Vilde blomster lever
der på heden.
Sandblomsten pryder
dette sted.
Vinteren breder sig
på landet.
Rosen vil gemme
hvert et led.

Og jeg, som er
barn af min tidsånd,
flyver som en trækfugl,
fri og fræk.
Løsner mig fra
kuldens tunge byrde,
bedre sted end jøkelen
at find´.

Vilde blomster lever
der på heden.
Jeg er meget vildere end dem.
Vinden bærer mig
langt over havet
bort fra isens miskunløse kind.

Vilde blomster
lever ude på heden.
Rosen holder ud
endnu en stund.
Jeg, som er vildere
kan flyve,
et bedre sted en jøkelen
at find´.

For jorden er mer´
end kulde og hårdhed,
varme og glæde
drager mig.
Hvem siger
at blomster ikke trives,
lige hvor velsigned´
stråler er.

Jorden er endnu
fyldt med blomster.
fuglene flyver
her og der.
Hvem har sagt,
at sandrosen
ved jøkelen
nødtvungen skal blive
der hvor den er.

Skyggerne bliver lange
når der høstes,
stormen smyger
under rosens rod.
Ud i verden sender
dette under,
forandringen er
ligefrem og brat.

Sådan er de vilde blomsters
skæbne,
ingen kender fuldstændigt
sin vej.
Men jeg,
som er vildere end rosen,
får lov at flyve frit
en tid endnu.