et andet sted og arbejde på mine idéer. Måske skriver jeg en bog om alle mine idéer, når jeg bliver stor, men først vil jeg fortælle jer om nogle geniale idéer, som jeg fik på nogle ganske få måneder. Måske synes I der er stof til en hel bog?

Jeg kan gå på vandet

En dag skal jeg vestpå til Amerika.
Der farer vildheste i store flokke
på prærierne og cowboys jagter dem,
indianere, som bor i teltlejre
ude i vildnisset,
jagter bisonokser og
skyder fugle med pil,
sheriffer, som fanger
enøjede togrøvere med snare
og dygtige mundharpespillere.

Bedstefar Spio siger, at vesten i Amerika ikke længere er noget vildt noget, men jeg tror det stadig er vildt nok for mig. Jeg skal sikkert derover med fly. Jeg havde mest lyst til at sejle derover i kajak, men far sagde, at det var alt for langt over til Amerika for den slags. Rejsen ville sandsynligvis tage mange uger, eller måneder, hvis jeg nåede hele vejen.
I vinter, mens jeg stadig kun var otte år, fik jeg en noget sær idé, som ikke helt lykkedes. Far siger, at det er helt i orden at få mange dårlige idéer, for så er der større sandsynlighed for, at man ind imellem får nogle gode idéer, selv fantastisk gode idéer.
Denne specielle idé var at sejle til Amerika på en isflage og tage Orre med. Nedenfor Sølvgade er der en strandbred og nogle gange dannes der en stor ismasse, når det fryser. Fra strandbredden kan man se helt ud til præsidenten, som bor på Næsset og når vejret er godt er jeg sikker på, at man kan skimte Njujork i Amerika, i hvert fald hvis man har en kikkert. Orre syntes det var en fantastisk idé og vi forberedte rejsen meget omhyggeligt. Far var ude på havet og jeg ville ikke fortælle mor om denne ekspedition. Hun ville bare være blevet bekymret og havde prøvet at få mig til at lade være. Jeg ville bare sende hende et postkort fra Njujork. Efter aftensmaden gik jeg over til Orre og sagde han skulle pakke. Vejrudsigten var god. Der var udsigt til femten til tyve graders frost de næste dage. Hjemme hos mig lærer man børnene at lytte til vejrudsigten, inden de begynder at tale. Sådan er det hjemme hos søhelte som min far.
Orre sagde han ville tage sin store slangebøsse med for sikkerheds skyld. Vi kunne støde på isbjørne. Jeg fortalte ham, at et skud fra en slangebøsse ville bare hidse en isbjørn op, så jeg ville tage min spejderdolk med. Så kunne vi dræbe isbjørnen, skrælle pelsen af ham, bruge den som et tæppe og spise kødet hvis vi blev sultne.
“Jeg spiser kun klemmer med myseost,” sagde Orre og lavede grimasser.
Vi besluttede at tage afsted straks efter skole den næste dag.
Den samme aften puttede jeg Goe ned i en rygsæk, sammen med spejderkniven, uldsokker, en hue og en hammer. Jeg proppede også et tæppe ned i sækken og en pakke kiks, smurte så en madpakke, franskbrød med myseost og kom mælk på en flaske. Der ville sikkert være nok til tre dage, for længere ville rejsen næppe tage.
Orre og jeg spurtede hjem fra skole. Isflagerne var på deres plads ude på vigen. Vi smed skoletaskerne ind og greb vores rygsække, gik hurtigt ned ad det snedækkede landskab som to opdagelsesrejsende på vej til fjerne lande, sprang over grøften, løb over Fjordvejen og helt ned til strandbredden. Vi tog varsomme skridt ud på vigen. Isen syntes at være meget tyk og inden længe begyndte vi at springe rundt. Det mærkedes at være ret sikkert. Vi legede tagfat, indianere og cowboys. Så lod vi som om vi var sørøvere på et stort sejlskib, dræbte nogle isbjørne og smed forrædere over bord. Men endelig besluttede vi at tage afsted.
Vi gik så langt ud på isen som muligt, inden det isfri hav. Hammeren var nyttig, da vi skulle løsne os, så vi huggede en flage fra isbredden for at sejle på til Amerika. Isflagen knagede en smule, da vi rørte os og vi besluttede at sidde helt stille, så den ikke gik i stykker.
“Er Gån-Joe her hos os, Mo?” spurgte Orre bange, da isen knagede under os.
Jeg så mig om og der stod Gån-Joe skrævende på strandbredden og signalerede, at jeg skulle vende om hen mod stranden.
“Jada,” svarede jeg. “Han er på vej. Han må godt følge os. Han er sikkert spændt på at vende hjem til Amerika. Nå, men hvis ikke han kommer, så sender vi ham bare et postkort.”
Mærkeligt at Gån-Joe ikke vil med. Mon han er bange? tænkte jeg
Langsomt men støt flød vores isflage fra stranden. Jeg prøvede at styre den, men da lød der store brag som om den var ved at gå i stykker. Vi så Fjordvejen blive fjernere og nærmede os Næsset. Præsidentboligen tronede deroppe.
“Skulle vi måske hellere besøge præsidenten?” spurgte Orre tøvende. “Vi kan da altid rejse til Amerika senere. Jeg er ikke sikker på, at denne isflage kan bære os hele vejen til Njujork. Jeg fryser også ad h til.”
Jeg tænkte mig om. Måske var det det bedste. Vi var blevet gennemvåde og det gik op for mig, at vi så småt var ved at synke.
“Ja, lad os bare gøre det,” sagde jeg lettet. “Vi kan lave en rigitig tømmerflåde, når vi kommer hjem igen. Så kan vi sejle hele vejen til Amerika.”
Men vores flage sejlede ikke hen imod landet. Den var blevet meget lille og vandet skyllede ret meget over den.
“Mo, jeg tror vi går ned,” sagde Orre bekymret. “Mon ikke vi skulle svømme over til præsidenten?”
“Vi omkommer hvis vi svømmer,” svarede jeg. “Vandet er så koldt.”
“Jeg kan se Gån-Joe!” råbte Orre pludseligt. “Jeg kan se ham! Han står der på stranden ved præsidentboligen og har sine venner med sig!”
“Sludder og vrøvl, Orre,” sagde jeg sur. “Du kan ikke se Gån-Joe. Jeg er den eneste, der kan se ham.”
Jeg så hen mod stranden på Næsset. Først troede jeg, at Orre havde ret, men så opdagede jeg hvad det var og blev utrolig lettet.
Tre mænd i sømandstøj var i færd med at skubbe en gummibåd ud på vandet. De vinkede og råbte til os.
“Orre! Det er et redningsmandsskab,” råbte jeg glad. “De vil sikkert besøge os! Vi får lov til at sejle i en gummibåd! Har du nogen sinde prøvet at sejle i en gummibåd? Den har endda en motor.”
Gummibåden fløj over havoverfladen i det stille vejr og nærmede sig hurtigt. Så sagntede den farten. En af redningsmændene slukkede for motoren, satte årer ud og roede langsomt hen til os.
“Hvor skal I hen, kammerater?” råbte manden.
“Vi er på vej til USA,” sagde Orre myndigt.
“Nå ja, I skulle lige en tur derhen?” sagde redningsmanden og lo, mens han smed et reb over til os.
Jeg greb løkken på rebets ende, men så snart jeg bevægede mig, knirkede isen voldsomt.
Gummibåden var nu nået helt ind til isflagens rand og den ene redningsmand rakte armen ud til mig.
“Kom løkken omkring dig selv, knægt, og kravl så varsomt over til mig. Du står helt stille imens,” sagde han til Orre.
Jeg satte løkken på rebet over mig og kravlede hen imod båden så varsomt som overhovedet muligt. Isflagen knirkede. Redningsmanden tog fat i min vindjakke og løftede mig som en sæk kartofler og svang mig over i gummibåden. Han fjernede løkken fra mig og smed så rebet over til Orre. Jeg så hvor lille isflagen var blevet. Vandet flød over min vens ben, da han kravlede med løkken om livet hen til båden. Den stærke redningsmand greb fat i Orre og trak ham over rælingen og en skægget mand lagde et tæppe over os.
“Jeg er ked af at ødelægge jeres Amerikadrøm, men det er strengt forbudt at rejse på isbjerge mellem lande,” sagde han. “I er nødt til at skaffe jer et mere trygt fartøj, hvis I skal vestpå.”
“Ja, nu kan jeg forstå det,” sagde jeg nikkende. “Det smelter selvfølgelig på vejen og det kan jo heller ikke styres, for da vi opgav at rejse til Amerika og i stedet bestemte at besøge præsidenten, kunne jeg slet ikke styre mod land.”
“Hvordan viste I, at vi var i knibe?” spurgte Orre nysgerrig.
“Jeres nabo var på vej hjem fra arbejde, da han fik øje på jer løbende ude på isen,” sagde manden med skægget og startede motoren. “Han gav jeres forældre besked og de kontaktede Redningskorpset. Vi har altid redningsbåde parat på en trailer og kunne hurtigt nå ned til fjordbredden på Næsset, sagde den stærke mand.”
Gummibåden nærmede sig landet med stor fart.
“Min far er Søredningsofficer,” sagde jeg. “I kender ham måske. Han hedder Morten og er marinerkommandør i den islandske flåde.”
“Morten hos bevogtningen,” sagde den stærke redningsmand. “Ja, jeg ved godt hvem han er. En god og retskaffen mand. Jeg tror ikke han vidste, at I skulle til Amerika på en isflage, vel?”
“Nej,” sagde jeg. “Vi ville bare sende et postkort fra Njujork.”
Vi var nu nået ind til land. Der stod mor meget bekymret sammen med Orres mor.
“Oh, kære barn,” sagde mor og omfavnede mig. Hvordan har du det?”
Hun så alvorligt på redningsmændene.
“Er de i orden?” spurgte hun. “Er de blevet forkølet? Er de kommet til skade?”
“Jeg tror de ikke har taget skade af strabadserne,” sagde den skæggede redningsmand.
“De har forhåbentligt lært, at dette ikke er en heldig måde at rejse på.”
Orres mor var også glad over at se ham helskindet. På vej hjem i bilen, fortalte vi dem hvorhen vi skulle og hvad der gik galt. Hele vejen sagde de det samme igen og igen.
“Du almægtige! Gud bevare os! Og gode Jesus!”
“Hvem så os?” spurgte jeg, da vi kørte ind i Sølvgade.
“Binna så jer,” svarede mor. “Hun var på vej hjem sammen med sin mor og sagde pludselig: “Se mor, ham Mo er da dygtig, ikk´? Han kan gå på vandet ligesom selve Jesus Kristus!”
Mor lo og fortsatte. “Lærer I noget af det her, i skøre karle?”
“Ja,” sagde Orre. “Isbjerge smelter ude på havet.”
“Ja,” og nu skal vi til at lave en god tømmerflåde, som ikke synker,” sagde jeg besindigt.
“Nej, oh nej, I laver ingen flåde. Hvis I nogensinde skal til Amerika, så bliver det i en flyvemaskine, eller med et skib,” sagde mor beslutsom.
Fru Løvdal har aldrig været min og Orres nære veninde. Vi savnede hende slet ikke, da hun i sommer flyttede fra Sølvgade. Som regel beskyldte hun Orre og mig for alt , som gik galt. Hun har en hær af små drenge og hver gang nogen kom til skade, eller begyndte at tude, mødte hun op på trappen hjemme hos mig og begyndte at skælde mor ud for hvor kropumulig og dårligt opdraget jeg er.
Kort tid efter, at jeg og Orre kom tilbage fra vores mislykkede sejlads til Amerika, prøvede vi at gøre fru Løvdal en tjeneste, som hun foragtede. Det var en dag, da far kiggede ud af køkkenvinduet, at han så fru Løvdal glide skødesløst ind i sin indkørsel i sit gamle hullede vrag af en bil og havnede på sin egen skraldespand.
“Det er helt tosset, at hende Loa ikke kommer vinterdæk med søm i på sin bil,” sagde far. “Hun er livsfarlig i glatføre på de der sommerdæk.”
“Mon hun har råd til andet, den stakkels pige,” svarede mor.
Det er mærkeligt hvordan mor altid kalder oldgamle damer og aldrende mænd for piger og drenge.
Orre og jeg gik ud og undersøgte skaderne på bilen og var enige i, at bulen på motorhjelmen ikke var værre end alle de andre buler på bilen, men vi syntes det var synd, at fru Løvdal ikke brugte dæk med søm i når det er glat.
“Det skulle da ikke være så svært at lave nogle dæk med søm i,” sagde Orre dybsindigt.
“Nej, lad os ordne det,” sagde jeg.
Vi løb hjem i vores garage og hentede en hel æske søm med store hoveder. Så satte vi sømmene på rad og række bag alle dækkene på fru Løvdals gamle øse, tyve søm bag hvert dæk. Vi vurderede vores indsats med stolthed.
“Når hun så bakker ud, går sømmene op i dækkene og så har hun fået de fineste vinterdæk,” sagde jeg stolt.
“Mon ikke hun bliver taknemmelig?” spurgte Orre på vejen hjem.
“Jo, og nu holder hun måske op med at beskylde os for alt hvad der går galt,” sagde jeg håbefuld.
Den samme aften ringede fru Løvdal på dørklokken hjemme hos mig.
Jeg så hende ud af vinduet, hvor hun stod i kulden med sin kåbe viklet om sig og tænkte: – Nu skal hun til at sige tak for at have fået dæk med søm i.-
Men nej, slet ikke. Da mor åbnede, var fru Løvdal på grådens rand.
“Vigga, der er grænser for hvad man kan tåle fra Mortens side.”
“Morten?” gentog mor forbavset. “Jeg har altid syntes han er en flink fyr.”
“Nej, det er han ikke og jeg kræver, at du låser ham inde,” sagde fru Løvdal bestemt.
“Låse Morten inde?” spurgte mor forbavset. “Mon ikke han skal passe sit arbejde? Hvad i alverden har han gjort?”
Fru Løvdal var meget hidsig.
“Nu har han punkteret dækkene på min bil og hvad bliver det næste? Vil han måske sprænge mit hus i luften?”
Endelig forstod mor, at det var mig hun mente og ikke far.
“Oh, det er Mo du mener. Hvad siger du han har gjort?”
Mor inviterede fru Løvdal ind og gav hende kaffe ude i køkkenet. Far kom også og fik hele historien.
“Kære Loa,” sagde far. “Jeg har et ekstra sæt dæk med søm i, som passer til din bil og jeg skal nok montere dem i morgen. De sommerdæk du gled på igennem gaderne, var alligevel helt ødelagte.”
Da fru Løvdal gik, var hun ret glad og takkede far og mor for betænksomheden. Hun sagde, at hun slet ikke kunne forstå, at så gode mennesker havde sådan en uartig dreng som mig.
“Hvis ikke I holder øje med ham, vil det gå ham ilde her i livet,” sagde hun, da hun gik ud i frosten og mørket.
Der var også frost og mørke inde hos mig den aften.
Mor sagde, at hvis ikke jeg begyndte at opføre mig som et menneske, ville hun tøjre mig foran huset om dagen, så jeg ikke kunne lave ballade.
“Gå ind på dit værelse, knægt, og tænk ordentligt efter,” sagde far og så på mig med en barsk mine.
Jeg overvejede sagen meget og dagen efter gik Orre og jeg ind i garagen og kiggede på fars dæk med søm i og prøvede at forstå hvordan man lavede den slags. Vi fandt ud af, at sømmene blev sat i indefra. En dag vil jeg splitte sådant et dæk ad, for at se hvordan det kan lade sig gøre.
Orre og jeg blev i hvert fald ikke mere afholdt af fru Løvdal, efter at hendes søn Lobbi fik guitaren i hovedet. Måske var det vores skyld, men det var kun et mislykket forsøg.
Sagen er den, at i vinter så Orre og jeg en film med Roja Roggers på den amerikanske hærs tv-kanal. Der var der en guitarist, som var Roggers´ ven. Han løftede sin guitar og hamrede den ned i skurkens hoved. Guitaren gik i stykker og skurkens hoved stod op fra hullet på guitaren. Skurken tabte balancen og satte sig på en stol.
Orre og jeg syntes dette var en utrolig scene. Orre sagde, at det var et filmtrick. Han sagde, at guitaren ikke kunne gå i stykker på denne måde, men jeg troede, at guitaren bare splittedes i to dele. Vi skændtes længe om dette, men besluttede så selv at prøve det. Orres storesøster havde en guitar og vi hentede den for at lave forsøget.
“Jeg slår dig i hovedet så hårdt som jeg kan,” sagde jeg, ” og så ser vi om den går i stykker.”
“Nej,” sagde Orre. “Hvorfor altid mig? Vi bruger altid mig til den slags forsøg. Hvad nu hvis jeg falder bevidstløs om? Lad mig hellere slå dig på hovedet.”
“Nej, det duer ikke. Mit hoved er specielt hårdt. Alt hvad der rammer det, går i stykker. -det skal være et almindeligt hoved,” sagde jeg beslutsomt.
“Dit hoved er ikke spor hårdere end andres,” sagde Orre. Det er ganske almindeligt.”
“Nej, mit hoved er ualmindeligt og jeg er sikker på, at mursten går i stykker, hvis de rammer mit hoved,” sagde jeg.
“Lad os så finde et forsøgsdyr,” sagde Orre. “Jeg gider ikke altid være den. Husker du, da jeg faldt ned fra træet og brækkede min arm, fordi du skulle måle hvor længe jeg kunne hænge deroppe?”
“Ja, og det var også et meget vigtigt forsøg. Du hang i træet i tyve minutter,” sagde jeg beundrende.
“Kun fordi jeg vidste jeg ville brække noget,” sagde Orre gnaven.
“Lad os så få Lobbi Løvdal til at deltage,” foreslog jeg.
“Ja, det vil han sikkert gerne,” godtog Orre.
Vi gik hjem til Lobbi og forklarede for ham hvad vi havde i sinde. Lobbi er syv år gammel og vi leger ikke tit med ham, for han vræler så meget. Men han var i godt humør og syntes forsøget var interessant.
“Vil det ikke gøre ondt?” spurgte han tvivlende, da vi kom bag om huset?
“Nej, nej, cowboyen i filmen skulle bare sætte sig ned og han kom sig hurtigt,” sagde jeg opmuntrende.
Lobbi stod med hænderne på hofterne som cowboyen i filmen, da jeg løftede guitaren. Jeg lod den falde så hårdt jeg kunne ned i Lobbis hoved.
Resultatet var ret så mærkværdigt og viste, at film kan man ikke tage alvorligt. Der kan der ske mange ting anderledes end i virkeligheden. Guitaren gik ikke i stykker. Den blev ikke engang ridset, men Lobbi kom alvorligt til skade, græd voldsomt og løb hjem til sin mor.
“Banditter! I brækkede mit hoved,” skreg han og smækkede døren i.
Lobbi fik en stor bule i hovedet og fru Løvdal snakkede med min og Orres mødre. Mor var sikker på, at vi ikke havde gjort dette med vilje. Så talte hun med mig om det at være god ved de andre børn i gaden, men jeg fortalte hende, at vi bare ville undersøge om man kunne tage film alvorligt.
Snart efter min og Orres guitarforsøg, fejrede jeg min ni års fødselsdag. Alle skulle møde i cowboytøj, men bedstefar Spio og far slap for det. Mor var ikke tilfreds, fordi ikke alle drenge har cowboystøvler, så de havde gummistøvler på i stedet for. Jeg inviterede Lobbi til min fødselsdag, men han ville ikke komme. Hans mor har sikkert forbudt det.
Nu er fru Løvdal flyttet med hele sit habengut. Måske var det en flugt fra Orre og mig. Jeg ved det ikke.

Skurke i Katlavik

Jeg ved det er forkert at stjæle.
Det, at stjæle fra
den amerikanske hær
er også forkert,
men hvad skal hæren med
ti kilo klisterbånd?

