Som så mange offentlige personer, måtte Pia simpelthen besøge paven.
Det er en slags sikkerhedsventil, for så kunne ingen være i tvivl om hvor religiøs man er, dvs. kristen, selv om man ikke er katolik.
Audiens hos paven foregår meget ceremonielt, skal bestilles på forhånd og må ikke tage for lang tid.
Pia havde studeret etiketten og vidste hvordan hun skulle opføre sig.
Foroverbøjet og svagelig sad han der på sin trone, hvidklædt med et glimtende kors på brystet og symboler på og omkring sig. Hans øjne lyste som på en tyveårig.
Hun følte som om Gud så på hende gennem hans øjne.
Hun knælede foran ham.
”Hvad har du på hjerte, mit barn?”
”Jeg er politiker,” sagde hun.
”Det er vi alle,” sagde han trøstende.
”Det er ikke nemt,” hviskede hun.
”Stol på Gud,” sagde paven.
”Det gør jeg også,” sagde Pia, ”men der er bare det ved det, at nogle af dem vi har med at gøre hvor jeg bor, siger, at deres Gud er bedre end vores.”
”Det er et gammelkendt problem,” sagde paven.
”Hvad kan man gøre ved det?” spurgte Pia og følte hvordan audiensbetjenten bag hende kom lidt nærmere for at tilkendegive, at nu havde hun opbrugt sin tidskvote.
”Gud er kærlighed,” sagde paven.
Hun rejste sig fra skamlen, for hendes knæ gjorde ondt.
”Tak, Deres nåde,” sagde hun, men der var en snert af skuffelse i stemmen.