Og så var det professoren, som hun blev forelsket i.
Professoren var i den bedste alder, ugift, smuk og dejlig, begavet og overordentligt venlig.
Teksterne var grusomt kedelige, tørre, oldgamle og handlede om det samme,
som de fleste tekster handler om: mænds magtkampe.
Eleven blev efterhånden mere fascineret af professoren end teksterne.
Det var næsten uundgåeligt.
De, der ikke ønskede at blive fascineret af noget holdt op.
Ud af 20, var der blot 5 tilbage lige før eksamen.
Da var eleven blevet syg af forelskelse i professoren.
Et sindsyge asyl blinkede i horisonten.
Hun vidste, at man ikke siger den slags til sin professor, som skal eksaminere en,
f.eks.at man ikke kan tænke på teksterne, kun på professoren, vel?
Men hun fandt en udvej.
Hun skrev det mest sindsyge brev nogen nogen sinde har skrevet, eller set.
Hun skrev det i vild panik for hun ejede ikke sit hjerte mere.
Og smed det i postkassen inden hendes fornuft fik en chance for at stoppe det.
Dagen efter meldte hun sig til eksamen med en afløsningsopgave.
Den er skriftlig og skal blot sendes ind.
Sådan slap hun for at se sin egen stupiditet i professorens øjne.
Senere fik hun et brev fra skolen om, at eksamen var bestået.