Tidligt på foråret besøgte jeg bedstemor og bedstefar Spio i Katlavik.
Farfar havde politivagt den weekend og farmor hjalp sin veninde med at sy gardiner. Derfor kunne jeg lave hvad jeg ville og tage på en opdagelsesrejse i Katlavik sammen med Gån-Joe. Katlavik er en lille landsby ved havet. Den har en stor havn, en lufthavn og endda en amerikansk militærbase.
En flok drenge er naboer til farmor og farfar. De går altid fem sammen i flok, nogle er brødre, nogle er fætre. De er tit ude i garagen ved deres hus, hvor de holder møder, reparerer cykler og leger.
Nogle gange sidder Gån-Joe og jeg i en busk i Spios have og følger med i hvad de laver. Bedste Spio siger, at de er et tvivlsomt kammeratskab og, at jeg skal holde mig langt fra dem. De er også store, i hvert fald elleve og tolv år og én af dem er tretten.
Denne dag skjulte Gån-Joe og jeg os inde i farmors ribsbuske og fulgte med i hvad drengene lavede i garagen. Vi kunne tydeligt høre, at de forberedte et røvertogt. De skulle ned på havnen, for de vidste, at hæren havde fået nogle kasser fra Amerika. Kasserne blev fragtet på en lastbil ind på basen og drengene ville se om der var amerikansk slik i dem, eller måske bomber.
“Vi springer bare fra klippen ned på bilens lad
og smider nogle kasser ned fra ladet, så snart bilen passerer vores hus,” sagde en dreng med sort pjusket hår.
“Ja,” vedtog en lang, rødhåret fyr, men vi skal skynde os at bære dem her ind i garagen.
Det skal ske hurtigt, ellers bliver vi opdaget, sagde en lille, tæt fyr med briller.
De gik ud af garagen og lukkede døren.
Jeg tænkte mig om. Hvad skulle jeg gøre?
Jeg kunne løbe ned til politistationen til bedste Spio og fortælle ham hvad disse skurke havde tænkt sig at lave. Jeg kunne også følge efter dem og se hvordan de bar sig ad.
Hvad synes du, Gån-Joe? spurgte jeg og vendte mig mod ham. Han rejste sig, rystede armene og spyttede, pegede så ned på havnen. “Let´s go!” sagde han, men det betyder netop “lad os gå” på amerikansk.
Gån-Joe syntes vi skulle sætte efter drengene og det syntes jeg også var mest spændende. Vi listede ubemærket efter dem og de var hurtige i vendingen. Drengene sprang op på klippen ved havnen. Der skjulte de sig, mens nogle mænd på kajen læssede kasser på en lastbil lige under klippen. Gån-Joe og jeg listede op ad klippen og optog så lidt plads som muligt bag en stor sten.
“De er færdige med at læsse,” sagde den rødhårede lømmel. Nu springer vi. De listede alle ud til klippens kant og sprang så ned, den ene efter den anden. Jeg rejste mig, kravlede frem til kanten og så ned. Drengene sad i skjul bag stabler af kasser på lastbilens lad. En af dem kiggede op og så mig.
“Der er han naboens politidreng,” sagde han og pegede på mig. De andre så opad.
“Spring, hurtig inden bilen kører,” råbte ham med brillerne til mig. Føreren startede bilen. “Hurtig, du skal springe nu!” kaldte den sorthårede.
Jeg så på Gån-Joe. “Hvad skal vi gøre?” spurgte jeg rådvild.
“Let´s go,” sagde han, idet han sprang ned på ladet.
Jeg sprang efter ham og havnede på røven midt i kassestablerne, da bilen kørte af sted.
“Udspionerede du os?” spurgte den rødhårede lømmel.
“Nej, nej,” svarede jeg. “Jeg havde bare lyst til at se hvad I har gang i.”
“Du spionerede,” sagde en lille beskidt unge vredt og snøftede.
“Når han nu så os, skal han da også være med?” sagde fyren med brillerne. “Har I valgt en kasse?” spurgte han og så på den pjuskede sorte.
“Ja,” sagde pjuskehovedet og pegede på to kasser, som var addresseret til den amerikanske hær. “Politiunge! Du skal også vælge en kasse.”
Jeg så mig omkring.
“Denne der er fin. Den vælger jeg så,” svarede jeg og bankede på en kasse og prøvede at virke sej.
Gån-Joe sad oppe på den højeste kasse på ladet og nynnede en cowboyvise. Nu så jeg pludseligt, at han havde en flaske whisky i pistolbæltet.
Den idiot! Han var fuld og når han var fuld, kunne man ikke tage ham alvorligt. Derfor havde han ladet mig følge efter drengene i stedet for at jeg skulle sige noget til bedste Spio.
Drengene slæbte kasserne ud til ladets kant. Lastbilen sneg sig videre op ad gaden og nærmede sig bedstes hus. Da bilen kørte forbi deres hus, lod drengene kasserne glide over kanten og sprang så allesammen ned på gaden.
Pludselig var jeg alene oppe på lastbilens lad. Jeg så på banden, som stod midt på gaden og gav mig tegn om at springe og tage en kasse med. Gån-Joe slingrede forbi mig, tog en stor slurk og smed den tomme flaske på ladet.
“Let´s go, Mo!” sagde han og bøvsede.
Han sprang ned fra ladet, landede blødt på begge ben og slingrede ind ad bedste Spios havelåge.
Jeg besluttede selv at tage springet, men agtede ikke at tage kassen med. I springet ramte min fod en papkasse og jeg faldt på gaden. Kassen faldt ovenpå mig og et øjeblik kunne jeg ikke få vejret. Jeg skubbede kassen fra mig og kravlede op på benene. Lastbilen forsvandt og jeg håbede, at chaufføren ikke opdagede hvad der var sket oppe på hans lad. Drengene trak de to kasser ind i garagen, men jeg hentede trillebøren fra bedste Spios have og løftede med besvær kassen, der havde ramt mig, op i den. Jeg forlod Gån-Joe sovende inde i bedstemors og bedstefars have og kørte trillebøren med besvær ind i bandens skur.
I garagen herskede der intens spænding. Lommeknive glimtede i luften og drengene skar klisterbåndene på kasserne over, for at se indholdet.
“Denne her er så tung, at den må være fyldt med bolsjer,” sagde den lille beskidte knægt.
“Jeg tror det er skinke og kalkun på dåse,” sagde den sorthårede pjuske.
“Hvis det nu er håndgranater?” spurgte den rødhårede.
“Så stiller vi den oppe på trapperne hos hans bedstefar,” sagde drengen med brillerne alvorligt og pegede på mig.
Vi holdt vejret, da den beskidte dreng endelig åbnede kassen.
“Hvad er det for noget?” sagde han forbavset og løftede en lille, hvid æske. “Der er bare en masse små æsker.”
Den rødhårede snuppede den lille æske og undersøgte den.
“Det er brevklemmer,” sagde han forundret. “Æsken er fyldt med brevklemmer.”
Interessen forsvandt med det samme og vendte sig mod den anden kasse, som de havde stjålet. Den blev flået op og drengene blev endnu mere forbavset, da de trak halvtreds små brevmapper op.
“Fantastisk!” sagde drengen med brillerne. “Nu kan vi holde lange møder i det hemmelige selskab om hvad vi skal med arkivmapper og brevklemmer. Hvad er der i din kasse, lille politi?” spurgte han og vendte sig mod mig.
Jeg foldede min lommekniv ud og åbnede kassen. Jeg havde det som en skurk i en bande, som lige har røvet en postvogn. Da jeg åbnede kassen viste der sig utallige røde og gule klisterbåndsruller, pænt pakket ind i bundt. Drengene stod over mig og gabte ned i kassen.
“Pokkers,” sagde rødhovedet. “Jeg har aldrig set så meget klisterbånd, ikke engang i en boghandel. Hvad skal du med det?”
“Det ved jeg ikke, sagde jeg og kløede mig i nakken. Jeg kan ikke tage det med hjem til bedste Spio. Jeg kan heller ikke tage det med hjem og jeg har da ikke brug for ti kilo klisterbånd,” sagde jeg forvirret.
“Lad os så tage det,” sagde den sorthårede. “Vi skal nok få det brugt.”
Han trak kassen ud i et hjørne.
“Det er politifyrens kasse,” sagde den brillede. “Vi kan da ikke stjæle hans kasse. Han skal have noget i stedet.”
Den sorthårede så forbavset på sin ven.
“Ok,” sagde han så trægt. “Han kan vælge noget fra vores skrotbunke.”
Han pegede ud mod et hjørne i garagen.
Garagen var beskidt og grim, fyldt med skrot. Ude i hjørnet var der en bunke skrald. Jeg havde slet ikke lyst til at vælge noget fra bunken og så mig omkring i håb om at finde Gån-Joe. Han var ingen steder og havde drukket så megen whisky, at han nok sov ude i haven. Jeg gik over til bunken og sparkede til den. En rusten navkapsel rullede ud på gulvet og en tom oliedunk faldt på siden. Pludselig så jeg en gemt skat glimte længst derinde i hjørnet, noget jeg altid havde ønsket mig.
“Jeg tager bare den der gamle ødelagte cykel i stedet for klisterbåndene,” sagde jeg spejlstille.
Men dette var ikke nogen almindelig cykel. Det manglede vist nok både dæk, kæde, pedaler, sadel og skærme. Det var bare et gammelt cykelskelet, men det der gjorde det så interessant var, at det var en gammel budcykel. Den var sort og mægtig med en stor bagagebærer foran til kasser, store pakker og unger. Jeg så engang en mand i Reykjavik på sådan en cykel og far sagde, at de næsten ikke var til at få fat i.
“Hvad vil han have?” spurgte den beskidte dreng og gik over til skrotbunken.
“Det her,” sagde den pjuskede og sprang op på bunken og begyndte at hive cyklen ud.
“Det må han godt få. Det er ikke andet end skrot. Godt at komme af med det.”
Han smed cykelstellet op i bedste Spios trillebør.
“Når du nu får cyklen, så må du love at holde mund om det her, indtil din død,” sagde drengen med brillerne og pegede på papkasserne. “Hvis du fortæller din farfar om det er du død.”
“Jeg sladrer ikke,” sagde jeg, tog fat i trillebøren og kørte den ud af garagen.
Drengene begyndte at rode i kasserne, men jeg gik hen ad fortovet hjem til farmor og farfar. Hvad var der sket med mig? Det hele var Gån-Joes skyld. Hvis ikke han havde været fuld, var vi aldrig sprunget ned på lastbilens lad. Jeg ønskede ikke at røve postvogne. Jeg ville allerhelst hjælpe sheriffer med at fange skurke og bander. Jeg var faktisk meget forbavset over mig selv, men det var ikke den første gang jeg fik problemer, fordi Gån-Joe var fuld.
Bedste Spio var kommet hjem fra arbejde, da jeg kørte trillebøren ind ad havelågen. Han var i gang med at feje gangstien, men gjorde holdt, da han så mig.
“Hvad har du der, min ven?” sagde han og støttede sig til kosten.
“Det er bare en budcykel,” svarede jeg og tog stellet af trillebøren. “Jeg vil reparere den og få den til at køre,” tilføjede jeg glad.
“Hvor fik du fat i den?” spurgte bedste og undersøgte tingesten nøje.
“Drengene i nabohuset gav mig den,” svarede jeg, for bedste måtte ikke vide hvordan jeg havde betalt cyklen.
Bedste så mistroisk på mig.
“Det synes jeg er mærkeligt,” sagde han så. “Det synes jeg er overordentligt besynderligt,” tilføjede han, lagde armene over kors og så stift på mig.
“Hvorfor det?” spurgte jeg med en uskyldig mine.
“Nå, det er fordi jeg ved, at de små skurke i nabohuset aldrig giver nogen noget. De skal have betaling for mindre ting end et gammelt cykellig. Hvad gav du for det, min kære Mo?” spurgte bedste Spio.
Jeg stak hænderne langt ned i bukselommerne og stirrede på mine tæer. Selvfølgelig troede bedste Spio ikke på hvad jeg sagde. Det var hans arbejde at gennemskue skurke. Han var spion, detektiv, og kendte desuden drengene.
Jeg sagde ikke noget, men bedste så undersøgende på mig.
“Jeg var netop på vej derover, for at snakke med knægtene i garagen,” sagde han. “Der kom nemlig en lastbilchauffør på stationen i dag. Han havde kørt nogle kasser for hæren og sagde, at der manglede måske to eller tre. Han syntes også han havde hørt tumlen på ladet her i vores gade.”
Nu så jeg, at sandheden måtte frem og fortalte ham hele historien.
“Nåja,” sagde bedste Spio med dyster mine, da jeg havde fortalt det hele. “Du ved da Mo, at tyve bliver anholdt og sat i fængsel. Det er mit job at sørge for det. Det er en grim leg at stjæle andres ting. Nu er der nogle soldater på basen, som venter på deres klisterbånd og de kan ikke forstå hvad der blev af dem.”
“Jeg har da aldrig hørt om en bedstefar, som anholder sit barnebarn og putter det i spjældet,” mumlede jeg og slæbte cyklen op mod huset.
“Først er jeg politi og så er jeg bedstefar,” sagde bedste vredt. “Du har endnu ikke nået den alder, hvor man kan sætte dig i fængsel, men du skal levere cyklen tilbage, for du har betalt den med tyvekoster.”
Jeg satte mig på trapperne og tænkte mig om.
“Bedste, jeg afleverer ikke denne cykel tilbage. Jeg har altid ønsket mig en budcykel og endelig har jeg fået en.”
“Forstår du ikke Mo, at det ikke er din cykel? Du betalte den med noget, som ikke var dit. Derfor er cyklen ikke din,” sagde bedste Spio og satte sig ved siden af mig. “Desuden er det der ikke en cykel. Det er resten af en gammel cykel og det ville koste en formue at få den til at køre.”
“Det kan jeg godt finde ud af,” sagde jeg bestemt. “Jeg kan godt sætte den i stand.”
“Det tvivler jeg ikke på, men du må kunne forstå, at denne gang gjorde du noget forkert. Jeg undrer mig også over, at Gån-Joe deltager i den slags idioti,” sagde bedste Spio og grinte skævt.
“Gån-Joe var døddrukken. Han ligger og sover som en sten der i græsset,” sagde jeg og pegede ud på græsplænen ved huset.
“Nå, det er sådan det er,” sagde bedste Spio og rejste sig.
“Nu går vi over til garagen og ser de små skurke. Vi må konfiskere tyvekosterne og drøfte sagen med dem og deres forældre. Så skal vi ringe til militærets kontor og fortælle dem hvor de kan hente deres klisterbånd.”
“Ja, men bedste, kan du ikke bare gå derhen? Det er egentlig bare en politisag, som ikke kommer mig ved,” sagde jeg og skulle ind til bedstemor.
“Nej, du er også en skurk,” sagde bedste Spio. “Du deltog i dumhederne og så skal du levere cyklen tilbage.”
“Jeg giver ikke cyklen tilbage. Det er helt afgjort,” sagde jeg bestemt.
“Du er skam fræk overfor din bedstefar. Lad os da sige, at jeg betaler for cyklen, for det skal nogen gøre. Så må du betale den gæld til mig, men jeg kan afskrive det i form af arbejde. Du betaler med hjælp til at sætte planter ned i jorden og vedligeholdelse ude i sommerhuset.”
Jeg tænkte mig om. Idéen var ikke så dårlig. På den måde blev jeg ejer af cyklen og hæren ville få sine kasser.
“Ok, det er retfærdigt,” sagde jeg og gik sammen med bedste Spio ud på fortovet og hjem til drengene.
Skurkene holdt møde rundt om et stort bord i garagen, da bedste og jeg ankom. Bordet var en gammel dør, som var blevet lagt ovenpå to tønder. Der blev livligt røre, da vi kom til syne i døråbningen.
Den rødhårede slyngel smed et gammelt sejl over de tre kasser i hjørnet.
“Hvad kan vi gøre for dig, Morten?” sagde ham med brillerne uskyldigt.
Bedste Spio brast i latter.
“Det drejer sig mere om hvad jeg kan gøre for jer,” svarede han. “I er alle sammen nogle barbarer og det gælder også dig, min navnefælle.” Han klappede mig på hovedet og satte sig ned ved bordet. “Jeg regner med, at der er klisterbånd i en af kasserne over i hjørnet,” sagde han og pegede ud i hjørnet.
Jeg stod bagved Spio og prøvede at optage så lidt plads som muligt.
“Jeg vidste han ville sladre,” sagde den beskidte og sprang op på benene.
“Hold kæft, din idiot”, sagde den sortpjuskede. “Hvad mener du, Morten?” spurgte han med en dybsindig mine og vendte sig mod bedste.
Bedste lo.
“Nå, det er med den på,” sagde han. “Skal jeg måske til at undersøge kasserne?”
“Der er klisterbånd i en kasse, papirmapper i en anden og brevklemmer i den tredje,” sagde den fede med brillerne roligt. “Vi ville bare se hvad hæren får tilsendt fra Amerika. Jeg synes det må være helt lovligt,” tilføjede han og lænede sig mageligt tilbage i en ødelagt lænestol.
“Jeg troede, at det var mig, der var politibetjent her på egnen,” sagde bedste Spio. “I er måske ikke klare over, at tyveri af hærens ejendom er en meget alvorlig forbrydelse?”
En trykkende tavshed fyldte garagen og bedste så, at ingen af dem ville svare på spørgsmålet.
“Mon ikke jeg skal gå ind og taler med din mor,” sagde han og så på den rødhårede slyngel. “Så ringer jeg til basen og giver besked om hvor de kan finde tyvekosterne.
Bedste Spio rejste sig og gik hen til døren. “Bliv siddende her og tænk jer om, mens jeg afslutter denne beklagelige sag,” sagde han strengt, idet han forlod garagen.
Pludseligt var bedste gået og jeg stod alene tilbage med skurkene. De så vredt på mig.
“Sladderhank, du gav politiet besked,” hvæsede han med brillerne.
“Nej, jeg har ikke sagt noget. Han fandt ud af det selv. Lastbilchaufføren havde nemlig sladret,” sagde jeg bestemt.
“Du skal give os cyklen tilbage,” sagde den lille beskidte fyr.
“Nej, jeg leverer den ikke tilbage, men jeg vil betale en smule for den,” sagde jeg sejt. “Tyve kroner er for eksempel en rimelig pris for det vrag,” tilføjede jeg. “Så behøver I ikke at slæbe den over til lossepladsen.”
“En halvtredser,” sagde brillefyren med korslagte arme. “Du får cyklen for en halvtredser.”
“Er du helt bimmelim!” sagde jeg og lod som om jeg var fornærmet. “Så kan du bare beholde den. Jeg henter den nu og smider den der på skrotbunken”, sagde jeg og pegede ind i hjørnet af garagen.
Den rødhårede fyr kom over til mig med sin udstrakte hånd. “Tredive er ok. Betal nu,” sagde han.
“Jeg har ingen penge på mig, men bedste låner mig,” svarede jeg, samtidig med at jeg gik roligt baglæns til døren. Cowboys vender aldrig ryggen mod skurke.
Den sorthårede pjuske skulle til at forhindre min udgang og jeg blev næsten bange.
“Lad ham gå,” sagde den beskidte stump. “Han ved, at vi giver ham klø, hvis ikke han kommer tilbage med pengene.”
Jeg gik roligt ud på fortovet. Bedste Spio kom ud fra huset og den rødhårede fyrs mor efter ham. Hun lignede et tordenvejr i ansigtet, gik knejsende ind i garagen og smækkede døren hårdt i bag sig. Man kunne høre det langt ude på gaden, da hun tordnede over drengene.
Senere samme dag lå Gån-Joe og jeg i skjul i bedstemors ribsbusk og fulgte med, da to mænd i en militærjeep kom for at hente kasserne. De hentede også alle drengene, proppede dem ind i jeepen og kørte rask væk. De skulle afsone for forbrydelsen med at arbejde for hæren. Det forekom mig, at de smilede helt lykkelige, da de faktisk skulle på sightseeing på basen.
“De får lov til at køre i en militærjeep,” sagde jeg og puffede til Gån-Joe.
“Oboj,” sukkede Gån-Joe og holdt om sit hoved. Jeg tror han havde hovedpine af al den whisky.
Da jeepen var ude af syne, løb jeg over og ringede på dørklokken. Den vrede kvinde åbnede døren. Jeg gav hende en kuvert med tredive kroner i og bad hende give det til sin søn. Hun snuppede kuverten og smækkede døren i på mit ansigt. Jeg skyndte
mig ned ad trapperne og hjem til bedstemor og bedste Spio.
Da bedste Spio kørte mig hjem til Sølvgade med den nye cykel den samme aften, tænkte jeg, at det egentlig ville have været sjovere at tage med på forbedringsarbejde hos militæret. Jeg har aldrig været inde på basen. Det kunne være sjovt at se sig omkring der.

Jeg er Mo taxacykelchef

Jeg troede det var forbudt
at låse børn inde.
Fængsler er for voksne.
Nogen skulle oplyse
overlærer Ulf om det.
Jeg tror han ikke ved det.

Orre og jeg går ikke længere i den samme klasse, fordi inspektøren syntes det er for stor en belastning for læreren. Han siger, at vi ikke kan følge skolereglerne, når vi er sammen. I min skole er der også alt for mange regler. De er så mange, at man umuligt kan huske dem alle sammen. Det er blandt andet forbudt at cykle på skolens område. Det synes jeg er en meget mærkelig regel. Cykler er udendørsting. Når det nu er forbudt at cykle på skolens område, skal børn da hellere cykle på gaden, blandt bilerne? Eller skal de cykle på fortovene og ramme gamle mennesker, der går tur? Eller skal man cykle hjemme i dagligstuen? Hvis skolens areal ikke er for cykler, hvad skal man så med dem? Jeg er selv kommet i knibe på grund af denne tåbelige regel.
Dagen efter at jeg kom hjem fra Katlavik gik jeg omgående i gang med at reparere den gamle budcykel. Far og mor havde givet mig en ny cykel i fødselsdagsgave og jeg kunne bruge dele fra den for at renovere den gamle. Cykelfornyelsen tog mig mange dage. Gradvis blev den nye cykel fra mor og far forvandlet til en metalramme og samtidig dannedes der en flot budcykel med en ny sadel og dæk, skinnende skærme, kæde og spejle.
Nogle gange kom Orre og Binna på besøg hos mig i garagen og fulgte spændt med i hvordan budcyklen fik en helt ny form. Så fandt jeg sort lak i fars ting i garagen og lakerede over ridser og pletter på stellet. Jeg bredte et lagen over cyklen, da den var færdig og inviterede så Orre og pigerne til at komme og se. De satte sig på en bænk i garagen og ventede spændt. Jeg hev lagenet af budcyklen. De klappede meget og pigerne sagde, at jeg var geni.
Hele dagen cyklede jeg skiftevis med dem foran på ladet og dagen efter fulgtes Jona og Binna endda med os i skole. Da vi kom ind på skolens areal samledes de andre børn omkring os for at se på den nye, fine budcykel. Alle ville prøve, men jeg besluttede selv at cykle og tilbød, at ungerne skiftevis kunne sidde foran. Som regel er jeg ikke særligt populær og mange af de andre børn er lidt bange for mig, men denne dag var jeg hovedpersonen og alle ville være sammen med mig, undersøge min nye cykel og prøve at sidde foran.
I det lange frikvarter cyklede jeg med børnene foran på ladet rundt omkring på skoleområdet og der var lang kø oppe ved skolebygningen, for alle ville prøve. Prisen var to kroner og ingen kaldte mig Mo spo spytterøv, eller eskimo. Jona stod i køen og fortalte alle, at jeg var hendes bror og jeg ikke kun vidste alt om cykler, men også om elektricitet. Binna fortalte alle, at jeg var hendes ven og Orre løb efter mig som en hund over det hele, mens jeg cyklede med ungerne. Gån-Joe lænede sig op mod en husmur og smilede over hele femøren og jeg så, at han var virkelig stolt af at kende mig.
Kort før klokken ringede cyklede jeg med Lasse foran på ladet. Vi kom i flyvende fart om hjørnet og lige ind i overlærer Ulf.
Ulf er ikke en særligt glad mand. Jeg har aldrig set ham smile og han er så sur og kedelig, at surheden kommer helt nede fra maven og ud ad munden, som gør, at han også har dårlig ånde.
Ulf tog fat i Lasse, hev ham ned fra ladet og greb fat i cyklen med den anden hånd, så jeg faldt af cyklen.
“Er det svært at forstå skolens regler? råbte han. Det er strengt forbudt at cykle på skolens areal! Det ved I godt begge to!”
Ungerne stimlede sammen omkring os og fulgte nøje med i begivenhederne.
“Reglerne er bare dumme,” sagde jeg og kravlede op på begge ben. “Hvad er det for en idiot, der laver den slags regler?” tilføjede jeg, idet jeg rejste min cykel op.
“Du er ballademager, Morten,” tordnede Ulf. “Du bryder skolens regler og kalder overlæreren for en idiot. Nu går I begge to ind i skuret og tænker jer om.”
Klokken ringede, børneflokken spredtes og forsvandt ind i bygningen.
Ulf gennede Lasse og mig ind i værktøjsskuret på skolens areal.
“Sådan! Her kan I passe jer selv og tænke på skolereglerne, gode manerer og en del andre ting,” brølede han, idet han skubbede os ind i skuret.
Jeg tog min cykel med ind og Lasse satte sig med hængende hoved på en kasse inde i hjørnet. Ulf smækkede døren i og vi hørte, da han spærrede os inde med den udendørs slå.
“Jeg gjorde ingenting,” sagde Lasse mut, da Ulf var gået. “Jeg fik bare en tur på din dumme cykel. Hvor længe tror du vi skal sidde her?”
Jeg svarede ikke, for jeg havde for travlt med at famle rundt i mørket inde i skuret og undersøge forholdene.
“En gang blev en dreng låst inde her og de glemte at lukke ham ud igen,” sagde Lasse grådkvalt. Alle tog hjem og han måtte sove i skuret om natten. Der var spøgelser i skuret og han blev vist skør i bolden efter det.”
“Sikke noget vrøvl,” mumlede jeg. “Ingen spøgelser gider være her i denne skraldekiste. Hvis de glemmer os, venter vi bare indtil nogen åbner. Det er slet ikke svært at bryde ud herfra,” sagde jeg og tog et tilløb lige ind i døren.
Døren knirkede, men slåen holdt. Snøften hørtes fra mørket inde i skuret og siden lav vrælen.
“Lasse, hvad har du gang i,” spurgte jeg chokeret. “Græder du?”
“Jaaa,” vrælede Lasse. “Mor ved ikke hvor jeg er og hun kan ikke finde os her. Hvis Ulf beholder os, kan vi dø af sult og tørst. Og far bliver rasende.” Lasse græd videre og snøftede.
“Kan du huske, at jeg sagde til Ulf, at han var idiot?” spurgte jeg.
“Ja, hvorfor gjorde du det. Sådan taler man ikke til en lærer,” snøftede Lasse.
“Jeg anede intet om hans dumme regel,” sagde jeg. “Men jeg havde ret. Han er idiot, fordi han låste os inde med nøglen til døren.”
“Hvad mener du?” spurgte Lasse nysgerrig og snøftede.
“Jamen, vi har da budcyklen hos os. Den er meget tung, med et stort jerngitter foran. Hvis vi to sammen tager fat i cyklen og tager tilløb mod døren, er jeg sikker på, at slåen giver sig.”
“Tror du, at vi kan bryde ud fra skuret?” spurgte Lasse og tørrede øjnene med ærmet.
“Ja, det er nemt. Kom så og hjælpe mig med at ordne tingene herinde, så vi kan få et godt tilløb med cyklen.”
Lasse rejste sig og vi begyndte at flytte på græsslåmaskiner, river og spader, for at danne en bane. Da vi var færdige med det, førte vi cyklen bagest i skuret og stillede op.
“Nu tæller jeg til tre og så løber vi ind i døren,” sagde jeg. “En, to, tre!”
Vi løb hen ad gulvet og lod cyklen ramme døren. Slåen knirkede, men den gav sig ikke.
“Det går ikke,” sagde Lasse nedtrykt. “Vi må sætte os ned og vente.”
“Jovist går den. Vi prøver flere gange. Til sidst giver døren sig,” sagde jeg og førte cyklen tilbage i skuret.
Efter tre forsøg sprang døren pludselig op og slåen faldt ned på jorden.
“Der kan du se Lasse, vi er frie mennesker,” råbte jeg triumferende og fægtede min vej med cyklen ud af skuret. “Jeg skal nok give dig et lift hjem. Sæt dig bare op på bagagebæreren.”
Dagen efter, da vi kom i skole, bad inspektør Vilhelm Lasse og mig at komme til en samtale. Vi fulgte ham op på hans kontor og han bød os at sætte os overfor ham ved skrivebordet.
“Nå, kære venner. I gav skurskarnet en ordentlig omgang i går,” sagde han og smilede. “Det kan jeg godt forstå. Det er da ikke nogen fornøjelse at blive låst inde og helt ærligt, så er jeg ikke tilhænger af den form for straf. Men sket er sket. På den anden side har vi nogle skoleregler, som det ville glæde mig meget, hvis I prøvede at respektere. Cykling på skolens område er forbudt og I må love mig ikke at gentage den slags.”
Vi gav ham vores højtidelige løfter, men alligevel ønskede jeg at drøfte disse regler lidt.
“Vilhelm, det er helt vanvittigt at forbyde al cykling på skolens område. Vil du love mig at overveje den mulighed at lave om på den dumme regel?”
Inspektør Vilhelm lo godmodigt.
“Ja, kære Mo, ingen regler er hellige og denne her skal jeg nok genvurdere. Jeg ville også sætte pris på, at du siger undskyld til overlærer Ulf. Han siger, at du var fræk overfor ham, kære Mo, og det må man ikke. Det er bedst for alle og enhver tidligt at øve sig i høflighed.”
Jeg så ud af vinduet og mumlede noget om, at Ulf ikke havde været særligt høflig overfor os.
“Jeg har en anden vigtig sag at drøfte med jer,” sagde inpektør Vilhelm alvorligt. “I glemte nemlig jeres forstand i går, da I flygtede.”
“Hvad mener du?” spurgte jeg nysgerrig.
Lasse var også et stort spørgsmålstegn i ansigtet.
“Jo, i går, da jeg skulle hjem og slukkede alle lys, blev jeg ked af at se, at der var to skoletasker i et af klasseværelserne. I har måske ikke savnet dem?”
Nej, det havde vi ikke. Han løftede taskerne op på bordet og rakte os dem.
“Kære venner,” sagde Vilhelm alvorligt, “jeres bøger er meget vigtige. Jeg er ked af, at I ikke savnede dem det døgn I måtte undvære dem. Jeg håber, at I ikke glemmer lærdommen i fremtiden, for den er ballast til livet.”
Vi lovede højtideligt aldrig igen at glemme at tage vores skoletasker med, gav Vilhelm hånden og sagde farvel.
Jeg har ikke sagt undskyld til Ulf. Lidt senere var der skoleafslutning og jeg havde ikke lyst til at undskylde overfor ham. Jeg gør det måske senere, hvis han først siger undskyld for at have låst mig inde i skuret. Jeg tror inspektør Vilhelm var ked af, at vi blev udsat for det.

Et misforstået geni

De fleste af histoiens genier
er blevet misforstået.
Faktisk har ingen forstået,
eller værdsat dem
inden de forlængst er døde.
Det siger min far i hvert fald.
Jeg tror jeg er en af dem.

