En fortolkning af et gammelt isandsk sagn
om den onde ånd, som skjuler sig oppe under taget
på gården og morer sig, når menneskene er onde..
Et gammelt folkesagn fra Island kan pludseligt blive
meget levende og virkeligt.
Følgende fortolkning tilhører dog nutiden,
men er baseret på folkesagnet.
(Inga Birna Jónsdóttir)

PUGEREN PÅ BJÆLKEN

I gamle dage boede Pugerenn øverst i huset, – på en af de store tagspærrer, der holdt taget oppe.
Ingen kunne fange den. Når vi bandede, skrattede Pugeren og blev fed.Ved mange grove bandeord blev den enormt fed.
Hvis vi var gode ved hinanden, hjalp vores forældre og læste højt for vores bedstemor,
mens hun ventede på sine nye briller, eller lod være med at spise for meget slik,
- kort sagt, hvis vi ikke var ondskabsfulde eller dumme, skrumpede Pugeren ind, indtil den blev usynlig.
Jeg havde umådelig ondt af Pugeren på Bjælken, især når vi ikke havde set den i lang tid
og da fandt jeg som regel på noget der var strengt forbudt, eller rørte ved tabuer,
blot for at få Pugeren til at trives og skratte og blive en del af vores tilværelse.
Man kan simpelthen ikke lade være med at få et forhold til sin Puger.
Og nu – mange år senere opdager jeg, at Pugeren på Bjælken ikke kun er et islandsk fænomen.
Den forefindes også i Danmark.
I julimðned i år sad den pludseligt der – lyslevende, ikke på en bjælke, men på en ølkasse.
Hvor var den dog blevet stor og fed.
Den så ud til at være gladere end nogen sinde og sagde, at hvide er gode og ikke hvide er onde.
Selv var han hvid – den gang.
En puger er altid det og der, hvor det betaler sig at være.
Han kan lynhurtigt skifte fra hvid til sort og omvendt.
En bjælkepuger kan gøre sig usynlig og rejse hele verden rundt.
Han er medlem af en pugerklub og de støtter hinanden i deres verdensomfattende arbejde.
Der findes puger af begge køn.
Puger hader dyr og naturlig Natur.
Pugeren derhjemme på bjælken hadede køerne. Den blev grøn af misundelse hver gang en ko gav mælk og kælvede.
Den vidste nemlig, at koen er det dyr vores tilværelse er baseret på.
Puger kan ikke give noget som helst.
De kan intet andet end sidde på en bjælke og trives på andres vanvid og vantrivsel, eller ondskab.
Hunden er dens bedste uven. Hver gang vi roste hunden, hver gang vi var gode ved dyrene, bandede den,
indtil den fik mavekramper og måtte skjule sig i sit hi.
På fjernsynsskærmen i TV- avisen her i Danmark pustede Pugeren sig op.
Han sad på sin ølkasse og sammenlignede mennesker og dyr.
Fy, føj! Dyr er virkelig det værste han ved.
Blandt indvandrere forekommer der personer, som Pugeren ikke accepterer.
Det var den Puger, der opfandt ordsproger “Naturen, det billige skidt.”
Og, fordi det var så længe siden man havde set en puger her i Danmark,-man skulle helt tilbage til fyrrene,
- har den vakt furore, så megen furore, at TV-anmelderen i et dagblad sagde dagen efter, at pugere er dumme.
Men ude på landet, hvor man altid har haft et andet og bedre forhold til både pugere og dyr end i byerne,
vil de i Benlille alligevel opstille en puger til efterårets kommunevalg. Det er Forskridtspartiet.
En Pugers synliggørelse på fjernsynsskærmen var en åbenbaring for dem, der støtter ØÐ-listen i Damlille.
Dens trivsel har givet dem blod på tanden.
De har det nemlig lige som Pugeren:
De kan kun lide hvide, fordi de selv er hvide.
Det må være spejlbilledet der gør det.
Det er ikke gået op for dem endnu, at spejlet er et torturinstrument.
Vores aner, aberne, har fået skylden for, at sorte ikke er så gode som vi hvide.
“De sorte dyr ligner aberne,” sagde Pugeren og pustede sin lille krop op.
