Mohamed er fra Somalia, nu flygtning i Danmark.
Han er 18 år, høj, slank, smuk.
Hans engelsk er talesprog af den hurtige skuffe. Nu går han på HF for at lære det ordentligt.
De andre på holdet er for det meste indstillet på at analysere svære litterære tekster, endda digte. Vi valgte bl.a. Keats “En ode til nattergalen,” Vi sammenlignede den tuberkuloseramte persons kvaler i digtet med en nutidig aids ramts sjælens kvaler.
Ingen ønskede at komme op i dette digt til den mundtlige prøve. Det var for svært, sagde de.
Mohamed syntes ikke det var svært. Han sagde, at i hans hjemland døde unge mennesker som fluer af sygdomme og vold. Og mens han havde ordet, begyndte han at fortælle om sin tid i Århus.
Som flygtning fik han en lille studielejlighed. Hans drøm var at flytte til Sjælland, hvor hans onkel boede med sin familie og solgte frugt&grønt. Han byttede studielejligheden med et kollegieværelse i nærheden af onkelen. Han begyndte på HF. Han fik endda en kæreste.
Mohamed følte sig mindre fremmed i hovedstadsområdet end i Århus. Hans drøm var at studere til cand. polit på KUA.
En dag ringede fyren han havde byttet værelser med. Han ville tilbage til sit kollegieværelse. Mohamed skulle ud – nu. Det gik problemfrit, for hos onkelen var der en midlertidig plads på divanen i stuen.
Men – Mohamed skulle opsige studielejligheden i Århus, gøre rent og hente sine ting derfra.
De kørte med IC toget, han og kæresten, til Århus. Viceværten gav dem nøglen. De gik op på 3. sal og ind i lejligheden.
De troede ikke deres egne øjne. På gulvet lå Mohameds sengetøj og diverse af hans ting, spredt over det hele. Det var enten klippet i små stykker, eller knust til ukendelighed. Papkassen han havde efterladt med sine ting i var tom.
Mohamed og hans kæreste fejede de sørgelige stumper af tøj, glas og andre ting sammen, kom dem i kassen, lukkede den og bar den ned til viceværten.
Han henviste dem til pladsen for storskrald.
De gav ham nøglen og sagde pænt farvel.
Intercityen fra Århus til København var stuvende fyldt med weekendrejsende. Folk smilede til Mohamed og hans kæreste.
De kunne ikke smile tilbage.