Når jeg er blevet en gammel, død cowboy, begravet et eller andet sted i Arizona, vil man opdage, at jeg faktisk var et geni. De som troede, at jeg var en drillepind og vildbasse vil forstå, at de ikke var i stand til at se hvor meget jeg vidste og kunne. Far er helt enig med mig.
Det forholder sig nemlig sådan, at jeg er elektrotekniker. Jeg har ikke lært det nogen steder. Jeg er simpelthen født elektrotekniker. Længe inden jeg kunne tale, syntes jeg det var morsomt at skille indviklede ting ad og jeg kunne meget hurtigt samle dem igen. Mor bliver altid så bekymret hver gang vi får et nyt elektrisk redskab til hjemmet.
“Kæreste Mo, vær sød ikke at skille denne maskine ad. Det kommer ikke dig ved hvad der er indeni. Nyd bare, at den virker,” siger hun tit, når jeg ser længselsfuldt på et nyt redskab.
Jeg forstår ikke hvorfor hun er så bekymret. Det er aldrig mislykkedes for mig igen at samle et apparat.
Mor var ikke glad i julen. Bedstefar og bedstemor gav hende carmencurler til håret i julegave. Et superduper apparat, som bruger strøm. Rullerne står på gitre, som bliver varme, når apparatet er tilsluttet. På den måde bliver rullerne varme og mor kommer dem i håret. Hendes hår bliver så gradvist krøllet. Jeg havde sådan lyst til at se hvordan gitrene blev varme og derfor skilte jeg hele apparatet ad juleaften. Jeg skruede låget af, skilte æsken ad, løsnede alle ledningerne og så hvordan de var ordnet. Til sidst fandt jeg ud af hvordan gitrene blev opvarmet og da lå dele af curlersættet ud over hele gulvet.
“Hvad i alverden har du gjort, lille Mo?” spurgte mor med træthed i stemmen, da hun så mig med sættet i stykker.
“Nu ved jeg hvordan man samler sådan et sæt curler,” sagde jeg stolt.
“Nå, min egen, så har du måske lyst til at gøre mig den tjeneste igen at samle mit nye sæt sammen?” sagde min mor meget langsomt.
´”Det er ingen sag,” svarede jeg.
Ganske hurtigt samlede jeg curlersættet og derefter begyndte jeg at løsne skruerne på den nye radio, som far og mor gav mig i julegave. Jeg har et gammelt radioanlæg, som Bedste Spio gav mig, men den har kun én station. Jeg kan snakke med lastbilchaufførere, taxachaufførere og endda stridserne på den samme station, men med mit nye radioanlæg kan jeg snakke med radioamatører i udlandet. Jeg skal bare se at få lært mere engelsk, ikke kun for at blive cowboy i Arizona, men også for at kunne snakke med radiofyre.
Somme tider opfinder jeg ting. Jeg opfandt for eksempel lagenfikseringer, for lagenet i min seng krølles altid sammen, mens jeg sover og er altid en dynge i hjørnet på sengen, når jeg vågner op. For at fæstne lagenet hamrer jeg et søm igennem det ned i sengens stolper i de fire hjørner. På den måde bliver lagenet hvor det skal være, når jeg sover, og også når jeg hopper på sengen. Mor syntes ikke om denne opfindelse, men far syntes den var smart og overvejede selv at bruge den i dobbeltsengen.
Stakkels engelske Pol i Gårdhavegade kan ikke se fjernsyn hjemme hos sig selv. Skærmen er som snestorm og der er altid susen og han kan ikke se nyhederne. Jeg ved det, fordi jeg har hørt ham beklage sig overfor naboerne. Jeg ved også, at det er min skyld. Orre og jeg skal nemlig altid have gode slangebøsser. Alle børn skal have gode slangebøsser, men man kan ikke bruge hvilket som helst materiale. Orre og jeg færdes rundt i kvarteret ved at springe fra det ene garagetag til det andet og derfor opdagede vi i fjor, at engelske Pols antenne er anderledes end andre antenner i kvarteret. Tænderne på antennekammen er tyndere og passer helt perfekt til slangebøssebønner. Derfor har vi ind imellem skudt en eller to tænder af antennekammen hos engelske Pol med vores slangebøsser. Forleden listede jeg rundt oppe på engelske Pols garagetag og hørte, hvor han stod ude i haven og kaldte over til bibliotekar Ludvig.
“Ludvig! Ser du well dit tivi?”
“Ja, forholdene er fine her,” svarede Ludvig. “Har du problemer med apparatet?”
“Det er snestorm i min tivi alle dage og terribul larm,” svarede engelske Pol, hvor han stod med hænderne på hofterne og rystede på hovedet.
Der hvor jeg lå på garagetaget, kunne jeg se antenneledningen på husets tag. Der var kun én tand tilbage, den tand jeg havde tænkt mig at hente til min slangebøsse. Men fordi jeg inderst inde er en gæv knægt, besluttede jeg at lade tanden blive der.
Jeg sagde endda til Ludvig, da jeg kom ned fra taget og løb igennem hans have:
“Ludvig! Sig til engelske Pol, at der kan være noget i vejen med hans antenne.”
“Det skal jeg nok, min ven,” svarede Ludvig, som var i gang med at slå sin græsplæne.
Noget af det jeg bedst kan lide er at undersøge Elledninger i biler, men far har forbudt mig at undersøge Elsystemet i Volvoen. I foråret var han nær kommet for sent til sit skib og det var sandsynligvis min skyld.
Far skulle på togt på krigsskibet og vi skulle til at køre ham ned til havnen og vinke farvel, når skibet sejlede fra kajen. Han var sent på den og var i færd med at pakke sin rejsetaske, mens mor strøg hans skjorte. Jona og Sigga klædte sig fint på og jeg besluttede at bruge ventetiden på at undersøge hvordan lysene virkede på Volvoen. For at kunne se hvordan lys virker, skal man tænde dem og jeg lod dem skiftevis lyse, mens jeg fulgte ledningerne fra instrumentbrættet ud til lygterne. På den måde kunne jeg se hvilke ledninger der gik ud til baglygterne, forlygterne og blinklysene. Endelig var alle parat og far smed sin taske ind i bilens bagagerum. Mor havde sin fineste kjole på og satte sig ind i bilen sammen med Jona og Stina. Far og jeg satte os også ind i bilen, men da han prøvede at starte bilen, skete der ingenting. Volvoen hostede bare dovent og slumrede så ind som om den var faldet i søvn.
“Mo, hvad har du nu gjort ved bilen?” spurgte far vredt.
“Jeg studerede bare lyssystemet,” sagde jeg. “Er bilen i stykker?”
“Nej, men der er ingen strøm,” sagde far og var sur. “Du har brugt hele strømforsyningen på dine undersøgelser. Jeg kommer for sent til skibet. Vigga, jeg er nødt til at bestille en taxa og det haster,” sagde han og så på mor.
“Jeg ringer efter en,” sagde mor og sprang ud af bilen og ind i huset.
Far stod ud af bilen, tog sin taske fra bagagerummet og satte sig på en sten ude ved gaden. Vi børn fulgte ham.
Mon skibet sejler uden mig, sagde far og så på sit ur.
“Selvfølgelig ikke,” sagde Jona og klappede far på skulderen. “Hvad for et kystbevogtningsskib ville sejle uden sin kaptajn?”
“Får du skældud?” spurgte jeg.
“Han får ingen skældud,” sagde Jona fortørnet. “Kun hvis han skælder sig selv ud. Det er ham, der bestemmer på skibet.”
“Nej, lille ven, jeg får ikke skældud. Det er bare så kedeligt at komme for sent.”
“Undskyld at jeg brugte strømmen. Jeg skulle bare undersøge lysene.”
Far så på mig.
“Lærte du noget om lyssystemet?”
“Ja, nu ved jeg hvor ledningerne ligger ud til lygterne. Jeg fandt dem alle sammen,” sagde jeg glad.
“Nå, ja, kære Mo, det var godt du lærte noget.”
Mor kom ud og inden længe kom taxaen op til huset. Denne gang fulgte vi ikke far ned til kajen, men vinkede , mens han kørte ned ad gaden.
Bedste Spio og jeg oplevede noget helt fantastisk i foråret, takket være mig. Mine bedsteforældre har et lille sommerhus ved Skysøen. I foråret tog de derhen for at sætte nogle planter ned og jeg tog med for at afvikle gælden for budcyklen. Jeg tog mit nye radioanlæg med og også noget antenneudstyr, for jeg ville måske få tid til at lege lidt. Hele weekenden havde jeg faktisk travlt med at hjælpe mine bedsteforældre med at plante træer og så malede Bedste Spio og jeg også husets tag. Om søndagen, mens de var ved at pakke sammen, besluttede jeg at tænde for radioanlægget. Problemet var bare at finde en god placering for antennen. Da huset ligger nede i en lavning, nyttede det ikke noget at sætte antennen op på taget, men så fik jeg en genial idé. Jeg tog en stige og klatrede med antennen op i en flagstang, som står oppe på en høj tæt ved sommerhuset. Jeg klatrede yderst varsomt op, fordi stigen var meget ustabil. Så fik jeg placeret antennen og klatrede igen forsigtigt ned ad. Da jeg havde forbundet antennen med anlægget, opdagede jeg, at jeg havde glemt at tage højde for noget elektricitet. Hvor mon jeg kunne få strøm til min radio?
Da fik jeg en genial idé. Jeg gik ned til bedstes bil og åbnede kølerhjelmen. Der var der et stort og mægtigt batteri og da jeg altid har en skruetrækker og skruenøgle i lommen, tog det ingen tid at løsne den. På den anden side var det meget sværere at flytte det nogen steder, for bilbatterier er meget tunge. Man skal også behandle dem forsigtigt, for de er fyldt med meget farlig syre, som ikke må skvulpe op. Det lykkedes mig dog til sidst uden problemer at løfte det op fra motorrummet og sætte det ned på græsset. Jeg viklede en snor omkring det og trak batteriet hele vejen op på højen. Jeg sluttede radioanlægget til batteriet og fik en god forbindelse. Der var helt klart nogle usædvanligt gode forhold for en radiosender i mine bedsteforældres flagstang. Jeg lå et stykke tid i græsset og vandrede mellem stationer. Jeg hørte to transportchaufføreres samtale nordpå, hvor de aftalte at mødes i Sejlervig. Så hørte jeg en kvinde, som snakkede med sin mand ude på havet, men dem gad jeg ikke lytte til. Så snakkede jeg med en taxachauffør i Reykjavik. Han havde problemer med sit samtaleanlæg den dag, men jeg sagde han bare skulle komme forbi hjemme hos mig hen på ugen. Jeg kunne sikkert ordne den. Der var ikke mange på linien denne dag, men mens jeg vandrede mellem stationerne, hørte jeg nogen kalde: “Mayday! Mayday! Mayday!”
Jeg vidste straks hvad det betød. Det ved jo alle radioamatører, sømænd og redningsofficerer, som far. Bedste Spio ved det også, for han er politimand. Mayday er et internationalt ord for hjælp. Der var en, som kaldte på hjælp.
Jeg greb mikrofonen og kaldte tilbage.
“Hallo, hallo, my name is Mo.” Det betyder, at mit navn er Mo.
“Hallo Mo,” blev der svaret, men så kom der en remse , som jeg slet ikke forstod.
“Vait, mister!” råbte jeg, men det betyder vent mand, vent. “Mai bedste help you,” sagde jeg så, men det betyder min bedstefar kan hjælpe dig. Jeg er nemlig blevet utroligt god til engelsk.
Mens jeg legede med radiosenderen, bar Bedste Spio vores tasker ud i bilen. Han blev utroligt forbavset, da han prøvede at starte bilen og ingenting skete. Bedste kløede sig i nakken og åbnede motorhjelmen. Da han havde undersøgt motorrummet meget nøje, opdagede han, at batteriet var forsvundet. Han så sig omkring, fik øje på antennen på flagstangen og kom gående hen til mig.
Da jeg skulle til at springe afsted for at hente bedste for denne der udlænding, som kaldte på hjælp i mit radioanlæg, stod Bedste der.
“Hvad har du nu lavet,” spurgte Bedste vredt.
“Bedste, jeg har store problemer,” sagde jeg hurtigt.
“Ja, nu er du ude i noget møg, kammerat,” sagde bedste og så på sit batteri.
“Nej, du forstår ikke. Der er en udlænding på linjen hos mig og råber og råber på hjælp. Du må redde ham. Jeg ved ikke hvad der er galt. Snak med ham.” bad jeg.
“Hvad siger du?” spurgte Bedste og begyndte at lytte.
“Mayday, mayday,” hørte vi igen og Bedste tog mikrofonen.
“Hallo, hallo, vær ar ju?”
Udlændingen snakkede længe og så svarede bedste og sagde en masse på engelsk, som jeg slet ikke forstod.
Han tog også noget papir og en pen op fra sin lomme og skrev nogle udenlandske navne på papiret.
Da bedste sagde “okay” og “no problem,” var samtalen slut.
“Det er en mærkeligt tilfælde det her,” sagde bedste og så på mig. “Vi skal finde politiets radiolinje og give besked om denne stakkel.”
“Hvor er han?” spurgte jeg. “Hvem er han og hvad skete der med ham?”
“Manden er nu bare der nede i Australien,” sagde Bedste, mens han ledte efter politiets radiolinje på mit radioanlæg.
“I Australien, hvad vil han der?” spurgte jeg forbavset- “Nå, han bor nok der. Han er løbet tør for benzin på en eller anden afsides liggende vej i Viktoriaødemarken, men han gav mig sin position og vi må give politiet besked.”
“Hvad kan politiet i Reykjavik gøre for en mand, som er faret vild i en ødemark i Australien?” spurgte jeg forbavset
En hel del, sagde Bedste. Politiet i Reykjavik kan give politiet i Australien besked og der kan man så bringe oplysningerne videre ti etl redningskorps i området.”
Bedste fik forbindelse med sine politivenner og gav dem samtlige oplysninger. De takkede og sagde de ville omgående ordne det.
Mens jeg tog antennen ned, støttede bedste stigen og så pakkede vi radioanlægget ned i tasken. Bedste sagde, at jeg aldrig igen måtte komme en antenne op i flagstangen, for jeg kunne nemt have brækket halsen, hvis stigen var væltet.
“Det var da godt, at jeg huggede dit batteri, bedste,” sagde jeg, da vi slæbte batteriet tilbage til bilen. “Ellers kunne denne mand være død af tørst i ødemarken, ulve og gribbe kunne have ædt ham, eller slanger bidt ham.”
“Ja, det er uden tvivl rædsomt ikke at have benzin nok i Vikatoriaødemarken. Jeg tror den er voldsomt stor. Lad os håbe, at han får hjælp. Du må alligevel aldrig igen tage batteriet ud af min bil, selv om det denne gang betalte sig. Lover du det?”
Jeg lovede det og bedste Spio var slet ikke vred, trods det, at bilen ikke startede, selv om batteriet igen var på sin plads. Jeg havde nemlig brugt hele strømmen på min radio. Han gik bare hen og fik en nabo fra et sommerhus til at hjælpe os med at trække bilen afsted.
Taxachaufføren, som jeg talte med oppe på højen, kom kort tid senere på besøg.
Mor åbnede døren og chaufføren spurgte om Mo var hjemme. Jeg var i køkkenet og reparerede radioen.
“Denne gang er han uskyldig, for han har ikke været udendørs siden i går,” hørte jeg mor sige.
“Reparerer din mand ikke radiosendere?” spurgte manden forbavset.
“Min mand?” gentog mor. “Han er ude på havet. Han arbejder for Kystbevogtningen.”
Nu besluttede jeg at blande mig, lagde skruetrækkeren på bordet og løb ud.
“Mor, det er helt i orden. Det er mig han vil tale med. Jeg lovede at kigge på hans radioanlæg. Der er noget i vejen med den.”
Taxamanden så forbløffet på mig.
“Du er kun en lille purk. Du reparere da ikke radioer?”
“Nå, det er sådan det er,” sagde mor lettet. “Jo, min egen lille Mo reparerer alt mellem himmel og jord. Sig det og han ordner det. Han er for eksempel nu i gang med at reparere min radio. Du godeste, han redder dit radioanlæg.”
Så gik mor ind og jeg tog med chaufføren ud til taxaen og undersøgte hans anlæg. Han lod den blive hos mig i nogle dage og hentede den så, da jeg var færdig med at reparere den.
Forleden fik bedste Spio og jeg en forsendelse. Det var en pakke fra manden i Australien, som havde fået bedstes adresse hos politiet i Reykjavik. Alle betjente kender selvfølgelig min bedstefar, som er overdetektiv i Katlavik. Australieren sendte os en boomerang og noget chokolade og sagde, at vi kunne mødes i radioen om søndagen.

Hønselort a la creme
for fregnede damer

Hvad er en drillepind?
Er en drillepind ikke den,
som prøver at hjælpe,
mens alle misforstår ham?

Jeg har fregner og er skide ligeglad. Godt nok har jeg aldrig set fregnede cowboys, men mor siger, at fregnerne forsvinder med tiden, så jeg er ikke bekymret. De er sikkert forsvundet, når jeg bliver voksen og flytter til Arizona. Jeg bliver ikke ved med at have fregner og være ni år. Det er helt sikkert. Jona er også forfærdelig fregnet og jeg synes det er usandsynligt, at hendes fregner forsvinder med alderen. Hele hendes ansigt er fyldt med fregner og sådan er Binna også. Når de løber ned ad gaden, rødhårede og fregnede som bare pokker, ligner de to brændende høstakke med mæslinger.
Nu er de ti og elleve og mor siger de er ved at blive damer og at de er begyndt at tænke på deres udseende. Men hvorfor skal det gå ud over mig, at de gerne vil være voksne damer?
Mimi, Binnas søster, fortalte dem om et gammelt råd mod fregner. Det er blevet brugt fra vikingetiden og er altid effektivt.
“Hvorfor tror I jeres mødre ikke har fregner?” spurgte Mimi. “Det er selvfølgelig, fordi de brugte hønselortmetoden, da de var små, selv om de ikke vil indrømme det nu. I skal komme hønsemøg på ansigtet hver aften og morgen i tre uger, inden I kan se virkningen, men efter det falder fregnerne simpelthen af.”
Binna og Jona ilede med det samme af sted til Hønse-Hans i Gårdhavegade og bad ham om en spand hønsemøg. Men Hans er så vant til, at børn driller ham, at han skældte ud og bandede og gennede dem væk.
Derfor blev jeg blandet ind i sagen. Det var ikke min idé og derfor blev det hele til noget værre kludder.
Jona og Binna bad mig og Orre om at liste ind i hønsehuset og stjæle hønsemøg.
“Det kan du godt klare, Mo,” sagde Jona. “Hvis du hugger det, kan vi smøre det på ansigtet.”
“Og så bliver I assistenter i et vigtigt videnskabeligt forsøg,” sagde Binna alvorlig.
Orre og jeg godtog forslaget, fordi vi glædede os meget til at se dem smøre hønsemøg I ansigtet.
I løbet af nogle dage udspionerede vi Hønse-Hans’ adfærd og fandt ud af, at det bedste var at liste hen til hønsehuset, mens Hans og familien spiste aftensmad. Så kom den dag, da Orre og jeg tog afsted fra Sølvgade ved solnedgang, bevæbnet med Jonas lille spand og spade. Vejret var stille, men køligt og vi dækkede vores mund og næse med lommetørklæder, så ingen kunne genkende os. Jeg fik Orre til at love, at han ikke ville svigte mig på denne farlige tur. Han skulle følge mig hele vejen og han lovede også, at han ikke ville drille hønsene.
“Du skal bare skovle hønsemøget op i spanden, sagde jeg bestemt. Gån-Joe og jeg holder vagt og så går vi.”
“Skal Gån-Joe med?” spurgte Orre.
Jeg så, at Gån-Joe stod bag mig skrævende med tommelfingeren i luften og tyggende skrå.
“Ja,” svarede jeg. “Han er med og han er endda ædru.”
“Ok,” sagde Orre og steg op på sin cykel. “Så har jeg det bedre.”
Gaden var øde, da vi cyklede afsted. Der lå tågedis over landsbyen. Skumringen var tiltagende og jeg hørte en kat skråle i det fjerne. Vi lagde vores cykler ned i græsset overfor Hønse-Hans’ hus og listede ind i haven. Indenfor vinduet så vi Hans og hans kone sidde sammen med deres fem børn ved spisebordet og hapse fisk i sig.
“Spiser du kuller?” hviskede Orre, da vi kravlede på maven hen til hønsehuset.
“Selvfølgelig. Spiser ikke alle mennesker kuller?” sagde jeg forbavset.
Orre holdt op med at kravle og tænkte sig om. “Jeg tror ikke cowboys spiser kuller,” sagde han så. “Det er ikke cowboymad.”
“Nej, måske ikke,” hviskede jeg, “men bagte bønner og pølser; det er cowboymad.”
Gån-Joe lænede sig op ad rækværket, tyggede på et strå og nikkede godkendende. Vi var nået til hønsehuset og jeg lænede mig frem og åbnede døren varsomt.
Lav skræppen og kaglen hørtes fra husets beboere, som ikke helt vidste hvordan de skulle opfatte det uventede besøg. Orre listede ind med spanden og spaden, mens jeg stod vagt udenfor og kiggede i alle retninger.
“Det her er som i en boligblok,” sagde Orre forbavset. “Her er der høns i flere etager. En, to, tre, fire …”
“Hønsemøget! Orre, hold op med at tælle hønsene og begynd at samle møget!”
“Ja, ja, jeg skovler,” mumlede Orre og jeg hørte ham skrabe møg op med spaden.
“Mon ikke det er godt at spise rå æg?” mumlede Orre. “Jeg er sikker på, at det er cowboyføde.”
Han var næppe færdig med sætningen, før hønsene gik amok. De skræppede om kap og vadede rundt i hele hytten. Jeg fór ind og lukkede døren.
“Hvad har du lavet? Hvorfor larmer de sådan?” råbte jeg.
“Jeg ville bare tage ét æg fra en høne, som sad på det,” kaldte Orre. “Jeg ville spise det råt som en rigtig cowboy, men så blev den tosset og alle de andre blev også tossede.”
Under denne tumult trådte Orre ned i en vandbalje på gulvet, væltede den omkuld og pludselig lå han drivvåd i en dynge hønsemøg. Hønsene skreg og skreg.
“Flygt! Nu!” råbte Orre og sprang op på benene.
Jeg skubbede til døren og skulle til at styrte ud, men jeg løb lige ind i Hønse-Hans. Han fik fat i kraven på min trøje med sin ene hånd og tog Orre i nakken med den anden.
“Var man i færd med at forulempe uskyldige dyr?” spurgte han vredt.
“Ville man måske stjæle nogle æg i forbifarten? Sikke nogle bæster I er!”
Hønse Hans´ familie stod ude på trapperne.
“Far, det er Mo og Orre fra Sølvgade,” sagde hans yngste søn. “Jeg ved hvor de bor. De er nogle drillepinde!”
Der var ingen udvej. Jeg kiggede på Gån-Joe.
Han tog strået ud af munden.
“Boj, oboj!” sagde han, slentrede fløjtende væk og forsvandt.
Hønse Hans førte os ned til trapperne og skældte os hæder og ære fra. Så fulgte han os hjem. Hans sønner fulgte efter på vores cykler.
Hønse Hans lignede en sheriff, som havde taget to vilde cowboys til fange. Hans sønner på vores cykler lignede en sheriffs hjælpere, der red på cowboyernes heste til byen. Det syntes jeg i hvert fald, indtil jeg så mor. Cowboys bliver selvfølgelig ikke bragt hjem til deres mødre, når de bliver arresteret.
Mor stod ude på fortovet da vi kom. Min søster Jona og Binna sad på rækværket og ventede som om de var i biografen og filmen var ved at begynde.
Orre blev løsladt og susede direkte hjem, glad for at slippe fri.
“Du slipper ikke, kammerat!” råbte Hans efter ham. “Jeg kommer hjem til dig bagefter!”
Mor stod med hænderne på hofterne, slog takten let med den ene sandal og vippede med sine lakerede tæer. Jeg vil ikke påstå, at hun så glad ud, men hun var heller ikke særligt vred. Hun lyttede, mens Hans fortalte hende hvordan vi havde brudt ind i hans hønsehus, pint hønsene og moret os ved at ødelægge og slå i stykker. Til sidst sagde han, at det ville vare længe, inden hønsene kom sig efter invasionen og det var uvist om de lagde æg inden den næste uge.
Mor lyttede tålmodigt, men jeg prøvede vagt at modsige Hans. Drengene smilede tilfreds med deres fars vredesudbrud.
“Jeg ved det ikke er nemt at have sådan en ballademager og man skal følge nøje med sådan en fyr, så han ikke senere hen havner i kriminalitet.” messede Hønse Hans.
Mor så dystert på Hans.
“Min søn er ikke kriminel,” sagde hun. “Og ærligt talt er han en meget god dreng. Jeg synes du skal lytte til hvad han har at sige, inden du går. Der må være en forklaring på denne ulykke.”
Hans så skeptisk på mig.
“Forklar, knægt, jeg kan ikke hænge her hele aftenen. Hvad fa´en ville I i mit hønsehus?”
Endelig fik jeg lov til at sige noget og jeg lod munden løbe. Jona og Binna så ondskabsfuldt på mig og Binna gav mig et tegn med sin hånd om at tie. Hun trak pegefingeren truende hen over sin hals, men jeg var ligeglad.
“De er så rædselsfuldt fregnede,” sagde jeg og pegede på pigerne, som sad på rækværket, – og derfor var dette et videnskabeligt projekt og de skal smøre hønselort i ansigtet og så forsvinder fregnerne. Det hele er deres skyld!” sagde jeg og pegede på Jona og Binna.
De så ud som den rene uskyld og svingede benene skødesløst.
“De fik Orre og mig til at hente noget hønselort,” sagde jeg og så forhåbningsfuldt på mor.
Mor så vantro på mig og siden på Jona og Binna.
“Er det sandt, piger?”
“Nehej,” sagde Jona fnysende.
“Tror du virkelig vi ville smøre vores ansigter med hønsemøg?” spurgte Binna forarget.
“Drengene skal i det mindste stå til ansvar for hvad der skete i aften,” sagde Hans. “Jeg synes de skal møde op hos mig i morgen tidlig og hjælpe mig med at rydde op i hønsehuset og reparere skaderne. Der er forskellige ting der skal ordnes og så kan de hjælpe mig med at sælge æggene om eftermiddagen, hvis hønsene da lægger nogen æg mere.”
“Det synes jeg er rimeligt,” sagde mor og smilede. “Så vil du også opdage hvor gode og hjælpsomme de drenge er. Hvad synes du om det, Mo?”
Jeg kunne ikke rigtig protestere, så jeg nikkede bare. Da jeg skulle til at liste ind i huset standsede mor mig.
“Du husker selvfølgelig at sige undskyld til Hans?”
Jeg mumlede ned i mit halstørklæde, at jeg fortrød, at jeg var gået ind i hans hønsehus og så smuttede jeg ind i huset.
Sammen med sine sønner gik Hans med lange skridt hjem til Orre, hvor han sikkert holdt den samme tale over præstefruen.
Dagen efter hjalp vi Hans med at rydde op i hønsehuset, ordne nettene og gøre rent. Det værste var, da han lod os gå fra hus til hus med vognen og sælge æg, for jeg har aldrig set en cowboy sælge æg. Benni og hans kammerater gik kaglende bagved os og Hans fulgte med.
“Synes du ikke det er irriterende, når ungerne kagler efter dig på gaden,” spurgte Benni.
“Jeg gør det aldrig igen. Det er helt sikkert,” sagde jeg, da vi gik hjem.
Han smilede og klappede mig på hovedet. “Hvis det er det værste der sker i dit liv, er du heldig, kammerat.”
Vi var udmattede, da vi kom hjem. Binna kom hen til os.
“Fik I noget lort med?” råbte hun.
“Nej, du kan hente dit hønsemøg selv. Vi dropper dit videnskabelige lorteprojekt,” sagde jeg og smækkede hoveddøren i ansigtet på hende.

Mester Rasse

På lejr kan man tænde vagtbål,
ligge på ryggen og grille pølser,
som en ægte cowboy
med hatten nede for øjnene
og lytte efter hovslag.

