“Jeg har kræft,” sagde hun.
Han så op fra avisen og vidste ikke hvad han skulle sige.
“I hjertet,” sagde hun.
“Det kan man ikke have,” sagde han.
“Jeg skal ud at rejse for at komme af med den,” sagde hun.
“Vi har da ingen penge,” sagde han.
“Jo, jeg har,” sagde hun. “Jeg har sat hundrede kroner til side hver måned i mange år.”
“Ja, men for søren mand, det er da husholdningspengene og det er ikke dine, men vores penge,” sagde han.
“Det er min arbejdsløn for at have været hjemmegående i 30 år,” sagde hun og skænkte mere kaffe i hans krus.
“Og opvartet dig, gjort rent og passet børnene og lavet lektier sammen med dem.”
“Hvad så med mig?” spurgte han. “Jeg har da ingen penge, selv om jeg har arbejdet og financieret hele gildet i alle de år.”
“Du har jo brugt en formue på værtshuset hver weekend. Det har været din fortjeneste, ikk´?
“Hvor skal du hen?” spurgte han.
“Jeg skal finde et sted hvor mennesker er glade, rigtig glade og gode ved hinanden, ja, ligefrem lykkelige”
“Hvor mon det er?” lo han han hjerteligt.
“Måske i Spanien,” sagde hun.
“Ha, ha,” sagde han. “De er så triste når de ikke danser Flamenco.”
“Italien,” sagde hun.
“Det er det rene skuespil. De snyder og bedrager hinanden.”
“Så Kina,” sagde hun lidt bedrøvet.
“De har fået dollars i øjnene og begynder at importere ris, så bønderne bliver arbejdsløse,” snerrede han.
“Hvad med USA,” sagde hun.
“Ja, det skal du. Der kan du komme og gå som du vil, bare du har penge nok,” sagde han og rystede på hovedet.
“Men jeg siger dig bare en ting. Danmark er bedst. Du behøver ikke at tage nogen steder.”
“Nina var i Indien og sagde, at selv om de ikke havde andet end ris og karry, så var de meget søde,”
lød hendes lidt dæmpede svar.
“Hjemme er bedst. Her har vi alt.” gentog han i flere vendinger og rejste sig for det var lørdag
og han skulle møde Lars og Per på Den Røde Ravn. Han kyssede hende på kinden da han gik.
Hun havde pakket en lille kuffert, købt en flybillet til Delhi, kiggede sig omkring og tænkte –
skide være med opvasken denne gang.
Der gik et helt år inden hun kom tilbage.
Det var mandag, så han var hjemme.
“Nå, hvordan var det så?” spurgte han.
“Jeg har ikke kræft længere,” svarede hun.