Vi bor på 3. sal i en boligblok på Ama´r med udsigt over kirkegården.
”Fredeligt,” siger mor. ”Godt at kunne se om der er megen trafik på den anden side,”
siger far.
Jeg, datteren, er ligeglad, men mit værelse er så lille, at jeg sidder meget i stuen med udsigten. Nogle gange er der begravelser. Da tager jeg kikkerten for at se om jeg kender nogen.
”Hyggeligt,” siger mor. ”Vi kender dem ikke, så det gør ikke noget,” siger far.
Jeg studerer filosofi på KUA, Kierkegaard, Marx, Hegel, Nietsche.
Mor er økonoma. Hun laver maden i børnehaven bag blokkene.
Far underviser på HTX.
”De unger burde fodres hjemme,” siger far ”i stedet for på skatteborgernes regning i en kantine, som skolen finansierer. Madpakker. Det er hvad vi fik, da jeg var ung.”
”De har ikke tid derhjemme,” siger mor. ”Alle går på arbejde i disse tider. Velfærdssamfundet har ændret familielivet. Vi kvinder er blevet frie.”
Det var søndag og jeg sov længe. Da jeg kom ud fra mit værelse, så jeg hvor mor og far stod ved vinduet og kiggede ud. De holdt om hinanden.
”Jeg vil begraves i fleece,” husk det.” sagde mor. ”Det er så koldt om vinteren.”
”En god idé,” sagde far. “Det er kunststof, som ikke rådner. Det bliver en hel genbrugsgård, hvis alle skal have fleece på dernede. Samfundsøkonomisk en god idé.” svarede far og de kyssede hinanden.
”Man kan ikke blive genfærd med fleece på,” kommenterede jeg.
”Det er ikke i kødet man genopstår,” sagde mor.
Det blev en fredelig søndag og ingen begravelser i ugen, for præsten havde sommerferie.
Siden har jeg tænkt på hvad det er man genopstår i, når man hverken kan tage sit kød, eller sin fleece med.
Jeg vil spørge min professor om hvad de vise mænd siger om det, f.eks. Kirkegaard.