Jeg var på en meget spændende udflugt i sommer, en eventyrudflugt, sammen med mine venner Orre og Gån-Joe. Udflugten var ikke helt problemfri, men det var ikke vores skyld.
Hver sommer tager vi på udflugt til Lillesøen. Der kan man bade, skjule sig i krattet og klatre i klipper. Der er der også en stor campingplads, hvor mange mennesker kommer og slår deres telte op. Nu i år inviterede mor Orre med, fordi vi lige har fået et kæmpetelt, som far købte i udlandet. Det er så stort, at en hel spejdergruppe kunne bo i det. På vej til Lillesøen fik Orre og jeg lov til at ligge bagpå, ovenpå hele bagagen. Vi væddede på hvem af os der hurtigst ville kunne drive Jona til vanvid ved at snuppe små hår ud af hendes fletninger. Orre fik håret, som gjorde det. Jona blev fuldstændig vanvittig og far måtte standse bilen midt oppe på Lysdalsheden. Orre sagde han troede, at håret var løst, men mor byttede plads med Jona, så hun resten af vejen sad bagi hos Stina. Da begyndte Orre og jeg på en leg.: “Hvem kan kilde indtil den anden begynder at stamme?”
Det blev uafgjort, for igen standsede far bilen, da bagagen var blevet til et stort rod. Derefter sad Orre ved siden af mor og mig bagi.
“Jeg forstår ikke hvorfor vi skulle tage de to idioter med,” sagde Jona, da vi kom til campingpladsen ved Lillesøen. “Jeg synes det måtte være nok at slæbe ham med, der tilhører os, når vi er ude at rejse.”
“Hold nu op Jona,” sagde mor. “De der indianere skal luftes, så de kan nyde naturen. Jeg tror de bliver ret søde og gode af den friske luft,” sagde mor og smilede til mig.
“Cowboys, mor, vi er cowboys, ikke indianere,” sagde jeg.
“Ja, men alligevel er vi indianernes venner, ikk´, Mo?” spurgte Orre og så sig bagom.
“Ja, selvfølgelig,” sagde jeg.
“I er ingen cowboys, kun uartige drillepinde, som altid laver ballade,” sagde Jona og stod ud af bilen.
Orre og jeg løb afsted for at undersøge stedet, se på de andre telte og lede efter uvenner i krattet. Far, mor og Jona begyndte at rejse teltet, men Stina sad i græsset hos dem og legede. Da vores store hustelt var blevet rejst, klappede mor nogle teltstole og et bord ud og placerede udenfor, mens far tændte primussen. Da det hele var ordnet, grillede vi pølser på en gaffel over gasblussen, spiste gaspølser med kartoffelmos og bagte cowboybønner.
Inden længe var der mange flere mennesker på campingpladsen og tæt på os rejste der sig en kæmpe teltpalads med vinduer og det hele.
En stor, fed fyr, ildrød i ansigtet, med skæg og kasket, satte en lævæg op ved teltet og satte en række solstole op og et bord ved skillevæggen. Den fede tændte for en lille rejseradio og harmonikamusik strømmede derfra. Hans kone satte kunstige blomster I en vase og så satte de sig smilende ned med dampende kaffekopper og prustede af vellyst.
Orre og jeg havde aldrig set magen til flot telt. Fars nye telt blev lille og usselt ved siden af dette monstrum.
“Det ligner en villa,” sagde Orre beundringsfuld.
“Gad vide hvor mange værelser de har derinde?” hviskede jeg, idet vi listede tættere på paladset.
“Ikke mindre end tre til fire,” sagde Orre. “De kunne sagtens have en svømmepøl bagved, uden at vi kunne se det.”
“Hej, I to styks, kaldte mor, lad være med at forstyrre de mennesker.”
Den fede smilede bredt og så snakkede han som om hans mund var fyldt med vand.
“Dí er ikke forstyre noget. Vi er bar ha de høggelig o de må godt se på teltet.”
“Nånånå, det er da Rasmus Jeppesen, ikk´?” kaldte far og kom ud fra vores telt.
“Ja, det kan du bande på,” sagde mor og gik over til den fede.
Mor og far satte sig ved det fine bord, fik en kop kaffe og genopfriskede det gamle bekendtskab.
“Er de jeres børn alle sammen?” spurgte konen og pegede på mig og Orre og pigerne, som lå med deres farvebøger i græsset foran vores telt.
“Ja, undtagen ham der,” sagde mor og pegede på Orre. “Men nogle gange synes jeg også han er min. Orre er vores Mos bedste ven og der har vi Jona og Stina. Rasmus og Emma var vores genboer, da vi var nygifte. Det var inden I blev født,”sagde mor til mig.
“Er du stadig ved rørlægning, Rasmus?” spurgte far.
“Jo, jo da,” sagde Rasmus stolt. “Jæ tog mesterprøven den gang og nu har jeg mit stor kompagni og piber og piber hele dagen.”
“Rasmus Jeppesen? Hvad er det for et navn?” spurgte jeg nysgerrig.
“Di er dansk navn og jeg er altså dansk,” sagde Rasmus og smilede over det hele.
“Kalder man dig da ikke altid for Rasse?” spurgte Orre forbavset.
Den fede mand blev endnu rødere i ansigtet.
“I gutter,” sagde far hurtigt, “tag nu og leg lidt. Brug tiden inden I skal i seng.”
“Han er rørlæggermester,” sagde jeg til Orre, mens vi gik derfra.
“Pibe Rasse,” sagde Orre og fnyste.
“Nej, Orre, han er mester. De er dygtigst. Han er mester Rasse, mester Rasse med pibende diarré,” sagde jeg og vi lo til vi segnede.
Tæt på campingpladsen var der en kæmpe mudderpøl, ved siden af en jordbanke. I et lille stykke tid legede vi, tog tilløb og sprang midt ud i pølen med tilhørende sjasken og pjasken, men så fik jeg en idé.
“Orre, lad os lave nogle muddergranater!”
Vi rodede i mulden, vædede den med vand fra pølen og formede mudderkugler med hænderne. Til at begynde med morede vi os ved at smide mudderkuglerne på en stor sten, som var tæt på, men så kunne jeg ikke nære mig.
“Angreb!” skreg jeg og smed en muddergranat i hovedet på Orre. Så greb jeg yderligere to granater og flygtede løbende ud til krattet. Gån-Joe sprang med store skridt bag mig.
“Vent lige!” hørte jeg Orre råbe, da han var kommet sig. “Jeg hævner mig!”
Jeg skjulte mig inde i krattet og lå i baghold, da han vandrede ind mellem træerne med åbne arme og to muddergranater i hænderne. Mudderet løb ned ad hans ansigt og hans lyse krøller var enten brune, eller pissegule. Gån-Joe og jeg lå i skjul og holdt vejret.
“Hvor er du cowboy? Inden jeg fører dig hen til politiet vil jeg smide mudderbomber på dig, så du bliver ukendelig,” hviskede Orre og listede forbi mig, uden at se mig.
Pludselig sprang jeg frem med et voldsomt krigsråb. Jeg smed endnu en muddergranat, der landede på hans ryg.
“Den, der bliver ramt af tre muddergranater, er død og den anden sejrer!” råbte jeg og spurtede ud til krattet.
“Vent, Mo, vent lige og se det her!” hørte jeg Orre råbe. Jeg standsede, tøvede, men vendte mig så om for at se.
En mudderbombe fløj hvinende gennem luften, ramte mig lige på halsen og mudderet løb ned i halsåbningen. Orre gik berserk og smed en ny bombe, men ramte mig ikke. Han var uden skyts og løb hen imod campingpladsen. Jeg jagtede ham med granaten i hånden og idet han fór forbi vores telt, fyrede jeg den af. Granaten fløj igennem luften bag Orre, forbi ham og havnede på den kunstige blomst midt på mester Rasses teltbord.
“Oboj,” sukkede Gån-Joe og satte hænderne for ansigtet.
Rasse, hans kone Emma, mor og far sprang op på fødderne. Orre frøs til is og jeg skjulte mig bag en busk. Der blev et øjebliks tavshed. Bordet var fuldstændigt smudset til med mudder, også Rasses skjorte, en enkelt mudderklat sad på Emmas lyserøde trøje og fars ansigt var fyldt med mudder. Heldigvis slap mor uskadt. Rasse for op.
“Hvad foregår der? Er di gal i hodet, purke!”
“Hvad sker der?” spurgte far forbavset og så på Orre, mens han tørrede mudderet fra sit ansigt med en serviet.
“Ikke noget,” sagde han. “Vi kastede bare med mudderbomber.”
“Du Mo, kom frem og lad os se dig!” kaldte mor, som vidste, at jeg var i nærheden.
Jeg kom forlegen frem fra busken.
“Den skulle ikke ramme bordet,” sagde jeg undskyldende. “Den skulle ramme Orres ryg.”
“Di har vanvittige børneorme,” sagde Rasse vredt. Di skal gi di bøller røvfuld.”
“Det var ikke med vilje,” sagde mor blidt, hentede nogle klude og begyndte at rense bordet. Emma gik ind i sit palads og skiftede trøje.
“Se disse gutter,” sagde Rasse vred. “Di er så beskidt, at man ikke kan vaske dem. Man skal bare smide dem i skraldespanden.”
Jeg skulle til at sætte mig ved bordet, men Rasse tog mig i nakken.
“Nænæ, skidetølper. Du må ikk sidde på mine stole så beskidt og jeg vil ikke ha noget væsen med disse to i denne weekend. De er pure gangster!”
Far lo og førte os væk.
“Mon ikke jeg skal smide dem i søen og få dem skyllet af der.”
Mor bragte to håndklæder ned til søen og bad os tage tøjet helt af.
Gån-Joe stod på bredden og grinede skævt.
“Ud med jer stakkels og se at få vasket jer ordentligt,” sagde mor. Så skyllede hun skidtet af vores tøj og vred det kraftigt.
Far tog Stina med op i teltet for at lade hende sove, men Jona sad i strandkanten og lo ad os.
“Hvis I mangler tøj, kan jeg godt låne jer en natkjole og så har jeg også mit kilt med!” sagde hun og fnyste. “Hvis ikke I vil det, kan I bare have jeres soveposer på i morgen. Der er I sikkert bedst gemt.”
“Hold op, Jona. Selvfølgelig har jeg ekstra tøj med til de kræ. Dette tøj kan da også være tørt i morgen.” Mor hængte vores tøj til tørre på teltsnorene og så gik vi i seng.
Dagen efter gik mor, far og Stina en tur, men den slags havde vi ikke tid til. Vi gik med over til mester Rasse og tænkte på, at få lov til at se teltpaladset.
“Væk I bøller!” råbte han rasende. “Jag vil ikke tale med sådan sindsyg person og sjuske. VÆK!”
Vi blev meget kede af det, fordi vi gerne ville være hans venner. Vi havde aldrig før mødt en mester. Vi havde tit mødt bestyrere, høvdinge, specialister og også teknikere, men aldrig en mester.
“Ih, hvor er han sur,” sagde Orre, da vi gik væk fra teltet.
“Ja, når vi nu er så høflige mod ham,” sagde jeg, idet jeg så en kasse sodavand bag ved teltpaladset.
“Når han nu ikke kunne le ad mudderbomben,” sagde jeg og hev Orre i armen, “så har han fortjent at få flere bomber på sig. Enig, Orre?”
“Ja,” svarede Orre tøvende og så forbavset på mig.
“Lad os så lave nogle sodabomber til ham,” sagde jeg og listede bag om teltpaladset, greb en af sodavandsflaskerne og rystede den kraftigt.
Orre smilede bredt og sammen hyggede vi os ved godt og grundigt at ryste alle flaskerne i kassen.
Da vi syntes det var godt nok legede vi indianer og cowboy. Orre var indianeren. Vi løb over hele campingpladsen og jeg jagtede Orre på et skaft, som var min ridehest. Orre red på sit skaft, klappende sig på munden, samtidig med at han skreg og vrælede og udstedte indianerråb. Endelig kunne jeg snare ham med Jonas sjippebånd og han lå skrigende i græsset, da mester Rasse kom farende ud fra sit telt.
“Man går på sin ferie for at slappe af og så er alt bare sindsygt!” tordnede han over os, hvor vi tumlede rundt i græsset. “Skrub af, små pattegrise, så man kan sove!”
Dernæst gik han knejsende ind i sit sovetelt og lynede efter sig, men hans kone sad foran med strikketøj, lyttede til radio og smilede undskyldende til os. Gån-Joe lå inde i vores telt og sov. Hans enorme og beskidte cowboystøvler nåede langt ud for teltet, fordi han er så enormt lang. Min søster Jona kom ud fra teltet og ville lege.
“Drenge, lad os lege med bold derovre på plænen. Det er næppe forbudt.” Hun havde sin bold med og vi slentrede ud på plænen.
Det er ok ind imellem at lege med Jona, selv om hun er blevet elleve, men kun i en kort tid ad gangen.
“Hvor hårdt må man kaste?” spurgte jeg.
“Ikke så hårdt, at nogen kommer til skade, Mo,” sagde Jona bestemt, idet hun tegnede en streg i sandet med sin fod.
“Her står jeg,” sagde hun og stillede op bagved stregen.
“Mo, gå derover og lav en streg og Orre, du bliver i midten og vi prøver at skyde dig.”
“Det er kun sjovt, hvis man må tyre,” kaldte jeg og tegnede en streg på min side.
“Du tyrer ikke,” sagde Orre. “Jeg skal ikke komme kvæstet hjem.”
“Prøv bare for en gangs skyld at følge reglerne,” sagde Jona. “Man skal overhovedet ikke tyre i denne leg.”
Hun smed bolden i retning mod Orre og han undveg, samtidig med at jeg greb den. Jeg smed bolden med stor kraft, Orre undveg og Jona fik den i maven.
“Man må ikke tyre, din slyngel!” kaldte Jona og smed bolden mod Orre. Den ramte og Orre greb den.
“Det er din tur,” sagde han lettet til Jona.
“Nu har jeg et point, for jeg ramte Orre,” sagde Jona og gik ind på midten.
Orre kastede over og langt udenfor og jeg fik fat i bolden. Jeg tog tilløb til stregen og tyrede så hårdt jeg kunne, men bolden fløj forbi Orre og videre forbi Jona, ud af plænen, ind på camping pladsen og lige i ansigtet på mester Rasse, som stod udenfor teltpaladset og strakte sig.
Han greb sig om ansigtet, for det må have gjort voldsomt ondt. Vi løb alle sammen hen til ham.
“Undskyld Rasse,” sagde jeg. “Det var slet ikke med vilje. Vi spillede bare bold, for vi ville ikke være i vejen for dig!”
Da han så op, var han rød som en tomat i hovedet.
Han sprængte bolden med den ene fod, gik så med store skridt til Orre og mig, greb os bagi vores bukselinning og bar os ligesom to sække ud på gyngepladsen. Der smed han os ned på to dækgynger.
“Nu skal di prøve at lege som almindelig børn. Fy føj, små banditter!” sagde han vredt.
“Dette var ikke sket, hvis ikke du havde tyret på den måde, Mo,” sagde Jona irriteret og gik ind i teltet for at læse i en bog.
Rasse gik med store skridt tilbage til teltpaladset, hentede en flaske sodavand fra kassen og satte sig ved bordet.
“Skal han netop nu have sodavand?” hviskede Orre, der sad som dømt nede i dækket.
Mester Rasse åbnede sin flaske og vandet sprang som en gejser på hans ansigt. Han sprang op på fødderne, bandede og svovlede på sit islandske dansk og forsvandt ind i teltet.
Orre og jeg var ved at få nok af denne udflugt, da far og mor kom tilbage fra at handle. Rasse begyndte selvfølgelig straks at klage over os.
“Det har sikkert ikke været med vilje,” sagde mor. “De er meget søde og gode drenge.”
Hun gav Rasse kaffe og en klejne og han genvandt sit gode humør. Så begyndte far og mor at koge kartofler og stege koteletter på primussen og siden spiste vi aftensmad sammen med Rasse og hans kone.
Efter maden sad Orre og jeg inde i en busk ved legepladsen og fortalte hinanden løgnhistorier fra den gang vi var cowboys i Arizona. Gån-Joe var hos os, lå imellem tuerne og tyggede på et strå. Pludselig kom mester Rasse hastende over pladsen i stor fart.
“Mon han giver os prygl,” sagde Orre og var bange.
“Vrøvl,” sagde jeg. “Han skal på das.”
Mester Rasse gik ind på dasset, som var tæt på os og lukkede døren.
“Man kan låse døren udefra,” sagde Orre.
“Se Mo, der er sådan en slå udenpå. Den er der sikkert, så man kan fængsle tørvetrillere, som ødelægger ens lejr med deres dårlige humør. Hvad siger Gån-Joe? Synes han det er ok at låse Rasse inde på dasset?”
Jeg så på Gån-Joe, som grinede skævt, blinkede til mig og godkendte dovent med tommelfingeren.
“Ja, han synes det er ok,” sagde jeg og fór op.
Vi listede hen til dasset.
Lad os åbne for ham lige straks,” hviskede Orre. “Vi skal kun se ham rusker lidt i døren.”
Et håndryk – og mester Rasse var låst inde på lokummet.
“Et øjeblik,” sagde Rasse. “Det er optaget, men jæ er næsten færdig.”
Lidt senere greb han fat i håndtaget, først ganske roligt, men så ruskede han voldsomt i døren og bandede.
“Hallo, hallo, er nogen derude?” kaldte han. “Di er lukket og jæ kommer ikke ud. Vil enhver hjælpe mig?”
Orre og jeg var ved at omkomme af grin og prøvede at holde latteren nede.
“Lad os åbne,”, hviskede Orre med korslagte ben, for ikke at tisse i bukserne af grin.
“Nej, det kan vi ikke,” hviskede jeg og rystede over det hele af undertrykte latteranfald. “Han myrder os, hvis vi åbner. Vi må forsvinde og håbe, at nogen andre åbner for ham.”
Vi løb så hurtigt som vi kunne op i lien og satte os inde i et buskads, hvorfra vi på afstand kunne følge med i hvad der skete ved lokummet. Det rystede og skælvede og vi hørte lydene fra mester Rasses skrig.
“Han smadrer dasset,” sagde Orre fortørnet.
“Der kommer far,” sagde jeg skuffet. “Nu åbner han for Rasse.”
Far gik over pladsen hen til dasset og løftede slåen.
Mester Rasse kom farende ud og fægtede med arme og ben i stor sindsforvirring. Munden løb på ham, men vi kunne ikke høre hvad han sagde til far.
“Vi kan ikke gå ned til teltet nu,” sagde Orre.
“Nej, vi bliver straffet. Mon ikke vi skal vente, indtil den gamle er kommet sig. Vi har ikke været i nærheden af det der das, vel?” sagde jeg.
“Nej,for pokker, vi har været inde i krattet og nede ved søen og helt andre steder end ved det der das,” svarede Orre uskyldigt.
Vi ventede en god halv time oppe i lien og det var ved at blive mørkt, da vi vendte hjem. Da havde jeg fortalt Orre historien om hvordan indianerne grillede Gån-Joe til døde i ødemarken, for den hører han aldrig for tit.
Da vi kom tilbage var Stina faldet i søvn, men Jona lå inde i teltet og læste ved lys fra en lommelygte. Far og mor sad sammen med mester Rasse og hans kone, drak kaffe og spiste chokolade.
“Hvor har I været, englebørn?” spurgte mor sødt. “Vil I have chokolade?”
“Ja, tak,” sagde jeg. “Vi var på skovtur.”
“Ja, og så var vi også nede ved søen at slå smut,” sagde Orre ivrigt.
Vi greb en håndfuld chokolade og proppede i os.
“Man tager ét stykke ad gangen,” sagde Rasses kone belærende.
“Man kan også tage et stykke ad gangen nogle gange og så behøver man ikke straks igen at tage mere,” sagde jeg og smilede sødt.
“Kære venner,” sagde far og så skiftevis undersøgende på os. “Legede I to derovre ved dasset tidligere på aftenen?” Han pegede over på plænen.
“Nej,” sagde jeg bestemt, “der har vi slet ikke været.”
“Hele aftenen har vi været langt væk fra dasset,” sagde Orre overbevisende. “Hvorfor spørger du?”
“Nå, det er fordi Rasmus blev låst inde på dasset over middag. Slåen udenpå blev af en eller anden grund sat på. Det er ikke jeres skyld, vel?” spurgte far.
“Næh-nej, slet ikke. Hvorfor skulle vi låse Rasse inde på dasset?” spurgte jeg.
“Vær høflig, Mo, min ven hedder Rasmus,” sagde far alvorlig.
Rasse så vredt på os, men sagde intet.
“Gå nu i seng, søde børn,” sagde mor og strøg mig over håret.
Vi gik ind i teltet hvor Jona lå sovende med lommelygten i favnen. Min Goe puttede sig ovenpå soveposen og jeg trak ham til mig. Orre og jeg faldt omgående i søvn, ret tilfreds med dagens gerning. Gån-Joe holdt vagt ved teltet hele natten. Han holder altid øje med farlige indianeres færden om natten.
Da vi pakkede vores telt sammen dagen efter, var det begyndt at regne. Mester Rasse var lettet over at se os rejse. Han og Emma skulle blive der i nogle dage til.
“Vi kan måske campere sammen igen,” sagde jeg til Rasse, idet jeg sprang ind i bilen.
“Nej, du Mo, jai vil igge på camping med jer igen. De er igge rolig nok til mig og jai er glad at se jer tage hjem.” han smilede bredt.
Da vi kørte væk, så vi, at mester Rasse snuppede en flaske sodavand og åbnede den med tilhørende spruttt….
Dagen efter besluttede Orre og jeg at tage på en ekspedition. Vi havde nemlig længe spekuleret på hvorfra bækken kommer, som løber langs med Rønnegade. Den løber lige ud til havet og der soppede vi tit, indtil i fjor, hvor mor fortalte os, at det var en slambæk. Toiletslammen fra Rønnegade, Sølvgade og Gårdhavegade løber ud i dens nederste del og derfra ud i havet. Men inden røret er den nogenlunde ren og løber hele vejen igennem en græseng.
“Det er meget spændende at se hvorfra denne bæk egentligt kommer,” sagde jeg, da vi sprang ud i den. “Lad os vade i den hele vejen, sådan som opdagelsesrejsende gør.”
På vores tur op ad bækken opdagede vi mange interessante ting. Vi vadede i mose og mudder helt op til lårene, sprang over på store sten, fandt en død rotte, et gammelt skovlblad, en rusten spand og endda en stor sko. Vi brugte skovlbladet til at begrave rotten nede i et hul, men tog spanden og skoen med os. Vi var nået helt ud på det tuede terræn og forbi alle huse, men bækken fortsatte i det endeløse. Et sted forsvandt den ind i en lille tunnel og vi prøvede at kravle igennem, men da vi var nået et stykke hen, blev tunnellen så smal, at vi måtte bakke ud. Siden fandt vi bækken en smule længere oppe, hvor den løb ind i tunnellen og fortsatte med at vade i den hen til dens udspring. Gån-Joe gik foran os hen ad bækkens leje og gav os af og til tegn på at fortsætte.
“Mon ikke det her er en udenlandsk bæk,” sagde Orre tankefuldt, imens vi vadede videre.
“Hvad mener du?” spurgte jeg forbavset.
“Nå, ja, den kommer måske fra udlandet. Den er så afsindigt lang. Det er måske en dansk bæk.”
“Sludder,” sagde jeg. “Dette er en islandsk bæk og den stammer helt sikkert fra en eller anden stor gletcher, eller måske en kæmpe flod med et voldsomt vandfald.”
Vi var blevet drivvåde.
“Jeg kan se hvorfra bækken kommer,” råbte Orre pludseligt i den syvende himmel.
“Hvad ser du?” råbte jeg og løb op på en tue.
“Jeg ved det ikke,” sagde Orre. “Er dette en indsø?”
“Nej, det er bare Birkesøen. Slambækken kommer fra Birkesøen,” sagde jeg skuffet. Jeg satte mig på en tue og hældte mudder ud af min støvle.
“Birkesøen,” sagde Orre skuffet. “Jeg troede den kom fra et eller andet specielt sted.”
Vi slentrede hjem i skumringen i dårligt humør. Det halve af dagen var gået med at finde ud af, at slambækken bare løb ud fra Birkesøen, som var et kort stykke vej oppe over vores landsby.
Da jeg kom hjem stod mor i døren.
“Hvordan er det du ser ud, knægt?” sagde hun. “Hvor har du egentligt været? Du gik glip af aftensmaden.”
“Jeg undersøgte slambækken,” sagde jeg og skulle til at gå forbi hende ind i entréen.
“Nej, nej, kære du, ikke på den måde. Så beskidt kan du ikke gå ind i huset.”
Jeg så ned ad mig selv og da opdagede jeg, at jeg var møgbeskidt fra top til tå.
“Du kan højst have underbukserne på, når du kommer ind,” sagde mor.
“Nej, mor,” du må ikke lade mig tage tøjet af her ude på trappestenen. Nogen kunne se det.”
“Og hvad så? Det eneste folk ser, er en lille, sjov, beskidt dreng i underbukser. Jona og hendes veninder er i gang med et spil derinde. De kommer ikke her ud.”
Jeg skyndte mig at tage tøjet af.
Mor tog tøjet og støvlerne med ud i garagen og spulede dem med haveslangen, men det gør hun undertiden, når de er alt for beskidte.
Jeg stod hos hende imens og håbede på, at ingen så os. Gån-Joe stod også i underbukser og var alt andet end glad at se på. Pludselig skete det jeg havde frygtet. Jona, Binna og fine Maja kom ud på trappestenen og brast i latter.
“Jeg har aldrig før set en drillepind kun i underbukser,” sagde Binna fnysende.
“Gå ind, piger. Mo fik bare nogle problemer på vej hjem sagde mor bestemt.”
“Vadede du i slambækken?” spurgte Jona fortørnet.
“Fy-føj,” sagde fine Maja og tog nogle skridt bagud. “Så er det ikke kun muld og sand, men også lort og pis!”
“Væk med jer, piger,” sagde mor og pegede mod dem med vandslangen.
“Mo møgbunke, Mo møgbunke!” sang disse padder, mens de gik hjemad i galop.
Jona rystede på hovedet og gik ind. Mor fyldte badekarret med vand og sæbede mig ind over hele kroppen med brun sæbe.
“Mor, du må ikke vaske mig. Jeg er blevet ni år og skal have fred, mens jeg bader,” tryglede jeg.
“Du kan ikke vaske dig ordentligt, sødeste,” sagde hun blot og skrubbede og skrubbede, indtil jeg var helt rød bag ørene.
Da jeg kom op fra badet, pakkede mor mig ind i et håndklæde. Gån-Joe stod ved min side med et håndklæde om livet og sagde: “Oboj!”
“Nu er du ren og smuk igen, min krumme,” sagde hun, smilede og kyssede mig.
“Oboj,” sagde Gån-Joe igen og jeg var helt enig med ham.
Mor hjalp mig at tage pyjamas på og gav mig mælk og brød.
“Cowboys går aldrig i pyjamas, mor,” sagde jeg utilfreds og puttede det sidste stykke brød ind i munden.
“Jovist, Mo. Cowboys har tit pyjamas på. Nogle sover endda i lange underbukser. Det har jeg tit set på film,” sagde mor med en alvorlig mine.
Hun bredte dynen ovenpå mig og lagde min Goe på hovedpuden.
“Mo, mange bække er klare og smukke, men slambækken er fyldt med bakterier og snavs,” sagde hun blidt. “Brug ikke en hel dag igen på at dykke og vade rundt i den. Lover du det?”
“Ja, det kan jeg da godt. Nu ved jeg hvorfra den løber. Den kommer fra Birkesøen.”
“Det kunne jeg have fortalt dig i morges, hvis du havde spurgt mig,” sagde mor og strøg mig over panden.
“Da ville jeg ikke have fundet ud af det selv. Det morsomste er selv at finde ud af tingene.”
Denne aften faldt Gån-Joe og jeg i søvn tilfredse og skinnende rene, men jeg ved, at han ikke igen vil have at mor bader ham.

Cowboys hos præsidenten

Måske bliver jeg Islands præsident,
når jeg bliver stor,
bor på Næsset,
får mig sølvfarvet cowboytøj,
griller pølser hver aften
og fanger vilde heste.
Så kører jeg rundt i en limo,
står oppe i soltagshullet
og vinker til mor.