Det ville Darwin have elsket at høre, fordi det passer ind i hans teori om hierarkiet i Naturen.
Han ville have gjort Pugeren til styrmand på på sit verdensomsejlende skib.
Og Freud. Freud ville have elsket Pugeren. Han ville have sagt, at han skulle fodres så godt som muligt,
fordi så får man ham at se og så kan vi tage stilling til ham.
Freud ville have skrevet en bog på 857 sider for at beskrive den skjulte puger.
Problemet er, at i dene forbindelse er Freuds videnskabelige teorier ubrugelige, fordi pugeren er umættelig.
Det siger folkesagnet nemlig, altså den udgave jeg kender og man skal ikke undervurdere det, der ligger i folkedybet.
Sagnet siger, at når Pugeren får mere en han kan fortære, begynder han at yngle og samle nye små puger omkring sig.
De er flerkønnet.
Man kan godt styre én puger, sin egen bjælkepuger, men ikke flere.
Så nøjes de ikke længere med at sidde på bjælker og ølkasser, men har det med at marchere.
Så mange blev pugerne i Island ikke i de gamle dage jeg husker.
Vores Gårdpuger nåede aldrig at blive rigtig stor.
Kommunikationerne var anderledes den gang.
Der var intet TV og avisen kom med mælkeposten en gang om ugen og når vi læste nyhederne var alt ondt og spændende
som regel overstået og det var for sent at samle folk sammen til debat eller oprør.
Men – vi mediterede på hvad der var sket.
Det var i fyrrerne.
Vi syntes, at der var nogle underlige forstyrrelser på steder, hvor der boede vældig mange menneskerr på én gang.
De havde ingen naturlig Natur, mest krige og oversvømmelser.
De havde ingen dyr i naturlige omgivelser.
De var ikke bevidst om deres egne puger, fordi alt var en kogende gryde af utilfredse mennesker og motorkøretøjer,
som overdøver en stilfærdig samtale i ødemarken.
Naturen er nu væk, fordi den ikke blev indbygget i vores fremskridtsudsigter.
Folk bor i rum med 2.5 meter op til betonloftet.
Hvor skal man kunne gøre sig synlig?
Selvfølgelig på en ølkasse.
Den hjælper bedst når der er forstyrrelser og hvor folk er nødt til at bande og skælde ud, fordi de har det dårligt.
Omgående begynder pugeren da at lade op.
Han kan sågar få en stærk opbakning for sit had til dem, som er anderledes end han,
d.v.s. dyr, aber, farvede folk, naturen, livet – i hvert fald køer og hunde i byerne.
Så bliver han genvalgt i udviklingsklubben.
Så får han mange tilhængere i Benlille og opstiller til kommunevalget.
Man har nemlig udviklet en créme, der gør huden lys.
Det kan Forskridstpartiet lide.
Hvem kunne tænke sig at stemme på en puger?
Det er absurd og det har vi ikke gjort før, men nu når vi er til genbrugsfrakker og sko fra et dødsbo, er vi blevet liberale.
I stedet for en puger har vi nu en hund, mandens bedste ven, i lejligheden.
Naturen kan ikke snige sig ind til dem, men de har en altan hvor man går ture med dem.
Hundenes psykiske armod er usynlig. De skjuler deres lidelser og har lært at skide i sorte poser.
I en to værelses lejlighed på stenbroen opstår der en slags junglelovstilstande.
Junglen lever længere i mennesket end i naturen.
Lykken er nu på stenbroen. Jobbet får man måske i et halvt år.
Usynlige kræfter har fundet ud af at samle på tingene. Folks liv er i deres hænder.
Pugeren har nemlig fundet ud af, at være usynlig.
Naturen er at gå i Aldi, købe farvet pålæg og mæjonæse i plastiktuber.
Men når pugeren har fundet ud af at sknjule sig lige meget hvad der foregår, er det svært at se hvad der er galt.
Mens taxachauffeur Mohamed får sig en siesta, barberer en skjult puger hans overskæg og maler ham hvid,
så han kan lære at lave sig et nyt spejlbillede.
Herlige dage for Pugeren.
(2007!)