Den internationale presse kaldte ham for en hård banan, da han udnævnte sin bedste ven som leder af nationens nationale tv station.
”Jeg gider ikke alt den snak om bananer,” sagde statsministeren til sin nærmeste rådgiver.
”Nu har jeg styret denne nation i mere end 10 år og det kan en banan da ikke gøre, vel?”
”Der er bare ved det,” sagde hans nærmeste rådgiver ydmygt, ”at priserne på vore bananer falder dag for dag, helt ned til 50%, så der kommer ikke nok penge i statskassen. Momsen er for lav. Og vi har devalueret vores mønt uden at fortælle nogen om det.”
”Hvem skal man fortælle om det?” spurgte ministeren fortørnet.
”Måske folket,” sagde rådgiveren.
”Folket forstår ikke politik og det ville bare blive vand på kommunisternes mølle,” var svaret.
”De siger, at kommunismen er død,” ymtede rådgiveren.
”Den er sgu ikke død, den satan,” råbte statsministeren. ”Den lurer alle steder, under gulvtæppet, i telefonledningerne, i min mors klædeskab og mange andre steder.”
Rådgiveren så blankt ud af vinduet og tænkte på, om det var forklaringen på, at hans eget hjem blev endevent i weekend-erne, mens han og hans familie var i sommerhuset.