Somrene er bedst. Så er der ingen skole, som river ens dag i stykker. Jeg har så travlt, at jeg ikke har tid til at sidde i skolen.
Jeg var for eksempel på et offentligt besøg hos Islands præsident på Næsset i sommer. Det ville jeg ikke have kunnet, hvis jeg også skulle have været i skole.
Det hele begyndte, da Nisson og Pompidu kom på officielt besøg til Island. Nisson er præsident i Amerika og den anden, ham Pompidu bor i Frankrig. Ingen i Sølvgade havde nogen sinde set en rigtig præsident, kun ham der bor ude på Næsset, men han bliver meget lille ved siden af disse herrer. De styrer det meste af verden.
I mange uger, inden præsidenterne kom, snakkede folk om dem. Vi så dem også i fjernsynet og jeg syntes de var meget større end almindelige mennesker.
Hvis Nisson skal et eller andet, bestiller han blot en hærhelikopter, som flytter ham til det sted han ønsker. Jeg kunne godt tænke mig at tage hen til kiosken i hærens helikopter. Den kunne være i min have.
Hvis Nisson keder sig, sender han bare helikopteren for at hente Elvis og Bitlerne og de danser og synger i hans stue. Så har han kokke og tjenere og hvis de altid koger vælling og tvinger ham til at tage levertran, fyrer han dem bare og ansætter nye kokke, som hele tiden pisker flødebudding og steger koteletter. Sådan er det hjemme hos Nisson og det er sikkert også sådan hjemme hos ham Pompidu.
Han bor i Frankrig og kan lege i Eiffeltårnet indtil sen aften, hvis han vil, lade sig fire ned i et reb udenpå tårnet, tælle trapperne og balancere på gelænderet på den øverste etage. Det er helt sikkert han kan. Ingen skælder ham ud, for han er præsident.
Så har disse herrer ægte soldater, som de efter smag og behag kan sende hvor som helst i panservogne. De kan måske også erobre hele landområder, hvis de har lyst til det, forvandle dem til lystparker, eller bare beholde dem, indtil de får en god idé. Ja, de er nogle flotte præsidenter.
I Sølvgade blev de ventet med stor spænding. Alle vidste jo, at præsidenterne ville lande deres privatfly i lufthavnen i Katlavik og siden køre i limoer med politieskorte hen ad Fjordvejen, forbi vores by og videre til Reykjavik.
Denne morgen var beboerne i Sølvgade usædvanlig tidligt oppe. Alle pakkede morgenmaden i tasker, – kaffe, mælk på junger, glas, sandwiches og selvfølgelig kameraer. Folk tog også foldestole med og så gik man ned ad Sølvgade ud til Fjordvejen. Der dannedes hurtigt en anselig række af mennesker, som sad på deres stole i vejkanten, ligesom på den forreste række i teatret. Nogle snakkede, andre drak kaffe og læste avis. Næsten alle beboerne i Sølvgade var der, mange fra Gårdhavegade og en masse fra Rønnegade.
Orre og jeg cyklede derhen og frem og tilbage på vejen, for at se om limoerne kom, men det gjorde de ikke.
“Så I noget?” spurgte Maggys far og bredte et tæppe over sine ben.
“Nej,” råbte jeg. “Mon ikke limoen er gået i stå?”
Da Orre og jeg begyndte at kede os, besluttede vi at sætte gang i tingene, lave en lille øvelse.
Vi cyklede i rasende fart ned ad bakken og råbte:
“De kommer! Præsidenterne er på vej!”
Den lange klapstolerække kom i sving. Kaffekopper væltede, aviser og sandwich fløj rundt og klapstolene faldt sammen, da tilskuerne sprang op på benene og sigtede med kameraerne.
Orre og jeg sprang skraldgrinende af cyklerne og da folk fandt ud af, at vi bare drillede, skældte de os huden fuld.
“Fy, I grimme orme! Skam jer! Det var en ond leg! Skrub af!”
Så satte de sig alle sammen igen med sure miner og blev ved med at vente.
Orre og jeg stod vagt oppe på bakken og endelig kom herlighederne til syne. To politibiler med blinkende lys kravlede langsomt op over bakken. Bag dem kom tre sorte limousiner med flag på og bagved det hele kom der endnu to politibiler. Bag dem var der fire sorte prydvogne og til sidst endnu en politibil.
“Vaw,” stønnede Orre, – “fem politibiler!”
“Og tre præsidenter,” sagde jeg og lænede mig over rattet.
“Jeg synes de også burde have haft ambulancer og brandbiler med,” sagde Orre tankefuldt. “Det ville have været helt vildt.”
Pludselig vågnede jeg op.
“Vi skal da give folk besked!”
Jeg vendte om og Orre og jeg cyklede som gale ned ad hele bakken og råbte:
“De kommer, de er på vej! Politibiler og det hele!”
Ingen rørte sig, alle sad på klapstolene og så på os med en træt mine.
“Hold nu op med det der,” kaldte mor. “Ved I ikke, at I har kvajet jer?”
“Jeg tror de er på vej,” kaldte, Benni fra Gårdhavegade, som kom løbende ned ad bakken.
Alle fór op og greb kameraerne. Maggy og hendes mor stillede sig smilende op ved vejen, mens hendes far sigtede på dem med kameraet, for at få et billede af dem med præsidenterne.
Bilkortegen gled langsomt forbi, folk vinkede og tog billeder. Jeg så Nisson i et nu og jeg tror han vinkede til mig, men jeg var ikke sikker på hvem var Pompidu og hvem var Islands præsident.
Nogle øjeblikke senere var limoerne og politibilerne forsvundet bag det næste bakkedrag. Folk klappede deres stole sammen og gik smilende hjem med madpakkerne og forskellige slags billeder af præsidenterne.
“En flot mand, ham Pompidu,” sagde Binnas mor og stønnede. “Han er noget så charmerende.”
“Fru Nisson var der ikke,” sagde mor tankefuldt.
“Hun synes måske det ikke er så morsomt at rejse sammen med ham,” sagde Binnas mor.
Alle havde meninger om dette betydningsfulde øjeblik, men selv var jeg gladest for at have set limousinerne og jeg lærte én ting af dette offentlige besøg:
- man pryder vognen med små flag, når man er i betydningsfulde menneskers følge.
Nogle dage efter at præsidenterne kørte forbi Sølvgade, flyttede fru Løvdal med alle sine ting. En stor flyttebil kom og hele hendes indbo forsvandt ind i den. Hendes mand, Sjogi, var kommet hjem fra havet og de fyldte deres gamle bil med unger. Så kørte de ned ad Sølvgade og flyttebilen bag dem.
Orre og jeg syntes det var heldigt, at de flyttede. Det gjorde alt nemmere for os. Derfor satte vi små islandske flag på rattet på vores cykler, cyklede ved siden af deres bil ned ad gaden, med hænderne mod kasketterne som soldater gør. Vi gav dem et æresfølge som farvel gave.
Dagen efter besluttede vi selv at gå på officielt besøg.
Vi syntes det var bedst at besøge den islandske præsident på en lørdag. Han ville være hjemme på en fridag. Vi havde nogle vigtige ærinder som alle, der tager på officielle besøg.
Når man besøger en præsident, skal man have sit fineste tøj på. Det er også vigtigt, at ens fartøj er blankpudset. Derfor tog det Orre og mig indtil langt hen på aftenen at rense vores cykler. Til sidst kom vi små islandske flag på rattet og så var vores limoer parat. Mor var meget forbavset da jeg, uden ordrer, gik i bad.
“Er du sløj, lille ven,” spurgte hun og så undersøgende på mig. “Faldt du måske i lortegrøften?”
“Nej,” sagde jeg, steg ud af badekarret og tørrede mig. “Orre og jeg skal bare ud på Næsset og besøge præsidenten.”
“Nåda,” sagde mor og lo. “Kærlig hilsen til ham fra mig.”
Hun rystede på hovedet og gik ud i køkkenet.
Jeg skyndte mig at tage mit søndagstøj på, pistolbæltet og cowboyhatten. Jeg satte Goe under dynen, så han kunne have det rart. Så bandt jeg en elastik rundt om det ene bukseben, så det ikke blev viklet i cykelkæden.
Orre kom ved middagstid iført meget fint søndagstøj. Han havde pistolbæltet på og sin bedstemors gamlel filthat, som han bruger i stedet for en cowboyhat.
“Vi har ikke barberet os,” sagde Orre, da han kom ind.
“Orre, vi er altid ubarberet. Vi har aldrig barberet os,” sagde jeg forbavset.
“Ja, det ved jeg godt, men jeg tror ingen tager ubarberet på officilet besøg. Vi skal egentligt også komme noget barbersprit på.”
Jeg tænkte mig om og indså, at Orre havde ret.
“Vi barberer os,” sagde jeg og vi gik ind på badeværelset.
Da vi aldrig havde barberet os før, gik det ikke særlig godt. Jeg skar mig på hagen og næsen og Orre skar sig slemt på sin pande og kind.
“Lad os bare komme noget barbersprit på,” sagde jeg og fandt fars Oldspajs barbersprit frem. Vi kom spritten på og da den gled ned over sårene gjorde det voldsomt ondt. Vi kom plastre på sårene og skyndte os ud.
“Jeg er sikker på, at ingen har været på officielt besøg hos præsidenten med så mange plastre på ansigtet,” sagde Orre.
“Hør her, Orre, vi glemte én ting,” sagde jeg bekymret.
“Hvad?” spurgte han
“Vi glemte at lave en gave. Alle, som tager på officielle besøg tager en flot gave med til præsidenten.”
“Gør de det?” spurgte Orre forbavset. “Hvorfor?” Har han fødselsdag?
“Nej, sådan er det bare altid. Vi skal vise ham, at vi er hans venner, lissom når cowboys besøger hinanden. De giver altid gaver, for at vise, at de er venligt sindede. Tæpper, heste, sadler, hatte og den slags.”
“Vi kan da ikke give ham en hest,” sagde Orre tankefuld. Hvad med et sengetæppe?”
“Nej, han har masser af tæpper,” sagde jeg og gned min næse.
“Hvad kan vi så give ham?” spurgte Orre.
Jeg tænkte mig om.
“Nu ved jeg det! Vi giver ham grillpølser og cowboybønner på dåse,” sagde jeg triumferende.
“Så kan han grille på åben ild og varme bønner i en gryde i aften, når vi er gået.
Kanon,” sagde Orre og så på mig med beundring. “Mo, det er en fantastisk idé.”
Vi løb ind og fandt en pakke pølser og en dåse bønner i køleskabet. Så pakkede vi gaven ind i rødt papir, selv om det var julegavepapir, for vi kunne ikke finde noget andet.
“Nu er vi endelig parat,” sagde Orre, da vi kom ud på fortovet.
Vi cyklede ikke hurtigt ud på Næsset. Det var jo et officielt besøg og derfor skulle vi cykle langsomt og værdigt. Vi havde da også flag på vores cykler og en gave på min bagagebærer.
Vi nærmede os præsidentboligen.
“Hvad gør vi, hvis han ikke er hjemme?” spurgte Orre bekymret.
“Vi venter bare på ham,” svarede jeg. “Vi kan gå ind og se kirken. Der er også heste og køer på tunet.”
Vi cyklede op ad den lange vej hen til præsidentens bolig og forbi en mand iført undertrøje; han lå med hovedet på en tue, tyggede på et strå og læste i en bog. Han så op fra bogen, da vi cyklede forbi.
“God dag drenge,” kaldte han. “Vejret er lige til en cykeltur.”
Jeg løftede hånden op mod hatteskyggen og hilste højtideligt, som min far havde lært mig og nu var vi jo inde på præsidentens område.
“Hvem kan han være?” spurgte Orre, mens vi cyklede ind på præsidentens gårdsplads.
“Måske hans chauffør,” svarede jeg.
Vi gik højtideligt med pakken mellem os op ad trapperne og bankede på. Ingen svarede, så vi ringede på dørklokken.
Endelig så vi nogen bevæge sig indenfor og så blev døren åbnet. En stor og omfangsrig kvinde med ildrøde kinder og hvidt hår stod i døråbningen. Hun var iført en sort kjole og et skinnende hvidt forklæde.
“God dag, drenge. Hvad kan jeg gøre for jer?”
Jeg stammede en smule indtil Orre puffede til mig.
“Hr. Hallgrim. Er hr. Hallgrim hjemme?” lykkedes det mig til sidst at fremstønne.
“Nej, jeg mener, er præsidenten her? Er han hjemme?”
“Nej, han er ikke hjemme,” sagde husbestyrerinden og smilede venligt. “Hvad er jeres ærinde?”
“Vi er på et officielt besøg,” sagde jeg samtidig med, at jeg prøvede at kigge bagom hende, for at se præsidenthuset indvendigt.
“Ja, vi har en pakke med og det hele,” sagde Orre og løftede gaven op som bevis.
“Og hvilket officielt ærinde har I til præsidenten?” spurgte husholdersken, nu med armene over kors, så hun syntes meget større, lignede en kæmpestor indianerhøvding.
“Vi skal drøfte noget med ham,” svarede jeg.
“Hvor er præsidenten taget hen?” spurgte Orre, som var begyndt at blive utålmodig.
“Det er en statshemmelighed,” sagde kæmpehusholdersken. “Jeg skal nok fortælle ham, at I har været her. Hvad hedder de unge herrer?”
“Jeg hedder Mo og han hedder Orre og vi venter bare på ham, hvis det er i orden. Vi har masser af tid.”
“I må godt vente, men jeg er bange for, at det ikke kan betale sig. Jeg aner ikke hvornår han kommer hjem,” sagde husholdersken. “Men vendt lige, drenge. Jeg henter lidt godt til jer.”
Hun gik ind og vi ventede på trapperne.
Hun henter sikkert noget slik, sagde Orre glad.
Husholdersken kom ud igen og gav os to store stykker chokolade i gyldent papir. Så gav hun os nogle servietter med præsidentmærket på.
“Nu har I forsyninger til hjemturen og disse flotte servietter med den islandske republiks våben på som minde om rejsen til præsidentens residens. Farvel, drenge. Jeg skal til at koge kødsuppe.”
Vi takkede og stod forlegne på trapperne, da hun havde lukket døren.
“Hvad skal vi nu gøre?” spurgte Orre og bed i chokoladen.
“Vi kan da kigge på køerne,” sagde jeg og pegede på tunet ved den gamle kirke.
Vi slentrede planløst derud gumlende chokolade.
“Tror du vi må snakke med disse køer, uden at bede om tilladelse? De er nu en gang præsidentkøer,” sagde Orre tøvende.
“Selvfølgelig må vi det,” svarede jeg. “De er jo bare landkøer, ikke vigtigere end andre køer.”
“Hvor skal I hen, drenge?” blev der pludselig råbt.
Vi så os tilbage og der var han gubben i undertrøjen, stadig med hovedet på tuen og en bog i hånden.
“Vi kigger bare på køerne, mens vi venter på præsidenten,” svarede jeg og gik hen til ham.
“Er det måske forbudt?” spurgte Orre i hælene på mig.
“Forbudt? Nej, slet ikke,” svarede manden. “De er endda meget almindelige køer. Præsidentkøer er kendt for deres blide og glade sind.”
“Bor du her?” spurgte jeg og standsede foran manden.
“Ja, det gør jeg da,” svarede han og lukkede bogen. “Hvad skal I med præsidenten?”
“Vi skulle på et officielt besøg hos ham, men han er ikke hjemme, svarede jeg. “Hans husholderske gav os chokolade og servietter.”
“Ja, hende Gudrun, hun er enestående. Hun føler altid med trætte og sultne rejsende. Ingen går tomhændet fra hende. Hvilket ærinde har I til præsidenten?” spurgte manden og satte sig på tuen, som han før havde ligget på.
“Vi skulle drøfte en vigtig sag med ham,” sagde jeg.
“Kender du ham,” spurgte Orre.
“Præsidenten? Ja, mon ikke. Jeg kender ham bedst af alle. Muligvis kender ingen ham bedre end jeg,” svarede manden og lo.
“Nå? Du er måske hans far?” spurgte Orre forbavset.
Jeg gav Orre et albuestød og spurgte så:
“Er du præsident Hallgrim?”
“Ja,” svarede manden og smilede. “Det er mig og det er mig en stor ære at modtage jeres officielle besøg.”
Orre og jeg blev en smule forlegne.Vi havde ikke forventet, at selve præsidenten lå i undertrøje ude i græsset og læste i en bog.
“Kommer I langvejs fra?” spurgte præsidenten.
“Ja,” svarede jeg. “Vi bor i Sølvgade. Derude i landkommunen,” sagde jeg og pegede ind mod vigen.
“Det er et godt stykke vej. I må være nogle cykelhelte.”
“Vi cykler alle steder,” sagde Orre stolt. “Vi cykler hvorhen vi skal. Hvis vi skulle nordpå, ville vi sikkert cykle derhen.”
“Hvad for et vigtigt ærinde har I til mig?” spurgte præsidenten så.
“Vi vil gerne åbne et træningscenter for cowboys,” svarede jeg. “Der kunne ungerne lære at fange vilde heste, lave cowboymad over åben ild, skyde banditter og holde fredsstævner med indianere.”
Præsident Hallgrim så forbavset på mig.
“Det er dog den mærkeligste idé jeg længe har hørt og dog må jeg sige, at jeg har hørt mange mærkelige idéer. Hvordan i alverden kom I på de tanker?”
“Vi er cowboys begge to,” sagde Orre. “Mo har endda en død cowboy som følge. Han hedder Gån-Joe og blev grillet til døden i ødemarken i Arizona.”
Hr. Hallgrim gjorde store øjne og slog på sit lår.
“Hvor skulle vi så bygge den slags træningscenter?” spurgte han vantro.
“For eksempel her. Du har så megen plads,” sagde jeg og pegede overbevisende ud på tunene.
“Jeg er ikke sikker på, at det ville blive populært, hvis jeg byggede et cowboycenter for børn i haven ved præsidentens residens,” sagde hr. Hallgrim og lo.
Vi diskuterede cowboycentret længe med præsidenten, men kunne ikke overbevise ham.
“Men drenge, hvad har I der i pakken?” spurgte han pludselig og pegede på julegavepakken.
“Nåja,” sagde Orre forlegen. “Vi glemte at forære dig gaven. Det er en venskabsgave.” Han rakte præsidenten pakken.
“Vi besluttede at give dig noget, som kunne glæde dig,” sagde jeg, – “noget, som kunne være anderledes morsomt for en præsident.”
Præsidenten åbnede pakken og så forbavset ud, da han så pølserne og bønnedåsen.
“Du skal grille pølserne udendørs, over åben ild en aften og også varme bønnedåsen op i ilden. Så skal du stikke en pind i pølsen og gnave den fra pinden og spise bønnerne med en ske. Det er den slags cowboymad,” sagde jeg og sprang ud på gruset på gårdspladsen. “Sådan skal man lave ildstedet.”
Jeg ordnede sten op i en ring og Orre tog nogle korte grene fra et bed ved kirken og smed på ildstedet.
“Så tænder du bare ild i og steger pølserne,” sagde jeg stolt.
Præsidenten rejste sig.
“Dette er en storartet gave,” sagde han og smilede over hele femøren. “Mange tak, kammerater. Jeg tror det er længe siden jeg har fået så dejlig en gave. Det må vente, med at åbne et cowboycenter for børn her på tunet, men én ting kan vi gøre. Kom.”
Hr. Hallgrim tog store skridt bag om præsidentboligen og vi fulgte ham ind ad bagindgangen til køkkenet. Der stod husholdersken Gudrun og kogte kødsuppe.
“Jamen dog, du mødte altså drengene, Hallgrim?” sagde hun smilende.
“Ja,” sagde præsidenten, “og jeg mangler tre skeer, tændstikker, brød og tre appelsinvand.”
Han vendte sig mod os.
“Må cowboys godt drikke appelsinvand?”
“Åk ja,” sagde jeg og smilede til Orre.
“Sker der noget spændende?” spurgte Gudrun forbavset.
“Ja, vi cowboys vil holde en fest ude på gårdspladsen. Vi skal til at grille på åben ild, ligge i græsset og gnave pølser fra pinde,” sagde præsidenten.
Da han havde fået alt hvad han bad om på en fin sølvbakke, gik vi ud.
“Gør det noget, at det ikke er aften endnu?” spurgte hr. Hallgrim. “Cowboys kan da spise om dagen ikk´også?”
“Jo, det er ligemeget,” sagde Orre.
Da præsidenten havde sat ild til bålet, kom vi pølser på pinde og stegte dem, mens bønnedåsen blev varm. Så lagde vi os i græsset og spiste af hjertens lyst.
“Hvor er din familie?” spurgte Orre, mens vi hapsede pølserne i os.
“Min kone er på besøg hos sin tante på Fjordens plejehjem og mine børn er så store, at jeg er holdt op med at registrere hvor de er,” svarede præsidenten og tog for sig af cowboybønnerne. “Når de kommer hjem vil jeg lære dem at stege cowboymad her på gårdspladsen.”
Vi snakkede om alt mellem himmel og jord og hr. Hallgrim fik alt at vide om Gån-Joe. Jeg fortalte ham historien om ham og Orre fortalte ham om campingturen sammen med mester Rasse. Da vi var færdige med alle pølserne, kom husholdersken Gudrun ud med is og chokoladesovs.
“Er Gån-Joe her hos os?” spurgte hr. Hallgrim nysgerrig, mens vi spiste isen.
Jeg så mig omkring.
“Nej, han er ikke med. Han synes besøg er kedelige,” svarede jeg.
Da vi sagde farvel til præsident Hallgrim, stod han på pladsen og vinkede.
“Tak fordi I lærte mig at lave cowboymad, drenge!” råbte han efter os. “Held og lykke med træningscentret.”
Det var blevet aften, da vi cyklede op ad Sølvgade. Orre tog hjem og Jona var i færd med at dække bord, da jeg kom ind i køkkenet. Mor stod ved komfuret.
“Hvor har du været, Mo?” spurgte hun.
“Orre og jeg var på officielt besøg på Næsset hos præsidenten og jeg er ikke sulten.”
“Sikke noget vrøvl.” sagde Jona og fniste. “Du tror måske du mødte præsidenten.”
“Ja, det gjorde jeg faktisk,” sagde jeg og dykkede ned i min bukselomme. “Jeg kan endda bevise det. Du samler på servietter, ikk´?”
“Jo,” svarede Jona mistroisk.
“Værs´go. Her har du servietter fra præsidenten med republikkens våben på. Er det bevis nok?” spurgte jeg, idet jeg smed servietterne på bordet.
Jona gispede.
“Præsidentservietter,” sagde hun beundrende, greb servietterne og undersøgte dem nøje. “Hvor stjal du dem fra?” hissede hun og så stift på mig.
Mor kom hen til bordet og så også på servietterne.
“Selvfølgelig har han ikke stjålet dem,” sagde hun venligt. “Hvem gav dig dem, Mo?”
“Fru Gudrun gav mig dem. Hun er præsidentens husholderske og så gav hun Orre og mig chokolade i gyldent papir, men jeg har spist det. Hun gav også Orre og mig og præsidenten is med chokoladesovs, da vi havde stegt cowboypølserne på gårdspladsen.”
“Hvad siger du?” nærmest råbte mor forbavset og satte sig ned.
Jona så også vantro på mig og satte sig også ned.
Jeg fortalte dem det hele. Mor grinede og Jona sad gabende af forundring.
“Nå, min lille Mo,” sagde mor. “Han er vist en dejlig mand, sådan som han tog venligt imod jer og der har vi forklaringen på pølsepakken, som forsvandt fra køleskabet. En pølsepakke har vist aldrig spillet en finere rolle end det at være en vennegave under et officielt præsidentbesøg.”
Jeg gav Jona præsidentservietterne og i et stykke tid syntes hun jeg var verdens bedste bror. En uge senere ændredes det dog pludselig, da jeg var i knibe.
Jeg var alene hjemme og kunne ikke finde noget toiletpapir, så jeg åbnede Jonas servietboks og valgte at bruge de servietter jeg selv havde givet hende.
Hun blev rasende, da hun opdagede, at præsidentservietterne var forsvundet og endnu mere rasende, da jeg fortalte hende, at jeg havde brugt dem som toiletpapir.

Spøgelser i kirken

Gud ejer alt det jeg ejer.
Han ejer endda mig.
Men ejer jeg da ikke alt det,
som Gud ejer?
Også mig selv?
Vi ejer det hele sammen,
han og jeg.

Præsten, Orres far, er helt fin. Han hidser sig aldrig op, men ind imellem holder han alvorlige møder sammen med os på sit kontor. Da har vi som regel gjort et eller andet, som han kalder for sørgelige fejltagelser.
Han sætter sig ved sit store skrivebord og byder os at sidde på den anden side. Så sukker han tungt og taler med sin mørke og dybe stemme om sørgelige misgerninger, kristelig kærlighed, tolerance, ærlighed, fornuft og visdom. Han kender uendeligt mange svære ord, som Orre og jeg har meget svært ved at forstå. Når de alvorlige møder er over, tager han vores hænder, beder Gud om at beskytte os og håber, at vores passiar har været gavnligt for os. Orre og jeg har besluttet på et tidspunkt at erindre nogle af de besværlige ord, skrive dem ned og finde dem i en ordbog. Så er jeg sikker på, at vi bedre vil kunne forstå ham.
“Mærkeligt,” siger Orre nogle gange efter de alvorlige møder, -”at far ligesom vi, kan islandsk, men nogle gange er det som om han taler kinesisk.”
I sommer havde vi nogle alvorlige møder sammen med præsten.
En grå morgen i juli tog præsten til Strand på sydkysten for at besøge sine venner. Det regnede og Orre og jeg gad ikke være udendørs. Hans mor var ikke hjemme, så vi gik ind på præstens kontor for at lege. Det gør vi nogle gange, når igen er hjemme, men som så meget andet er det sikkert forbudt.
Vi prøvede kjolerne, som Orres far har, men de hænger i et skab på kontoret. Det er ikke almindelige kjoler sådan som mødre har, men præstekjoler med hvide kraver. egentlig er de uniformer ligesom politipåklædning og cowboytøj.
Vi stod oppe på bordet og sang salmen – Gudfader i det høje, nu lukker sig mit øje -, men fik så øje på en hel del papirer og besluttede at udstede nogle attester. Vi startede med at udstede vielsesattester. Vi lod Binna gifte sig med Lasse i en hytte på engen klokken fem dagen før og skrev den bemærkning på attesten, at de ville have bopæl i hytten. Fru Løvdal giftede sig med en gammel og grim trold i en hule nordpå. Trolden adopterede alle hendes børn og de forvandledes til troldunger. Vi lod min søster Jona gifte sig med præsidentens søn og skrev på attesten, at de havde ansat to cowboys, Mo og Orre, til at passe præsidentens residens.
Da vi havde grint os helt skæve, var det dødsattesternes tur. Vi udstedte dødsattester til alle dem, som vi syntes var kedelige. Overlærer Ulf døde af kedsomhed i børneskolen klokken fem i går. Han blev 473 år gammel, som siges at være en ret høj alder for dinosaurer. Ulf blev begravet på skolens område, under en ny cykelsti, som blev taget i brug lige efter begravelsen. Mester Rasse eksploderede, da han åbnede en flaske sodavand ved Lillesøen den tyvende juli og Benni i Gårdhavegade døde i isolation i Store-Krop fængslet, hvor han havde været indespærret siden han var helt ung. Vi supplerede Bennis dødsattest med følgende forklaringer:
Det skal bemærkes, at det var de modige cowboys, Mo og Orre, som i sin tid tog den meget farlige kriminelle dreng Benni til fange og lod ham indespærre på livstid på Store-Krop.
“Sig mig Mo,” sagde Orre pludselig. Man har givet ikke udstedt en dødsattest, da Gån-Joe døde.
Jeg så på Gån-Joe, som lå på sofaen og døsede under sin hat. Han løftede hatten og nikkede samtykkende.
“Nej, det er rigtigt,” sagde jeg. “Lad os udstede en attest.”
Gån-Joe, eller Gønn Djo, blev bundet til fire trepæle og grillet til døde i Arizonas stegende ødemarkssol den attende august 1821. Han var tredive år gammel og Det Vilde Vestens modigste og dristigste cowboy.
Da vi var færdige med dette, tog vi samtlige præstens fine stempler og stemplede alle attesterne meget grundigt.
“Sådan,” sagde Orre glad og ordnede papirerne pænt i en bakke på bordet.
“Nu sender far dette til et eller andet kontor i Reykjavik og der bliver det registreret og godkendt.”
“Hvad er det for nøgler?” spurgte jeg og pegede på et stort bundt, som hang på en knage ved døren.
“Det er bare nøglerne til kirken,” sagde Orre.
“Kirken?” gentog jeg. “Har du nogen sinde lånt dem og set kirken, når der ikke er nogen der?”
“Nej,” svarede Orre. “Hvad mon der er interessant i en kirke uden mennesker?”
“Den slags kirke er helt fantastisk,” sagde jeg. “Man kan undersøge det hele, uden at blive forstyrret. Tror du din far låner os nøglerne?”
“Nej,” sagde Orre. “Det tror jeg ikke.”
“Men han behøver ikke at vide det, hvis vi låner dem nu, beser kirken i aften og afleverer så nøglerne tilbage i morgen. Han skal kun bruge dem på søndag,” sagde jeg og tog nøglebundet af knagen.
“Ok,” sagde Orre og tog præstekraven han havde om halsen af.
Da vi kom ud på fortovet, mødte vi Orres mor. Hun sagde der snart var aftensmad og sendte mig hjem. Vi besluttede at gå ind i kirken efter maden.
Jeg skyndte mig at spise og så cyklede Orre og jeg sammen ud til kirken. Den står ved havet, ude på landet, et kort stykke vej fra vores landsby.
Vi stillede vores cykler hen mod en gammel og træt gravsten. Hængslerne knirkede, da vi åbnede den tunge trædør ind til kirken.
“Mon der er spøgelser her?” spurgte Orre angstfuld, da vi gik ind.
“Selvfølgelig er der spøgelser her,” sagde jeg beslutsomt. “Tænk hvor mange ligger begravet rundt omkring dette hus. De synes sikkert det er meget behageligt at drive rundt her inde i kirken og de behøver ikke at låne nogen nøgler.”
“Er Gån-Joe bange?” spurgte Orre, da vi forsigtigt gik ind ad kirkegulvet.
Jeg så på Gån-Joe, men han havde lagt sig så lang han var på en kirkebænk, med hænderne under nakken. Han tyggede sin tobak og blinkede nonchalant til mig.
“Gån-Joe er aldrig bange. Hvad er det her for et værelse?” spurgte jeg og gik hen til en dør i et hjørne bagest i kirken.
“Det er bare et værelse, som far og kirkebetjenten bruger til alle mulige ting,” svarede Orre ligeglad.
“Åbn det. Der må være en nøgle til det i bundtet,” sagde jeg nysgerrig.
Orre fandt nøglen og åbnede værelset. Der var et skrivebord ved et lille vindue. Et ornat hang på en knage og et kæmpeskab stod op mod en væg.
“Er skabet låst?” spurgte jeg Orre.
“Det ved jeg ikke,” sagde han og hev i et håndtag på skabet.
Det var ikke låst og foran os viste der sig ikke mindre end fyrre snehvide og glatstrøgede lange kjoler.
“Hvad er det for noget?” spurgte jeg. “Er det engleuniformer?”
“Nej, det er bare konfirmationskitler,” sagde Orre. “Vi skal have sådan nogle på, når vi bliver konfirmeret.”
“Nej, og atter nej,” sagde jeg bestemt. “Jeg tager ikke en kjole på. Cowboys har aldrig en kjole på.”
Jeg så på Gån-Joe, som lå på bænken og løftede sin pegefinger, for at vise, at han var engig og han spyttede på gulvet.
Jeg så på konfirmationskitlerne i et lille stykke tid.
“Orre, de er spøgelseskitler. Vi kan blive kirkespøgelser.”
Jeg hev samtidigt en kittel ned fra bøjlen og tog den på. Jeg kiggede ud af halsåbningen.
“Jeeeg boooor pååå kiirkeegåårdeeen. Viiil duuu koommmme need iii miiin kiiiste!” tordnede jeg med hæs stemme. Jeg slog armene ud, så de blev som vinger og svævede hen ad kirkegangen i spøgelsesdragten.
Orre skraldgrinede og smøgede sig i en kittel. Vi svævede længe omkring i kirken og legede spøgelser. Vi fandt et reb oppe på loftet og bandt det til balkonens gelænder. Derfra kunne vi svinge os ned på kirkebænkene og springe fra den ene til den anden. Vi svævede op ad trappen og hele vejen op i tårnet.
Der fandt vi kirkeklokkerne, men de styres med elektricitet. Jeg åbnede kassen og besluttede at ordne klokkerne en smule ved at ændre på indstillingerne for ringningerne. Vi stillede klokkerne på den måde, at de ringede hver halve time hele døgnet rundt.
Da vi havde ordnet klokkerne, gik vi igen ned i værelset og undersøgte skabet. Der var der en flaske, som var blevet åbnet og i den var der rød saft.
“Hvad bruger din far bærsaft til?” spurgte jeg og lugtede til flasken.
“Det er ikke bærsaft,” sagde Orre. “Det er messevin. Han giver folk en drik i små bægre og fortæller dem, at de drikker Jesu blod.”
“Føj, hvor ulækkert,” sagde jeg. “Hvordan fandt han på det?”
“Han fandt ikke på det,” sagde Orre. “Det var nogle andre, som fortalte ham at gøre det.”
Jeg hældte messevin i to glas, som stod på skrivebordet.
“Spøgeeeelser drikkeeeer blooood!” brummede jeg og tog en stor slurk. Jeg sank den og følte hvordan det sviede i halsen.
“Hvordan smager det,” spurgte Orre og så undersøgende på mig.
Jeg ransagede glasset og tænkte mig om.
“Det smager egentlig som oldgammel bærsaft, som er begyndt at fordærves. Men den er alligevel ok. Smag.”
Orre tog en stor mundfuld, sank og greb om sin hals.
“Det smager som parfume,” sagde han forbavset, da han var kommet sig.
“Har du smagt parfume?” spurgte jeg og tog endnu en mundfuld.
“Ja, en gang, da mor fik den slags i julegave,” sagde Orre og drak igen varsomt fra glasset. “Vi skal have noget til,” sagde han og trak ud en skuffe i skabet. Han tog frem en hvid æske, satte den på bordet og åbnede den.
“Hvad er det for noget?” spurgte jeg. “Er det kiks?”
“Nej, det er oblater,” svarede Orre. “De smager ikke af noget, men far byder altid på oblater til messevinen. Han siger de er Jesu legeme.”
Jeg så forundret på Orre.
“Hvorfor vil folk lade som om de spiser Jesu legeme og drikker hans blod?” spurgte jeg og tog en oblat. “Er dette en kannibalkirke?”
“Nej,” sagde Orre fornærmet. “Det er bare sådan og har sikkert altid været sådan. Det er også sådan i udlandet.”
“Det smager som papir,” sagde jeg og tog endnu en oblat.
“Ja, men man kan vænne sig til dem,” sagde Orre og proppede nogle stykker i munden på én gang.
Da vi havde slugt en del oblater og drukket hele vinen fra flasken, var vi blevet mærkelige i hovedet.
“Tror du denne messevin er giftig?” spurgte jeg Orre og hikkede. “Jeg er så mærkelig i hovedet.”
“Nej,” sagde Orre, “far ville aldrig give folk giftig messevin. Jeg tror bare vi er blevet fulde. Kirkegæsterne får kun et lille bæger, men vi har drukket hele flasken.”
“Jeg forstår ikke hvorfor folk drikker vin og bliver fulde,” sagde jeg og gned min mave. “At være fuld, er som at være syg.”
“Lad os tage hjem nu,” sagde Orre og puttede nøglebundtet i lommen.
På vej ud ad kirkegangen, syntes jeg væggene i kirken bevægede sig. Gån-Joe så forarget på mig og rystede på hovedet. Så tog han store skridt foran mig ud af kirken. Jeg vidste han ikke var tilfreds med mig.
En meget stor trækasse stod ude i entréen. Der var et kæmpe låg på den og på det var der en sprække, ligesom en brevsprække. Jeg åbnede denne kasse og snappede efter vejret. En hel bunke penge lå åben for os. Der var mange kilo femkroner, tokroner og halvtredsøre. Men der var også utallige sedler, både hundrede krone sedler og tusindkroner.
“Hvorfor er alle disse penge her?” spurgte jeg Orre helt forbløffet.
“Det er fra indsamlingsbøssen,” sagde Orre og rodede rundt i pengebunken.
“Hvordan kan man få sådan en indsamlingsbøsse?” spurgte jeg begejstret.
“Folk, som kommer til messe i kirken, lægger penge i bøssen og så bruger far pengene på noget sjovt.”
Vi blev stille og betragtede skatten.
“Vi kunne lave mange sjove ting for alle disse penge,” sukkede jeg så. “Vi behøver kun en lille bitte del af dem for at lave noget sjovt.”
“Vi kunne gå i biffen og spise ude,” sagde Orre og blev ved med at rode rundt i bunken.
“Din far ville slet ikke opdage det, selv om vi tog en smule fra bøssen,” sagde jeg tankefuldt.
Jeg greb nogle tusindkronesedler.
“Vi får disse penge og laver noget virkelig sjovt for dem. Gud må få det godt, hvis vi morer os og alligevel er der en masse tilbage i bøssen.”
Jeg proppede pengene i min bukselomme og Orre smækkede låget på kassen i. Da vi kom ud på kirketrapperne, så jeg hvor Gån-Joe lænede sig op mod gravstenen, hvor vores cykler stod. Han tog sit tyggestrå ud af munden.
“Boj oboj, Mo,” mumlede han og han rystede på hovedet.
Dernæst smed han strået og skridtede hen op ad gaden foran os ind til byen. Han var hurtigt ude af syn og jeg vidste, at jeg havde skuffet ham.
“Gån-Joe er sur,” sagde jeg til Orre, da vi steg op på vores cykler. “Han er gået og han synes vi er dumme.”
“Hvorfor?” spurgte Orre bekymret, for det er meget vigtigt for Orre, at Gån-Joe er tilfreds med os.
“Sikkert fordi vi drak messevinen og tog pengene,” sagde jeg, efter at have tænkt mig lidt om.
“Han drikker jo selv veski,” sagde Orre og cyklede hen til siden af mig. “Og så vidt jeg ved har han røvet tog i Det Vilde Vesten.”
“Ja, det er rigtigt. Han kan ikke kritisere andre,” sagde jeg idet jeg tog et stort sving på cyklen ud til vejkanten.
“Orre, synes du ikke det er svært at cykle? Jeg har så svært ved at styre min cykel, fordi jeg stadig er mærkelig i hovedet.”
“Jo, og jeg har så frygteligt ondt i maven,” sagde Orre ynkeligt.
I et godt stykke tid cyklede vi videre hen ad vejen til vores lille by. Pludselig smed Orre sin cykel ud i vejkanten og kastede op. Han så ynkelig ud, da han havde kastet op og sad vrælende, mens han så på mig.
“Det var en meget dårlig idé, den med messevinen, mener jeg,” sagde han og gned sin mave.
“Lad os komme hjem,” sagde jeg. “Vi skal bare have noget søvn. Vi får det sikkert meget bedre i morgen.”
Vi sagde ikke en gang farvel, da vi cyklede ned ad gaden. Orre tog lige hjem til sig selv og jeg hjem til mig.
Jeg gik lige i seng og mor fulgte efter mig ind på værelset.
“Hvor har du været, mit skind?” spurgte hun.
“Bare ude at cykle,” sagde jeg og bredte dynen op over hovedet.
“Du virker noget så sløj. Er du syg?” spurgte hun og lagde hånden på min pande.
“Nej, jeg er bare så træt. Vær sød at slukke lyset, når du går.”
Mor kyssede mig på panden og bød mig god nat, slukkede lyset og lukkede døren efter sig.
Jeg puttede mig ind til min Goe.
I halvmørket så jeg Gån-Joe sidde på en stol med korslagte arme og stirre på mig. Hans udtryk var bistert og hans hårde blik tilkendegav, at han var meget vred på mig.
“Du kan selv være togrøver og fyldebøtte,” hviskede jeg og vendte mig mod hjørnet.

En cowboytur til handelspladsen

I Afrika bor der mennesker,
som ingen mad får.
Unge, som ikke en gang
får ris at spise.
Orre og jeg vidste det ikke,
da vi festede stort for deres penge.

Dagen derpå var lørdag. Orre mødte op hos mig over middag med pistolbæltet, filthat og tobakstørklæde.
“Skal vi ikke ind til Fjorden og more os for pengene?” spurgte han.
“Jo, men hvad skal vi lave?” Jeg satte cowboyhatten på hovedet og tog lange skridt ud til min cykel.
“Først går vi i biffen og så ud at spise,” sagde Orre og smilede over hele femøren.
“Vi kan spise på Fjordcaféen,” foreslog jeg og Orre sagde god for det.
Gån-Joe så på os fra stuevinduet, da vi cyklede fra huset. Han så vredt på mig og rystede på hovedet.
En stor flok børn stimlede foran billetlugen i Fjordbiografen. Gøg og Gokke var på plakaten og også en tegnefilm.
“Hvor mange billetter skal I have?” spurgte en kone med lyserød læbestift og tyggegummi.
Jeg tøvede en smule.
“Seks,” sagde jeg. Vi skal have seks billetter.”
Orre gav mig et skub.
“Seks! Hvorfor skal vi have seks billetter?”
Jeg modtog billetterne, betalte dem og vendte mig mod Orre.
“Vi har så mange penge. Nu kan vi have seks pladser til os selv og behøver ikke at sidde ved siden af sure fjordinge. V kan bare folde os ud.”
“Genialt,” sagde Orre og lyste op i ansigtet.
Vi gav bifkontrollør Munde billetterne.
“Seks billetter?” sagde han barsk. “I er da kun to. Hvor er de fire andre?”
“De kunne ikke komme,” sagde jeg. “Vi skal have det behageligt. Vi må godt have seks pladser, når vi betaler for dem.”
Kontrollør Munde rev stykker af billetterne og gav mig dem. Da vi smuttede forbi, bandede han.
“Fandens til ødsel, drengefjols!”
Munde har altid arbejdet i Fjordbiffen. Han sover der sikkert også. Han river billetterne, styrer filmfremviseren, smider unger ud og rengør huset efter forestillingerne.
“Skal vi ikke købe noget slik?” spurgte Orre, da vi kom ind i entréen.
“Jo,” svarede jeg, “Lad os købe en masse holdkjæft karameller.”
“Vi køber to store poser,” sagde Orre. “En til os og en til at smide med karamelbomber i pausen.”
Jeg syntes det var en glimrende idé. Læbestiftskonen i billetlugen stod nu i kiosken og vi købte to store poser holdkjæft karameller.
Gøg og Gokke var helt fantastiske og Orre og jeg havde det fint på sjette række med pladser nummer tre, fire, fem, seks, syv og otte. Vi satte vores jakker, cowboyhatte og sko på sæderne omkring os, så alle kunne se, at de var optaget og da forestillingen startede, løftede vi sædernes armlæn, lå på langs og havde det enormt behageligt.
Så var der pause og Munde tændte lysene. Samtidig kastede Orre en karamelbombe op på scenen.
“Karamelbomber! Gratis! Holdkjæft karameller!” råbte vi så højt vi kunne.
Reaktionerne var lige så gode, som vi havde forventet.
Børneflokken fór op af sæderne og sprang op på scenen.
Fyrre børn sloges om karamellerne, som lå over det hele. Munde kom farende ud fra fremvisningsrummet med en kost og begyndte at feje børnene ned. Orre og jeg sad som englebørn på vores pladser og morede os herligt, da Munde med kosten skubbede den skrigende hob foran sig og ud. Endelig blev der fred i salen med nogle ganske få fjordinge, som endnu sad der, da tegnefilmene startede.
Vi to kammerater var helt tilfreds med biografturen, da vi kom ud, men var allivel sultne.
“Lad os cykle ud til Fjordcaféen,” sagde Orre. “Vi har fortjent at få noget godt at spise.”
Jeg var enig og vi cyklede hen ad hovedgaden i Fjordbyen og op til grillhallen på havnen. Jeg har kun spist én gang på Fjordcaféen. Det var da mor havde fødselsdag.
Det var ret stille der, da vi gik ind i restauranten. Klokken var jo kun fem. En gammel mand sad ude i et hjørne med en kop kaffe og læste avis og en ekspeditrice var i gang med en kryds og tværs ved et andet bord.
“Kan man få noget at spise her?” spurgte jeg.
Ekspeditricen så op fra kryds og tværsen og undersøgte os over brillerne.
“Skal I ikke bare hjem og spise hos jeres mødre?”
Vi havde slet ikke forventet dette svar og helt ærligt, Vi blev meget forbavset. Orre brød tavsheden.
“Siger du det til alle kunder, som kommer her for at spise?”
“Nej,” sagde hun og så smilende på Orre. “Det gør jeg ikke. Jeg var måske en smule hurtig i vendingen nu, men jeg er ikke vant til at små herremænd, alene og uden følgeskab, kommer her for at spise.”
“Vi er ikke små herremænd. Vi er cowboys og vi kan betale for os selv,” sagde jeg og hev nogle sedler op af lommen, for at bevise min påstand.
“Nå-da,” sagde hun og rejste sig. “Hvad må jeg byde på?”
Orre og jeg undersøgte menukortet ved skranken og bestilte fire hamburgere med ost og to dobbelte portioner franske, to sodavand, en fuld skål dressing og hele chokoladelagkagen, som var udstillet i en montre. Kvinden skrev bestillingen på en seddel og rakte den så ind ad en køkkenluge.
“Siggi, burgere og franske!”kaldte hun.
Lige straks kom der en fed mand med et stort forklæde frem til lugen. Han tog sedlen og begyndte at stege, mens vi betalte kvinden for retterne. Vi havde stadig nogle tusindkronesedler og jeg smækkede dem på bordet.
“I har en masse penge,” sagde ekspeditricen, da hun så tusindkronesedlerne.
Jeg svarede ikke, men puttede resten hurtigt i lommen.
“Er du ikke præstens søn?” spurgte hun pludseligt og sendte Orre et skarpt blik.
“Nej,” sagde Orre snapt, men kom sig så. “Ellers jo, hvorfor det?”
“Ikke noget,” sagde kvinden og smilede. “Jeg kan bare så tydeligt se hvor meget du ligner din far.”
Vi satte os ved et bord ude i et hjørne og så på havet udenfor.
“Hvorfor skal du ligne din far så meget? Man kan ikke være sammen med dig nogen steder, for alle kender dig,” sagde jeg utilfreds.
“Det kan jeg da ikke gøre for,” sagde Orre sur. “Jeg kan ikke forstå hvorfor vi ligner hinanden så meget. Han er stor og fed og jeg er lille og tynd.”
Servitricen kom med hamburgerne, franske, dressingen og lagkagen og vi blev glade igen.
“Værs´go og velbekomme,” sagde hun og gik.
“Nu er vi som grever,” sagde jeg og proppede hamburgerne i mig. “Vi burde gøre den slags oftere, Orre, jeg mener tage ud og spise sammen.”
“Ja,” sagde Orre og tog en propfyldt spiseske dressing. “Det er hvad cowboys gør, når de har drevet store oksehorder rundt i Arizonas ubeboede områder.”
“Ja,” sagde jeg og lo, samtidig med at jeg proppede en håndfuld frittere i min mund. “De går ind på byens bodega, bestiller det bedste på menuen og propper i sig, indtil de er mætte.”
Vi tav i et stykke tid og nød hele madorgiet.
“Lad os nu få noget lagkage,” sagde Orre og ræbede.
“Tror du vi kan klare en hel lagkage?” spurgte jeg og tog et kæmpestykke.
“Det klarer vi som ingenting,” sagde Orre og skar et stort stykke til sig selv.
Jeg kunne se indgangen fra min plads, men Orre vendte ryggen mod den. Pludselig blegnede jeg og mistede fuldstændigt lysten til at spise kage. Jeg sad som dømt.
“Orre, tag din jakke på. Det er slut,” sagde jeg og tog min jakke på.
“Hvad er der galt med dig?” spurgte Orre. “Er du ved at blive dårlig?”
“Din far er kommet for at hente os,” hviskede jeg over bordet.
Orre lagde skeen fra sig, rakte armen forsigtigt efter jakken og tog den på. Præsten gik værdigt ind ad gulvet i Fjordcaféen, hilste servitricen og gjorde holdt ved vores bord.
“Velbekomme,” sagde han med sin dybe stemme.
“Mange tak,” sagde vi og stirrede ned i kageresterne.
“Mon ikke festen er forbi?” spurgte præsten roligt.
“Jo, det tror jeg egentlig den er,” sagde Orre og vi rejste os varsomt.
Præsten gik med langsomme, store skridt ud af Fjordcaféen og vi fulgte i hælene på ham.
Servitricen smilede, da vi gik.
“Det er altid bedst at spise hjemme hos mor!” kaldte hun efter os.
Da vi kom ind i bilen, så vi, at præsten havde sat vore cykler i bagagerummet. Vi satte os på bagsædet, hvor Gån-Joe var og rystede på hovedet.
“Skam dig, Mo,” sagde han med sin amerikanske accent.
Det var dødstille i bilen på vej hjem til Sølvgade. Præsten sagde intet og heller ikke vi.
Da vi gled ind ad indkørslen ved præsteboligen, vendte præsten sig om.
“Nu holder vi et gravalvorligt møde, drenge,” sagde han. “Gå ind på kontoret og vent på mig der.”
Præsten tog vores cykler ud af bilen, men vi gik ind på kontoret og helt stille satte vi os ned.
“Vi burde ikke have taget nøglerne,” sukkede Orre.
“Nej, vel,” sagde jeg og var ked af det. “Så ville vi ikke have drukket vinen og taget pengene.”
“Men da var vi heller ikke kommet i biffen og ud at spise,” sagde Orre smilende.
“Nej,” sagde jeg og fnyste, da jeg tænkte på hvor godt vi havde moret os.
Pludselig stod præsten i døren.
“Nå, drenge, I havde det rigtigt godt i dag, ikk´?” sagde han og satte sig overfor os ved skrivebordet.
Orre og jeg så på hinanden og grinede skævt.
“Ja,” sagde Orre. “Vi var også i biffen.”
“Vi begynder dette møde med, at I leverer kirkenøglerne tilbage,” sagde præsten alvorlig og rakte sin hånd frem.
Orre dykkede ned i sin jakkelomme, fandt nøglerne og rakte dem til sin far.
Præsten rejste sig igen, gik over til knagen, hængte nøglerne der og satte sig igen overfor os. Så hævede han stemmen.
“Der er ikke mange bud. De er kun ti, men det kan være meget svært at følge dem. Jesus sagde: Du skal ikke stjæle. At stjæle er en stor synd. Mange har ladet sig friste og endnu flere vil falde for den fristelse. Sådan er det med synderne. De frister dem, som er svage i deres sind. Ærlighed er på den anden side noget af det bedste i hvert menneskes sind. Det er vigtigt tidligt i livet at øve sig i ærlighed. Forstår I mig, drenge?” spurgte præsten med en meget bister mine.
“Ja-a,” svarede jeg tøvende og Orre nikkede.
“At være en god dreng er at være ærlig og oprigtig, men denne gang har I ikke været det,” tordnede præsten med en dybere stemme end han plejede. “I har skuffet mig meget og I dag er jeg meget ked af jeres sørgelige forseelse.”
Der var den med de sørgelige forseelser. Jeg så ned på mine tæer og følte, at jeg havde fejlet voldsomt.
“Ved I hvorfor man har samlingsbøsser i kirkerne?” spurgte præsten og så skiftevist strengt på os.
“Ja,” svarede Orre. “Folk lægger penge i bøssen og du bruger dem til noget sjovt.”
Præsten syntes ikke at lytte til sin søn, for han fortsatte.
“Verden er fyldt med lidende mennesker, mennesker, som lider nød. Der findes utallige mennesker, som sulter og intet sted har at bo. Så er der også børn, som ingen forældre har og lever på storbyers gader, børn, som har mistet deres forældre i krige. I Afrika lever mange børn, som er syge af underernæring, fordi de ikke får mad nok. De børn ved ikke hvad en biograf er og har aldrig set den slags mad, som man kan købe i Fjordcaféen. Overalt i verden fndes der også kirker, som samler penge ind, for at sende til folk, som plages af store vanskeligheder. For de penge kan man købe mad, tæpper og medicin, bygge hospitaltelte og eventuelt hjælpe de lidende. Man kunne have givet en ni årig dreng i Biafra mad i næsten et helt år for de penge, som I brugte i dag,” sagde præsten og rejste sig. “Tænk på det i et lille stykke tid. Jeg går og I får lov til alvorligt at tænke på disse ting og så kommer jeg igen.”
Præsten gik ud og lukkede døren efter sig.
Jeg brød tavsheden efter et lille stykke tid.
“Du sagde, at din far brugte pengene til noget sjovt,” sagde jeg vredt.
“Ja, er dette måske ikke sjovt?” svarede Orre sur.
“Jeg kan slet ikke forstå, hvordan denne dreng i Biafra kan leve i et helt år på fire hamburgere, to portioner frittere, dressing, én chokoladekage, seks biografbilletter og to poser holdkjæft karameller,” sagde jeg skeptisk.
“Jo,” sagde Orre. “Det kan han godt. I udlandet er alt meget billigere end her og der får man kun ris og brød.”
“Hvor sørgeligt,” sagde jeg tankefuldt.
“Ja,” mumlede Orre og vi tav sammen i et stykke tid.
Døren blev åbnet og præsten kom ind.
“Nå, drenge, I har forhåbentligt tænkt på sagen,” sagde han og satte sig ved skrivebordet.
“Ja,” sagde vi begge to lavt.
“Degnen har ryddet op efter jer i kirken. Han har også stillet kirkeklokkerne, som hele natten ringede uafbrudt. Jeg håber I også har lært, at det at drikke megen vin slet ikke kan betale sig. I skal selvfølgelig arbejde for kirken for at udligne jeres gæld til indsamlingsfonden. Gudmund har godkendt, at I i de næste dage arbejder som hjælpere på kirklegården. Han mangler altid hjælp ved skovl- og hegnarbejde. Så er det klaret. Jeg håber vi her i dag har alle lært noget og, at I klokken otte mandag morgen møder op hos Gudmund ude på kirkegården.”
Præsten gav os hånden og vi sagde farvel.
Da vi gik ud løftede han en bunke papirer på sit bord.
“Jeg sender ikke disse attester videre. De ville bare forårsage unødige misforståelser.”
Vi nikkede og lukkede døren bag os.
I tre dage arbejdede vi sammen med graver Gudmund fra morgen til aften. Vi gravede graver, flyttede på jordbunker, malede hegn og slog græs. Gudmund sørgede for, at vi aldrig kunne slappe af. Han drev os frem og arbejdede selv som en hest.
Den sidste aften vi arbejdede der, kom jeg dødtræt hjem fra kirkegården. Mor ventede med maden og alle havde sat sig ved bordet.
“Hvad synes du om, at Orre og du i et lille stykke tid får nye omgivelser?” spurgte mor og kom fisk på min tallerken.
“Hvad med at tage ud på landet nordpå, til Jættedammen?” tilføjede far og kom mælk i mit glas.
Jeg tænkte mig om. Det lød ikke galt. To gange før havde Orre og jeg været på Jættedammen og kunne godt lide det.
“Det ville være fint,” sagde jeg efter at have tænkt mig om og taget en kartoffel.
“Ih, hvor sejt at komme af med dig,” sagde Jona. “Stakkels folk, som får dig og Orre i hele fire uger.”
“Skal vi være der i fire uger?” spurgte jeg og så på mor, men lod som om jeg ikke så Jona.
“Ja, vi kom i tanker om, at indtil skolestart kunne det være godt for jer at tilbringe fire uger nordpå hos missionæererne,” sagde mor tøvende. “I skal afsted i overmorgen. Synes du og ikke det er en god idé, min skat?”
“Jo da,” sagde jeg og smilede bredt.
“Jeg tror ikke præsten har fortalt mor om kirkesagen. Hun snakkede i det mindste kun om hvor dygtige vi havde været til arbejdet på kirkegården. Jeg tror, at mine og Orres sørgelige fejl kun har verseret mellem os og præsten og måske degnen.”
Nogle gange tænker jeg på den ni årige dreng i Biafra. Jeg håber han har fået tilsendt noget mad.

Drillepindenes landsstævne
ved Jættedammen

Én gang om året
får alle drillepindemødre
i Island nok.
Så sender de deres vilde børn
til Drillepindenes Landsstævne
ved Jættedammen.
Mødrene hviler og drillepindene lærer
at bede og øve sig i god opførsel.

Villi har en stor gård. Alle engene nede ved stranden er hans. Han slår græsset og arrangerer høet i store høstakke, som han strækker store sækkelærreder over, så stakkene ikke forskyder sig. Når Villi har høstet høet og stakkene rager op som borge på engene, tager Orre og jeg nogle gange derned og leger på de store høstakke.
Dagen efter, at Orre og jeg holdt op med at arbejde på kirkegården, tog vi på ekskursion. Vi besluttede at gå fuldstændig agurk den sidste aften, inden vi skulle på sommerlejr ved Jættedammen.
Gån-Joe ville ikke med. Han blev hjemme for at pakke sin rygsæk. Han glædede sig sådan til at komme til Jættedammen. Det er dog nok ikke sommerlejr for cowboys, men ligner en smule.
Det var aften. Villi og hans sønner var gået ind. Derfor kunne Orre og jeg more os kongeligt på høstakkene, uden at blive forstyrret. Vi klatrede op på dem, hoppede oppe på de strakte lærreder, borede os ned i høet som muldvarper, lavede gange, fyldte vores tøj med bunker af græs og legede fede karle og væltede ned ad stakkene.
Når en stak var blevet til spredte stykker og små høtjavser over det hele, gik vi over til den næste stak. Det var så morsomt, at vi glemte alt andet. Saltomortaler og vejrmøller, huller man kunne smide sig ned i, højdespring på river og kystbevogtningsskibe af hø, hvor min søhær kæmpede mod Orres pirater, som sejlede rundt på et sejlskib af hø. Skyttegrave mellem høbunker, hvor min bastion var i den forreste linje og angreb Orres hær fra et baghold.
Vi var fuldstændig udmattede, da alle høstakkene nær var forsvundet. Der lå bunker af hø hist og pist på engen og lærredsstykker her og der, som på en krigszone efter et stort slag.
“Nu bliver Villi vred,” sagde Orre bekymret, da vi lå på resterne af en høstak. Høet skjulte os som en blød dyne og vi tyggede på strå.
“Ja, helt sikkert,” sagde jeg. “Vi skulle måske prøve at ordne høet?”
“Ja, lad os prøve at få det samlet sammen,” sagde Orre søvnigt.
“Så skal vi skynde os hjem, for i morgen skal vi til Jættedammen,” sagde jeg og gabte.
Men så huskede vi ikke mere. Sommernatten vuggede os i søvn
Jeg fór op af søvnen med ét sæt.
“Her er gerningsmændene!” råbte en dyb stemme.
En skygge blev kastet over Orre og mig. Villis ældste søn stod over os og så glubsk ud.
Orre og jeg kravlede op på benene, gabte og strakte os. Til at begynde med, var jeg ikke klar over hvor vi var, men så huskede jeg, at vi havde leget i høet. Solen stod højt på himlen og det var tydeligt, at vi havde sovet på Villis eng hele natten.
“I har ødelagt alle høstakkene på engen, idioter,” sagde fyren vredt.
Jeg kløede mig i hovedet og så mig omkring.
Et stykke derfra så jeg gårdejer Villi og de andre af hans store knægte komme farende hen til os.
“Undskyld, det var ikke med vilje,” sagde Orre forlegen og hentede noget hø op fra sin trøjes halsåbning.
“Den slags hærværk laver man ikke uden hensigt,” hvæsede fyren og sparkede til en høtot foran sig.
“Hvad fanden foregår der her?” råbte bonden Villi, da han var kommet helt hen til os. Det er som om små vanvittige djævle er gået amok her på engen. Er det jer, der har gjort det her?” spurgte han rasende og så på Orre og mig.
“Vi skulle til at samle det sammen og ordne det på ny i går aftes,” sagde jeg undskyldende. “Så faldt vi i søvn uden at ville det og vi er lige vågnet op.”
“Har I været her hele natten?” spurgte Villi forbavset.
“Ja,” svarede jeg. “Men det var meget fint at sove her i høet, ikk´ Orre?” sagde jeg og gav ham et albueskud.
“Nå, ja,” svarede Orre. “Vi havde det rigtig godt.”
“Det glæder mig meget at høre at I havde det så godt,” vrissede Villi. “I tror måske også, at jeg er taknemmelig for det hærværk I lavede her i går aftes?”
“Nej,” sagde jeg og kiggede ned på mine tæer.
“Det er vist bedst at give besked om hvor I befinder jer. Nogen må savne jer efter hele natten,” prustede Villi og pudsede næse kraftigt.
I det samme kom hans kone løbende hen ad engen. Hun var hæsblæsende, da hun standsede hos os.
“Gudskelov! Så er det her de er,” sagde hun, mens hun hev efter vejret. “Der blev ringet og spurgt efter to drenge fra Sølvgade, som ikke kom hjem i går aftes. En hel del mennesker har været ude hele natten at lede efter dem. Jeg løber hjem og fortæller, at vi har fundet dem. Hedder I ikke Morten og Orre?”
“Jo,” svarede vi begge to og nikkede.
“Jeg vidste, at alle ville lede efter os,” sagde jeg stolt til Orre.
Konen smilede, smækkede hånden på sit lår og sprang igen af sted. Hun løb med stor fart op ad engen og forsvandt med det samme ind i huset.
“Hvor kan din kone dog løbe hurtigt,” sagde Orre med beundring i stemmen og så på Villi. “Jeg har aldrig set en gammel kone løbe så hurtigt.”
“Det vil tage hele formiddagen igen at stable høstakkene op,” vrissede gårdejer Villi. “Det skal I så sandeligt få lov til at deltage i.”
Han smed hen til os to river, som havde ligget i høet, hvor vi sov om natten. Hans store teenagesønner var i fuld gang med at samle hø sammen og ordne det i stakke.
“Sådan!” sagde han hårdt. “Se så at komme i gang med at rive sammen med os. Det er det mindste I kan gøre, indtil I bliver hentet.”
“Vi har ikke tid til at hjælpe, for i dag skal vi på sommerlejr,” sagde jeg undskyldende.
Gårdejer Villi sagde ikke noget, men hans øjekast var nok til at få mig til at tie og rive løs.
Villi og hans sønner var så sandeligt dygtige arbejdsfolk og det gik hurtigt at samle høet sammen i store stakke. Orre og jeg prøvede ihærdigt at følge dem. Der gik lang tid, inden fars bil kom kørende op ad engen. Far og præsten steg ud og gik med store skridt hen til Villi. De talte en smule sammen og så kom de til Orre og mig.
“I besluttede altså ikke at sove hjemme i nat,” sagde far roligt, da han kom gående hen til os med hænderne i lommerne. “Det ville have været godt, hvis vi andre havde fået det at vide, så vi havde kunnet sove i fred, i stedet for at tilbringe hele natten på at lede efter jer.”
“Vi bestemte det ikke. Vi faldt bare sådan i søvn,” sagde Orre.
“I har da også haft rigtig gang i den her på engen hos Vilhelm,” sagde præsten med sin rolige og dybe stemme. “Morten og jeg skal hjem og hvile lidt. Det har været en lang nat for os begge to, men I skal gøre jeres sag færdig her.”
“Skal vi blive her?” spurgte jeg fortørnet.
“Kom I ikke for at hente os?” spurgte Orre forbavset.
“I må bode for jeres gerninger her,” sagde præsten.
“Ja,” sagde far, “og når I er færdige med at rydde op her, skal I cykle hjem. Vi er i færd med at pakke jeres bagage og senere på eftermiddagen vil jeg køre jer nordpå til Jættedammen.”
“Får vi ikke lov til at køre med bussen?” spurgte Orre skuffet.
“Nej, det kan I ikke nå. I skal rydde op efter jer her,” sagde far og vendte sig brat om.
De gik hen til bilen, men Orre og jeg stod helt forbløffet tilbage.
“Sikken en familie man har,” hvæsede jeg og blev ved med at rive. “Vi har været forsvundet en hel nat og bliver så bare sat til høarbejde. Det ville have været mere naturligt at få kakao, fodbad og knus.”
“Alligevel er vi meget heldige,” sagde Orre og vendte blikket efter sin far. “Tænk, hvis ingen havde prøvet at finde os. Og så får vi en køretur hele vejen til Jættedammen.”
“Har du nogen sinde set cowboys rive hø, Orre?” spurgte jeg flov, mens jeg smed en smule hø op på en stak.
Orre tænkte sig om.
“Ja, ikke´? De skal da rive noget hø sammen til deres kvæg og heste,” svarede han.
“Ja, selvfølgelig,” sagde jeg glad og fortsatte arbejdet.
Gårdejer Villi var ikke lige så sur som før, da vi gik derfra. Vi samlede høet sammen og hans kone bragte os klejner og lun mælk fra stalden ud på gårdspladsen. Da vi skulle til at sige farvel og tak, så jeg, at Villi havde en radiosender i sin gamle jeep.
“Det gamle ragelse,” sagde Villi, da jeg spurgte hvor langt han kunne nå med den. “Det møg har man ikke kunnet bruge i mange år. Jeg skal snart til at smide den ud. Jeg bliver sikkert nødt til at købe en ny en.”
Villi så skeptisk på mig, da jeg tilbød at undersøge hans radiosender.
“Mo ved alt om elektricitet,” sagde Orre stolt. “Han kan sikkert reparere disse ting for dig.”
“Nå, den kan da ikke blive værre end den er,” sagde Villi og trak på skuldrene.
Jeg hoppede op i jeepen og løsnede senderen. Så skilte jeg den ad og fandt løse ledninger og slidte metaltråde. Jeg har altid en skruetrækker og en knibtang i lommen, så det var nemt at reparere anlægget og samle det.
“Nu er det helt i orden,” sagde jeg stolt mens jeg tændte for det. En behagelig susen hørtes og jeg vandrede mellem stationer, indtil jeg fandt to mænd, som snakkede om gravemaskiner.
Villi og hans sønner så beundrende på mig. “Noget af en knægt, hva´?” sagde Villi. “Du er ikke så slem som man tror, lille purk! Se nu at komme afsted, så I kan nå sommerlejren, men næste gang får jeg forhåbentligt besked, når I har tænkt jer at overnatte på min eng. Nu må man regne med, at I ved, at her på gården arbejder vi ikke dagen lang ved at bygge høstakke, med den hensigt, at børn kan komme og lege i dem.”
Orre og jeg sagde, at det var vi klar over, sagde farvel og cyklede hjem til Sølvgade. Hjemme havde mor travlt med at pakke taske for mig og min søster Jona hjalp hende.
“Det er det mindste jeg kan gøre, for at du hurtigst muligt kan komme til din sommerlejr,” sagde hun smilende, “Fire Moløse uger!” sang hun og svævede rundt i huset med min islandske trøje.
Far ordnede bagagen i bilen og i indkørslen sad lille Stina og skovlede grus op i en bageform hun havde fundet i køkkenet.
“Radioanlægget skal ikke med,” sagde far og fjernede en æske jeg havde sat ind i bilen. “Desværre, kære Mo, det er forbudt at medbringe elektriske grej til lejren.”
Orres mor fulgte ham hjem til mig og lagde hans taske ind i bagagerummet. Hun kyssede ham og gav ham et knus, men han smilede forlegen og gned sin kind med trøjeærmen.
“Ih, hvor kommer jeg til at savne dig, mit kære sukkerknald,” sagde mor og tårene trillede ned ad hendes kinder. “Du skal være sød og god mod Bøje og alle de andre missionærer,” sagde hun og sukkede. “Husk også, at det er helt forbudt at blaffe ud til Falkevig, som I gjorde sidste år. Og, min egen Mo, man må ikke smide mad på de andre børn og man må ikke komme døde spyfluer i rosingrøden og hestene må man ikke male hvide striber på og slet ikke tænde lejrbål uden tilladelse. Hører du efter, søde Mo. Når nu Böje er så vidunderlig igen at sige ja til at I kommer, på trods af alt det, der skete sidste år, så skal I gøre jer umage, søde børn.”
Igen pressede mor mig meget hårdt og længe ind til sig, så jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg klappede hende varsomt på ryggen og så undskyldende på Orre. Gån- Joe vendte os ryggen. Han får det rigtigt slemt, når folk kysser og knuser foran ham.
Pludselig huskede jeg det vigtigste af alt.
“Hvor er min Goe?” hviskede jeg til mor.
“Nede i soveposen,” hviskede hun blidt. “I rejsetasken, hvor den hører til.”
Jeg fik det straks bedre, da jeg vidste, at min Goe var i sikkerhed og nu var jeg parat.
Stina gav mig et drivvådt kys på kinden. Jona klappede mig på ryggen og smilede fornøjet.
“Opfør dig nu ordentliogt, så du ikke bliver sendt hjem,” sagde hun og smækkede bildøren i efter mig.
Da bilen kørte i lynende fart ned ad Sølvgade, stod vores mødre ude på gaden og vinkede til os. Orre og jeg sad på bagsædet, men Gån-Joe sad foran hos far med sine lange ben oppe på instrumentbrættet. Han havde taget cowboystøvlerne af og de gigantstore tæer blev luftet i hullede og beskidte sokker.
Vi var snart langt fra Reykjavik-området. Retningen var mod nord og landområderne fløj forbi. Far underholdt os med historier fra havet, gamle sagn om søhelte, som var så brave, at de ikke engang kogte deres fisk, inden de slugte den. Han kunne historier om
sømænd, som kom syngende på olietønder fra havet i storm og orkan, efter at deres skib var forlist. Heltesagn om butterflysvømmende sømænd, som dykkede ned i havets kæmpebølger. De fangede fisk med deres bare hænder, kendte havfruer og kæmpede med gale hvaler.
Jeg fortalte dem også historier, som Gån-Joe havde fortalt mig fra Det Vilde Vesten og far lærte os cowboysangen: – Frem til hedernes ro -. Hen mod aftenen standsede far bilen ved en landevejs café. Vi fik pølser med det hele, drak en masse sodavand og guffede chokoladestænger og lakridsrør i os. Så blev Orre og jeg søvnige og faldt i søvn på bagsædet, mens bilen suste videre hen imod Jættedammen.
“Nå, har du bragt mine sølvræve!” hørtes en kalde med en venlig, hæs stemme.
Orre og jeg rejste os op fra sædet. Bilen var standset og i halvmørket så vi Jættedammens sommerlejr. Rundt omkring hovedbygningen puttede de små sovehytter sig og derinde snorkede drillepindene. Far var steget ud af bilen og vi så ham give en stor og skægget mand hånden.
Der er kun én person i denne verden,der kalder Orre og mig sølvræve og det er missionær Bøje.
“I er mine sølvræve,” sagde han første gang vi mødte ham. “Nedstammende fra Sølvgade, opdrættet der og så sandelig er I nogle ræve, lumske, snu, sjove og svære at fange.” Så lo han som en hest, så det gav ekko inde i buskene.
“Lad os sende de ræveunger til køjs,” sagde Bøje, mens de gik ud til bilen.
Far åbnede bagagerummet og hev vores tasker ud.
Et stort, låddent og mørkt hoved kom til syne inde i bilen.
“God aften, mine herrer,” brummede missionær Bøje venligt og smilede så bredt, at alle hans store tænder kom til syne.
Orre og jeg hilste på Bøje, men var lidt generte, da vi ikke havde set ham meget længe.
Hans enorme næse ragede ind i bilen og den var meget større end jeg kunne huske. Han siger, at hans næse er så stor, så han kan snuse sig frem til drengene i sommerlejren, når de farer vild i buskadset. Bøje ligner egentlig mere en bjørn end en mand. Han er gigantisk stor og ret kraftig, med uredt sort hår og skæg ned til brystet, hænder som ligner en bjørns kløer og når han går, tager han så store skridt, at man skal løbe for at kunne følge med.
“Kom nu ind i hallen, I små ræve og få en kop kakao før søvnen, når I nu er vågnet op,” sagde missionær Bøje og snuppede taskerne, som far havde stillet ved siden af bilen.
Intet var anderledes i hallen. Et billede af en grædende dreng hang på væggen, langborde over hele salen, udstoppede fugle på en hylde, fotografier fra gamle dage af drenge ved Jættedammen, et gulnet billede af Jesus, som gav folk fisk, et sølvkors på et bord og en sødlig lugt i luften, en slags blanding af havregrød, kakao og sure sokker.
Fra køkkenet lød der snak. Orre og jeg gik derind, inden far og Bøje. De færøske kokkepiger sad ved et lille bord, drak kaffe og strikkede. Turid så op. Hendes kinder var flammende røde og hendes grå krøller strittede i alle retninger. Turid er den største kvinde jeg i mit liv har set og som følge deraf ret stærk.
“Næ, harra gud, der komme sølvræve i huset,” sang hun med sit færøske tonefald, sprang op på benene og omfavnede os begge to voldsomt. Sanna og Magna lo jætteligt begge to.
“Nu skal vi tøjre dem til husvæggen og gemme dem der i fire uger. Da gør de ikkje noget forkert!” sagde Sanna resolut.
“Næ,” sagde Turid og svingede os op på køkkenbænken. “Eneste vej for at få disse to gode, er at gi´ dem nok at spise og kysse tem og knuse, nussa og klemme!” Hun kyssede os begge to på issen.
Jeg tror, at når det gælder Turid, skal man bare være rolig og vente på at hun lader en være i fred. Sidste år, da hun gav mig et knus, som nær kvalte mig, trådte jeg så fast jeg kunne på hendes tå, men da tog hun mig bare i favnen og holdt mig så jeg slet ikke kunne røre mig, mens hun kogte havregrøden færdig og ordnede ting i køkkenet. Da hun endelig gav slip, havde jeg ondt i hele kroppen.
Nogle gange spiller Sanna på guitar og synger og så danser Turid og Magna sammen i ring. Jeg tror missionærerne har fundet disse kokkepiger på et eller andet færøsk fjeld. De er helt sikkert troldkvinder.
“Nu får jer kaka,” sagde Turid og hældte kogende varm kakao i to kopper.
“Og kiks,” sagde Magna og fór op for at hente en skål cremekiks.
Far og missionær Bøje kom nu ind i køkkenet og far hilste på køkkenpigerne. De kvidrede og pippede og Turid slog far beslutsomt på skulderen og sagde: “Fint at se Mos far. Det blir ok med drongen, hvis han ligner sin farmand. Vi var bang for han vil vokse sig med horn og hale.” Så skraldgrinede hun. Missionær Bøje lo, så det buldrede i hele hallen og Sanna og Magna pippede med.
Far stod bare midt på køkkengulvet og undrede sig over dette troldkvindekor.
“Sæt dig ned og få en tår kaffe, Morten,” sagde missionær Bøje fnisende. “Tag os ikke alvorligt. Vi er bare sådan her på Jættedammen. Latter forlænger livet, ikke sandt piger?” sagde han og hældte kaffe i et krus til far.
“Jo, harra gud, så sandelig,” lo Turid. “Derfor ser jeg ut som en på femogfyrre, selv om jeg snart blir tohundredtrettiotte,” tilføjede hun og lo endnu højere.
Gån-Joe stod i døråbningen og jeg kunne se han ikke turde komme nærmere. Han var tydeligvis bange for de færøske kokkepiger. Far var dog begyndt at slappe af og snakke. Han drak kaffen færdig og rejste sig så.
“Nå, mine drenge, nu skal jeg afsted, så jeg ikke holder folk vågne i Falkevig. I skal være forbilleder nu, da jeg forstår I er blevet udnævnt til gruppeledere og her er der yngre drenge, som ser op til jer.”
Jeg så på Orre og vi smilede stolte. Det var som at være blevet ledere af en togrøverbande.
“Ja,” sagde missionær Bøje og smilede. “Nu gælder det om at du til noget. I har fået ansvarsstillinger og som gruppeledere skal I være forbilleder for jeres gruppe. Jeres embede indebærer, at I skal sørge for, at alle står op om morgenen, holder orden i sovesalen, møder op i spisesalen rene og pæne, deltager i beplantning af træer og naturbeskyttelse. Og først og fremmest skal I sørge for, at alle møder op ved daggry, for at hylde nationalflaget. I skal også sørge for, at de yngste lærer bønnerne og lovsangene.”
Jeg blev meget forbavset, da jeg hørte det med bønnerne. Hverken Orre, eller jeg havde gjort os den umage at lære disse bønner. Vi prøvede bare at bevæge læberne i takt og mumle noget under bedetimerne. Togrøverbandeledere kunne helt sikkert ingen bønner. Nej, Orre og jeg ville aldrig kunne lære nogen knægte at bede. Vi kunne lære dem at fange vilde heste, klatre i træer og stege cowboypølser, men bønner kunne vi slet ikke lære dem.
“Vi må lære disse bønner, Mo. Det må da være muligt,” hviskede Orre, da vi gik over til sovesalen.
“Oboj,” sukkede Gån-Joe, da han så den sovende drengeskare. “Her kan jeg ikke være,” hviskede han med sin amerikanske accent. “Mo, jeg camperer. Her er der alt for mange små drenge og ingen fred.”
Gån-Joe rystede på hovedet og skyndte sig ud af huset. Han forsvandt ind i buskene med sit lille lærredstelt og sadeltasken.
“Mærkeligt, jeg tror Gån-Joe er ved at blive for voksen til sommerlejr,” tænkte jeg, mens jeg så ham gå.
På sovesalen sov der otte drenge i køjer, men ovre i et hjørne var der to ledige køjer, den øverste til mig og den nederste til Orre. Far hjalp os med at rede seng, klappede os på hovedet og sagde han ville ringe senere og høre hvordan det gik. Derpå var han forsvundet ud ad døren. Jeg hentede min Goe nede fra soveposen, lod ham ligge ved min side, men sørgede for, at ingen kunne se ham. Vi hørte far sige farvel til missionær Bøje, starte bilen og køre væk. Vi faldt hurtigt i søvn fra droslernes sang i buskadset midt i den lyse sommernat.

Søde elever

Det tager et træ tyve år
at blive kæmpestort og stærkt.
Det tager også et barn mindst tyve år
at blive kæmpestort og stærkt.
Træet får lov til at vokse i ro og fred,
fordi det altid står stille
på det samme sted.
Unger vover derimod mere,
fordi de altid har flyvende fart på.

Jeg drømte, at jeg sejlede sammen med far i en sort tågenat på hans krigsskib. Pludselig kom der et kæmpestort turistskib ud af tågen og et sammenstød var tæt på. Jeg lagde mig på tågehornet og blæste i det, som om det gjaldt livet, men så kom der en sørøver op på kommandobroen og begyndte at ryste og tæve mig, smide mig rundt og hive i mit sømandstøj. Jeg prøvede så godt jeg kunne at hænge på tågehornet og blæse, for at afværge et sammenstød med turistskibet.
“Mo, Mo! Slip køjen! Mo, vågn op! Vi går glip af bannerhejsningen.”
Jeg åbnede øjnene og gav slip på køjen, som jeg havde klamret mig til. Trompetstødene, som jeg troede kom fra krigsskibets tågehorn var Jættedammens morgenkald. Sørøveren, som ruskede i mig, var bare Orre, som prøvede at vække mig.
Jeg så ud af vinduet, hvor missionær Bøje stod oppe på en høj og blæste i trompet, mens en af de ældste drenge, hejste flaget. Der kom drenge løbende fra alle retninger. Orre var tydeligvis blevet gruppeleder, for han styrtede mellem halvsovende knægte, rystede dem og råbte.
“Gå ikke glip af hejsningen! Hvis du går glip af den, skal du vaske op og gøre rent på toiletterne!”
Drengene røg ud af køjerne. Nogle prøvede at få noget tøj på, andre løb bare ud med deres tøj i armene.
Orre tog en genvejvej ved at springe ud af vinduet, kun iført underbukser. Jeg proppede min Goe langt ned i soveposen og skyndte mig samme vej som Orre. Vi nåede lige at stille op i rækken omkring flagstangen og så flaget strække sig mod himlen.
Det var først nu, at jeg fik set de drenge, som I fire uger skulle være på Jættedammen. Jeg genkendte en del ansigter i gruppen. Der var den vilde bande fra Falkevig, skøre Bert fra Hestnæs og hans bror, det lille pibende kræ. Skøre Bert havde det med at få raserianfald og tæve dem, der stod i vejen for ham. Hans lillebror peb hele tiden på sin mor og fulgte Bert overalt han gik. Svedende Sven stod der også i undertrøje og bare fødder. Sidste år vågnede han nogle gange drivvåd om morgenen og sagde:
“Ih, hvor har jeg dog svedt i nat.”
Nogen sagde, at han var sengevæder, men jeg er ikke sikker.
Efter flaghejsningen tog vi tøj på, sendte dværgene ud i baderummet til vask og gik så ind i spisesalen. De yngste drenge på Jættedammen blev som regel kaldt dværgene, selv om deres gruppe hedder Bibelgøgene.
Turid stod ved et bord i salen, iført et forklæde på størrelse med et vejarbejdstelt og øste rygende havregrød i tallerkener. Der var rugbrød med postej og på bordet stod der en kande med lun mælk fra den nærmeste gård. Vi kom vores mad på en bakke, beordrede dværgene at sætte sig ved det lange bord, som tilhørte dværghallen, men selv satte vi os for enden af bordet.
Missionær Bøje og hans assistenter Asmund og Ingemund, sad ved et lille bord ved et vindue. Pludselig rejste Bøje sig.
“Sølvræve! I skal overholde reglerne,” brummede han over salen.
Orre og jeg så forbløffet på hinanden. Så gik det op for os, at vi var de eneste, der allerede var begyndt at sluge havregrøden. De andre sad med hænderne under bordet og ventede på morgenbønnen.
Bøje smilede bredt.
“Bønnen er dagens begyndelse, mine drenge,” sagde han. “Lad os begynde med at bede til Gud.”
Jeg huskede ikke bordbønnen og har endnu ikke lært den helt rigtigt, men Orre og jeg bevægede bare læberne og mumlede noget.
“Værs´go´,” sagde Bøje. “Tag godt for jer, mine knægte, fordi vi har en lang og hård dag foran os.”
Magna gik mellem bordene med en flaske levertran og en ske og den der ikke ville modtage levertran, brød sammen under hendes skarpe blik og fandt sig til sidst I en skefuld.
Efter morgenmaden ringede Bøje med sin klokke og gruppen blev tavs.
“Kære venner,” sagde Bøje. “De næste tre dage går med at samle trøske og visne grene. Som I ved skal vi bygge et bål på tangen nede ved dammen. Vi tænder bålet på vores sidste aften og har fire uger til at lave en stor stabel. Jeg ville blive meget ked af det, hvis nogen, inden da, satte ild til den. Sidste år skete det, at to ræve listede ud om natten og tændte bålet og derfor fik vi intet lejrbål den gang.”
Missionær Bøje så sørgmodigt på mig og Orre.
“Men jeg ved, at sådan noget ikke sker igen og jeg har stor tillid til, at I laver en flot stabel i år. Sovesalenes gruppeledere tilrettelægger arbejdet for holdene og hvert hold får et bestemt indsamlings område. Nu gælder det om at kende sin rolle, for levende grene må man ikke sætte på stabelen. Døde grene og tørt trøske er bedst og samtidig udtynder vi Jætteskoven ved dammen. Husk bare, mine drenge, at døde træer ikke har blade. De træer, som ikke har nogen blade, er døde. Asmund, Ingimund og jeg følger med i indsamlingen og hjælper til med at forme stabelen og lad os nu komme i gang.”
Vi skulle til at samle trøske vest for dammen og forklarede vores hold hvad man måtte tage.
“Man må slet ikke komme noget på stabelen, som har blade på,” sagde Orre med en vigtig mine.
Knægtene gik omgående i gang, bar træstumper og grene ned til tangen og smed det i en bunke.
Der opstod hurtigt stor konkurrence mellem de seks grupper om hvem der kunne bringe mest brænde til bålstabelen.
“De der små stakler bærer kun græs og ragelse til bålet,” sagde skøre Bert, idet han smed resterne af en gammel hegnspæl på stabelen.
“Der findes ingen ordentlig brændsel her,” sagde Orre skuffet, da vi kom ud til skoven med vores gruppe i hælene.
“Lad os bare finde et kæmpestort dødt træ så det bliver vores bidrag,” sagde jeg.
“Mo, vi finder aldrig et kæmpestort, dødt træ,” sagde en lille fyr fra Reykjavik og rystede på hovedet.
Men så var det, at jeg fik en genial idé.
“Jo, se nu her,” sagde jeg. “Et dødt træ er et træ uden blade. Ingen sagde noget om, at det spillede en rolle hvem der ribber det for bladene. Det vigtige er, at der ingen blade er på. Denne her kæmpe asp kan for eksempel miste alle bladene.”
Jeg pegede på et mange meter højt træ, som strakte sig mod himlen.
“Mo,” sagde Orre, “læg mærke til, at dette træ er fast i jorden.”
“Vi hugger det ned og piller bladene af,” svarede jeg og løb afsted. “Jeg henter lige en økse og sav i værktøjsskuret.”
Da jeg kom tilbage, var gruppen på Orres kommando begyndt at pille bladene af de nederste grene.
“En genial idé, Mo. Vores bidrag til stabelen i år bliver det flotteste af alle og nu kan vi nok gøre det godt igen, at vi tændte bålet I fjor.”
Orre og jeg huggede og savede skiftevis i lang tid.
Træet var så stort og mægtigt, at det tog os meget lang tid at save dybt nok i dets stamme, for at fælde det. Endelig kom det store øjeblik. Vi samlede gruppen sammen og de små drenge stod bag ved os, da vi skubbede til stammen. Træet ligesom dukkede sig, men faldt så med et stort brag på jorden. Ungerne råbte af glæde og begyndte straks at pille bladene af. Orre og jeg lagde os ned på en tue og så fornøjet på. Gån-Joe kom slentrende ud af krattet og lagde sig ved siden af os.
“Dette er ikke et dødt træ, Mo,” sagde han fordømmende.
“Det bliver det snart,” sagde jeg stolt og tyggede på et strå.
“Skulle vi ikke lade en eller to knægte gå med grene ned til tangen, for at komme noget på vores bunke, mens de andre piller bladene af?” sagde Orre tankefuldt.
“Jo, det er sikkert bedst,” svarede jeg. “I to,” sagde jeg og pegede på to små gutter, som var i færd med at pille blade af. “Bliv ved med at finde trøske og bringe det ned til tangen. Så får vi fred til at forberede det store flyttelæs. Det vil tage mindst to dage at pille alle bladene af.”
De to drenge adlød lige med det samme og begyndte at samle små, døde grene. Hele dagen var de som myrer i den store asp og fjernede uafbrudt bladene. Vi tog hjem til hallen for at spise frokost, men bagefter fortsatte vi med at plukke. Drengene var helt udmattede, da madklokken ringede og Turid kaldte på gruppen til en eftermiddagsforfriskning.
Efter kakao og kiks løb gruppen ud til dammen. På Jættedammen er det nemlig tradition at bade om eftermiddagen og så har man fri indtil aftensmaden. Tres drenge sprang med stor ståhej ned til dammen og hev tøjet af. Tøjet blev hængt på nogle grene og vi tog badebukser på ved bredden. Så kastede vi os ud i vandet med stor vildskab og gik bersærk i et godt stykke tid. Efter badningen hængte vi vores badebukser på grenene og der hang de indtil næste gang de skulle bruges. Om nogle dage var der ingen, der kunne huske hvilken badebukser der var hans, så man tog blot de nærmeste. Nogle havde alt for små bukser på og andre måtte hele tiden hive op i bukser der var alt for store. Sådan er det ved Jættedammen.
En gang kom svede Sven kløepulver i samtlige badebukser. Der stod nioghalvtreds knægte og kløede sig selv bagi i et helt døgn, men den dag droppede Sven selv badeturen.
Vores hold plukkede alle aspens blade af i løbet af tre dage. Vi kom reb omkring den kæmpestore stamme og var stolte, da vi trak den ud fra skoven og ned til tangen.
Denne morgen havde missionær Bøje sagt, at han ville belønne den gruppe, der havde været dygtigst til at samle ind til stabelen og vi var sikre på, at vi var vinderne.
Grupperne var samlet ved hver sin stabel, da vi trak vores asp hen til vores bunke. Jeg så straks, at drengene stirrede misundelige på dette store stykke brænde.
Så fik jeg øje på Bøje og assistenterne. De var ikke glade og jeg så, at Bøje havde fået en sorgfuld mine på. Det er Bøjes eneste fejl. Han kan aldrig blive rigtig vred. Han bliver bare ked af det, sorgfuld og ubehageligt tilmode. Det ville være meget bedre, hvis han bare råbte og skreg og så var det overstået.
“Hvad er det I har med?” spurgte Bøje trist og satte sig på en sten.
“En bladløs stamme,” sagde jeg, idet vi trak træet op til vores lille bunke.
“Ja, bladløs er den, men er denne asp død?” spurgte Bøje og så ransagende på os.
“Ja, det er den i hvert fald nu,” sagde Orre. “Både livløs og død.”
Drengene samlede sig omkring os og fulgte interesserede med i samtalen.
“Huggede I den ned?” spurgte Bøje og så sørgmodigt på aspen.
“Ja-a,” sagde jeg tøvende. “Men du sagde, at træer uden blade er døde træer og du sagde ikke noget om, at vi ikke selv måtte tage bladene af.”
“Troede I virkelig, at I havde lov til at gå ud i skoven, hugge træer ned og plukke bladene af dem?” spurgte missionær Bøje, meget ked af det.
Orre og jeg tænkte os om.
“Nej, det troede vi nok ikke,” mumlede vi slukørede.
“Jeg ved ikke rigtigt hvad vi troede,” sagde jeg ked af det.
Dværgene begyndte nu at råbe og gale.
“Det var dem, der fik os til det,” råbte de om kap. “De satte os til at plukke alle bladene af træet. Det tog os tre dage. Vi fik ikke engang lov til at hvile os. De lavede ingenting selv.
Det er en slavelejr og ikke en sommerlejr,” sagde den lille purk fra Reykjavik.
“Nå, venner,” sagde missionær Bøje og smilede lidt. “Så må jeg give jer nogle nye gruppeledere. Disse to er alt for skøre.”
Den aften udnævnte Bøje to ni årige drenge som gruppeledere i dværghallen. De flyttede ind og vi ud. Vi blev placeret i de ni åriges hal, men dem kaldte man for de søde elever og to drenge der varældre end os var gruppeledere.
Da vi skulle til at gå i seng, kom missionær Bøje og bad Orre og mig at komme med ud at gå en aftentur. Vi gik sammen med ham igennem skoven og ned til dammen og snakkede om alt mellem himmel og jord. Vi talte om elektricitet og biler, cowboys og indianere, men til sidst stod vi foran aspen, som vi havde fældet.
“Ved I, sølvræve, hvor lang tid det tog denne asp at blive så kæmpestor?” spurgte Bøje og satte sig på stammen.
“Nej,” svarede vi begge to.
“Prøv at gætte,” sagde Bøje.
“Måske fem år,” sagde jeg og så vurderende på aspen.
“Nej,” sagde Orre, “i hvert fald ti år.”
Bøje klukkede.
“Nej, små ræve. Det tog den tyve år at blive så stor. Jeg ved det, fordi jeg husker dengang, da den blev plantet. Da var den bare en lille bitte plante, meget mindre end I er nu. Den blev plantet med gødning, vandet godt og længe den første sommer, så den nåede at trives og vokse til. Ligesom når I får næring til kroppen, for at blive større. Ingen vidste den gang, at der tyve år senere ville komme to små tosser og smadre stammen med sav og økse , fælde den, plukke hendes blade af og trække hende til bålet.”
Orre og jeg manglede ord. Det var en sjælden ting, men nu kunne vi ikke sige noget.
“Vi vidste ikke, at den var så forfærdelig gammel,” sukkede Orre.
“Nej, det kan man ikke forvente. De færreste ved hvor lang tid det tager en lille plante at vokse sig stærk,” sagde missionær Bøje venligt. Folk har endda svært ved at forstå hvor svært det er for et lille menneske at vokse og udvikles.”
“Men når vi nu gjorde det og det ikke kan laves om,” sagde jeg, “kan vi så ikke bruge den til bålet?”
“Er du helt gal, lille ræv! Det er første klasses tømmer. Jeg vil trække den hjem og I skal hjælpe mig med at lave en bænk af den, som vi kan have på plænen foran storhallen,” sagde missionær Bøje og rejste sig.
“Er det sandt?” spurgte Orre forbavset.
“Ja, I dropper svømningen hele næste uge og hjælper mig med arbejdet. Vi må vise dette træ respekt. Det gjorde os den ære at vokse her i vores skov i tyve år. Kom nu, sølvræve, I skal i seng.”
Vi fulgtes hjem med Bøje. Da jeg faldt i søvn, var jeg lettet over ikke længere at være gruppeleder. Det indebar unødige bekymringer. Nu skulle jeg kun tænke på mig selv og Orre og det var nok.
“Mo,” sagde Orre, da jeg var lige ved at falde i søvn.
“Ja,” mumlede jeg.
“Jeg er ligeglad med at gå glip af svømningen.”
“Det er jeg også,” svarede jeg. “Er det ikke sjovt, at få lov at arbejde sammen med missionær Bøje. Han er fin.”
Tiden ved Jættedammen gik hurtigt. Missionær Bøje savede aspen ned og vi hjalp ham med at bygge en bænk. Da træet var blevet tørt, lakerede vi bænken og efter nogle omgange var den færdig.
En af dagene, mens alle drengene fik sig en svømmetur i dammen, bar vi den ud og stillede den foran den store hal. Missionær Bøje hentede kokkepigerne og de var de første, der fik lov til at prøve bænken. Turid lo højt og meget, da hun satte sig.
“Hvis bænken kan holde mig, er den godt tømret, ellers er den bare til pynt,” sagde hun.
Bænken holdt Turid og også Magna og Sanna.
“Ojesus, ojesus, nu kan vi sidde ude i solen og strikke, når vi ikke laver mad til de små poter,” sagde Magna og lo.
“Lad os nu synge sammen,” nynnede Sanna, som sprang op og løb ind i hallen.
Missionær Bøje satte sig ned i græsset.
“Der kan I bare se, små ræve, hvor nemt det er at råde bod på en skade,” sagde han. “Det var sørgeligt, at aspen blev fældet, men vi kunne bruge den og lave noget, som glæder andre. Sådan er hele livet; når man farer vild, kan man altid finde en ny sti, som fører en derhen hvor solen skinner.”
Orre og jeg havde svært ved at forstå hvad Bøje mente, men det var sjovt at lave bænken og se de smilende færøske kokkepiger sidde på den, lyksalige i solen med deres strikkepinde.
Sanna kom ud igen med sin guitar og slængte sig ned ved siden af Magna og Turid. Hun stemte i og klimtede rask på guitaren, mens hun sang.

Tre tætte koner sidder på en pind,
skønheder store i fedt sig pakker ind.
Trøjer så fine de strikker,
sig pudrer og kikker.
Tre tætte koner sidder på en pind.

Missionær Bøje og kokkepigernne skraldgrinede og stemte i. De sang højrøstet denne nye vise om kvinder på en bænk. Orre og jeg så forbavsede på det mærkelige personale.
Efter denne sommer, er jeg blevet helt sikker på, at missionær Bøje er en af verdens bedste mænd. Orre og jeg er enige om det. Han er altid vores ven, lige meget hvad der sker. Det er egentlig forbavsende, at han denne sommer aldrig blev helt tosset på os. For eksempel, da han købte jeepen.
Det var en aften, da vi lige var færdige med at spise kogt kuller og kartofler. Missionær Bøje var taget til Falkevig for at holde to dages ferie og vi var egentlig begyndt at savne hans jættelatter. Den aften kom der en meget flot rød Bronco-jeep kørende op ad bakken og standsede udenfor den store hal. Samtlige drenge løb ud for at se hvem det var. Først troede vi det var nogen der skulle hente en med hjemve, men det var missionær Bøje, som steg smilende ud af bilen.
“Se min nye bil!” råbte han. “Nu byder jeg på en køretur.”
Bøjes ankomst ville ikke have vakt større opmærksomhed, hvis han var landet i et rumskib på gårdspladsen. Han proppede drenge ind i bilen, indtil de næsten ikke kunne lukke dørene og kørte så i ring på pladsen med alle, som gerne ville prøve at sidde i den fine jeep. De færøske kokkepiger fik den længste tur. Jeg tror Bøje tog dem med helt ud til benzinstationen nede ved hovedvejen. Da han kom tilbage parkerede han sin fine bil nedenfor bakken ved den store hal, så drengene ikke gik og luskede omkring den. Orre og jeg fulgte med Bøje ind i køkkenet, hvor han satte sig ned og fik sig en kop kaffe.
“Jeg skal ud til Falkevig igen, men jeg er tilbage i morgen tidlig,” sagde han til Turid.
“Hvad er det for jagen frem og tilbage du er i gang med, kære Bøje?” spurgte Turid og gav ham et stykke kage.
“Jeg tager traileren her ude på pladsen med og afleverer den i Falkevig. Det gør forskel at have en bil med en anhængerkrog på,” sagde han glad.
“Vi kan godt slutte traileren til din bil,” sagde jeg ivrig.
“Den er alt for tung for jer,” sagde Bøje og så mistroisk på mig.
“Nej, nej. slet ikke,” sagde Orre. “Vi er rigtig stærke og vi hjælper hinanden. Det er ingen sag. Vi kender en importør i Sølvgade, som har en trailer og vi er vant til at sætte den af og på.”
“Nå, drenge. Det må I godt, hvis I er forsigtige,” sagde Bøje og smilede.
Orre og jeg fór ud. Vi havde en vigtig mission. Nu skulle vi gøre vores ven en tjeneste.
Traileren stod på pladsen og vi skulle bare løfte den op foran og skubbe den over til Bøjes fine bil.
“Hvad har I gang i,” spurgte skøre Bert, som kom gående over til os med sin tandbørste i munden.
“Væk med dig,” sagde jeg og løftede traileren. “Vi hjælper Bøje. Han bad os om at sætte traileren fast på jeepen.”
Orre og jeg skubbede traileren forsigtigt foran os, ligesom to cowboys med et vognlæs dynamit. Det kunne vognen også have været fyldt med, men da vi kom op på bakketoppen, kunne vi slet ikke styre den. Pludselig blev den megatung og hev os med sig. Så kørte den hurtigere og hurtigere og pludselig måtte vi løbe med den. Til slut kørte den hurtigere end vi kunne løbe og fór med susende fart ned ad bakken. Nedenfor stod den fine røde jeep og traileren tog luftspring hen imod den. Skøre Bert stod bagved os og gloede, men Orre og jeg satte hænderne for øjnene. Der lød et højt knald, da traileren ramte missionær Bøjes nye bil. Vi kiggede mellem vores fingre. Traileren stod stille. Der var en meget stor bule på jeepens ene side.
En flok drenge kom løbende hen til os og Bøje og kokkepigerne kom ud fra den store hal. I nogle sekunder stod alle på bakkekammen og holdt vejret, indtil missionær Bøje brød tavsheden.
“Det er faktisk min skyld,” sagde han. “Ja, det er jo klart. Det er min skyld. Jeg gav jer lov til at hjælpe mig. I gjorde jeres bedste og ingen kan gøre bedre end det.”
Han slentrede sorgfuld ned ad bakken og undersøgte skaderne. Orre og jeg løb efter ham.
“Undskyld, det var ikke med vilje,” sagde jeg ivrigt.
“Pludselig kunne vi bare ikke styre den,” sagde Orre hæsblæsende.
“Undskyld, Bøje. Far betaler skaden på bilen,” sagde jeg i min fortvivlelse.
Missionær Bøje standsede ved bilen og vendte sig mod mig.
“Kære Mo, jeg mente hvad jeg sagde. Det var min skyld. Man skal ikke regne med at andre betaler for en. Man skal selv betale sin gæld. Din far gjorde ingenting forkert. Han er i den anden ende af landet. Jeg kan ikke se, at han har noget med det her at gøre. Det er vores sag.”
Han gik rundt omkring bilen og undersøgte den nøje.
“Nå, ræve, det er ikke særlig slemt. Den er godt nok ret bulet på den højre side, men jeg er så heldig, at min fætter i Falkevig er ekspert i at reparere karosserier og lakere dem og jeg ved han ordner det her for mig.”
Missionær Bøje prøvede forgæves at åbne døren på passagersiden.
“Det gør ikke noget, sagde han. Jeg kan i hvert fald åbne på min side og jeg tager traileren med.”
Han løftede traileren, som stod op mod bilen, trak den bag om og sluttede den til krogen.
Nu stod drengeskaren, de assisterende missionærer og kokkepigerne rundt om bilen for at undersøge skaderne. Skøre Bert agerede guide og beskrev for flokken hvad der var sket.
“I er nogle dumrianer,” sagde en lang lømmel fra Falkevig og så fortørnet på Orre og mig.
Turid tog mig om skuldrene.
“Lad os ikke bruge øgenavne på nogen,” sagde hun bestemt. “Og det skal stå klart, at ingen gør sådan noget med vilje. Det var et uheld. Nu skal alle i seng. Harra gud! Så,- så, afsted!”
Turid drev skaren som en flok får foran sig hen imod sovesalene.
De andre missionærer blev stående hos Bøje ved bilen og vurderede skaderne sammen med ham.
Denne aften kunne vi lige så godt have været alene på sovesalen. Ingen talte med os og drengenes vrede blikke mødte os hvorhen vi kiggede. Vi var kede af det, da vi faldt i søvn.
Dagen derpå sad vi og sang morgensang sammen med Sanna, da missionær Bøje kørte ind på pladsen. Vi var kede af at se, at han nu kørte i sin gamle skrotbunke. Han smilede dog helt ud til ørene som han plejede og var i hopla. Han skridtede lige midt ind i gruppen og sang med.
“Jeg har gode nyheder om den fine nye jeep,” sagde han, da sangen var slut. “Den er på min fætters bilhospital i Falkevig. Den er blevet diagnosticeret og i morgen skal den under behandling. Bildoktoren synes godt om den og siger han kan få den til at blive som ny og det kan han gøre lynhurtigt. Samtidig vil han reparere kofangeren, for den var ret grim før uheldet. Min fætter siger også, at vi sandsynligvis har sat rekord i går aftes, for der er vist aldrig før sket et trafikuheld her på Jættedammen.”
Missionær Bøje lo dybt og trillende, rodede med sine bjørnelabber i mit og Orres hår og gik så op i storhallen. Sådan er Bøje, – en sand ven-, lige meget hvad der sker.
Tiden fløj på Jættedammen og broncojeep begivenheden blev hurtigt glemt. Vi blev ved med at bære brænde til bålet, slå græsset ved hallerne, fange ørreder i dammen og bade, bygge hytter og stenvægge, plukke bær, være indianere og cowboys, spille poker om rosiner, lave aftenunderholdning, gå ture på fjeldet, slås i vandpytter, bygge damme i bækken, ride uden sadel på zebrahestene på nabogården og udspionere turister på campingpladsen.
Gån-Joe holdt sig i baggrunden og endte med at flytte sit telt væk fra lejren for at få fred. Han sagde, at han skulle samle kræfter til den kommende vinter og nyde ensomheden. Det passede mig fint. Orre og jeg havde så travlt, at det var helt fint ikke at skulle have en tre meter høj, død cowboy i hælene.
En dag, lige inden vi skulle hjem fra Jættedammen, tog Orre og jeg sammen med skøre Bert, svede Svend og Floke på spiontogt ned til Jættelejet. Floke er en fin fyr. Jeg tror han hedder Halldor, men han bor på Flokegården, så vi kalder ham for Floke.
På Jættecamping, bagved benzinstationen, er der en stor campingplads og missionær Bøje ville slet ikke tillade at vi tog så lange ture. Det behøvede Bøje da ikke at bekymre sig for. Vi klarede det altid. Vi lå i skjul i en birkebusk og udspionerede et ægtepar, der var i gang med at pakke deres telt sammen.
“Du har altid for megen bagage med, Jon,” sagde den lille kone med store støvler på, idet hun smed en vadsæk ind i deres bil. “Hvorfor skal du for eksempel have alle de bøger med?” Hun løftede en papkasse fyldt med bøger og baksede med den hen til bilen.
En lang, tynd og skaldet mand med briller stod ved bilen og kløede sig rådvild i hovedet.
“Jamen, kære Marta, man skal da læse om landet, hvis man vil rejse.”
Den lille kone smed bogkassen ind i bilen og satte hænderne på hofterne.
“Ja, Jon, der findes mange lærerige ting i denne kasse, men noget af det kunne være blevet derhjemme, som for eksempel bogen Skak-mat,” sagde hun og pegede med en bog lige ind i sin Jons ansigt.
Jon stod med hænderne i lommerne og hev trøstesløst op i sine pludderbukser.
“Jeg prøver bare hele tiden at være i skak-træning,” sagde han lavmælt.
“Det må man kunne give slip på, når man er på udflugt,” sagde Marta og smed en stor plastikpose ind i bilen. “Vi har ikke plads til alle de her ting,” sagde hun ærgerlig. Vi må simpelthen efterlade noget.”
Jeg rejste mig fra busken og gik over til dem.
“Kan jeg hjælpe jer?” spurgte jeg og så på drengene, der ubemærket fulgte efter mig.
Marta så skeptisk på mig.
“Nej, lille du, ellers tak. Vi prøver bare at proppe alt hvad denne mand ejer ned i en lille tændstikæske,” sagde hun vredt og pegede på den lille bil.
“Hvorfor skulle du for eksempel tage en fuld kasse appelsinvand med i bilen?”
Jeg syntes bare det var forfriskende med appelsinvand til maden,” sagde Jon mut.
“Du drikker aldrig appelsinvand derhjemme,” sagde Marta og rynkede på næsen.
“Drenge, vil I have den der kasse med appelsinvand?” spurgte Jon venligt og vendte sig mod os.
Marta så på os.
“Tag den, unger, jeg har ikke plads til det i bilen.”
Vi greb fat i kassen og slæbte den ud til gangstien.
“Vil I af med flere ting?” spurgte Orre, da vi sagde tak.
Marta så strengt på ham.
“Nej, medmindre I kan tage denne her gamling med jer.” Hun pegede på sin Jon.
“Nej,” sagde jeg straks. “Tag ham med. Der må da være plads til ham i bilen.”
Vi skyndte os ud af syne med kassen.
“Hvad skal vi gøre ved den?” spurgte svede Svend. “Vi må ikke have den med til Jættedammen, for det er forbudt at drikke sodavand,” sagde skøre Bert og så fortvivlet på kassen.
“Vi finder bare et godt sted ude i skoven, hvor vi kan gemme den og så kan vi altid gå derhen og drikke en appelsinvand i ro og mag, når ingen ser os,” sagde Floke.
Det syntes vi var genialt og vi slæbte kassen med ned ad vejen. Da vi kom til broen over Troldfjeldfloden, fik jeg en god idé.
“Kammerater, er det ikke meget bedre at drikke kold appelsinvand end bælle det inde i en eller anden busk?” spurgte jeg.
“Jo,” sagde Orre, “men vi har ikke noget køleskab.”
“Nej, men vi kan binde et reb på kassen og fire den ned i floden. Så binder vi rebet til broen og altid, når vi skal have appelsinvand, kommer vi bare her og trækker kassen op. På den måde får vi iskold appelsinvand når som helst,” sagde jeg glad.
Drengene syntes idéen var ret god og Floke løb over til redskabsskuret, for at hente et stort reb, mens vi andre ventede ved kassen. Da Floke kom tilbage med rebet, bandt vi det omhyggeligt rundt om kassen. Så lod vi den dale langsomt og sikkert ned fra kanten.
“Mo, det er en rigtig god idé,” sagde skøre Bert og holdt fast i rebet. “Det bliver gletcherkold appelsinvand.”
Under broen brølede den grumsede flod hen imod havet. Da kassen rørte vandmasserne, blev den kastet rundt. Drengene holdt rebet godt fast, mens jeg bandt enden rigtig godt til broens ræling.
“Sådan, nu sidder den fast,” sagde jeg og bandt en dobbeltknude.
Vi kiggede over broens ræling. Kassen tumlede rundt i gletcherflodens kraftige greb. Den væltede over på siden og tre flasker flød ud af den og dansede på vandtoppene ned ad floden.
“Kassen vælter omkuld!” råbte Orre.
“Lad os hive den op!”
Vi trak rebet til os, men pludselig gav det hele los og vi faldt omkuld på broens gulv med rebet i hænderne. Vi sprang op på fødderne og så appelsinkassen sejle ned ad floden med bunden i vejret. Rebet havde løsnet sig i den stærke strøm. Vi tav en stund og stirrede skuffede efter kassen.
“Hvem fik denne dumme idé? “spurgte skøre Bert vredt.
“Det var selvfølgelig Mo,” sagde svede Svend og var sur.
Vi gik hjemad med rebet under armen.
Drengene var meget sure og snakkede slet ikke med mig resten af dagen. Selv Orre var sur.
“Nogle gange får du rigtig dumme idéer, Mo,” sagde han og var ked af det.
Nogle dage senere havde vi et afskedsbål ved Jættedammen. Den færøske kokkepigebænk blev båret ud til bålstedet, så konerne kunne have det godt under underholdningen. Vi havde kaproning, sloges med puder på en træstamme på dammen, holdt tovtrækningskonkurrence og lyttede til missionær Bøje fortælle Bibelhistorier. Vi tændte lejrbålet, stegte pølser på spid, sang og åd popkorn. Sanna spillede på guitar og Magna og Turid dansede polka. Som sædvanlig ville Gån-Joe ikke være med. Jeg er ikke sikker på, at jeg inviterer ham med næste år. Han holdt sig bare ude i skoven og tog sit telt ned og pakkede sin sadeltaske. Så kom han til mig ved lejrbålet.
“Mo,” sagde han med sin syngende stemme. “Jeg gider ikke være her længere. Jeg tomler hjem. Si ju.” Det betyder – vi ses – på amerikansk.
Sent hen på natten dykkede vi drenge ned i vores køjer, udmattede.
Dagen efter skulle vi pakke vores tasker.
Missionær Bøje gik imellem salene og sørgede for, at vi ikke glemte noget og så gjorde vi rent. Bussen kom fra Falkevig og vi sloges om pladserne, for alle ville enten sidde forrest eller bagest. Orre og jeg fik gode pladser bagved chaufføren. Det var vi glade for, for vi kan godt lide at snakke med rutebilchaufførere. Missionær Bøje, de færøske kokkepiger og de assistenterne kom ind i bussen og tog afsked med gruppen med sang og guitarspil.
Da Bøje gik ud bøjede han sig over Orre og mig.
“I kommer selvfølgelig næste sommer, sølvræve, ikk´? I er elever og godt på vej til også at blive elskværdige.”
Så lo han sin troldmandslatter og sprang ud af bussen.
Bussen susede afsted, forbi gårde, heste, campingpladser og landsbyer. Orre og jeg talte længe med chaufføren, helt indtil han pegede op på et skilt, hvor der stod: “Strengt forbudt at tale med chaufføren under kørsel.”
Så begyndte vi at lege: Hvem kan holde vejret længst? Men da vi var ved at besvime, begyndte vi at lege: Hvem kan kilde, indtil den anden begynder at stamme, men holdt op, da Orre var ved at tisse i bukserne.
Midtvejs stoppede vi på Storcentret. Vi havde en smule penge, som far havde givet os, købte noget slik og spiste det på vejen. Vi havde fået mere end nok af at sidde i bussen, da den gled ind på pladsen ved Rejsecentret.
Mor, far og Stine tog imod mig.
Præsten og Orres mor kom også for at hente ham.
“Mit kæreste lille sukkerknald, ih, hvor har jeg dog savnet dig. Siden du rejste har vi siddet omkring køkkenbordet og fortalt historier om dig. Nu har du sikkert nye historier at fortælle os.”
Hendes tårer vædede min halsåbning.
Jeg kiggede rundt på Rejsecentret. Det var fyldt med mennesker. Jeg syntes alle var begyndt at stirre på os. Jeg skubbede hende fra mig. “Ikke her,” hviskede jeg. “Ikke mere her. Du må godt give mig knus når vi kommer hjem.”
Mor rejste sig smilende og ordnede sin kjole.
“Velkommen hjem, kære ven,” sagde far og rodede i mit pjuskede hår. “Godt at se dig igen. Du skal klippes.”
Da jeg kom hjem blev jeg mindet om, at jeg havde en storesøster. Jona kom imod mig ude på fortovet og jeg syntes næsten det var sjovt at se hende igen. Men ved middagsbordet den samme aften skiftede jeg mening.
“Mo,” sagde hun. “Holder missionærforeningen i Falkevig ikke vinterlejr for drenge?”
Gån-Joe halvsov i en stol inde på mit værelse. Han var kommet hjem for længe siden, havde fået kørelejlighed med en lastbilchauffør hele vejen sydpå. Jeg tog min Goe op fra bunden af soveposen og puttede ham under min dyne.
Jeg synes det er godt at være kommet hjem. Om tre dage begynder skolen og Orre og jeg har travlt med mange ting.
I bussen på vej hjem fra Jættedammen besluttede vi at prøve at kontakte sydafrikanske missionære med radionsenderen. Så skal vi på garagetag togt og undersøge tilstandene i Sølvgade, hilse på Lasse og Sævar Poul, undersøge hvad importøren går og laver, cykle ovenfor landsbyen og besøge patienterne på spøgelseshospitalet, komme elektricitet i fars garagedør, drive gårdejer Jons heste og fange dem, lave en tømmerflåde for at kunne sejle over til Det Vilde Vesten. Så skal vi også en tur i skolen.
Vi får nok at se til.
I går tog jeg på udflugt i kvarteret, for at se om noget havde ændret sig, mens jeg var på Jættedammen. Jeg løb på garagetagene hele vejen op til Gårdhavegade og sprang ned ved transformatorstationen. Det er en mærkelig hytte. Hele kvarterets Elforbrug styres derfra. Udenpå stationen er der en kasse, som jeg tit har prøvet at vurdere. Gad vide hvad den gør? Hvad mon der er inde i den?
Transformatorstationen er altid låst, men i går var jeg utrolig heldig. Døren stod på vid gab og derinde var der to mænd i arbejdstøj, som gik og reparerede noget.
“Er noget gået i stykker?” spurgte jeg.
“Nej, såmænd ikke,” sagde den ene fyr. “Vi skifter bare sikringerne ud og undersøger tingenes tilstand.”
“Må jeg se på?” spurgte jeg.
“Ja, hvis du ikke er i vejen,” svarede den anden.
“Jeg synes det er sjovt med elektricitet,” sagde jeg og gik rundt omkring dem. “Jeg er faktisk også Elspecialist ligesom jer.”
“Nå, så du er specialist,” sagde fyren og lo.
Inde i transformatorstationen var der mange interessante ting og mændene gav svar på alle mine spørgsmål.
“Hvad er der i den lille kasse, der hænger udenpå huset?” spurgte jeg nysgerrig.
“En lysdetektor,” sagde den ene. “Det er den, som styrer alle lygtepælene i kvarteret. Når det begynder at blive mørkt, kan detektoren mærke det og sender bud til stationen om at tænde alle lygtepæle i Sølvgade og Gårdhavegade.”
Det syntes jeg var helt genialt. Jeg sagde farvel til mændene og tog hjem.
Efter aftensmaden cyklede jeg op til transformatorstationen og satte mig på en sten udenfor den. Jeg ventede på, at detektoren sendte bud om at tænde lys i lygtepælene. Jeg havde en lommelygte i min jakkelomme og et gammelt stykke chokolade, som jeg gumlede på, mens jeg ventede. Det blev hurtigt mørkt og pludselig blev samtlige lygtepæle i kvarteret tændt. Når nu detektoren i kassen troede, at det var blevet nat, fordi mørket var ved at falde på, måtte den tro, at det var dag igen, hvis jeg lyste på kassen med min lommelygte. Jeg prøvede det og ganske rigtigt, – samtlige lys på lygtepælene i kvarteret gik ud.
Så slukkede jeg for min lommelygte og igen tændtes alle lysene! Fremragende! Jeg morede mig i omtrent en time, med at at tænde og slukke lysene i kvarteret, men da jeg ikke syntes det var så sjovt mere cyklede jeg hjem for at gå i seng.
Da jeg kom hjem snakkede mor og Jona om, at elektriciteten i gaden var helt skør og lysene i lygtepælene havde blinket. Jeg gad ikke forklare hvorfor, men gik bare ind til mig selv for at sove.
Jeg kunne fortælle mange flere sjove historier om vigtige ekspeditioner og geniale idéer, som jeg har fået. Men lige nu har jeg ikke tid til det. Der er én ting jeg ikke rigtigt forstår. Hvorfor mon de kalder mig for Mo drillepind? De skulle da hellere kalde mig geniet Mo.